Selvhjælpsbølgen: Psykisk sygdom som karrierestrategi

I USA sælges psykiske lidelser som en mulighed for succes snarere end som en forhindring. Tankegangen vinder indpas herhjemme og er et udtryk for et individualiseret syn på sundhed, der handler om, at den rette indstilling til sygdom kan gøre dig rask, vurderer to antropologer, der har forsket i tendensen

	Mads Trier-Blom har en bipolar lidelse. Han mener, at mange med samme diagnose er som ’uslebne diamanter’ og er kreative, innovative og perfektionistiske. Derfor kan de være en væsentlig ressource for en arbejdsplads, siger han.

Mads Trier-Blom har en bipolar lidelse. Han mener, at mange med samme diagnose er som ’uslebne diamanter’ og er kreative, innovative og perfektionistiske. Derfor kan de være en væsentlig ressource for en arbejdsplads, siger han.

Tor Birk Trads
8. november 2013

Vi ved alle sammen, at opmærksomhed og selvkontrol ikke er en af vores naturlige styrker. Men jeg har hørt, at vi også er rigtig gode til at dagdrømme og til abstrakt tænkning. Det kan være virkelig nyttigt, når du skal lave noget kreativt,« siger en new yorker under et støttegruppemøde for voksne med ADHD.

Nogle af de fremmødte tilhørere spørger begejstret »hvordan?«, og andre nikker genkendende. Det har de også hørt. Han siger, at folk med ADHD tænker på et højere niveau end dem, der ikke har diagnosen. At man faktisk kan blive betalt for at være kreativ og tænke, som en med ADHD gør. Og det kan man. Tjene penge på sin psykiske lidelse. Det er f.eks. ikke velgørenhed, men ren business, når softwaregiganten SAP har en målsætning om, at en procent af deres medarbejdere skal have autisme eller Aspergers Syndrom, som er en mildere form for autisme, inden 2020.

SAP, der er en verdensomspændende koncern med 66.000 medarbejdere, indgik i maj et samarbejde med det danske firma Specialisterne om at ansætte personer med autisme eller Aspergers.

Autister er dygtige til tal, datoer, har øje for detaljer og en forkærlighed for regler, hvilket gør dem ideelle til at arbejde med algoritmer, som en artikel i tyske Die Zeit rapporterede for nylig.

»Nye tider har brug for nye personer«, spekulerede Die Zeit og opremsede ud over en lang liste med kendte kulturpersonligheder og politikere også Sillicon Valleys store it-iværksættere, Microsofts grundlægger Bill Gates og Apples Steve Jobs, som indehavere af særlige autistiske karaktertræk.

Indstilling

Tendensen til at se psykisk sygdom som andet og mere end en lidelse stammer blandt andet fra USA, og den har også sat sig spor herhjemme.

Hele selvhjælpsbølgen og den såkaldte positive tænkning, hvor man altid skal forsøge at få det bedste ud af alting, har været med til at skabe ideen om, at en psykisk lidelse kan være en ressource, forklarer antropolog Christina Blæsbjerg, der har skrevet speciale om ADHD som ressource i USA sammen med antropolog Mette Rønberg.

Det er Mette Rønberg og Christina Blæsbjerg, der overværer mødet i støttegruppen, og deres fire måneders studie omfatter en lang række samtaler med voksne new yorkere med ADHD og psykiatere og coaches, som arbejder professionelt med ADHD.

»Vi lever i et samfund, hvor man i stigende grad er begyndt at se alle elementer i et menneske som ressource. Intet må gå til spilde, og derfor skal man nu også begynde at se positivt på en psykisk lidelse, som jo i sit udgangspunkt er negativt og hæmmende,« siger Christina Blæsbjerg og fortsætter:

»Tendensen i det individualiserede syn på sundhed er, at det er dig som individ, der skal ændre din indstilling, så du bliver sundere. Og så kan du også overvinde din sygdom. Der er meget fokus på, at det er ens indstilling, der kan gøre en forskel for den syge.«

I USA bliver hele spektret af psykiske diagnoser brugt, når de forskellige patientforeninger diskuterer, hvilke succesrige berømtheder – nulevende og afdøde – der kan siges lige netop at repræsentere den pågældende patientforenings målgruppe. Skuespillerne Will Smith og Whoopi Goldberg er eksempler på nulevende personligheder, der har ADHD, mens andre kendte – blandt andet grundlæggeren af lavprisflyselskabet Jet Blue Airlines, David Neeleman, og James Carville, en  kendt politisk konsulent for Bill Clinton – er trådt frem og har fortalt om deres ADHD offentligt. Målet er at afstigmatisere psykiske lidelser, men de opmuntrer også patienter til at tro på, at de kan opnå succes ved at realisere deres potentiale med en diagnose, mener en af de psykiatere, antropologerne møder i deres feltarbejde på Manhattan.

»Hvis du læser om Leonardo da Vincis liv, så tror jeg, du kan sætte dine penge på, at hvis han levede nu, ville han have haft diagnosen ADHD. Han har så mange ufærdige malerier og tegninger … og har bare fulgt sine passioner. Okay, der var negative ting i hans liv, men de fik ikke lov til at tage opmærksomheden fra alle gaverne,« siger psykiateren, der også afslører, at han selv lider af ADHD.

En gave

En anden psykiater, Edward Hallowell, er bannerfører for tanke-
gangen om at fremhæve psykiske lidelser. Han mener, at ADHD – håndteret på den rigtige måde – kan give succes.

»ADHD er en gave, som er svær at pakke ud,« siger Hallowell som
selv har ADHD og er en succesrig herre, der når bredt ud til amerika-nerne via bestsellerbøger og optrædener på store talkshow som f.eks. Oprah Winfreys.

»Der er et særligt personideal på arbejdsmarkedet, som efterspørger kreativitet, højt energiniveau og evne til at tænke ud af boksen, hvilket på mange måder passer godt på ADHD. Og det trives måske særligt godt i et konkurrencepræget samfund som det amerikanske, hvor alle er sin egen lykkes smed og måske særligt sat på spidsen i New York,« siger Mette Rønberg.

Men de to antropologer mener også, at tendensen kan spores herhjemme. De har mødt mennesker i det danske ADHD-miljø, som også refererer til lister, hvor der figurer berømtheder med psykiske lidelser.
ADHD-coach Charlotte Hjorth er en af de danskere, der deler tankesæt med Edward Hallowell, som hun udtrykker det. Hun bruger også lister over kendte suppleret med danskere som politikeren Anne Marie Geisler Andersen, standup-komikeren Anders Stjernholm og topmodellen Lykke May Andersen, som eksempler på mennesker, der har succes på grund af og ikke på trods af deres ADHD. Charlotte Hjorth fremhæver også sin vidunderlige ADHD-hjerne i interview.

»Ser man på de kendte med ADHD, er det tydeligt, at de har
fundet en interesse eller et erhverv, hvor de bruger deres styrker og
talenter. Og når de står frem og fortæller om det, kan det give håb og mod til, at andre beslutter sig for, at diagnosen ikke skal være en hindring for at lykkes og opnå succes. Succes defineres selvfølgelig forskelligt fra person til person, og det er vigtigt at fokusere på mennesket i stedet for diagnosen,« siger Charlotte Hjorth, der er enig i, at mange mennesker med ADHD har et entreprenørgén, der gør dem i stand til at finde nye og bedre måder at løse opgaver på.

»Hvor mange uden ADHD ville give op efter få forsøg, har mennesker med ADHD en udpræget vedholdenhed, som gør, at de ikke så let giver op, men fortsætter, indtil de lykkes med det, de har sat sig for,« siger Charlotte Hjorth.

