Læsetid: 7 min.

Selv ateister tror

Det er forfejlet at tro, at sekulariseringen ligger for enden af menneskets dannelsesrejse mod rationaliteten. Troen er mere fundamental end ateisme og religion. Men vi har glemt sproget for det indre liv, siger kunstneren Kristian Leth
Det er forfejlet at tro, at sekulariseringen ligger for enden af menneskets dannelsesrejse mod rationaliteten. Troen er mere fundamental end ateisme og religion. Men vi har glemt sproget for det indre liv, siger kunstneren Kristian Leth

Tor Birk Trads

27. december 2013

Han er ung, musiker, forfatter og mediemenneske, og nogle – ikke ham selv – kalder ham en hipster. Kort sagt Kristian Leth er ikke en, man normalt vil forbinde med religiøs interesse. Ikke desto mindre er den 33-årige multikunstner optaget af danskernes trosforhold.

Det interesserer ham, at vi bliver ved med at tro på noget, der er større end os selv. Et forhold som »de nye fundamentalister i den ateistiske bevægelse«, som han siger, slet ikke tager højde for.

For også ateister kan tro, mener Leth.

»Man kan sagtens tale om tro som noget folk, der ellers ser sig selv som ateister, kan have. Selve det at tro på, at livet giver mening, er jo ifølge rationalisme arbitrært, ulogisk og har intet på sig. Men selve det at tro på, at livet vil give mening, opfatter jeg som en grundtro – selvom det godt kan være, at den er uformuleret i forhold til, hvad man tror på,« siger Kristian Leth.

Sprogmennesket Leth – han er uddannet på forfatterskolen og digter – konstaterer, at den nordiske protestantisme er sprogligt orienteret. Derfor er vi gode til etikere, filosoffer og præster, der skriver tekster – fra Kingo til Grundtvig og Kirkegaard. Og derfor taler vi om troen som en slags ideologi, som man er bevidst for eller imod.

»Der tror jeg bare, det er vigtigt at udvide trosbegrebet. For det er meget mere fundamentalt end som så. Det er netop ikke en intellektuel tilegnelse at tro. At tro er næsten noget, der foregår på et instinktivt plan. Derfor vil jeg vove at påstå, at man kan tale om tro som en grundlæggende tro på livet,« siger Kristian Leth.

Han har tidligere været ude med riven efter dem, han betegner som »fundamentalister i den ateistiske bevægelse«. Han mener, det er en forloren modstilling, at vi på den ene side har en religiøsitet, der er irrationel og i opposition til videnskaben, og på den anden side har en ateisme, som udråber sig selv til at være på et højere udviklingsstadie. Den diskussion tager slet ikke højde for, at omkring to tredjedele af danskerne opfatter sig selv som troende og intet problem har med videnskaben.

I stedet bliver de ofte fremstillet som smådumme børn i debatten. Men hvis man siger, at man kun tror på fornuften, så har man ifølge Leth lige så mange problemer som de religiøse. For videnskaben kan ikke beskrive, hvad en tanke er. Den kan ikke beskrive, hvordan hjernen fungerer, og i kvantefysikken bliver det, man troede var sikkert, vendt på hovedet.

»Videnskab er et forrygende sprog til at beskrive verden, men ikke særlig brugbart til at tale om, hvad livet egentlig er. Hvis man som ateist for eksempel tror på et ordnet univers, er det – videnskabeligt set – ikke noget, der er bevist, men et spørgsmål om tro. Intet i videnskaben udelukker én gud eller flere. Og rationalismen er ikke mere end en forklaring eller en model. En virkelig effektiv og brugbar model.«

Tro og fodbold

Trods danskernes udbredte behov for at tro på noget, der er større end dem selv, er vi ved at glemme sproget for det indre liv. I stedet har vi den navlepillende psykologi. Men det er bare ikke nok, mener Leth, der med egne ord befinder sig »mellem troen og tvivlen«.

