Læsetid: 4 min.

Departementschef under pres i statsløse-sag

Da tidligere depar-tementschef i Integrationsministeriet Claes Nilas mandag blev afhørt som sidste vidne i Statsløse-kommissionen, antydede udspørgeren flere gange, at hans forklaring om et afgørende møde virkede konstrueret
11. december 2013

Advokat Poul Heidmann, der siden december sidste år gennem 27 afhøringsdage har fungeret som fast udspørger for Statsløsekommissionen, tog i billedligt talt fløjlshandskerne af, da han i forgårs skulle genafhøre den tidlige departementschef i Integrationsministeriet Claes Nilas som kommissionens sidste vidne.

Gang på gang spurgte Poul Heidmann, om ikke den forklaring, som Claes Nilas tidligere var kommet med om et afgørende møde med Birthe Rønn Hornbech i februar 2009, indeholdt »elementer af efterrationalisering«.

Hver gang blev antydningen prompte afvist.

»Jeg har ingen trang til at gendigte eller opfinde et eller andet,« sagde Claes Nilas, der nu er departementschef i Bygge- og Boligministeriet.

For at forstå dramatikken under afhøringen af kommissionens sidste vidne er det nødvendigt i første omgang at skrue tiden tilbage til slutningen af februar 2011. Efter Informations afdækning af statsløsesagen i januar 2011 havde daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) bedt sin integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) om en redegørelse om sagen. Men selv om det udadtil var Rønns redegørelse, blev teksten i virkeligheden forfattet af en særlig arbejdsgruppe af Integrationsministeriets embedsmænd, som Claes Nilas havde sammensat.

Nilas skrev selv konklusionen

Nilas havde, forud for at embedsmændene hen over en weekend i slutningen af februar 2011 skrev på den ene version efter den anden, holdt flere møder med topembedsmænd i såvel Stats- som Justitsministeriet. Her fik han vigtige input, bl.a. besked om, at redegørelsen skulle danne grundlag for statsministerens beslutning om, hvorvidt regeringens integrationsminister skulle fortsætte på sin post eller ej. Som bekendt endte det med, at Lars Løkke Rasmussen afskedigede Birthe Rønn Hornbech den 8. marts 2011.

Selv om redegørelsen kun i grove træk beskrev det historiske forløb, kom den ind på et møde i begyndelsen af februar 2009, hvor Rønn Hornbech ifølge redegørelsen besluttede, at ansøgningerne fra de unge statsløse fortsat skulle behandles efter gældende regler, det vil sige uden hensyn til konventionen. Med til mødet var angiveligt fire deltagere, nemlig Birthe Rønn Hornbech, hendes ministersekretær Christian Lützen, hendes departementschef Claes Nilas samt daværende afdelingschef i ministeriet Kim Lunding.

Selv har den tidligere integrationsminister fortalt i kommissionen, at hun ved den lejlighed blev ført bag lyset af sine embedsmænd, mens Kim Lunding pure har nægtet at have deltaget i det afgørende møde. Konkret betyder det, at det er fra Claes Nilas’ og Christian Lützens forklaringer i kommissionen, at det nærmere indhold af februarmødet er kendt, hvis de ellers taler sandt.

For at legitimere beslutningen om ikke at stille ansøgningerne fra de unge statsløse i bero, men derimod i realiteten fortsætte fejlbehandlingen, blev en kontorchef i Integrationsministeriet, der ikke havde tilknytning til sagen, men som blev anset for at være »en god jurist«, under udfærdigelsen af redegørelsen bedt om at forfatte et juridisk afsnit, således som Information refererede i går. Det gjorde kontorchefen, og det forunderlige var ifølge udspørger Poul Heidman, at han – angiveligt uden at have fået oplysninger fra hverken Claes Nilas eller Christian Lützen – alligevel nåede frem til en begrundelse, der fuldstændig passede med, hvad disse to havde fortalt i kommissionen om mødet i februar 2009.

Fik nu løbende orientering

Hvordan kunne det gå til, spurgte Poul Heidmann igen og igen, ligesom han undrede sig over, at kontorchefen ikke var blevet nærmere informeret om det angivelige forløb af februarmødet. Heller ikke de øvrige deltagere i ministeriets skrivegruppe havde tilsyneladende modtaget oplysninger om februarmødet med Birthe Rønn Hornbech.

»Efter at have travet alt det her igennem,« sagde Poul Heidmann, »sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at redegørelsen er tilvejebragt af en kreds af personer«, der »stort set ikke« har kendskab til februarmødet med Birthe Rønn Hornbech.

»Og alligevel rammer man i store træk indholdet af mødet,« sagde udspørgeren og satte så trumf på: Var Claes Nilas’ beskrivelse over for kommissionen af mødet med Birthe Rønn Hornbech i februar 2009 »i virkeligheden en parafrase over, hvad der to år senere kom til at stå i redegørelsen« snarere end gengivelse af, hvad der reelt var sket ved mødet?

»Jeg kan udmærket huske, hvilke møder jeg var med til, og hvem der var med,« svarede Claes Nilas. »Det har jeg ikke behov for at fastholde, for det var sådan.«

Da også landsdommer Peter Buhl som formand for kommissionen benyttede anledningen til at stille spørgsmål, begyndte Claes Nilas i overført betydning at rygsvømme. Så småt ændrede den tidligere departementschef nu forklaring derhen, at skrivegruppens medlemmer løbende havde fået en orientering om, hvad ministeren havde sagt:

»Jeg kan ikke huske præcis, hvad jeg har forklaret, men forløbet har jo været fuldstændig kendt (…) Vi har givetvis på de interne møder vendt tilbage til, hvad var det, ministeren sagde, og hvorfor traf hun de beslutninger. Det har givetvis været en del af mødedrøftelserne,« forklarede Claes Nilas.

Kommissionen har ikke fundet anledning til flere afhøringer og skal ifølge sit kommissorium aflevere sin redegørelse i efteråret 2014.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alle disse sager om embedsværket (dem af dem altså, der kan lugte ministeren i nakken) viser helt klart det store behov for den nye offentlighedslov.

Der er måske noget jeg er gået glip af, for jeg forstår ikke denne artikel er den sidste jeg kan finde mærket Statsløsekommissionen?
Jeg afventer selvfølgelig en afslutning på denne gyser-serie.