Læsetid 8 min.

Plastikbryster og erotisk kapital

I den første udgave af ’Kvinde kend din krop’ kaldte feministerne til kamp mod den undertrykkende lægevidenskab og kapitalisme. I næste uge udkommer 5. udgave, fyldt med billeder af kusser, hudfolder og bryster i frit fald. Information har spurgt tre debattører og en af bogens redaktører om, hvor opgøret om kroppen står anno 2013
I den første udgave af ’Kvinde kend din krop’ kaldte feministerne til kamp mod den undertrykkende lægevidenskab og kapitalisme. I næste uge udkommer 5. udgave, fyldt med billeder af kusser, hudfolder og bryster i frit fald. Information har spurgt tre debattører og en af bogens redaktører om, hvor opgøret om kroppen står anno 2013
Nanna Bisp
22. november 2013

I den første udgave af ’Kvinde kend din krop’ kaldte feministerne til kamp mod den undertrykkende lægevidenskab og kapitalisme. I næste uge udkommer 5. udgave, fyldt med billeder af kusser, hudfolder og bryster i frit fald. Information har spurgt tre debattører og en af bogens redaktører om, hvor opgøret om kroppen står anno 2013.

Fri til at sælge sex?
Verner Møller, professor og forskningsleder ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet

Den frigørelses- og naturlighedsideologi, som kom med ungdomsoprøret, kan opfattes som et naivt forsøg på at kaste civilisationens lænker af sig og skabe det frie menneske. I stedet blev oprørets energi opsuget og kapitaliseret af nye kulturformer.

Nu har feminismen til gengæld slået sig sammen med det tidligere patriarkats ønske om at undertrykke kvinden. Patriarkatet ønskede at kontrollere adgangen til kvinden gennem ægteskabet. Nu siger feministerne og nypuritanismen, at kvinden har fået samme ret til fri sex som mænd: De må gerne gå ud med ti mænd og have sex med dem på én aften, men kun hvis de selv betaler deres drinks. Kvinden må ikke udnytte mandens underskud.

Men kvindens ypperste fordel er jo netop, at hun har appel til manden, som er i konsekvent sexunderskud, og i nogle kulturer udnytter kvinderne den erotiske kapital til få et bedre liv og et bedre job. I Brasilien for eksempel bruger kvinder deres erotiske kapital som en karrierevej, og det bliver der ikke set skævt til. Hvis man for eksempel er studerende og ikke befinder sig i den mest gunstige økonomiske situation, så har man velhavende mænd, sugar daddies, som man socialiserer med. Det behøver ikke nødvendigvis at være et seksuelt forhold, men i hvert fald et socialt liv, som der er gaver, pengegaver eller et forudbetalt honorar forbundet med. Herhjemme har vi sagt, at vi er lige, og har dermed neutraliseret den erotiske kapital. Og det er jo et paradoks. Vi er frie til forære sex væk, men vi må ikke kapitalisere på det.

Jeg tager selvfølgelig afstand fra alt, der er forbudt: trafficking, slaveri og lignende. Men hvis der er kvinder, der hellere vil tjene penge på at sælge sex end ved at sidde ved kasselinjen i et supermarked og gør det på trods af den voldsomme stigmatisering, så har de en styrke og en autonomi til at sætte sig ud over det samfundsmæssige pres, der stigmatiserer den position. Netop fordi det er en meget undertrykt position, kan man ikke tale om noget egentligt opgør, men faktisk kan man sige, at de kvinder er friere, end vi andre påstår, vi er.

Naturlighed er ligeså konformt
Nina Søndergaard, prosex-feminist

Kvinderne skal have lov til at gøre med deres krop, som de har lyst. Det er et ret fesent standpunkt, men der er åbenbart behov for nogen, der siger det. Det er fint med silikonebryster, det er fint med naturlige bryster. Det er fint med hår på den, det er fint uden. Man må få alle de piercinger og plastikpatter, man vil. Jeg kan slet ikke forstå, at der er nogen, der synes, at de stadig skal lade sig spejle i andre kvinder. Kvindens krop er hendes egen.

