Læsetid: 4 min.

I politik som i kærlighed: Vi vælger dem, der ligner os selv

Nydanskere sætter ofte kryds ved kandidater med samme etniske baggrund som dem selv. Det kan gøre det lettere for indvandrerkandidater at kommer ind i byrådene, vurderer professor
Folketingesmedlemmerne Fatma Öktem (V) og Özlem Cekic (SF) har været på tur for at få nydanskere til at stemme til kommunalvalget. Nydanske kandidater kan langt lettere tiltrække vælgere fra deres egen etniske gruppe, fordi det er lettere at identificere sig med samme etniske gruppe end samme køn eller alder, siger Yosef Bhatti, adjunkt ved statskundskab på Københavns Universitet.

Ditte Valente

7. november 2013

Nydanskere stemmer i høj grad på kandidater med samme etniske baggrund som dem selv, og det betyder, at politikere med god kontakt til indvandrermiljøerne har kortere til byrådene, når de stemmeberettigede den 19. november skal vælge medlemmer af landets 98 kommunalbestyrelser.

»Der er en tendens til, at indvandrere stemmer mere, hvis der er lokale kandidater med deres egen etnicitet, og personer med en anden etnicitet end dansk stemmer med meget, meget, meget stor sandsynlighed i højere grad på folk fra deres egen etniske gruppe,« fortæller Yosef Bhatti, adjunkt ved statskundskab på Københavns Universitet.

Fænomenet skyldes identifikation og identitetsfølelse, forklarer Yosef Bhatti. At være en del af en etnisk minoritet er en stærk identitetsmarkør, og derfor stemmer nydanskere ofte på politiske kandidater, der har samme etniske baggrund som dem selv.

»Jeg har en formodning om, at indvandrereffekten er stærkere end f.eks. køns- og alderseffekten, fordi etnicitet er en stærkere identitetsskabende faktor,« fortæller han.

Det gælder altså i kærlighed som i politik: Vi kan bedst lide mennesker, der ligner os selv.

En række studier har vist, at vi i romantik foretrækker partnere, som ligner os fysisk, og amerikanske forskere har fundet ud af, at forsøgspersoner synes bedre om Barack Obama, hvis den amerikanske præsidents ansigtstræk bliver manipuleret, så de minder om forsøgspersonernes egne træk.

»Man har mere tillid til dem, der ligner én,« forklarer professor i statskundskab ved Københavns Universitet Kasper Møller Hansen.

»Det er et spørgsmål om tillid. Du har tillid til, at vedkommende ved, hvor skoen trykker og kan varetage dine interesser,« siger han.

Det kan lyde bekymrende, at hår- og hudfarve har indflydelse på det demokratiske kryds, for burde politik ikke være et spørgsmål om holdninger og ideologi? Men der er ingen grund til bekymring, forsikrer Kasper Møller Hansen – identifikation og politiske holdninger hænger sammen.

»Hvis du nu har en gruppe, der ikke har klare politiske holdninger og ikke har en stor interesse for kommunalpolitik, så vil de helst stemme på én, der ligner dem selv. At vælge nogen, der ligner dig, er en genvej til at skabe holdningsmæssige repræsentation, hvis dine holdninger ikke har udkrystalliseret sig endnu. Du vælger en repræsentant for dig. Så ender det med, at du bruger demografisk repræsentation som en genvej til holdningsmæssig repræsentation,« forklarer Kasper Møller Hansen.

Kan løfte stemmeprocenten

Ifølge professor i statskundskab på Aarhus Universitet Jørgen Elklit kan tendensen til, at nydanskere stemmer på kandidater med deres egen etniske baggrund hjælpe til at løfte den lave valgdeltagelse blandt ikkeetniske danskere.

Til kommunalvalget i 2009 lå stemmeprocent for nydanskere blot på 37 pct. mod 66 pct. i hele befolkningen.

Jørgen Elklit peger bl.a. på, at stemmeprocenten blandt tyrkere i Aarhus ved kommunevalget i 1997 var lige så høj som stemmeprocenten hos etniske danskere.

»Det skyldtes, at der var tyrkiske kandidater at stemme på. Hvis folk har en mulighed for at stemme på én med samme baggrund som dem selv, er det absolut en mobiliserende faktor,« siger han.

Men en somalier kan ikke mobilisere en tyrker, forklarer Elklit. Vælgermobiliseringen foregår inden for de enkelte etniske grupper.

»Man ser ikke bare sig selv som indvandrer, men som f.eks. srilankaner eller som somalier,« siger Jørgen Elklit, der pointerer, at gruppe-identifikation også spiller en rolle for etnisk danske vælgere.