Den samme oplevelse har Mads Trier-Blom. Han har bipolar lidelse (det man tidligere kaldte maniodepressiv sygdom). Han holder foredrag om sin sygdom under kampagnen ’En af os’ og talte f.eks. til et arrangement for nylig hos Depressionsforeningen om de kulturpersonligheder, der bruger lidelsen som kreativ drivkraft. Han mener, at mange mennesker med psykiske lidelser er som »uslebne diamanter«, der kan være en ressource på en arbejdsplads.

»Jeg oplever nogle fællestræk hos mennesker med bipolar lidelse: Vi er kreative, innovative og meget perfektionistiske. Men diskussionen om psykiske lidelser er ofte præget af negative billeder. Og jeg tænker, at det er bedre at udnytte de potentialer, sygdommen giver, end bare at medicinere det væk,« siger Mads Trier-Blom, der arbejder på deltid med brugerperspektivet i Region Sjælland. Han fortæller, at han får mange ideer på sit arbejde, som han bruger sin særlige energi til at få gennemført, selv om han også har brug for særlig støtte fra sine omgivelser.

Mads Trier-Blom hæfter sig også ved, at man skal være langt i sin helbredelse, før man er i stand til at »tøjle« sin lidelse og bruge den aktivt på arbejdsmarkedet.

»Det er jo personer som Amy Winehouse og Kurt Cobain, der bruges som eksempler på kunstnere med bipolar lidelse. Måske er det i kraft af deres lidelse, at de laver stor kunst. Og måske kunne de ikke have frembragt den, hvis man havde medicineret lidelsen helt væk. Men jeg ønsker jo ikke at leve et lidelsesfuldt liv – jeg ønsker at udnytte potentialet,« siger Mads Trier-Blom, der forklarer, at han f.eks. forsøger »at gå så langt ud ad galskabens vej«, uden at det får konsekvenser for ham selv og hans familie og venner.

»Det er lige som at være linedanser, for man kan blive meget egocentrisk i sine maniske perioder,« som han siger.

Kun for de stærke

Langt størstedelen af de personer med ADHD, Mette Rønberg og Christina Blæsbjerg interviewer i USA, er imidlertid meget skeptiske over for tendensen til at se deres lidelse som en gave. F.eks. Laura:

»Nogle mennesker siger, at ADHD er en gave. Hvis det er det, så vil jeg ikke have den gave. Jeg ved, at der er aspekter ved min ADHD, der gør mig mere interessant, men jeg har arbejdet så hårdt for at kunne gøre de samme ting som mine kolleger. Jeg er nødt til at bruge mange penge på læger, terapi og medicin for at være i stand til at fungere på samme niveau som mine kolleger.«

Det danske velfærdssamfund gør selvfølgelig, at man som syg ikke er så overladt til at klare sig selv, som det er tilfældet i USA, pointerer de to antropologer. Men de ønsker alligevel at sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt det er til gavn for mennesker med psykiske lidelser at se deres sygdom som et potentiale.

»Man har i mange år kæmpet for at opnå anerkendelse af ADHD som en diagnose på niveau med andre psykiske lidelser. Så det er lidt at skyde sig selv i foden, hvis man går ud og siger, at der er nogle særlige ressourcer forbundet med den lidelse. Hvorfor skal man bruge ressourcer på området og støtte det politisk, hvis ADHD er en kilde til succes? For hvad er så problemet? Det ligger jo lige for, at man kan tage nogle rettigheder fra folk. Velfærdsstaten er under pres især på psykiatriområdet. F.eks. er det allerede meget svært at få hjælp fra kommunen, hvis man er voksen med en ADHD-diagnose,« siger Mette Rønberg.

Afstigmatisering kan desuden føre til pres og selvbebrejdelser, påpeger Christina Blæsbjerg: »Du kan få det dårligere, hvis du får at vide, at du har kreative og innovative evner som følge af ADHD, og det så viser sig, at du ikke kan leve op til de forventninger hos dig selv, fordi du lider af ADHD i en voldsom grad. Der sker også en yderligere individualisering af lidelsen: Altså hvis du lider under din lidelse, så er det din egen skyld. Så må du selv finde ud af, hvordan du kan få ressourcen frem, enten ved at gå i terapi, gå til yoga, spise fiskeolie, tage medicin ...«

De to antropologer forstår godt, at den positive tænkning vinder frem som nyt sundhedsparadigme
herhjemme, fordi den kan være med til at give folk håb. Og deres gen-
givelser af negative holdninger blandt amerikanske patienter faldt ikke i god jord i ADHD-miljøet herhjemme, hvor de har holdt foredrag om deres forskning:

»De amerikanere, vi interviewede, satte spørgsmålstegn ved, om de kendte, der stod frem, overhovedet var syge. I ADHD-miljøet herhjemme oplevede vi derimod et håb om, at ADHD kan være positivt. Men dér kom vi altså og stak en nål i ballonen på baggrund af erfaringerne fra USA,« siger Mette Rønberg.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Journal

Chefen er psykopat. Og når vi er triste, har vi en depression. Muligvis er vi også lidt småparanoide. Der er gået sygdom i den måde, vi taler om mental lidelse på i hverdagen. Information undersøger, hvad der sker, når psykiatriens kliniske sprog bliver hverdagssprog og diagnoserne hverdagseje.

Sygdommen i sproget

Chefen er psykopat. Og når vi er triste, har vi en depression. Muligvis er vi også lidt småparanoide. Der er gået sygdom i den måde, vi taler om mental lidelse på i hverdagen. Information undersøger, hvad der sker, når psykiatriens kliniske sprog bliver hverdagssprog og diagnoserne hverdagseje.

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Søren Kristensen

Herhjemme har psykisk sygdom længe været anerkendt, måske ikke som en decideret karrieremulighed men som en mulighed for at opnå en af de efterhånden sjældent tildelte førtidspensioner, som folk med fysiske skavanker, i de fleste tilfælde, lige så godt kan glemme alt om, fordi der om ikke andet så i princippet skal være plads til alle på arbejdsmarkedet. At der så i virkeligheden aldrig er plads til alle må vi finde os i, i hvert fald så længe folk ikke stemmer på Enhedslisten, som er det eneste parti der tager tyren ved hornene og siger: Et job til hver! I øvrigt vil jeg gerne advare mod fiskeolie. Det er nemlig ikke alt fiskeolie der er lige rent. Udos Choice er en planteolie, som også indeholder en lang række helsebringende stoffer uden at være tynget af tungmetaller.

Bortset fra det, så hører jeg vist også til dem der er en smule alternativt begavet, omend jeg indtil videre ikke har været mærkelig nok til at få en hæftet en særlig diagnose på mine talenter. Lige nu klarer jeg mig ret godt som alt mulig mand i et løntilskudsjob i det offentlige på nedsat tid og med store frihedsgrader - et setup som det er meget svært at forestille sig en privat virksomhed ville gå med til, fordi den sorte bundlinje her er alfa og omega. Så med mindre det offentlige genvinder noget af den goodwill der kendetegnede samfundet før Poul Nyrup, udmøntet i kroner og ører og gerne tilvejebragt gennem en yderligere beskatning af fx. husejere og billister, så sker der nok ikke andet end at kreativiteten som sædvanligt kommer til at gå på hvordan de toneangivende partier finder nye måder at kamuflere arbejdsløsheden.

Brugerbillede for Morten Sørensen

Jeg er sådan set enig i, at "galninge" med et ekstremt energi- og intelligenspotentiale omgående skal inkluderes. Men det blev de vel også, uden diagnoser, i de skønne gamle dage, indtil andre, ofte akademiske middelmådigheder i tæt samarbejde med symptombehandlingsindustrien fandt sig en fed levevej i diagnosticeringer og medicinering, som man således i moderne tid kan leve fedt og længe af.

»Nogle mennesker siger, at ADHD er en gave. Hvis det er det, så vil jeg ikke have den gave. Jeg ved, at der er aspekter ved min ADHD, der gør mig mere interessant, men jeg har arbejdet så hårdt for at kunne gøre de samme ting som mine kolleger. Jeg er nødt til at bruge mange penge på læger, terapi og medicin for at være i stand til at fungere på samme niveau som mine kolleger.«

Paradoksalt nok er det ikke længere nogen god forretning i den vestlige verden at spekulere i det raske, frie og uhildede menneske. Trods alle WHO-intentioner om sundhed, er vi havnet i et notorisk profitabelt misbrug af hinandens "lidelser."
Det "syge" menneske er simpelthen blevet for god en forretning for enhver både privat og medieindustrielt overskudsgivende symptomfrelser.

Jeg er rask. Men jeg lider midlertidigt af underskud. Giv mig en pille og et tv-show med Lady Oprah, eller en anden mediepsykolog, så mine ADHD fornemmelser kan tilfredsstille omsætningen og genskabe rigdommen for de fattige.
I guder, hvor er det dumt, det der foregår.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for anker fjeld simonsen

Nok betragter den amerikanske psykoanalytiker Nancy Mcilliams sine analysanter som patienter, vel i så fald i relation til samfundet og teknologien, men hun viser dem, så vidt jeg kan se i bogen "psykoanalytisk diagnostik" den respekt at stille dem op som mennesketyper. Om disse typer er däkkende for samtlige mennesker, kan vi jo godt set isoleret som typer se bort fra "galebereget", som däkkende for dem der går til psykoanalyse, Jeg formoder, at mennesker virkende i samfundet kan presses ud i forskellige typer.
Fra indholdsfortegnelsen om personlighedstypologi:
Psykopatiske eller antisociale, natcissitiske, schizoide, paranoide, depressive og maniske, masochistiske, tvangsmässigr, hysteriske og dissociative personlighedstyper.

Jeg kender ikke så meget til psykoanalyse, men ved at tale om patienter i forbindelse med psykoanalyse og psykioatri, kan man spörge om hvorvidt samfundsmennesket er den perfekte funktionär eller pergekte forretningsmand, i jakkesättet, hjemme som på arbejde, som blot gör sin tiforordnede samfunds- og familiepligt.
Psyklologi kan nok mere direkte relatere til hjandligsmönstre og adfärdsmönstre i sam-fundslivet, altså om man blir sur, når toget kommer for sent, om man svarer sin arbejdsgiver igen, osv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens H. C. Andersen

Er problemet ikke mere at når børn i dag bare slår en prut, så har de straks en diagnose fordi forældrene i dag ikke kan overskue lugten!?

En beskyttende kappe mod det optimeret menneske, men der er heller ingen helle her længere. Vinder medicinalindustrien igen?

Er det mon mest udbredt i de vestlige lande, hvor vi lever i et perverst "selvrealiseringsprojekt" af hensyn til væksten, fx at vi skal være kreative, have passion og brænde for det og lignende pladder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens H. C. Andersen

"»Hvor mange uden ADHD ville give op efter få forsøg, har mennesker med ADHD en udpræget vedholdenhed, som gør, at de ikke så let giver op, men fortsætter, indtil de lykkes med det, de har sat sig for,« siger Charlotte Hjorth."

Jeg troede netop ADHD ikke kunne holde fokus???

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Inger Sundsvald

De fortsætter indtil de lykkes med at finde en (muligvis ny) måde at gøre tingene på, men det er ikke sikkert de gør det færdigt.
Eksemplet er kunstmalere der ikke gør malerier helt færdige og forfattere der ikke selv kan læse korrektur på det de har skrevet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for anker fjeld simonsen

Der er vist osse et ideologisk aspekt. Autisten er billedet på det ideelle liberale menneske, der fungerer helt sekvstänfigt, i eller uden for samfundet, skaberen af det nye produkt, den egensindige entrepenör, der skaber de jobs vi savner i arbejdslös-hedssamfundet, musikervidunderbarnet som foräldreme kan före frem, öpfinderen der alene i sit kälderlaboratorium skaber forudsätningerne for de nye produkter, dem der bliver til noget i karrieresamfundet, Det er dem vi vil höre om i pressen, foruden alle dem de 10-100-1000 gange så mange som kikser i relation til management, kikser produktet, og ikke når så langt. Det må jo väre trist, om alt er satset. Det er jo det frie samfunds ele-mentäre konkurrencevilkår, og hvad så ? Og ADHD er så blevet til en diagnose, som nemt kan blibe til mere end det modefänomen det er i öjeblikket. Noget foräldre vil opdrage deres börn til.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lone Christensen

Jeg kan godt blive en kende bange for, at det positive syn på psykiske lidelser, kan medføre endnu mere pres og udstødelse både af omverden, men sandelig også af regeringen. For hvis du har en diagnose men ikke kan leve op til 'den amerikanske drøm' om at finde muligheder i din sygdom og udnytte dem, så er det din egen skyld, og hvorfor gør du ikke bare som de kendte forbilleder, vi vil se oftere og oftere i medierne?

Christina Blæsbjerg har fat i noget af det rigtige:
'Afstigmatisering kan desuden føre til pres og selvbebrejdelser, påpeger Christina Blæsbjerg: »Du kan få det dårligere, hvis du får at vide, at du har kreative og innovative evner som følge af ADHD, og det så viser sig, at du ikke kan leve op til de forventninger hos dig selv, fordi du lider af ADHD i en voldsom grad. Der sker også en yderligere individualisering af lidelsen: Altså hvis du lider under din lidelse, så er det din egen skyld. Så må du selv finde ud af, hvordan du kan få ressourcen frem, enten ved at gå i terapi, gå til yoga, spise fiskeolie, tage medicin ...«'

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens H. C. Andersen

Inger: "De fortsætter indtil de lykkes med at finde en (muligvis ny) måde at gøre tingene på, men det er ikke sikkert de gør det færdigt.
Eksemplet er kunstmalere der ikke gør malerier helt færdige og forfattere der ikke selv kan læse korrektur på det de har skrevet."

Er det ikke bare det man kalder for en leder i erhvervslivet. Man behøver ikke være ADHD for at mestre dette.

Mht. Din sidste kommentar ved jeg ikke om du siger føj til cykelsmede eller forældrene?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dorte Winkler

For hver lille gode aspekt, der måtte være ved en enkelt eller få personers psykiske lidelse, er der et hav af smerte, forvirring og tab af livskvalitet i den anden. Man skal ikke opfinde en 'amerikansk drøm' for psykisk syge, hvis mantra er at man qua sin psykiske sygdom er så stopproppet med potentiale at man kan få succes i livet, bare man vil. Det er der ingen med en psykisk diagnose, der har brug for at blive presset med. Og så mangler jeg at se hvordan en depression blive spundet til et plus på cv'et...