Der er en bekymring over, at kvinden fremstilles meget entydigt, ikke medicinsk, men mere idealiseret. Det kan kvinden ikke leve op til, og derfor skal vi bruge alle mulige forskellige naturlige bryster som et opgør med plastikbryster og silikone. Det er sådan set fint nok.

Jeg synes, at Kussomaten, der skulle vise den mangfoldige kusse, var fed, og den nye Kvinde kend din krop er et fedt initiativ. Jeg kan bare ikke rigtig se, at der er det store behov for en kamp for den naturlige krop.

Der er jo rigeligt med billeder af smukke sunde, naturlige bryster i alle mulige former og farver. Det er bare ikke i den mainstream amerikanske porno, du skal finde det. Når man taler om pornoindustrien, er det lidt ligesom at tale om musik og så i virkeligheden bare mene klassisk musik. Der er jo masser af gratis amatørpornosites.

Jeg er også lidt skeptisk over for de tal, der skulle vise en eksplosiv stigning i antallet af plastikoperationer. Jeg har aldrig set et par silikonebryster i en svømmehal for eksempel, og jeg kan ikke forstå, at vi skal bruge så meget tid på at diskutere det, når kvinder samtidig har alle muligheder for at have sex på lige præcis den måde, de lyster.

Jeg kender kvinder, der har fået rettet deres krop til, så de er blevet glade for den. Det drejer sig ikke om brystoperationer, men jeg synes, det er fint. Hvis man siger, at de kvinder, der lader sig operere, er forkerte, er man jo ikke nået et hak videre. Det er at erstatte en konform standard med en anden. Kan man virkelig kun være glad for sin egen krop, hvis der er tusind kloner af én?

Linselæber er ikke frækt
Ellie Jokar, komiker i DR2’s satireprogram ’Det slører stadig’

Jeg synes, der er for meget nøgenhed på tv, i reklamer og musikvideoer for eksempel.

Men det virker, som om man begynder at dække sig mere til. Der har ligesom ikke været en grænse for, hvor meget nøgenhed man kan tåle, og der tror jeg, at der er en form for opgør. Der kommer en tid, hvor man ikke flasher så meget røv og bryster, som man har gjort tidligere. Det kunne jeg i hvert fald ønske. Jeg har arbejdet med unge i otte år og kan se, hvordan det påvirker deres selvopfattelse. De bruger deres kroppe som et redskab til komme frem i verden frem for at bruge deres intelligens. De tænker, hvis jeg nu har store silikonebryster og botox i hele fjæset, så er jeg nok den ideelle kvinde.

Den naturlige skønhed er med tiden forsvundet, så det nærmest ikke er okay at gå uden sminke længere. For nogle uger siden startede musikerne Saseline og Szhirley en ny hype på Instagram, hvor de delte et billede af sig selv uden makeup og opfordrede andre kvinder til at gå uden make-up. At gå uden make-up burde jo ikke kunne skabe så stort postyr.

Jeg håber, det er en fase, at også helt unge piger propper sig med silikone, botox eller restylane for at få fyldige ’linselæber’. Hele den optimisme tilbage fra ’68 og ungdomsoprøret har givet os ligestilling, men den dagsorden er også blevet overtaget af alt det kunstige. Jeg ved ikke, om det er, fordi der er for meget ligestilling i Danmark, at kvinderne prøver at blive mere kvindelige ved at putte en masse ting i kroppen.

Der kan jo også ligge en frigørelse i plastikoperationer, for eksempel er Iran og Libanon dér, hvor man gennemsnitligt får foretaget flest plastikoperationer. Det er præstestyrede lande, og det eneste, kvinderne kan bestemme over, er deres kroppe, og derfor får de lavet plastikoperationer. Men generelt for kvinder i Danmark tror jeg ikke, at det handler om frigørelse.