Men fordi danskere generelt har samme etniske ophav, har etnicitet aldrig været en afgørende identifikationsfaktor, som det er tilfældet for nydanskere. I stedet er faktorer som arbejdsplads og socialklasse tilsvarende vigtige for etniske danske vælgere.

Partiernes sideordnede lister, der betyder, at kandidaternes personlige stemmetal afgør, hvem der bliver valgt ind, kan også tilgodese de nydanske kandidater, fordi de taler til en veldefineret vælgergruppe, fortæller professor i statskundskab på Aarhus Universitet Jørgen Elklit.

»Stiller man op på en sideordnet liste for et stort parti, der får mere end et par stykker ind, er det realistisk at komme i byrådet, hvis man kan få en stor tilslutning fra en bestemt etnisk gruppe,« siger Jørgen Elklit.

Samtidig har langt flere med anden etnisk baggrund stemmeret til kommunalvalg end til folketingsvalg, da det ikke kræver dansk statsborgerskab at stemme, men blot at man har boet fast i Danmark i tre år.

De nydanske kandidater i de store byer har den største fordel, vurderer Jørgen Elklit.

Det skyldes, at der bor mange flerkulturelle i byerne, at der er mange pladser i byrådene, og at stærke spidskandidater ofte lægger beslag på så en stor del af partiernes stemmer, at de øvrige kandidater skal have relativt få personlige stemmer for at rykke frem i det interne kapløb.

Ikke bange for nepotisme

Flere lokalpolitikere med indvandrerbaggrund fortæller, at ikkeetniske dansker ofte har et mere direkte forhold til deres lokale politikere end etniske danskere.

Heidi Wang fra Liberal Alliance, der oprindeligt er fra Taiwan og sidder i Københavns Borgerrepræsentation, fortæller, at hun nærmest er »socialarbejder mere end politiker«.

»De (asiatiske vælgere, red.) ringer til mig, hvis de mangler et job, hvis de har psykiske problemer eller har brug for en revisor eller advokat,« fortæller Heidi Wang.

Det direkte forhold imellem vælger og politikere har fået iagttagere til at frygte for nepotisme og ’noget for noget’-politik. Men den frygt er ubegrundet, mener Kasper Møller Hansen.

»Jeg synes, det er godt, at de vælgere får en tillidsrepræsentant, der kan hjælpe dem. Politikerne bliver ambassadører for adgangen til det offentlige. Jeg er ikke bange for klientalisme eller korruption,« siger han

»Det er vel ikke så meget anderledes, end når en erhvervsdrivende gerne vil have noget igennem i den nye lokalplan. Så kunne en etnisk dansker vel også finde på at ringe til sin lokalpolitiker og byde på en kop kaffe,« siger Kasper Møller Hansen.

 

Serie

Seneste artikler

  • ’Vi er ikke bare en flok magnettog-entusiaster’

    13. november 2013
    Flere gange forudså Tom Gillesberg på sine valgplakater finanskrisen. Nu stiller han op til kommunalvalget med budskabet om, at bankunionen er ’EU-facisme’, der vil tage vores penge og liv. Men hvad har det med kommunalpolitik at gøre, og hvad er egentlig den røde tråd i budskaberne fra valgplakaten?
  • I kommunen er alle kandidater grå

    12. november 2013
    Røde kommuner udliciterer, og blå sætter skatten op. På områder, hvor man vil forvente, at partifarve spiller en rolle, er forskellene de seneste år blevet udvisket. Det skyldes stram statsstyring, siger borgmester, mens eksperter vurderer, at lokalpolitikkens stærke konsensusnorm er den væsentligste årsag
  • Regeringen giver julegaverne til Dansk Folkeparti i år

    4. november 2013
    SRSF-regeringens modvilje mod at lave en finanslov for 2014 med ekstra ældrevelfærd og socialt kædeansvar gavner alene Dansk Folkeparti, som står til at profitere af finansministerens forhandlingstaktik
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

randi christiansen

Og vi er flokdyr, som endnu ikke rigtig har fattet, at vi har de vigtigste interesser til fælles på tværs af al etnicitet

Jørgen Elklit peger bl.a. på, at stemmeprocenten blandt tyrkere i Aarhus ved kommunevalget i 1997 var lige så høj som stemmeprocenten hos etniske danskere.
»Det skyldtes, at der var tyrkiske kandidater at stemme på. Hvis folk har en mulighed for at stemme på én med samme baggrund som dem selv, er det absolut en mobiliserende faktor,« siger han.

Der stemmes altså efter etnicitet - ikke efter poltik!
Det lyder besynderligt og ikke særligt fremmende for sammenhængskraften i samfundet,
men overrasker mig ikke!