»Ateisterne og teologerne debatterer tro. Men vi taler ikke om, hvad det vil sige at være menneske. Samtidig gøres troen ofte til noget, som vi beslutter os for at høre til. Det er meget på mode at sammenligne trosfællesskaber med fodboldklubber eller sammenligne religiøse oplevelser med kulturelle begivenheder. Det er en meget brugsagtig og fejlagtig udlægning af, hvad tro er. Som om det er noget, man melder sig ind i.«

Det, der kendetegner troen, er ifølge Kristian Leth, at man netop IKKE beslutter sig for at tro.

»Tro er er det, der står tilbage, når alt andet er sat over styr. Det er det, mennesket bliver konfronteret med, når det står over for sygdom, død eller liv. Man kan ikke debattere imod menneskets grundholdning til livet. Og den grundholdning er også vildt svær og uhåndgribelig i en tid, hvor vi ikke kan finde ud af at tale om det åndelige. Ord som død og skæbnen er jo nærmest lidt corny i dag. Det betyder, at vi faktisk får et dårligere og dårligere sprog til at tale om det, der handler om grundindstillingerne til livet,« siger Kristian Leth.

Han refererer et citat fra psykoanalytikeren Jung som går på , at alt det, der betyder noget i livet, er uforståeligt. Det kvantificerbare sprog, som vi bruger, kan ikke komme tæt på de ting, der betyder noget.

»Ligegyldigt hvor rationalistiske og fornuftige vi er, så vil de momenter, der definerer ens liv, være de momenter, der ikke er til at begribe: kærligheden, meningen med livet, den smukke sommerdag. Alt det der er essentielt værdiløst i en rationalistisk debat.«

Folkekirken

Leth udforsker for tiden troens mysterier i reportageserien ’Den 2. Dimension’, som vises på DR. Her drager han ud for at finde åndeligheden og de mennesker, der dyrker den ved at meditere, udføre magiske ritualer eller beskæftiger sig med tungetale.

Han ser det som en destruktion af de trosmønstre, folkekirken har etableret. At sekulariseringen skulle ligge for enden af menneskets dannelsesrejse mod rationaliteten, anser han til gengæld for at være en illusion.

»Folkekirken er jo virkelig blevet en institution, som kan styres fra staten. Når en minister ændrer nogle ritualer, som det skete med indførelsen af homovielser – og her forholder jeg mig ikke til, om det er godt eller skidt – er det et søm i kisten på folkekirken. Det er meget dybere og alvorligere, end folk forestiller sig, og jeg tror det kommer til at brede sig. Forestil dig, at man som religiøs nu må lægge sit liv i hænderne på en tro, der kan ændres fra politisk hold. Det er et paradoks.«

Men det er altså der, hvor folkekirken står. Folk hverken kan eller vil bruge den til at få bekræftet deres tro. Og vi kan heller ikke bruge den kendte videnskabsjournalist Lone Frank og neurovidenskaben som forklaring på, hvad det vil sige at være menneske.

»Vi står med de samme spørgsmål, som vi altid har gjort. Den største fejl fra ateisternes side er, at de tror, at jo mere man forsøger at forklare tro og religion, jo mindre bliver længslen mod det, som er større. Det er jo en bizar tanke, eftersom der i homo sapiens’ historie til alle tider, på alle kontinenter, hos alle folk har været den bevidsthed og den længsel. Og så sidder vi i en skøn lille oplyst sekulær del af verden, hvor der er styr på tingene, og togene går til tiden, og siger, at vi har fundet en række sætninger, som kan gøre, at det forsvinder. Det hænger jo ikke sammen. Man kan ikke rationalisere sig ud af et sjæleligt anliggende. Ifølge rationaliteten så skulle religiøsitet handle om, at man tager den nemme vej, fralægger sig ansvar og søger trøst. Det er jo lamme argumenter. Religion handler ikke om andet end at tage ansvar.«

– En ateist kunne vel netop sige, at med fraværet af en gud, er det op til den enkelte selv at finde en mening med livet. Er det så ikke det flertallet af danskere gør på deres egen individuelle måde, når de siger, de tror på noget, men ikke bruger kirken?