Brugerbillede for Marianne Hansen

Mens jeg overordnet synes, at artiklen er vigtig og oplysende, finder jeg det dog nødvendigt at kommentere på Mads Trier-Bloms udtalelser.
For det første formoder jeg, at Trier-Blom ikke har læst Mette Rønberg og Christina Blæsbjergs bidrag til artiklen.
Jeg er ikke uenig i, at bipolar affektiv sindslidelse, i nogle tilfælde, kan være en positiv ting. Men Trier-Blom vælger fuldstændigt at ignorere de, ofte voldsomme, konsekvenser, en sådan sygdom bringer med sig.
Trier-Blom henviser til ”De kulturpersonligheder, der bruger lidelsen som kreativ drivkraft”. Desværre gennemhuller han sit eget argument, ved valget af de to musikere, han bruger som eksempler på bipolaritetens gode sider. I stedet viser disse to, om nogen, de farlige sider ved bipolar lidelse. To musikere - begge misbrugere. Begge døde i en alder af 27 af henholdsvis selvmord og alkoholforgiftning. Trier-Blom nævner ikke, at man som bipolar har væsentlig større risiko for misbrug og/eller selvmord end baggrundsbefolkningen.
I stedet er sygdommen en stor force for Trier-Blom. Især når man er ved at blive ”helbredt”. Men endnu en gang er der vigtige data, som Trier-Blom ikke nævner: At bipolar lidelse er kronisk. Du kan aldrig blive helbredt. Det er en sygdom der kan kontrolleres hos mange, langt det meste af tiden - med medicin. Nogle går flere år uden at mærke til sygdommen for så derefter pludseligt at få symptomer - hos nogle så voldsomme at man må indlægges. Andre er ikke så heldige at have lange perioder uden symptomer.
Når Trier-Blom skriver, at han lader sig ”Gå så langt ud af galskabens vej” som han kan, så taler han direkte og lodret imod alt, hvad man som bipolar lærer ved første konsultation hos en psykiater. Man kan som bipolar have lange perioder, hvor man er meget kreativ, meget arbejdsom og får geniale ideer. Og denne fase er særligt farlig, da man ofte ikke ønsker at komme ud af den - det har jeg flere gange oplevet på egen krop. Men at blive i denne fase er ofte farligt. Risikoen for en manisk episode – eller en depression er lige rundt om hjørnet. Og sværhedsgraden af de efterfølgende symptomer kan være voldsomme.
Alle bipolare sygdomsforløb er naturligvis individuelle. Jeg tvivler dog stærkt på, at Trier-Blom har været meget mere end i denne gode og inspirerende fase, når han beskriver en mani som at blive ”egocentrisk”. En moderat eller svær manisk fase, er ofte dybt destruktiv, og kan også være farlig, ikke kun for en selv, men for alle i nærheden.
At gamble med sin sygdom er… galskab. Bipolar affektiv lidelse kan til tider anses som en gave, men det kan også være en forbandelse.
Jeg er en af de heldige bipolare. Jeg har en lang videregående uddannelse, jeg er efter en indlæggelse, godt på vej ud i samfundet. Jeg er, hvad der kaldes "ressourcestærk". Men det er der rigtigt mange bipolare der ikke er, fordi de er så hårdt ramt af deres sygdom – lige meget hvor mange gange Trier-Blom siger, at vi alle er ”Uslebne diamanter”.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Trier-Blom

Kære Marianne Hansen -
Tak for din kommentar - jeg er glad for at artiklen kan inspirere til at du reflekterer over mine påstande og forholder dig til dem.
For en god ordens skyld vil jeg sige at du har ret i at jeg ikke har læst antropologernes projekt inden, og at jeg efter en telefonsamtale med Mette Line, har godkendt at hun må bruge ovenstående citater.
Jeg synes artiklen er god, inspirerende og debatskabende - den ridser nogle yderpoler op, men Marianne ( tilgiv mig hvis det støder dig at jeg bruger dit fornavn ) - citaterne er for unuancerede til at de repræsenterer min person ( og så er det jo glimrende at jeg kan nuancere mine holdninger her :-) )
Min holdning er at alle mennesker altid skal have et håb om at kunne opnå et større potentiale - og min pointe er at dette også gælder for psykisk syge.
Jeg synes at det at have en psykisk sygdom kan sammenlignes med at have en mønt
i hånden hvor man kun ser plat siden - man fokuserer på det åbenlyse, alt det negative ved sygdommen - mit budskab i artiklen er at der OGSÅ er en krone side - der er også potentiale i at have en sygdom, som den vi lider af, Marianne. Mit håb er at alle med vores vores diagnose kan finde håb og inspiration i dette.
I samtalen med Mette Line problematiserede jeg at en del af dette potentiale kan være på bekostning af lidelse - og som du rigtigt pointerer livet. Min pointe om at jeg ønsker at gå så langt ud af galskabens vej som jeg kan UDEN at det får konsekvenser for mig, min familie og mine venner - synes jeg netop vidner om sygdomsindsigt (opnået ved refleksion over livet og samtaler med psykiatere) Det er for mig essensen af sygdommen, en linedans mellem galskab og normalitet og en linedans mellem depression og mani.
Mine holdninger er ikke så sort / hvide, som de fremstår i artiklen, verden er ikke så sort / hvid - verden er nuanceret - verden er i farver.
Jeg taler om en helbredelses proces.
Da jeg fik diagnosen i 2004 fik jeg som du nævner at vide at det var en kronisk sygdom, som jeg ville have resten af livet, og at jeg skulle spise medicin resten af livet.
I 2010-11 mødte jeg så mennesker der havde samme diagnose, som trivedes - men som ikke spiste medicin.
OG på mindrere end 10 år kan der komme ny viden om selv sygdomme.
Jeg er ikke psykiater, men jeg har indtryk af at de fleste psykiatere i dag er enige om at man kan blive rask ( jeg tror faktisk lægerne har en diagnose for det der hedder maniodepressiv med fuld remission - det dette siger er at man man har været syg - og er kommet sig fuldt )
Det eneste punkt i din kommentar jeg er lodret uenig i er dette.
Der er EVIDENS for at man kan komme sig efter både Skizofreni og bipolar lidelse.
Jeg kender fagpersoner der siger dette og at sige modsat er at tage håb fra folk,
for jeg tvivler på man bliver rask hvis man først accepterer at være syg resten af livet, og ikke har dette håb.

Når det så er sagt så er min pointe netop at jeg ikke ønsker at være rask -
men jeg ønsker så megen helbredelse ( det er ok med mig at det er ved hjælp af medicin - men også mange andre tiltag som psykoedukation, sund livsstil, søvnhygiejne, sund kost, osv. osv. ) at jeg lever uden at skade mig selv og dem jeg elsker, og bruger sygdommen så konstruktivt jeg kan.

Endeligt vil jeg sige at jeg har et håb om at selv den hårdeste ramte med bipolar diagnose er en usleben diamant, og at vedkomne kan slibes op, gennem et støttende netværk - for i modsætning til den amerikanske tendens - så tror jeg et støttende netværk er mindst lige så afgørende som selvhjælpen

TAK, Marianne, tak for at du gav mig lejlighed til at nuancere mine synspunkter

For en afsluttende bemærknings skyld har jeg haft stemninger mellem moderat depression og manisk Psykose, jeg har været indlagt 3 gange siden 2002, jeg tager dagligt stemningsstabiliserende og antipsykotisk medicin, jeg har ikke haft unormale stemningsudsving i 3 år, og jeg har en helt og aldeles vidunderligt liv.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ulf Hansen

Hej

Lad os endelig debattere psykisks syges stilling i samfundet. Jeg er skizofren (som de fleste forveksler med Multiple personality disorder - jeg har IKKE flere personligheder, men lider temporære paranoide vrangforestilling, tilbagevendende depressioner. der kan forekomme syns/høre-bedrag, de kaldes "positive symptomer". negative symptomer = socialangst, initiativløshed. )

Desværre bliver vi stadig behandlet som andenrangsborgere, den sociale udstødning kan være temmelig voldsom, og mange går en lang bue udenom om os, lidt ligesom den savlende spastiker i kørestolen.
Og det er fuldstændigt "tosset", for psykisk syge er langt oftere offer end gerningsmand.

Man kan håbe samfundet en dag give samme amnesti til os, som de homoseksuelle.

Man kan blive helbredt, populært siger min psykiater (som redede mig fra at begå en Cobain/vinhus.) at 1/3 del blive kureret, 1/3 lever med sygdommen med den rette hjælp fra samfundet (medicineret,støttekontakt person m.m), og 1/3 der kræver særlig tilknytning til det lokale psykiatri center.

Det er desværre en mode-rigtig psykiatri bashing, ADHDere har bare krudt i røven, og de depressive skal bare holde op med deres selvmedicinering. Borderlinere skal holde op med at få børn som 15 årige. (og de mange borderline er mere ”syge” end de skizofrene, da deres verdensbillede kan være mere forkvaklet)

Blom, din analogi med plat og krone syntes jeg halter lidt, psykisk sygdom er i de fleste tilfælde ikke en "gave", min far var skizofren alkoholiker igennem min barndom, så gaven ville jeg gerne have været foruden. Du burde have skrevet at "at hvis man tager 100 mønter, 99 lander på plat og 1 på krone, så kan udfaldet være positivt."

der er STOR folskel på folk, og på diagnoser. jeg forstår dig godt når du har "positive symptomer" med manier, at du omfavner dette. For det er jo et gratis syre-trip :-)
Men er du sikker på at du kan ”styre” din sygdom? fra dit maniske synsperspektiv er alt godt, men det er ikke sikkert dine omgivelser ser det på samme måde?

Jeg kan anbefale Fry´s dokumentar om hans psykiske sygdom og selvmords forsøg: https://www.youtube.com/watch?v=rGDl6-lyfMY

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Trier-Blom

Kære Ulf Hansen.
Tak for at du bidrager til debatten :-)
Ja Stephen Fry's klip er guddommelig oplysning - og så er han en cool fyr.
Jeg har selv haft to forældrer der begge havde bipolar diagnosen.
Og jeg mener at alle mennesker er unikke individer.
Jeg er ikke forsker - jeg kan kun tale ud fra egne erfaringer -
men jeg tror at for de fleste psykiske syge der kan sygdommen have et potentiale der er skjult - det er det jeg mener med min mønt analogi - men at den er skjult er ikke ensbetydende med at den ikke er der.
Jeg tror det er det støttende netværk der kan hjælpe en til at vende mønten og acceptere krone siden... Det er her jeg mener alle har et ansvar for at være støttende netværk, også professionelle relationer som skolelærere, frivillige idrætsinstruktører, socialrådgivere og psykiatere.
Til slut vil jeg forklare lidt om mit forhold til min lidelse-
Jeg dyrker ikke hverken hypomanier eller manier - jeg stræber mod stabilitet.
men det at jeg har de små stemningsudsving og at faldet kan være dybere ,
giver mit liv en anden ramme end hvis jeg var rask og ikke skulle bruge energi på at leve i balance. men jeg stræber mod stabiliteten.
En patient der lever i balance med sin sukkersyge, passer sin insulin, dyrker motion og sund kost, tror jeg lever fysisk sundere en en person der aldrig har været syg.
Det samme gælder for mental sygdom, et liv i balance med sygdommen kan gøre en mental sund

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ulf Hansen

Dine synspunkter er ganske velkommen, for alle vil gerne være en "usleben diamant". Men er der ikke lidt Fengshui. jeg mener "et liv i balance" det er da implicit for alle mennesker, at stræbe efter.

Min pointe var at, de fleste sindssyge ikke har en gevinst af deres sygdom. Hvis der var en Lucifer, ville jeg gerne bytte med en kørestolsbruger (med al respekt), og have et normalt forhold til andre mennesker (er det ikke det livet handler om) .
Jeg kan godt følge din ide om at der ligger en person bag sygdommen, der MÅSKE kan paces frem.

Men autister er ikke alle rainmen, og jeg er ikke både gal og genial, desværre :-)

Men som en anden skriver er det farligt hvis kommunerne/folketinget får den fornemmelse, at bare man skubber de psykisk nok, så ender det lykkelig for alle parter. En syg placeres på kontanthjælp, permanently. Og skal igennem ”ressource forløb” aka. ingen førtidspension til dig kammerat. Men du kan altid få få et flexjob på 2 timer ugenligt, efter dine 5 år i forløbet.

Hvis man vil vide mere om skitzo´s (uddannelse er altid godt)
http://www.youtube.com/watch?v=nEnklxGAmak&t=43m7s

Men jeg ønsker dig al mulig held med dit ”projekt” fremover :-)

P.S Diabetikere lever generelt 10 år korte end andre, og er ikke sundere end resten af befolkningen. Psykiske syge minus 15 år. Verden er bare ikke perfekt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Trier-Blom

Tak for din hurtige respons Ulf Hansen.
Jeg synes billedet af den uslebne diamant - rummer at den endnu ikke er slebet op.
Jeg tror alle mennesker er Uslebne diamanter der har et større potentiale.
Jeg tror der er en generel holdning til at samfundet opgiver håbet og ekskluderer dem fra samfundet. Jeg tror også at nogen finder deres eget potentiale ved at blive ekskluderet... MEN en vigtig pointe er at det er i samspillet med andre man bevidstgører sig sit værd.
Derfor har samfundet og især kommunernes socialrådgiver og jobkonsulenter et ansvar for at støtte mennesker i deres vækst.

Og mennesker er ikke statistik, vi må hæve os over ennemsnittet og stræbe mod det bedste.

Ulf, jeg takker dig for dit indlæg, youtubelinket og din støtte med "projektet"

Og til andre læsere vil jeg sige tak for i læser med,
jeg håber i blander jer i debatten

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Johnny Winther Ronnenberg

Jeg sidder tilbage og tænker, at der tale om en fornægtelse af virkeligheden, når man positiverer psykiske lidelser. Jeg fik diagnosen bipolar tilbage i 75 og efter at have prøvet alle former for psykofarmaka gennem fyrre år. Så kan jeg fortælle, at der ikke nogen "krone" side på den mønt.

I tredive år jeg brugt stærk sovemedicin for at få fire fem timers søvn, de sidste femten år jeg drukket en flaske rødvin hver aften, for det dæmper angsten, hvad de små kulørte piller ikke gør. Jeg ville også gerne bytte min "gave" med en kørestol og muligheden for et normalt liv. Men det kommer aldrig til at ske og jeg er både fysisk og psykisk slidt op af at forsøge, at leve et normalt liv.

Det er ret demotiverende når en psykiater efter flere års samtale terapi konstaterer, du kommer aldrig til at få det bedre. Det er faktisk den største pille at skulle sluge.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Lone Christensen

Kære Mads Trier-Blom,
Jeg tager hatten af for at du har formået at skabe en balance i dit liv med en bipolar lidelse, og som jeg kan forstå det ved hjælp fra dit netværk og en god psykiater. Selv kender jeg en kvinde med bipolar lidelse, som har sat sit liv i system, da hun er bevidst om, at hun kan have store udsving humørmæssigt, og derfor har brug for et system. En redning for hende har bl.a. været at løbe marathon, som kræver planlægning og hvor gevinsten er synlig indenfor kort tid.

Du skriver:
'Derfor har samfundet og især kommunernes socialrådgiver og jobkonsulenter et ansvar for at støtte mennesker i deres vækst.'

Desværre lever hverken kommunen eller socialrådgiverne op til dette ansvar, og personligt har jeg selv oplevet at blive kastet rundt i systemet i årevis i jagten på ordentlig hjælp og støtte.

Efter at have levet på en sten i næsten et år pga. Skat ulovligt har truffet alt for meget af min kontanthjælp, har jeg fået afslag om økonomisk støtte til psykologhjælp, og bedt om at tage endnu en tur i karrusellen, dvs. opsøge nyoprettet steder, som måske/måske ikke kan hjælpe mig med dertil hørende måneder på venteliste m.m.

Det virker overhovedet ikke som om, systemet ønsker at give en ordentlig og hurtig hjælp, men i stedet forsøger at nedbryde folk, for bagefter at kunne sige 'Det er din egen skyld! Du kunne bare sidde pænt på venteliste i flere måneder, og gå fra det ene tilbud til det næste gennem flere år, som vi har bedt dig om.'

Efter at Skat endelig har rettet ind pga. en dom, som bekræftede at de havde handlet urimeligt og ulovligt, har jeg valgt at tage sagen i min egen hånd, og betale en psykolog ud af egen lomme, da jeg ikke magter, at opsøge flere steder i systemet og tale med flere mennesker, for bare at blive sendt videre.

Så nu håber jeg, at jeg endelig kan fokusere på at blive rask og finde en balance i mit liv, selvom systemet har forsøgt det modsatte. Lige nu handler det om at blive så rask som muligt, før jeg skal igennem systemet engang til med diverse arbejdsprøvningsforløb for måske at blive egnet til flexjob.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for anker fjeld simonsen

Johnny VVinther Ronnenberg har haft det skidt med sin bipolare i snart 40 år,har aldrig fundet ud af, om det nu er fordi han bruger sovemidler, äder piller og drikker rödvin, eller fordi han virkelig er syg.
Läger har nu en gang det alibi over for patienterne, som medicinalindustrien tilbyder dem, at alt det der har nogen egentlig gavnlig nytte, i analogi med at der skal benzin el-ler metanol til for at en bil kan köre, og det er der en del der tror på og affinder sig med, endda med forpligtelse til selv at betale medicinen, som lägen moralsk set burde betale, halvdelen af og samfundet den anden halvdel, fordi NOVO har så mange ansatte, og det holder arbejdslösheden nede.

Jeg har ikke rigtigt forstået hvorledes manikere er manikere, uden at ha et eller andet at virke med, läse en bog hastigt til ende, planlägge et selvmord grundigt til mere de-pressive perioder, arbejde intensivt med at pudse skoene helt blanke - der skal mindst dobbelt så meget svärte til, om de skal holde hen over en depressiv periode - eller planlägge et kup mod overlägen på mentalhospitalet om man er indlagt. Der er da en del man kan bruge tiden til, men mine forslag kan naturligvis tendere mod at blive så vidtlöftige, at tvangsmedicinering foretages !

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Trier-Blom

Kære Lone Christensen,
Den modgang du har mødt gør mig ondt.
Jeg har også mødt modgang i systemet, men heldigvis også medgang så jeg i dag er ude af det.
I disse valg tider vil jeg minde om at det er nu vi må gøre en forskel,
og stemme på dem der ligeledes ønsker at gøre en forskel.
For Københavnerne kan jeg oplyse at der i morgen er valgkampsarrangementet Psykisk sårbar i København. Arrangementet bliver afholdt i Kvarterhuset, Jemtelandsgade 3, 2300 København S. den 12. november kl. 19-21.
På vegne af depressionsforeningen deltager jeg som oplægsholder og kommer ind på netop det emne du nævner Lone Christensen. følgende politikere er i paneldebat:
Anne Marie Geisler Andersen, kandidat til Borgerrepræsentationen (R)
Niels Bjerrum, kandidat til Borgerrepræsentationen (S)
Susanne Møller, medlem af Borgerrepræsentationen (K)
Finn Rudaizky, medlem af Borgerrepræsentationen (DF)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Marianne Hansen

Kære Mads
Jeg er glad for, at du i dit indlæg har nuanceret dine udtalelser. Det viser sig heldigvis, at vi ikke er så uenige igen. Jeg er enig i langt størstedelen af dine holdninger.
Men som du selv pointerer, har vi også uenigheder, som jeg naturligvis gerne vil debattere yderligere.
Mit største kritikpunkt er din generelle holdning til, hvordan vi som bipolare skal leve med vores sygdom. Jeg anser ikke din generelle holdning som realistisk for mange bipolare. Det lægger et ekstremt pres på den enkelte at sige, at vi alle kan få et fantastisk liv, hvis vi bare ser det positive i vores sygdom. Vi er, med andre ord, vores egen lykkes smed. Og det mener jeg kan være direkte skadeligt. Her vil jeg, igen henvise til de to antropologer i artiklen (til trods for deres udtalelser omhandler ADHD, mener jeg, at det generelt kan overføres til bipolar affektiv lidelse).

Som du selv nævner, har mange bipolare positive fællestræk: Høj intelligens og kreativitet er nogle af de kvaliteter, vi tilskrives (og jeg også mener, er rigtigt). Men som bipolar bliver du ofte nødt til at se realistisk på dine muligheder her i livet. Vi kender sikkert begge nogen, der måtte opgive studier eller arbejde, fordi de simpelthen ikke kan klare det. Og det kan, efter min overbevisning, ikke ændres ved at se positivt på sin sygdom. Nogle må helt opgive en lovende karrieremulighed på grund af sygdommen. Og de bliver måske aldrig stærke nok, til at følge deres drøm. Der er bipolare, der bliver nød til at skrue drastisk ned for forventningerne i forhold til deres tidligere ambitioner, særligt i forbindelse med deres fremtidige jobønsker. Mange må se i øjnene, at de ikke kan det, de ville – og i andre omstændigheder højst sandsynligt kunne.

Det er det ovenstående der gør, at jeg ikke synes du er realistisk i dine udtalelser. At se det positive i sygdom, er en god ting, absolut. Og vigtig, absolut. Men udelukkende at fokusere på den positive side, er at stikke andre med sygdommen blår i øjnene. Virkeligheden kan for andre være fuldstændig anderledes.
Jeg synes det er problematisk, hvis du i dine foredrag udelukkende formidler de positive sider ved vores sygdom. Det er mindst ligeså vigtigt at formidle de negative konsekvenser, sygdommen fører med sig. At fortælle mennesker der ikke har kendskab til sygdommen, at den kan være en fantastisk ting, kan betyde, at disse mennesker ikke ser realistisk på mennesker med bipolar lidelse. Det kan for eksempel være venner og bekendte, der aldrig har oplevet dine store svingninger. Hvis de læser eller hører dine udtalelser, kan de foranlediges til at tro, at vi blot skal være positive, så vi får vi det bedre. At det er vores egen skyld, hvis vi ikke kan se hvordan vi kan bruge sygdommen optimalt.
Samtidig, og dette gentager jeg, synes jeg det er en tanke, der kan marginalisere bipolare yderligere. Jeg mener at det kan skabe et A hold, de der kan se alt det positive, have et godt liv, et arbejde og en støttende familie. Jeg må for resten lige knytte en kommentar til arbejdet. Der er ganske få jobmuligheder til mennesker som os. Det er klart, vi alle ønsker det skal ændre sig, men vi må også forholde os til verden som den er nu. Samtidig må der være helt utroligt mange bipolare, der ikke havde forstillet sig, at de aldrig ville kunne klare mere end et deltidsjob. Endnu en gang lægger vores sygdom bånd på vores ambitioner. Personligt har jeg meget høje ambitioner. Og jeg er pinligt klar over, at der er en reel mulighed for, at jeg aldrig kan opnå dem. Og når det sker, er der intet positivt i vores sygdom.
Desuden skabes et B hold, der er knapt så heldige, positive og stærke. Men de kan ændre det, hvis de blot indser deres kæmpe potentiale, selvom de reelt ikke kan føre et velfungerende liv.