Philip B. Johnsen

randi christensen det vil naturligt rejser er række spørgsmål, som fællesskabet kan vælge at løfte, hvis man ønsker at ændre på det, eller fællesskabet kan lade være, hvis det passer bedre ind i flertallets selvforståelse.

Tilhørsforholdet til en etniske gruppe har intet med politisk ideologi og overordnede forhold at gøre, men selvfølgelig med et interessefællesskab (pressionsgruppe), som kan være meget væsentligt i kommunalpolitik.

Vibeke Rasmussen

"Man har mere tillid til dem, der ligner én …"

"Hvis du nu har en gruppe, der ikke har klare politiske holdninger og ikke har en stor interesse for kommunalpolitik, så vil de helst stemme på én, der ligner dem selv."

Hvis identifikation betyder så meget, for grupper der ikke interesserer sig for politik, kan det samme vel siges om mennesker, der lever "på kanten": At de, hvis de havde mulighed for det, ville stemme på nogen, der ligner dem selv?

Og da der ikke er politikere, der ligner udstødte, hjemløse, narkomaner, kan man så ikke konkludere at Lisbeth Zornig Andersens projekt "Stemmer på kanten" – som Socialministeren netop har foræret 1 million kroner – på forhånd er dødsdømt? For disse mennesker har jo slet ingen, de kan identificere sig med blandt politikere.

Nu skal vi nok heller ikke falde helt på halen over disse forskere. Vi skal nok holde os for øje, at i socialvidenskaberne er det ikke facts men hypoteser, man 'forklarer' (hvad vores forskere jo også gør).
Spændende er det.
Min hypotese er, at den politik-kultur som er udviklet i Danmark, hvor det efterhånden er blevet synonymt med politisk 'mod' at være stærkt fremmedkritisk (hvis man retter kritikken ind mod de forhåndenværende syndebukke), mens det er blevet slapt at være 'anstændig' som 'filosoffer' på 'forkanten' har belært os - hm, at den kultur nok kunne give grundlag for den hypotese, at det er svært, at føle sig forpligtet til at stemme, når det at få magt betyder, at man - når man viser mod - også er etnisk ekskluderende.
Og bla bla bla, så ender vi dér, hvor demokratiet har sin styrke og sin svaghed. At vi bør stemme på nogen vi føler os enige med, og da vi ikke rigtig kan komme til at kende dem, så trækker vi på vores fordomme og stereotyper.
Og således kan vi komme omkring denne problematik fikst - hænge indvandrere ud - og undgå at nævne, at urdanskere foretrække urdanskere, hvad det så end er.

Jeg mener, hvad skal en gammel plejehjemsleder, en tv-speaker eller en kuglestøder på en stemmeseddel, hvis det gælder om at tiltrække politisk bevidste?
Jeg spørger bare?

Philip B. Johnsen

Vibeke Rasmussen 07. november, 2013 - 15:18

Jeg deler ikke opfattelsen, af dem og os, vi er alle nødsaget til, at vælge nogle der ikke mener 100% det samme, som os selv, men det er et problem, at der mangler, repræsentanter i politik med reel indsigt i minoriteters problemstillinger, samt manglen på indsigt i de løsninger der skal afhjælpe samfunds problemer, som kriminalitet, integration eller inkludering af socialt udsatte generelt, det et væsentligt samfunds problem, der med fordel kan sættes mere politisk focus på.

Den almindelige vælger stemmer ikke på en der ligner hende selv, men en hun gerne vil være.
Tag fx boligforhold. Er det ikke omkring halvdelen af borgerne her i landet, der bor til leje? Alle folketingsmedlemmer bor i ejerbolig!
Mange arbejdsløse stemmer på partier/kandidater, der bestemt ikke plejer arbejdsløses interesser.
Vælgerne vil gerne være succesfulde og stemmer på dem de oplever som succesfulde.
De stemmer ikke efter hvem der bedst plejer deres egne eller samfundets interesser.

ellen nielsen:

"Der stemmes altså efter etnicitet - ikke efter poltik! Det lyder besynderligt og ikke særligt fremmende for sammenhængskraften i samfundet, men overrasker mig ikke!"

Hvor tit har du selv stemt på en politiker af anden etnicitet end dig selv?

Det er en værre gang vrøvle artikel - hvis indhold, der hverken er belæg for eller nogle undersøgelser, der i den mindst mulige grad understøtter.

Politik og kærlighed kan på INGEN MÅDE sammenlignes. Igen skal mennesker partout generaliseres og proppes ned i kasser.