»Jeg vil argumentere for, at det er det, alle mennesker gør. Den store religiøse ’Mening Med Livet’ er jo kun et rammeværk, som man skal finde mening med selv inden for. Det vil sige, at en katolik skal også arbejde på sagen, lige som ateister er nødt til at være aktive i forhold til at finde en mening. Min pointe er, at troen er mere fundamental end diskussionen af ateisme eller religion.«

– Hvad er det så folk bruger spiritualitet til i den sammenhæng?

»Ordet ’bruge’ er et udtryk for den utilitaristiske tænkning. Kernen i de store mysterier er jo netop at give slip på, at man skal have et resultat ud af det: hvorfor tror du stadig på gud, når din familie lige er død i en bilulykke? Man kan vende den om og sige, hvis du gerne vil finde et sprog til at diskutere det alment menneskelige og prøve at løfte os ud over både kulturrelativismen og menneskerettighederne, så er det livet og døden, smerten og kærligheden, det handler om. Og her får man så den nye spiritualitet, som tilbyder et sprog. Det bliver så lidt nedladende udlagt som at shoppe religion af enten religionshistorikere eller kirkefolk – to parter der har været rigtig gode til ikke at give folk et sprog til at tale om de her ting. Problemet er, at hvis folk ikke har et sprog til det, så bliver vi ulykkelige. Det er vi så også.«

– Overser du ikke, at religion og den spiritualitet, som du opsøger i dine programmer, kan repræsentere undertrykkende systemer?

»Hvis man fortsætter den reduktionistiske tankerække, så er venstreorienteret politik lig med Gulag og Maos store spring fremad, mens højreorienteret politik er fascisme og nazisme. De fleste mennesker befinder sig ikke i disse ekstremer, rent personligt. De er fornuftige, søgende og ude efter tryghed, kærlighed og en mening med det hele. Både i politik og religion,« siger Kristian Leth.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristine Skøtt-Jensen
  • Jørn Andersen
  • peter fonnesbech
  • Lone Christensen
  • Niels Mosbak
  • Lise Lotte Rahbek
  • Steffen Gliese
Kristine Skøtt-Jensen, Jørn Andersen, peter fonnesbech, Lone Christensen, Niels Mosbak, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gorm Petersen

En ballon under konstant oppustning opfylder betingelsen - men "nissen flytter med".

Hvis der på ballonens overflade var illustrationer, der var lige så fleksible som gummiet, ville bevægelsen være umulig at konstatere.

Selv et målebånd rundt om ballonen ville ikke hjælpe, hvis det og dets illustrationer også var af gummi.

Det kræver noget stift - ufleksibelt f.ex. pålimede mønter (billede lånt fra Videnskabens Verden om BigBang) et eller andet som IKKE deltager i bevægelsen.

Allerede galaksablaffer forfatteren advarede om "svar" uden der først er formuleret et spørgsmål. Det må også gælde for "Sandheden".

Andreas Trägårdh

Selvet er egentlig kun et spørgsmål. Svaret som spørgsmålet hviler på indeholder det allerede i sig selv, men dette svar er uinteressant for den selvoptagede. Den ønsker ganske enkelt ikke at høre op med at eksistere lige med det samme. Derfor eksternaliserer den sig selv gennem spejlinger i omgivelserne, for derved at holde live i det spørgsmål det selv er. Spekulation er egoismens paradis. Det er det som kultur bygger på, og egentlig ikke tænkning der, når det lykkes, fuldkommen omvælter spørgsmålet radikalt.

Andreas Trägårdh

Troen handler ikke om idealet man hævder at tro på. Troen drejer sig kun om den modgang man formes af. Det er afgrunden man tror på når man opfinder en mening og orden med den, uanset om man kalder det for gui, penge eller frihed.

til P.Genefke-Thy : 'Hypoteser/teorier kan i en vis forstand ses som tro, men det er en tro man kan verificere eller falsificere.
Det er ikke ordet "på" der gør forskellen på de to betydninger af "tro" i de ellers grammatisk ens sætninger, men netop det forhold, at kun den ene påstand kan gøres til genstand for en verificering'.

Jeg synes det er dristigt på forhånd at sige om noget at det ikke er verificerbart/falsificerbart.
Det kan vel kun være på for indeværende præmisser ?
Angående ordet 'på', så kan 'religion' med tilhørende skabagtighed jo lave meget forvirring, men det tager jeg så ikke i betragtning ; at noget er 'min tro' eller endnu værre : 'min kultur' er i en sandhedssøgende proces udover efterretning til arkivering, ligegyldigt.
Det er 'troen på' og dens interaktion med verden det drejer sig om, til forskel fra et privat æresemne til juridisk afvejning.
Dette sidste er naturligvis også en interaktion med verden ... men med bind for øjnene.

Poul Genefke-Thye

@ odd bjertnes

"Jeg synes det er dristigt på forhånd at sige om noget at det ikke er verificerbart/falsificerbart."

Mener OB virkelig, at eksistensen af en gud (eller flere) kan bevises eller modbevises?
Det har da hidtil været underforstået i hele debatten om (religiøs) tro, at dette ikke er tilfældet!

Andreas Trägårdh

Poul

Ja, og jeg tager gerne skridtet viderer med postulatet at gud er irrelevant, for en guddom kan ikke være objekt for en tro. Der imod er det den modgang som der vækker ens tro, som skaber en guddom, og denne modgang kan være virkelig for nogen men aldeles ubetydelig for en anden. Der er noget civiliseret over at den stærke og bemidlede løfter den svage og ubemidlede, og det har intet med tro at gøre, det er ren og gensidig overlevelsesdrift.

Andreas Trägårdh

“Principles for the Development of a Complete Mind: Study the science of art. Study the art of science. Develop your senses- especially learn how to see. Realize that everything connects to everything else.”

― Leonardo da Vinci

'Mener OB virkelig, at eksistensen af en gud (eller flere) kan bevises eller modbevises?
Det har da hidtil været underforstået i hele debatten om (religiøs) tro, at dette ikke er tilfældet!'

Det der ikke ER bevist er materiale for religion, - og hvad der KAN bevises ved verdens ende skal jeg ikke udtale mig kategorisk om. I nutid er svaret derpå nærmest : 'en hvad for en én mener du' ?
Mængden af materiale for religion synes på samme tid konstant som mængden af forhenværende materiale for religion nu viden.
At grænserne mellem begreberne er labile behøver man blot at se på unge videnskaber for at konstatere.
Psykiatri og sociale videnskaber er tidens prototypiske. Men ordet er jo sådan set ret frit i det troende domæne, der igen kan ses som indeholdende hhv. et erfaringsmæssigt/empirisk og et dogmatisk/eksistentialisk domæne ; det ytrer sig formmæssigt i monoteismens diversitet således, at kristendommen er traditionelt fikseret på overensstemmelse mellem tro og viden i så høj grad som muligt. Andre sætter troen i højsædet og viger nødigt traditionel indbildning.

ah ..Mængden af materiale for religion synes på samme tid konstant medens mængden af forhenværende materiale for religion nu viden naturligvis gror... beklager sættefejl.

Gorm Petersen

Kristendommen indeholder faktisk et falsifikationskriterie.

Paulus skriver, at hvis det kan vises, at Jesus var en fupmager - at han ikke havde autoritet - at han ikke opstod o.s.v. så ville Paulus opgive Kristendommen og vende tilbage til sin oprindelige tro.

Langt de fleste af de hypoteser der diskuteres indeholder ikke Poppers falcifikationskriterie.

Kristendommen bør roses for at være en ifølge Popper god teori.

Gorm Petersen

Bare tænk på myten om "fri vilje".

Når hjerneforskerne nægter at tage humanisterne alvorligt skyldes det netop, at hypotesen om "fri vilje" mangler et falsifikations kriterie.

Og det har i virkeligheden ikke så meget til formål at falcificere - som til at afsløre, mangel på en positiv definition.

Også det med om noget er besjælet:

Hvis man forventer noget kausalt, vil tilsyneladende ikke-kausalitet give mistanke o sjæl:
"Det er som om den har sin egen vilje" siges ofte ved computerproblemer.

Hvis man forventer noget ikke-kausalt - f.ex. i timevis har set fotonerne ryge gennem snart den ene spalte - snart den anden ved dobbeltspalte-eksperimentet - og lige pludselig begynder alle fotonerne udelukkende at ryge gennem den ene spalte, får man lyst til at sige "Hallo - er der nogen ?".

Sjæl og fri vilje er oxymoroner fordi de behandles som om det er noget der opstår hen ad vejen.

Ikke som noget, der gik forud for alt andet.

Poul Genefke-Thye

Sjæl og fri vilje er oxymoroner fordi de behandles som om det er noget der opstår hen ad vejen.
Oxymoroner??????

Et oxymoron (tryk på"xy") fra græsk "oxys", "skarpsindig".
Begrebet anvendes i retorik eller stilanalyse om et stilistisk greb, hvor et udtryk forstærkes ved at sammenstille modsætninger.
F.eks. udtryk som "øredøvende stilhed" eller "klart som blæk" - og det er vist det, det er!

Gorm Petersen

Derfor passer det så præcist.

Forventer man kausalitet - og opdager ikke-kausalitet - f.ex. computerproblemer siger man "det er som om den har sin egen vilje".

Forventer man ikke-kausalitet - f.ex. dobbeltspalte eksperimentet - og opdager kausalitet - f.ex. at samtlige fotoner pludselig begynder kun at løbe gennem venstre spalte - får man lyst til at sige: "Hallo - er der nogen" ?

Super sej artikel, Kristian! Fedt du sætter gang i denne debat (gang på gang).

Minder mig meget om den debat (og kritik af kirken), som Kierkegaard også prøvede at sætte igang på sin tid - altså at selve (en lidenskabelig og passioneret) tro er det essentielle, og at det er op til den enkelte at finde sin egen sande tro. Om det så er en gud eller en større sammenhæng i naturen/verden, er op til den enkelte, bare det er noget man tror passioneret på. Han var også meget imod videnskabens abstrakte og rationelle syn mht. selvforståelsen, han syntes den objektive sandhed er ubetydelig for den enkeltes livsførelse og tro (på livet).

Det er også spændende at diskutere, hvordan vi italesætter gud. Mange afskriver Kierkegaards mere religiøse skrifter i dag, fordi vi er åh så "sekulariserede". Men jeg tror ikke Kierkegaard så gud som et væsen, men i højere grad som et forhold, der satte den enkelte i stand til at tage ansvar, tro passioneret og forholde sig til, hvordan man ønsker at leve sit liv.

Spændende!

Retsfilosoffen Ronald Dworkins bog Religion without God har også nogle interessante vinkler til denne debat (nogle vinkler, som Kristian også er inde på). Læs en rigtig god anmeldelse af bogen (skrevet af Rune Lykkeberg) her: http://politiken.dk/kultur/boger/faglitteratur_boger/ECE2141533/kan-vi-h...

"Den religiøse indstilling bygger på to præmisser, skriver Dworkin: Du er religiøs, hvis du anerkender, at menneskelivet har objektiv betydning, og hvis du anerkender, at naturen er noget enestående, som har værdi i sig selv. Religion ifølge Dworkin handler altså ikke om vores forhold til en eventuel gud, men om vores opfattelse af mennesket og naturen."

Gorm Petersen

MD: Men jeg tror ikke Kierkegaard så gud som et væsen

GP: Interessant tanke, der sætter definitionen "væsen" under pres - eller gør den - hvad er egentlig definitionen på et væsen ?

Hvad var definitionen på et "væsen" for 30 år siden, hvor de færreste troede på, at hjernen kunne udforskes ?

Hvad er den i dag, hvor mange fremtidsforskere tror, at forskellen på mennesker og maskiner - og dermed forskellen på liv og død forsvinder inden for de næste 10-50 år.

Hvor kunstige hjerner kan hensætte dem, vi ikke kan lide, i en tilstand af "graad og tænders gnidsel", og dem vi godt kan lide, i en tilstand af "fred og hvile"

Det trækker op til en duel mellem nyt og gammelt testamente. Bliver det Jesus og hans fremtidstro - døden vil forsvinde - alt vil komme for en dag ?

Eller bliver det gammel-testamentes "Babelstårnet" - hvor Gud simpelthen ikke vil tillade mennesket at få kendskab til visse hemmeligheder ?

Sider