Læsetid: 5 min.

Skattefidus har startet afrikansk brandudsalg

10 afrikanske lande søger i øjeblikket om at få dobbeltbeskatningsaftaler med skattelyet Mauritius. Aftalerne skal gøre ulandene attraktive for udenlandske investorer, men risikerer samtidig at underminere landenes økonomi, mener ngo’er. Eksperterne er uenige om, hvorvidt aftalerne gavner
10 afrikanske lande søger i øjeblikket om at få dobbeltbeskatningsaftaler med skattelyet Mauritius. Aftalerne skal gøre ulandene attraktive for udenlandske investorer, men risikerer samtidig at underminere landenes økonomi, mener ngo’er. Eksperterne er uenige om, hvorvidt aftalerne gavner

Marie Boye/iBureauet

16. november 2013

Hvis en virksomhed i Kina gerne vil investere i Mozambique, skal virksomheden betale skat i begge lande. Med mindre Kina har en dobbeltbeskatningsaftale med Mozambique. Så skal kineserne kun betale skat i ét af de to lande. Derfor er dobbeltbeskatningsaftalerne vigtige for, at virksomheder har lyst til at investere i andre lande end deres eget. Men aftalerne bliver samtidig udnyttet til skattesnyd. Hvis Mozambique har en dobbeltbeskatningsaftale med et skattelyland med meget lave skatter, som for eksempel Mauritius, kan kineserne nemlig oprette et skuffeselskab på Mauritius. På den måde kan den kinesiske virksomhed reducere sin skattebetaling helt ned til nul pct., fordi den på papiret kun betaler skat i skattelylandet.

Og mens virksomhederne nyder godt af dobbeltbeskatningsaftalerne, går de afrikanske lande glip af vigtige skattekroner, påpeger ngo’er.

»De afrikanske regeringer vil gerne tiltrækker investeringer. Det udnytter nogle af de virksomheder, der kommer til kontinentet, til at få regeringerne til at give dem favorable beskatningsaftaler eller underskrive dobbeltbeskatningsaftaler med lande som Mauritius. Men aftalerne virker ikke efter hensigten, for de efterlader afrikanerne uden penge til sundhed og infrastruktur,« siger landeansvarlig for ActionAid i Zambia, Pamela Chisanga. Zambia er et af de lande, der allerede har indgået en aftale om dobbeltbeskatning med Mauritius.

Hvert år går de afrikanske lande ifølge ActionAid glip af tre gange så mange penge i skatteunddragelse, som de får ind i ulandsbistand. Ofte fordi investorerne vælger at flytte deres investeringer ud af landene gennem skattely som Mauritius.

14 afrikanske lande har allerede dobbeltbeskatningsaftaler med skattelylandet Mauritius. Og 10 lande står lige nu i kø for at få en.

Alle gør det

Men hvorfor er de afrikanske lande overhovedet interesserede i aftaler, som gør det muligt for virksomheder at undgå at betale skat, når de investerer i landenes ressourcer?

Selv om de multinationale virksomheder ikke betaler særlig meget i skat i de afrikanske lande, udgør deres skatteindbetaling en væsentlig del af de afrikanske landes økonomi, påpeger seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier Ole Therkildsen.

»Hvis du ser på top-15 over, hvem der bidrager mest til skat i Tanzania og Uganda, er det stort set alle sammen multinationale selskaber. De er de største skatteydere, selv om de sikkert også snyder i skat,« siger han.

Konkurrencen om investorerne er hård blandt de råstofrige afrikanske lande, og dobbeltbeskatningsaftalerne er for mange regeringer blevet en del af strategien for at tiltrække udenlandske investorer, forklarer lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet Peter Kragelund.

»Mange af landene tror, at det er nødvendigt at sikre, at virksomhederne kan trække profit ud eller flytte den mellem forskellige selskaber i forskellige lande for at tiltrække investorer. Men konkurrencen mellem landene er i virkeligheden et race to the bottom (ræs mod bunden red.), hvor ressourcerne bliver taget, uden at de afrikanske lande får penge ud af det,« siger Peter Kragelund.

Siden finanskrisen indtrådte i 2008 har magtforholdet mellem de afrikanske lande på den ene side og de udenlandske investorer på den anden forskubbet sig. Råvarepriserne svinger op og ned, og investorerne kan ikke længere være sikre på, at de får deres penge hjem. Derfor lægger virksomhederne pres på de afrikanske regeringer.