Du nævner selv remission, som er et utroligt spændende og aktuelt emne. Vores sygdom kan ligge i dvale – eller virke som om den er helt væk – mange år i træk. I disse perioder kan vi fungere fuldstændigt ”normalt”. I disse, forhåbentligt lange, perioder, trækker vi naturligvis som alle andre, på vores tidligere erfaringer. Erfaringer der, blandt meget andet, skabes af vores oplevelse af at være bipolare. I denne fase kan sygdommen muligvis ses som en styrke. Men remission betyder ikke, at du ikke kan få symptomer efter mange år. Remission er at have sygdommen under kontrol, ikke at sygdommen er væk for altid. Det betyder altså ikke, at du aldrig får symptomer igen.
Der er uenighed blandt forskere om, hvordan man helt præcis definerer remission Hvis du er interesseret, sender jeg gerne de videnskabelige artikler, jeg baserer mine ovenstående udtalelser på.
Som med utrolig meget forskning, sker der konstant udvikling indenfor undersøgelser af bipolar affektiv lidelse. Jeg er meget optimistisk omkring forskningen, der forhåbentligt snart kan kaste mere lys over vores sygdom og behandlingsmuligheder.

At sige, at vi alle blot skal slibes til, synes jeg er en stor forenkling. Det er klart, at ydre faktorer som socialt netværk, god kontakt til behandlingssystemet og målrettet behandling af f.eks. misbrug er ekstremt vigtigt.
Men det er, efter min mening, utopi at tro, at alle bipolare kan opnå det, du ønsker; hvis de blot kæmper nok, får nok hjælp, kan de begynde kun at se det positive ved at være bipolar. Jeg er sikker på, at rigtige mange bipolare ville ønske, de kunne være så positive som du. Have overskud og netværk.
Men hvis der ensidigt fokuseres på det gode liv, man kan opnå hvis man blot ser sit potentiale, så marginaliseret de bipolare, der ikke kan leve op til disse krav og bliver et B hold. Og hvis vores sygdom for eksempel er bare delvist genetisk betinget (som nogle forskere mener), kan det være ganske svært at tænke den helt væk.

Dine to kreative eksempler, vil jeg igen råde dig til ikke i fremtiden at bruge som strålende bipolare personligheder.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Trier-Blom

Kære Marianne.

Tak for dit svar :-)
Jeg er såmænd meget enig med dig I alt du skriver. Jeg tænker at det kan være et formål med debat, at man får præciseret sine holdninger så meget, og nuanceret sine holdninger at man "mødes".
Det er lidt som når en god bog slutter - når man når i "mål" - det er godt men også lidt vemodigt.

Først og fremmest vil jeg dog præciserer at jeg beskriver ikke faktuelt hvordan verden er (det tror jeg ikke på man kan - så det overlader jeg til videnskaben at forsøge).
I mine foredrag plejer jeg at vise min 6 årige datters stereotype tegning af et træ,
alle kan se at det er et træ, men jeg har aldrig set et så forenklet træ i virkeligheden -
derefter viser jeg et billede fra en skov og pointerer at der ikke er to af træerne der er ens.
Min pointe er at jeg fortæller om mine oplevelser fra mit liv - vel vidende at der ikke findes et eneste menneske der er magen til mig. Ikke desto mindre, mener jeg at min fortælling kan skabe viden om hvordan det kan være (ikke hvordan det er) at have en bipolar lidelse, og samtidig håber jeg, at denne nuancering kan inspirere andre til at styrke deres tro på, at det kan være muligt at få et bedre liv.
Det er det jeg mener med et håb om et større potentiale.

Jeg vil også præcisere, at jeg ikke mener "man er sin egen lykkes smed".
Jeg mener, man bør tage et ansvar "for at smede sin lykke" (jeg tror selvstigmatisering, er en stor forhindring for at komme sig) Men jeg mener, At samfundet har en lige så stor del af ansvaret at bære - Det er derfor, jeg blander mig i den offentlige debat - For at nedbryde TABU - OG også for at bevidstgøre om samfundets ansvar i stigmatiseringen af psykisk syge.

Jeg vil også præcisere, at jeg taler om en helbredelses proces.
Der er mange grader af at komme sig, og hvornår man er rask, er svært at definere.
Som du nok fornemmer, Marianne, er jeg en ukuelig optimist - så jeg mener, man kan blive rask. Min personlige opfattelse er, at det sker i det øjeblik, man ikke bruger sin bevidsthed på at undgå sygdommen (for eksempel ved at tage medicin) og man ikke har symptomer på sygdommen altså unormale stemningsudsving af depressiv eller manisk karakter. Og jeg tænker der er gradbøjninger af dette - nogle vil måske opfatte sig som raske, når blot de tager medicin som en rutine, ikke har bivirkninger, og ikke har symptomer.

Jeg tolker, at du ikke mener, man er rask, når sygdommen er komplet remitteret - fordi den jo kan komme igen. Jeg tror, du tænker, at det er en realistisk opfattelse af virkeligheden. Men jeg synes det er en negativ fortolkning, og jeg tror den fastholder én i et sygdomsbillede. TÆNK hvis vi snakkede om forkølelse som en kronisk tilstand med perioder af fravær af symptomer - undskyld - men det ville være fucking trist ;-)

Jeg synes, at vi i virkeligheden er MEGET enige om, hvad der er vores mål, for jeg har (i øjeblikket ihvertfald) IKKE et ønske om at blive rask, i forhold til min førnævnte definition af dette. Jeg har ikke noget imod at bruge min bevidsthed (ved at tage medicin og meget andet) for at undgå stemningsudsvingene - Jeg ønsker at minimere lidelsen i mit liv med ethvert middel. Jeg tænker vi begge har det mål at leve som stabile bipolare.
Men i min vej for at nå dette, har jeg brug for at tro på muligheden for at blive rask.

Jeg tror oprigtigt, at alle har potentiale og alle kan rykke sig, og jeg tror at alle psykiatribrugere har erfaringer, der vil berige samfundet, hvis de ville dele dem på en konstruktiv måde - TABU, stigmatisering og selvstigmatisring skaber i mine øjne et B hold i samfundet. Mit mål er ikke at skabe et A hold af psykiatribrugere - eller det er det måske - mit mål er at gøre hele B holdet i samfundet til et A hold. Og JA - jeg er faktisk stolt af at være en naiv idealist der stræber mod utopier :-D
Og jeg vil gerne gentage, at jeg mener at samfundet Bærer det store ansvar i at løfte individerne, til et sted hvor de har ressourcer til at løfte sig selv

Jeg takker for dit råd om valg af bipolare personligheder.
Grunden til jeg i mit oplæg, som er baggrunden for, at jeg blev interviewet til artiklen, bruger Amy Winehouse, Curt Cobain og Jimi Hendrix, er fordi, det er nutidige musikere der har haft sygdommen og er død af den. Jeg bruger denne del i starten af foredraget til at beskrive alvoren i sygdommen, og folks karrikerede opfattelse af den.
Mit yndlingseksempel på en person, der havde vores sygdom er Grundtvig.
Han led også, men han døde dog først i høj alder, og det, han berigede Danmark med, har skabt det samfund, vi har i dag, folkeskole, højskole, kultur osv osv

Kære Marianne, jeg vil også gerne dele mit yndlingsordsprog med dig,
fordi jeg synes det beskriver vores debat ret rammende, det lyder sådan:

Optimisten er ofte lige så forkert på den som pessimisten....
- Men han har det sjovere :-)

Tak for dine bidrag i vores debat :-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Charlotte Hjorth

Jeg er oprigtigt glad for, at der bliver sat fokus på psykiske lidelser og ADHD i relation til arbejdsmarkedet. Derfor håber jeg, at min kommentar her kan bidrage til større viden, forståelse og accept af mennesker med ADHD. Det er vigtigt, at give et mere nuanceret billede af mennesket bag diagnosen. Mit formål med at medvirke i Informations artikel var, at sætte fokus på nogle af de særlige ressourcer, som mange mennesker med ADHD har. Ressourcer, der kan være en styrke i de danske virksomheder - men hurtigt vendes til en barriere uden rette rammer og forståelse.

Artiklen refererer til et antropologisk kandidatspeciale, af Mette Rønberg og Christina Blæsbjerg, der er publiceret i ADHD-bladet primo 2011. Muligvis fremstår det i artiklen som om, at jeg har mødt specialets forfattere. Det har jeg ikke. Og jeg tager klart afstand fra deres unuancerede iagttagelser og fremstilling af ADHD.

Jeg er kampagneleder og initiativtager til kampagnen ’ADHD Awareness Danmark’ og arbejder for at fremme viden, forståelse og accept af mennesker med ADHD. Ved at besvare Mette-Line Thorups spørgsmål telefonisk og på skrift, så jeg en mulighed for at fremme en mere nuanceret viden om ADHD i den offentlige debat. Jeg har selvfølgelig godkendt mine citater. I artiklen er de desværre taget ud af en sammenhæng, og fremstillet så de hverken repræsenterer mine holdninger eller mit professionelle og frivillige arbejde med ADHD.

ADHD er en kronisk neurobiologisk tilstand med en kompleks årsagssammenhæng - og ikke en psykisk lidelse, som mange tror. ADHD kan ikke kureres med medicin, men medicin kan dæmpe symptomerne. ADHD ses i mange variationer. Fra en mild grad med få symptomer - til en svær grad med mange symptomer. Uden rette indsats, opstår der nemlig ofte en række følgelidelser. Eksempelvis angst, depression og OCD tvangstanker og/eller tvangshandlinger.

Men med rette støtte og behandling, herunder psykoedukation og via opbygning af egen læring og mestringsstrategier, lever mange mennesker med ADHD et godt og produktivt liv. For mange af dem er medicinsk behandling nødvendigt for, at de kan tilegne sig ny viden, der kan omsættes til nye og mere hensigtsmæssige vaner. For nogle er medicin, som i mit tilfælde, nødvendigt i særlige situationer. Eksempelvis, bruger jeg medicin når jeg skal lave bogføring eller deltager i konferencer med mange mennesker. Situationer der kræver min fulde opmærksomhed.

ADHD er ikke en hindring for at kunne bidrage til arbejdsmarkedet. Men at have ADHD kræver ofte særlige ressourcer målrettet individuelle forløb og/eller støtte til fastholdelse. Det er min påstand, at mennesker med ADHD i det rigtige job, som matcher deres energiniveau, interesser, styrker og talenter, kan bidrage på samme vilkår, som de øvrige ansatte.

Mange mennesker med ADHD har et højt energiniveau. De er kreative, innovative og kan tænke ud-af-boksen. De finder løsninger på problemer, som andre aldrig var kommet i tanke om. Mange ledere og iværksættere har disse styrker. Virksomheder skal sikre, at ansatte med ADHD i højere grad opnår mulighed for at anvende deres særlige styrker. De skal støtte dem i deres udvikling i jobbet og undgå arbejdsopgaver de finder svære, kedelige eller meget tidskrævende. Forstår virksomhederne det - vil de ofte her finde de mest loyale, flittige og stabile medarbejdere i deres virksomhed.

Mennesker med ADHD vil gerne bidrage - men på lige fod og samme vilkår med andre ansatte. Det er bare ikke altid muligt. Dels fordi deres energiniveau er svingende, de har ofte brug for hyppigere pauser eller større fleksibilitet end arbejdsmarkedet generelt er gearet til i dag. Jeg selv er én af dem. Tidligere har jeg selv været ansat i forskellige virksomheder. Jeg ved hvad der fungerer og ikke fungerer for mig. Og har derfor valgt at være selvstændig, så jeg kan arbejde med det jeg brænder allermest for. Jeg tilrettelægger og bestemmer selv over min arbejdsdag. Jeg sætter selv mine deadlines og navigerer mellem arbejdsopgaverne. Hvilket er en forudsætning for mig - for at være en aktiv medspiller på arbejdsmarkedet.

Psykiateren Edward Hallowell har jeg mødt på mange ADHD-konferencer i USA. Han gør en kæmpe stor indsats for mennesker med ADHD og deres pårørende. Blandt andet via foredrag med et udgangspunkt i en styrkebaseret tilgang til ADHD (Strength Based Approach) og rækken af bestseller bøger. I 2008 skrev jeg en artikel til ADHD-foreningens medlemsblad. Den oprindelige titel var ”ADHD – Velsignelse eller forbandelse?!”. Artiklen blev redigeret og endte med titlen ”Kan ADHD være en gave?” (se link nedenfor). Jeg har herefter været forsigtig med at anvende begrebet gave i relation til ADHD. Fordi mange med ADHD oftere oplever forbandelsen - og ikke gaven ved ADHD. Det er ofte dem, som ikke får den nødvendige behandling eller støtte. De kan ikke få deres liv til at hænge sammen. Hvilket er forståeligt, når man både har indsigt og viden om, hvordan et liv er med ADHD. Mit udgangspunkt og fokus er derfor, at normalisere begrebet ADHD. Herved medvirker jeg til at støtte andre mennesker med ADHD, så de selv kan identificere deres ressourcer og bringe dem i spil i en sammenhæng, som giver mening for dem.

Hvem er jeg så? Jeg fik selv diagnosen ADHD som 44-årig og har levet med en uopdaget og ubehandlet ADHD på godt og ondt. For mig gav diagnosen mening. Brikkerne faldt simpelthen på plads for mig - sammen med medicinsk behandling og støtte fra familie og venner. Gennem min uddannelse i USA har jeg opnået en stor viden og forståelse for ADHD - og ikke mindst min egen. Det har gjort det muligt for mig - at gøre min drøm til virkelighed.

Det kræver blandt andet et stort mod, kreativitet og energi at starte sin egen virksomhed. Specielt når man som jeg har ADHD og på det tidspunkt var alenemor til en teenager med samme diagnose. Jeg hjælper i dag andre med ADHD til et bedre liv med større livskvalitet, så de kan hjælpe sig selv til at gennemføre en uddannelse eller få et job. Det er vigtigt for både dem selv og deres familie, at der bliver skabt balance mellem familie-, job- og fritidsliv, så de ikke risikerer at brænde ud og ende på varig forsørgelse.

Jeg har valgt at stå offentligt frem for at give andre mennesker med ADHD håb og et nuanceret billede på ADHD. I dag lever min virksomhed ADHDkompagniet på syvende år. Til trods for finanskriser og anden personlig modgang - er jeg lykkes og har fået succes. Jeg vil tillade mig at, tilskrive årsagen til min succes en kombination af min ADHD, min personlighed og en indædt tro på, at alt er muligt. Når jeg sætter et mål - går jeg ofte af de snoede veje - og når i mål, hvis det er vigtigt for mig! Jeg er glad for livet, stolt af mig selv og mine resultater - også selvom ADHD fortsat spænder ben for mig - vil jeg personligt i dag - ikke være foruden den. Jeg er ikke min ADHD, men min ADHD er del af mig.

Jeg håber min kommentar medvirker til et mere nuanceret syn på mennesker med ADHD. Og at det kan være et startskud til en mere konstruktiv debat om ADHD. Det er nødvendigt med et nuanceret fokus på mennesker med ADHD. Har et menneske ressourcerne til det, kan og skal vi blive bedre til at inkludere dem på arbejdsmarkedet og i samfundet. Vi har ikke råd til folk tabes på gulvet, fordi de ikke tilbydes rette støtte, behandling og hjælp til at håndtere deres ADHD. Tænk socialøkonomisk og brug den sunde fornuft. Mennesker med ADHD er umådeligt hjælpsomme, charmerende, empatiske og humoristiske, så det plejer sjældent at være kedeligt at have en kollega, ven eller veninde med ADHD.

Artiklen ”Kan ADHD være en gave?” - ADHD-foreningens medlemsblad nr. 1/2008 http://www.adhdkompagniet.dk/images/adhd-pdf/kan_adhd_vaere_en_gave.pdf

anbefalede denne kommentar