Jeg tror heller ikke, at mænd synes, det er megafrækt at ligge sammen med en, der er i plastik fra top til tå. Når jeg på Facebook læser nogle af drengenes opdateringer, skriver de blandt andet om, at de glæder sig til vinter, så kvinderne med silikonebryster og fake læber kan dække sig lidt til. Og jeg kan godt følge den med, at man ikke længere overlader noget til fantasien om kvindens krop.

Kussen kan nogle fantastiske ting
Christine Dreyer Alexandersen, medredaktør af den nye udgave af ’Kvinde kend din krop’

Der er et opgør om retten til at have den krop, du har lyst til. Vi prøver med bogen at tale politisk om kroppen i stedet for æstetisk, sådan som man har gjort de seneste 50 år.

Sundhedsindustrien plæderer på mange måder for, at sundhed og skønhed går hånd i hånd. Og det kan godt være, at du bliver bildt ind, at du har alle muligheder i dag. Men hvis det kun er tilbud om, hvor du kan få den billigste bikiniwax eller makeupprodukt, og du ikke oplever, at du har muligheder for at vælge skønhedsindustrien fra, så er det jo ikke noget reelt valg.

Jeg synes, det er trist og foruroligende, at en tredjedel af pigerne og en femtedel af drengene i folkeskolens ældste klasser var kede af udseendet på deres kønsdele i en undersøgelse fra Sex og Samfund. De går jo rundt og tror, at de ser forkerte ud, og de kan ikke slappe af i den krop, de har. Vi vil jo nødigt have, at nogle får det dårligt over, at de får lavet plastikoperationer, når de læser vores bog. Men meningen er at nå ud til nogle af dem, der ikke har truffet valget endnu, som så kunne gå en tur i svømmehallen og kigge på, hvor forskellige vi i virkeligheden ser ud. Jeg siger ikke, at naturlighed skal være idealet, men det kunne være rart, hvis man ikke behøvede at bruge så lang tid på at trimme, modificere og forholde sig til, hvordan kroppen er forkert.

Måske skulle vi i stedet kigge lidt mere på, hvilke funktioner kroppen har, end på hvordan den ser ud. Hvis man for eksempel ikke snakkede om, hvordan genitialierne ser ud, men hvad det er for nogle fantastiske ting, kussen kan. I bogen præsenterer vi ny viden om, hvor stort et organ klitoris i virkeligheden er, og vi indfører nogle nye termer. Hidtil har man brugt termerne indre og ydre kønslæber, og dermed har man sprogligt etableret en forestilling om, at de indre kønslæber er dem, der ikke fylder så meget. Men i virkeligheden er det lige så ofte de indre kønslæber, der hænger lidt ud. Derfor bruger vi termerne kønskinder og kønslæber. Og dermed ønsker vi at sige, at hvis du har nogle store kønslæber, så er det ikke nødvendigvis forkert. Det er lige så normalt, at de er store, som at de er små.

På samme måde er klitoris jo ikke kun det, der stikker ud som klitorishovedet. Klitorisorganet er kæmpestort indvendigt, men man har tit adskilt klitoris- og skedeorgasmer. Det gør man heller ikke længere, for hele klitorisorganet fylder så meget, at det kan blive stimuleret på rigtig mange måder. Derfor er det faktisk alt sammen klitorisorgasme. Så vores bog handler jo også om, at der mangler fysiologisk viden om kvindekroppen. Det er jo først nu, at det er en læge, der er gået i gang med at undersøge størrelsen på kvinders kønslæber.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Det er surt ikke at have råd ti. at tilpasse sig kropsidealerne.. hvis man har lyst til det.

Jeg faldt lige over denne sætning: "Jeg har aldrig set et par silikonebryster i en svømmehal for eksempel,"
Nå?!! Så kommer du sandelige ikke ret meget i svømmehallerne eller også skal du beholde brillerne på.

Brugerbillede for Jesper Wendt

Jeg har lidt svært ved at forholde mig til det suggar-daddy, det virker som en håbløs naiv fremstilling. Ellers er det faktisk et udmærket oplæg.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Nej, det er sarkasme fra min side, som et råb om - hold dog op med at lave om på kroppen, som den er.

Brian Pietersen, Ole Hansen, lars abildgaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Wendt

Hvis det giver mening i situationen, så har jeg intet imod det, men hvis det er et modefænomen, så kan jeg ikke støtte det. Tingene kan også let overlappe, så man skal nok passe på med, at dømme kunstige bryster, o.a.

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Tjah - der er flere måder at gribe utilfredshed med egen krop an på.

Lav om på kroppen.
Lav om på utilfredsheden.

olivier goulin, Carsten Søndergaard og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Egon Maltzon

Silicone og botox er for kærlighed hvad EPO er for cykelsporten.

Forkasteligt og karaktersvagt.

Benny Jensen, Eja Madsen, Dana Hansen, David Zennaro, Brian Pietersen og Ole Hansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert  Kroll

Der er altid nogen, som absolut går over gevind

- det gælder siliconebryster og andre operative indgreb
- det gælder botox
- det gælder body Building
- det gælder tatoveringer
- det gælder fitness træning
- det gælder naturmedicin
- det gælder kosttilskud og urteteer
osv

Næsten alle "menneskelige aktiviteter" kan overdrives, og der er altid nogen, der overdriver.

For den typiske fornuftige person kan lidt botox, lidt "skønheds-kirurgi", lidt fitness træning, lidt urtete og meget andet være en udmærket ting, og det er da bare godt, at vi ikke hver i sær kan bestemme hvad naboen må eller ikke må (- de "ekstreme " debattører er ofte meget selvretfærdige og har næsten altid travlt med at fortælle, hvad andre må eller ikke må.)

Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
Lise Lotte Rahbek

Robert Kroll

Hvem er ekstrem og selvretfærdig og vil bestemme hvad andre må?
Vil du ikke lige være sød at pege på disse væmmelige smagsdommere her i tråden, bare så vi kan vide hvem det er, som er væmmelige og selvretfærdige og evt. holde behørig afstand?

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Problemet med de mange almindelige (ikke særligt kønne, ikke særligt kvikke) unge kvinder der får nye bryster er at personligheden og ansigtet som regel ikke lever op til den nye standart, heller ikke efter en omgang botox. I profil ligner de måske filmstjerner, men forfra ligner de stadig sig selv og ender op med at være lige så attraktive som en Folkevogn med en Mercedeskøler. Forskønnende plastiske operationer er noget kroppen skal være disponeret for hvis resultatet skal blive vellykket, med mindre der ligger andre årsager bag indgrebet end rent kosmetiske, fx. praktiske. Kort sagt: det er ikke bare lige.

Brugerbillede for Robert  Kroll

Kære Lise Lotte Rahbek kl 09.12

Debatten om emnet er også en del af artiklens indhold ? - og i øvrigt forstås artiklens indhold vel på baggrund af en mere generel debat i medier, artikler, bøger i både ind- og udland.

Men i øvrigt, så er "smagsdommeriet" i Informations spalter i reglen overvejende af filosofisk - moralsk - politisk - elitær art ????

(Selv siliconebryster kan i en dabatsammenhæng anskues filosofisk-politisk, selv om kunderne til disse varer næppe har politiske motiver ? Kan man forestille sig en særlig form/størrelse eller et særligt "brystbehov" alt efter politisk tilhørshorhold ?)

Brugerbillede for Karen von Sydow
Karen von Sydow

Jamen dog,
der er allerede en debattør og et par 'likes' som er ude og kaste med skyld og skam mod de personer, der har den frækhed at ændre på deres udseende. Ufatteligt, at det kan provokere nogen så voldsomt.

Brugerbillede for Søren Rehhoff

@ Karen von Sydow

"Jamen dog,
der er allerede en debattør og et par 'likes' som er ude og kaste med skyld og skam mod de personer, der har den frækhed at ændre på deres udseende. Ufatteligt, at det kan provokere nogen så voldsomt."

Tror du ikke bare det er dig selv der en skyldpræget person, siden du åbenbart er så følsom på det område. Jeg har lidt svært ved at se hvor der bliver kastet med skyld og skam.

Brugerbillede for Dana Hansen

Karen:

Hvorfor har du så ondt i arrene over, at andre mener noget andet end dig? Hvis man virkelig mener, at plastikpatter er en falliterklæring er det vel lige så validt et synspunkt som det modsatte?

Argumenter din sag.

Brugerbillede for Karen von Sydow
Karen von Sydow

Dana,
jeg skriver min mening ligesom du. Det er vel ok? Jeg har bare en anden indgangsvinkel:
modsat de fleste af ovenstående indlæg tager jeg afstand fra den fordømmende tone over for personer, der har fået foretaget, eller overvejer at få foretaget, kosmetisk korrektion. Den moralske pegefinger er særligt høj her på Informeren, når det kommer til netop dette emne.

Når jeg ser ord som 'forkasteligt', 'karaktersvagt' og 'falliterklæring', ja så bliver jeg nødt til at reagere. Det er en modbydelig dæmonisering af medborgere, der af den ene eller anden grund ændrer deres krop.

Og ja, selvfølgelig kan jeg rumme, at du fx ser plastikpatter som en falliterklæring, men så du du vel også kunne rumme svar på tiltale.

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

Når jeg ser unge kvinder med for mig at se fuldstændig perfekte, velproportionerede kroppe (suk, om bare …), få foretaget ofte alt for store brystforstørrelser – eller brystforstørrelser i det hele taget – bliver jeg oprigtigt ked af det. Jeg ville ønske, at nogen kunne overbevise dem om, hvor yndige og naturlige de er, inden de føler behov for at 'lægge sig under kniven', eller i det mindste kunne få dem til at udsætte indgrebet. Hvorfra får de det skævvredne billede af, hvordan en 'naturlig' kvindekrop ser ud? Tegneserier? Porno?

Det samme gælder 'ommøblering' af ansigtet. Som da jeg for nogle år siden på tv så en lille buttet amerikansk dame, som jeg ikke genkendte. Først da hun åbnede munden gik det op for mig, at åhhh, det er jo Liza Minelli, der er gemt derinde bag en stivnet maske. Det blev jeg også ked af. Mimikken, som jo for de fleste også er en stor del af personligheden, var væk og stort set kun stemmen var tilbage. Som et trist ekko af 'engang'.

Men at de kvinder, der får foretaget indgreb, bliver mere tilfredse med sig selv, hvis det da er det, de gør, kan man ikke tage fra dem. Eller afgørelsen om at få foretaget indgreb. Det har de ret til. Ligesom jeg forbeholder mig retten til at synes, det er en forfærdelig trist udvikling – som i øvrigt efter min mening sjældent er til patientens fordel.

Lise Lotte Rahbek, Karen von Sydow og Dana Hansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

For øvrigt kan jeg godt forstå mænds fascination af naturlige, bløde, vuggende bryster. At se på og røre ved. Men af hårde, oppumpede, 'stationære' silikoneimplantater? Dét fatter jeg ikke. :-/

Brugerbillede for Karen von Sydow
Karen von Sydow

Vibeke,
jeg er overhovedet ikke uenig. At flotte piger (og mænd forresten også) med fra naturens side flotte og velproportionerede kroppe, ønsker større bryster eller tissemænd undrer da også mig. Jeg ved ikke om jeg ligefrem bliver ked af det (på deres vegne?) men det undrer.

Men derfra, og så til nogle af de fordømmende, ignorante kommentarer her på siden, er der uendelig lang vej.

PS ved ikke om du kender 80'er-kendissen Joan Rivers, men hun har fået så mange plastikoperationer, at hun har skrevet en bog om det, hvor hun giver råd og vejledning om gode kirurger, faldgrupper, materialer og meget mere. At hun så ligner Jokeren fra Batman når hun har rød læbestift på er en anden sag. Jeg synes det giver variation.

Information og vejledning må være kodeordet - ikke fordømmelse. Det kommer vi ingen vegne med.