»Tidligere kunne landene tillade sig mere, for investorerne kom alligevel. I dag har magtbalancen flyttet sig radikalt,« siger Peter Kragelund og fortsætter: »Et land som Zambia er jo ikke det eneste, der har kobber. Derfor føler landene sig tvunget til at følge med.«

Rådgivningsvirksomheden Deloitte hjælper de kunder, som vil starte virksomhed i Afrika. Og netop skat er en afgørende faktor for, om investeringerne er interessante.

»En række afrikanske lande har en høj effektiv skatteprocent og et umodent skattesystem. Hvis virksomheden så både bliver beskattet i hjemlandet og det afrikanske land, kan det få den konsekvens, at virksomheden undlader at investere i det land. Det ved mange af landene godt,« siger administrerende direktør i Deloitte, Anders Dons.

Inkompetente politikere

De seneste årtiers fokus på økonomisk liberalisering i Afrika har åbnet for investeringer, men det har også skabt en tæt relation mellem den politiske elite og de internationale virksomheder. Konsekvensen er en forringet kvalitet af de aftaler, der bliver indgået, mener Pamela Chisanga fra ActionAid. Hun har flere eksempler på, at politikere i Zambia har indgået tvivlsomme aftaler med internationale virksomheder. Blandt andet har regeringen forsøgt at aflyse en aftale med et canadisk mineselskab, som nu vil sagsøge regeringen for 200 milliarder dollar. Og senest har finansministeren ifølge Pamela Chisanga fjernet en skat på eksport, fordi et stort firma bad ham om det. Regeringen indførte skatten igen, men nu truer virksomheden med at fyre over 1.500 afrikanske ansatte.

»Politikerne ved ikke, hvad de siger ja til. De går ofte ind i forhandlingerne uden at bruge eksperter. Samtidig er der også en del korruption,« siger Pamela Chisanga.

Ifølge ekstern lektor på Center for Afrika-studier Camilla Strandsbjerg adskiller de afrikanske landes håndtering af dobbeltbeskatningsaftalerne sig ikke fra deres håndtering af almindelige samarbejdsaftaler.

»For at gøre det attraktivt for investorerne at investere i deres lande opstiller de afrikanske regeringer ufordelagtige aftaler for dem selv. Og lige meget om pengene forsvinder via snedige skatteaftaler eller direkte gennem korruption, går almindelige afrikanere glip af rigtig mange penge,« siger hun.

Mindre donorafhængighed

I 1990’erne arbejdede Ole Therkildsen for præsidentens kontor i Tanzania. Dengang var landet ikke åbent for investeringer udefra. Regeringen mente, at det var bedre, at ressourcerne blev i jorden fremfor at blive udnyttet af internationale virksomheder, som ikke betalte skat. Men i 1996 skiftede stemningen.

»Håbet var, at når man inviterede investorerne indenfor, så ville landet få så mange skatteindtægter, at det kunne gøre sig uafhængigt af donorerne,« siger han.

Netop ønsket om at blive uafhængige af bistandsydernes krav er en vigtig motivation, når afrikanske lande forsøger at trække investorer til. Og uagtet at man i Vesten synes, at de afrikanske lande tjener for lidt penge på deres forretning, kan virksomhedernes bidrag tydeligt ses på budgettet, påpeger Peter Kragelund.

»Hvis vi ser på et land som Zambia, så har investeringerne i kobber og kobolt betydet, at bistandsafhængigheden er gået markant ned. For 10 år siden udgjorde bistanden over 50 pct. af Zambias BNP, i dag udgør den 5-6 pct.«

Også i Tanzania har investorerne ændret den økonomiske situation. Mineselskabernes milliardinvesteringer er efterhånden blevet afskrevet, og skatteindtægterne begynder at komme, fortæller Ole Therkildsen.

»Det betyder ikke, at mineselskaberne ikke snyder i skat, for det er jeg overbevist om, at de gør. Men der er sket en stramning, og indtægterne fra mineselskaber er faktisk steget betydeligt,« siger han.

Men med faldende råstofpriser risikerer de afrikanske lande på længere sigt at ende i en situation som i 70’erne. Dengang blev produktion og forbrug skruet meget højt op, og da råstofpriserne faldt, begyndte landene at låne penge, uden at de havde mulighed for at tjene pengene ind igen, forklarer Peter Kragelund.

»Økonomien var ikke blevet udvidet til andre sektorer, og investeringerne nåede aldrig at forplante sig ud i samfundet. Det samme gør sig gældende i dag,« siger han.

Ifølge Pamela Chisanga er der kun én løsning, hvis lande som Zambia skal undgå at miste penge på dobbeltbeskatningsaftalerne.

»I Afrika skal vi blive bedre til at stille krav og sige, vi har de her ressourcer, og det her vil vi gerne have for dem. Det har vi ikke prøvet endnu,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu