Læsetid: 7 min.

Departementschefens deroute

Han sidder med egne ord ’i skidt til næsetippen’, men forhenværende departementschef i Skatteministeriet Peter Loft fastholder, at han på intet tidspunkt lod sig bruge af sin minister til at forsøge at tilsværte Helle Thorning-Schmidt
Peter Loft – her med sin hund Ludwig – venter på, at skattesagskommissionens arbejde er overstået. Han mener fortsat, at han har haft ’rimelig grund’ til at handle, som han har gjort.

Tor Birk Trads

19. december 2013

Den 21. marts 2012 blev Peter Loft kaldt til møde med skatteministeren. Det undrede han sig ikke over, for som departementschef i Skatteministeriet havde han tit møder med sin minister. I hånden havde Peter Loft sin lille notesbog, så han kunne notere, som han plejede. Men det blev et meget kort møde, og få minutter senere var Peter Loft fritstillet.

Han kan i dag ikke huske, hvad der præcis blev sagt på mødet, for som han siger: »Når du får sådan et budskab, går der lidt tid, før det går op for dig, hvad der egentlig skete.«

»Men det korte af det lange var, at jeg var ikke rette mand på rette post,« fortæller Peter Loft på sit lille kontor i CBS’ bygninger på Frederiksberg, hvor Information møder ham forud for gårsdagens afhøring i Skattesagskommissionen. Og selv om ordvekslingen ikke står klart i hukommelsen, var meldingen fra daværende skatteminister for SF, Thor Möger Pedersen, klar nok: SKAT skulle igennem nogle store ændringer. Der skulle laves en ny struktur i organisationen – som følge af skattesagen – og regeringen skulle stable en skattereform på benene.

»Og jeg ville nok være for belastet af skattesagen til at kunne fortsætte,« siger Peter Loft, der nåede at være departementschef i Skatteministeriet i 18 år.

– Og det overraskede dig?

»Det ville være forkert at udtrykke det, som om det kom som et lyn fra en klar himmel, for på det tidspunkt var himlen ikke klar. Men det kom som et lyn.«

Efter mødet tog Peter Loft hjem til huset i Klampenborg, og med undtagelse af en enkelt reception har han ikke været i Skatteministeriet siden.

Skattesagen har optaget Peter Loft i mere end tre år.

Undervejs er han blevet beskyldt for at blande sig i sagsbehandlingen af Stephen Kinnocks skattesag langt ud over lovens grænser. Blandt andet ved at deltage i fem møder med direktøren for SKAT København, Erling Andersen, og ved at kræve et kort afsnit forfattet af ham selv med i afgørelsen. Et afsnit, som Erling Andersen mener, var et forsøg på at antyde, at Stephen Kinnock skulle være homoseksuel.

Selv mener Peter Loft ikke at have gjort noget forkert, og efter at han i dag afgav sidste forklaring i Skattekommissionen, er han interesseret i at give sin egen version af sagen og offentligt kommentere kritikken mod ham.

»Nu har jeg pligtskyldigt tiet stille, så længe afhøringerne stod på, men jeg kunne egentlig godt tænkte mig at have lejlighed til at tegne mit eget billede eller i hvert give svar på de spørgsmål i sammenhæng,« siger Peter Loft. På hans sparsomt indrettede kontor er der er ingen billeder af hverken børn eller kunst. Kun et par bøger om offentlig forvaltning afslører, at kontoret er beboet.

»Normalt regner man jo ikke med, at ens gøren og laden i dén grad bliver gransket,« siger han og kigger ud af vinduet.

»Jeg vil jo ikke bestride, at jeg sidder i skidt til næsetippen, så ting kunne sikkert have været lavet smartere.«

Da Peter Loft blev fritstillet i 2012, forklarede skatteminister Thor Möger Pedersen til offentligheden, at han ikke foregreb kommissionens arbejde, men at han ønskede en anden departementschef til at stå for strukturændringerne i Skatteministeriet. Det var nemlig Peter Loft, der et par år tidligere havde gjort sig selv til chef for både den daglige drift og ministeriets politiske del. Og netop denne sammenblanding af SKAT København og departementet har siden været med til at give Peter Loft problemer i skattesagen.

De »vandtætte skotter« mellem departementet og skatteregionen, som Loft selv har betonet betydningen af, er blevet beskyldt for at indeholde endog mange huller. Og i pressen blev Peter Loft fra sagens begyndelse placeret på side med Venstres daværende skatteminister Troels Lund Poulsen. Men samtidig har Peter Loft ifølge sin forklaring forsøgt at finde argumenter, der kunne overbevise Troels Lund Poulsen og hans særlige rådgiver, Peter Arnfeldt, om rigtigheden af SKAT Københavns afgørelse.

– Har du haft overvejelser om, hvorvidt du skulle placere dig på ministerens og departementets side eller på SKAT Københavns side?

»Selvfølgelig har jeg det. Jeg har taget højde for begge synspunkter og har handlet, som jeg mener, at det vil være rigtigt i en usædvanlig situation som denne her. I al den bagklogskab, man erhverver sig, kan man spørge, om det var klogt. Men jeg mener sådan set, at jeg har handlet, som jeg burde,« siger Peter Loft.

De fem møder

Det var Erling Andersen, og ikke Peter Loft, der tog initiativ til de efterfølgende så berømte fem møder, hvor Stephen Kinnocks skattesag blev drøftet mellem den daværende departementschef og SKAT Københavns ledelse. Møderne er usædvanlige, fordi en skatteminister og hans departement ikke må afgøre konkrete skattesager. Det ansvar ligger hos landets seks regionale skattecentre.

»Men jeg var sådan set enig i, at der var basis for, at vi talte sammen, fordi sagen jo var langt bredere, end afgørelser normalt er,« siger Peter Loft om de fem møder, der fandt sted i august og september 2010. De foregående afhøringer i kommissionen har vist, at SKAT København oplevede en usædvanlig indblanding i sagen fra Peter Loft og hans nærmeste. I dag har han svært ved at forstå, at »nogle objektivt konstaterbare begivenheder notorisk skal udlægges som noget suspekt«.

Lige så forkert det ville være for ham at lave egentlig sagsbehandling, lige så rigtigt måtte det være at sikre korrekte rammer for sagsbehandlingen, mener Peter Loft.

»Vi skulle efter sagens afgørelse kunne gå ud og sige: ’Vi ved godt, at afgørelsen vil blive kritiseret, men vi har gjort alt for, at alle tænkelige forhold er taget i betragtning.’«

Peter Loft har tidligere sagt til Politiken, at der kun de principielle og pressemæssige aspekter af sagen blev diskuteret ved møderne og ikke selve dens substans. Og det fastholder han også i dag.

»Jeg har ikke blandet mig i afgørelsen. Jeg har lagt øre til, hvad SKAT har fortalt mig om sagsbehandlingen. Jeg har stillet nogle spørgsmål engang imellem: ’Er det sådan, man plejer at gøre?’ osv. Men jeg har ikke på noget tidspunkt foreslået et nyt regelsæt, der kunne føre til en anden afgørelse eller noget lignende.«

– Erling Andersen er jo af den opfattelse, at du stillede »byger af spørgsmål«?

»Jeg tror nu ikke, at det var nogen stor byge. Men lad os ikke kaste os over meteorologiske overvejelser. Jeg spillede muligvis djævlens advokat, for at der skulle være taget højde for alle tænkelige spørgsmål fra eksperter.«

Peter Loft undrer sig generelt over ræsonnementet i skattedirektør Erling Andersens redegørelser og efterfølgende forklaringer i kommissionen.

»Hvis jeg har blandet mig i alle de ting, som Erling Andersen påstår, hvorfor har jeg så ikke blandet mig i de ting, som afgørelsen efterfølgende er blevet kritiseret for? Jeg kunne jo have siddet og boget den derhjemme og påpeget de svage punkter,« siger Peter Loft med henvisning til, at Skat Københavns afgørelse i Stephen Kinnocks sag senere er blevet mødt af kritik fra skatteeksperter, der mener, at skatteregionen ændrede praksis til fordel for Kinnock.

Der er ikke taget referat fra de fem møder, som Peter Loft deltog i om sagen, så det er ord mod ord. Men Peter Loft bestrider, at der skulle være foregået noget ulovligt.

»Der er jo ikke nogen, der er blevet slået ihjel her. Der er ikke noget lig, og derfor er der heller ingen morder,« siger han med henvisning til, at Stephen Kinnock ikke blev erklæret skattepligtig i Danmark, hvilket Peter Loft ifølge sine kritikere skulle have arbejdet for.

– Men man kan jo godt blive dømt for mordforsøg?

»Som sagen er blevet forelagt, og det kan jeg ikke bebrejde nogen, er den blevet beskrevet som et stærkt misliebigt anliggende. Men jeg mener, at jeg har haft en rimelig grund til at gøre de ting, jeg har gjort. Og jeg mener, at det har været i alles interesse.«

Intet pres fra ministeren

Skattesagskommissionen har i løbet af sin undersøgelse fokuseret på forskellen på at være ’presset af’ nogen og ’presset til’ at arbejde for en bestemt afgørelse i sagen. Under afhøringen i november 2012 fortalte skattedirektør Lisbeth Rasmussen, at Peter Loft på et møde i marts 2012 over for hende og Erling Andersen skulle have erkendt, at han i dagene efter afgørelsen i september 2010 havde følt sig meget presset af ministeren. Men det afviser Peter Loft blankt.

»Jeg var presset af hele situationen. Det var vi alle sammen. Men der er fandens til forskel på at være presset til noget og presset af noget,« siger Peter Loft. »Jeg har ikke på noget tidspunkt handlet på ministerens vegne.«

I dag er Peter Loft adjungeret professor på CBS og rådgiver en virksomhed om kommunikation med offentlige myndigheder. Han er stadig ansat som departementschef i staten, men han udfylder ingen opgaver. Det er også Skatteministeriet, der betaler hans telefonregning, og sådan vil det fortsætte, så længe kommissionen arbejder.

Som departementschef i Skatteministeriet havde Peter Loft 8.000 ansatte under sig. Nu har han ingen.

– Det er dit renommé, der er blevet ødelagt. Hvordan har du det med det?

»Jeg er ked af, at der er blevet rettet nogle voldsomme anklager imod mig. At politisere og blande sig i ting, man ikke må blande sig i, er voldsomme beskyldninger. Jeg mener dog stadig ikke, at jeg har gjort noget forkert, men det er jo ikke op til mig at vurdere.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lis Lak Risager
  • Malan Helge
  • Mette Hansen
  • Ivan Gullev
Lis Lak Risager, Malan Helge, Mette Hansen og Ivan Gullev anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Frandsen

Hvis Peter Loft indrømmede at han hjalp "sin minister" med at tilsværte Helle Thorning, ville han jo også tilstå "sin ministers" (og evt fremtidige chefs) skyld !

»Hvis jeg har blandet mig i alle de ting, som Erling Andersen påstår, hvorfor har jeg så ikke blandet mig i de ting, som afgørelsen efterfølgende er blevet kritiseret for? Jeg kunne jo have siddet og boget den derhjemme og påpeget de svage punkter,«

Som han jo så gør nu, hvor det begynder at stramme til.
http://jyllands-posten.dk/politik/ECE6347519/kritik-af-thorning-afgoerelse/

Man kan undre sig over, hvor meget han jo åbenbart er inde i substansen af sagen, taget i betragtning, at han som departementschef i Skatteministeriet ikke har sagsbehandlingsret eller noget der minder om det. Måske også endnu mere inde i substansen end nødvendigt, hvis det var for "presseberedskabets" skyld...

lars abildgaard, Rasmus Knus, Rune Petersen, Malan Helge og Helle Walther anbefalede denne kommentar

Hvor er det rørende. Anders Fogh Rasmussens håndplukkede mappebærer fra tiden som Skatteminister er bare en misforstået embedsmand.

Ikke et ord om den bevidste og systematiske nedbrydning og udsultning af den ligningsmæssige kontrol med det såkaldte erhvervsliv, som manden har sat i system de sidste 20 år. Venstrepolitik på embedsmandsk.

SKATs samfundsøkonomiske direktør i samme periode var i øvrigt Otto Brøns-Petersen, manden Anders Fogh takkede så grusomt for inspiration i forordet til "Fra socialstat til minimalstat". Otto kvittede af en eller anden grund jobbet i sommer til fordel for CEPOS.

Skatteadministrationen har altid været Venstres (især V.U.s) yndligslegeplads. Kan man ikke få politisk magt, kan man altid smadre administrationen og udsulte forvaltningen.

Det er skinnet af velmenende normalitet, der er mest krænkende ved den nye herskende klasse.

Bjarne Riisgaard, Ib Hansen, lars abildgaard, Rasmus Knus, Jonas Vinding Thomsen, Rune Petersen, Malan Helge, Carsten Mortensen, Helle Walther, Laust Holst, Mette Hansen og Peter Jensen anbefalede denne kommentar

Ja hvis ikke venstre havde sendt en mail til EB som afviste den, mens BT hoppede på, så var venstres folk skånet for meget, de valgte selv at rode med noget der ikke ragede dem, og som der intet forkert er ved. Peter Loft bør jo lige fortælle, at hans eksperter har tilknytning til partiet venstre så vel som han selv har det.
og det er virkelig virkelig ynkeligt at se en tidligere topembedsmand forfalde til det lave niveau hævn er. Der er ikke og har aldrig været nogen dødsliste osv, det er pure opspind og vås.
Og den med partibogen fej dog for egen dør, før der kastes med sten GS.
Den kommission er nedsat på grund af krænkelser, og lækage og magtmisbrug mistanke herom, det kan man ikke have i embedsværket eller ministeriet og Loft afslører jo kun nu ved sine angreb , at han har været alt alt for langt nede i en sag, han skulle holde sig fra.
Sagen er færdig, slut, og jo mere Loft og hans sammensvorne forsøger at puste liv den jo ynkeligere virker de som hævnens motiv. Det er pinligt at se og høre på

Tue Romanow, Rasmus Knus, Malan Helge, Jesper Frimann Ljungberg og Jesper Sano Højdal anbefalede denne kommentar
Jesper Frimann Ljungberg

@Helle Walther

Enig.
Jeg er faktisk lidt skuffet over Michael og Nils. Der er nemlig IMHO nogle ret underliggende principielle ting i den her sag, som man hellere burde fokuserer på.
F.eks. beskyttelse af person data, debatten om politiske embedsmænd versus upartiske embedsmænd, indsigt i ministeriernes arbejde (offentlighedslov) og om hvordan vi sikrer os, at det er muligt at lave et 'revisions spor' i hvordan ministerier arbejder, således at man ikke kan snøre ombudsmanden og eller offentligheden.

// jesper

Helle Walther, Tue Romanow, Rasmus Knus, Steffen Gliese og Jonas Vinding Thomsen anbefalede denne kommentar

@Jesper Frimann

"F.eks. beskyttelse af person data, debatten om politiske embedsmænd versus upartiske embedsmænd, indsigt i ministeriernes arbejde (offentlighedslov) og om hvordan vi sikrer os, at det er muligt at lave et 'revisions spor' i hvordan ministerier arbejder, således at man ikke kan snøre ombudsmanden og eller offentligheden."

Jamen det er jeg da fuldstændig enig med dig i. Derudover har denne sag vist at skodderne mellem de lovgivende (skattedepartementet) og de operationelle (SKAT/Kbh) overhovedet ikke er vandtætte nok. Bare det at SKAT/Kbh vil holde møde med en departementchef om en enkeltsag forekommer mig at være forkert, med mindre der er tale om en sag der udfordrer skattelovgivningen. Og det kunne man jo ikke påstå var det bærende element i starten af denne sagsgang.

At så sagen senere har vist sig at den tilsyneladende indeholder nyfortolkninger af skattelovene, kunne uden problemer være udfordret at departementet eller en domstol på et senere tidspunkt.

Så at SKAT/Kbh ikke har sag til departementet "I kan da sagtens få aktindsigt men i skal pisse ud af vores persillebed", forekommer mig at være et bevis på manglende adskillelse af de forskellige funktion eller manglende mod fra SKAT.

Ingen tør sige det højt:
Alle disse latente rigsretsager har deres rod! i regeringen Lars Løkke Rasmussen.
Var der skiftet regering allerede efter Anders Fogh Rasmussen ville antallet af sager være mangefold større.

Steffen Gliese, Jesper Frimann Ljungberg og Jonas Vinding Thomsen anbefalede denne kommentar
Jesper Frimann Ljungberg

@Nils Bøjden
Så at SKAT/Kbh ikke har sag til departementet "I kan da sagtens få aktindsigt men i skal pisse ud af vores persillebed", forekommer mig at være et bevis på manglende adskillelse af de forskellige funktion eller manglende mod fra SKAT.

Hvis man har prøvet at arbejde i en stor virksomhed, så ved man godt at lige meget hvor meget faglig viden, lige meget hvor meget formel teknisk autoritet du har på et område, når først de store drenge (m/k) begynder at lege med, så er det faktum at vægen er hvid, op til debat.

// Jesper

Kristoffer Larsen

Men denne her er interessant:
"Sagsbehandlerne valgte at se bort fra en tidligere afgørelse fra Skatterådet om, at man i maksimalt to-tre år kan leve som Kinnock uden at blive skattepligtig. Havde sagsbehandlerne ikke droppet to-treårsreglen, var Kinnock blevet skattepligtig."

Nej, den er faktisk ikke interessant, da der som det fremgår er tale om en afgørelse fra Skatterådet der var uden hjemmel. Bemærk også, at Loft udelukkende kritiserer hans modpart, Erling Andersen/SKAT København, for ikke at have tydeliggjort ovenstående i sagsfremstilingen.

Det politiske i sagen findes i forholdet hvor Venstre og Loft fik nedbrudt de vandtætte skotter kort inden BT begyndte på deres historie.

http://www.skat.dk/skat.aspx?oId=2068261&vId=0

Man undres mere og mere over Peter Lofts forsøg på hævn. Men man kan jo sige til ham, du ligger som du har redt, jeg har lige læst Karl Hjortnæs( tidl. skatteminister) meget fine og og oplysende indlæg i anden avis, om hvordan proceduren er og at det ikke var Kinnocks sag der " frelste" fotomodellen, det var to vidt forskellige sager. Jørgen Rosted som har skrevet en kronik fejlinformerer direkte her om procedure og regler og love som fortsat eksistere. Må jeg anbefale folk der roder grundigt rundt i den sag om at læse Hjortnæs indlæg.
Og den med " dødsliste" jamen dog jamen dog, du kunne have holdt dig på måtten og passet egen næringsvej PL, så sad du nok fortsat på den post og ikke som en bitter mand, der har dummet sig og må æde det hele fra sin feje minister, som lider af hukommelsessvigt så det basker. Den slags embedsmænd og den form for ministeradfærd, befri os fra det i al fremtid.

Kristoffer Larsen@ igen du fejler, den sag er behandlet fuldstændig efter bogen, den var ikke kompliceret, den blev gjort til noget den ikke var og aldrig har været.
Søren Hansen havde været mere end 180 dage i DK, Camilla havde arbejdet 8 dage modelarbejde til høj hyre.

Lad nu de sager hvile, de er behandlet efter bogen.

Tja og de mange selvbestaltede dommer på denne blog fortsætter af afsige "dom" før kommisionen har talt. Og skatteeksperten Helle W ved at Kbh. Skat har handlet lige efter bogen og at alle de blå er skurke. At HTS så ikke har villet tilbagebetale den skat hun glemte at betale som da blev forældet er helt ok - hykleriet taler for dig selv.

GS skån os, hun fik penge tilbage, fordi der var glemt et fradrag, og fejlen var skats, ikke hendes og sagen blev forældet ,igen SKATS skyld, så stop det vrøvl. Der er ingen der afsiger dom over nogen, men når Peter Loft selv begynder at spille dommer og ekspert, må han også tåle folk siger ham imod, når alle odds siger modsat hans vurderering. og TLP han har selv ødelagt alt for sig i sin emsighed for at tækkes Løkke som kronprins.

Arh, vist afsiger folk da dom, både her og i f.eks. dagens Politiken. De skyldige er for længst kåret. Ironisk nok har de skyldige ved deres brøde intet andet opnået end årelang omtale og spaltevis af sværtning og sågar karaktermord på lederplads.

Jesper Frimann Ljungberg

Det der er den inderste kerne i det her er at vi borgerne skal beskyttes mod centraladministrationen. Om det så er HTS der ikke kan ha sine skatteoplysninger i fred, eller Per Stig Møller der skal ha' lækket en gammel spritdom eller Pia K der ikke kan ha sin kalender i fred eller... det er sådan set lige meget.
Data om os borgere skal kun kunne tilgås 'on a need to know basis'. Og borgernes navne, adresser m.m. burde aldrig kunne fremgå af et skærmbillede med mindre en relevant sagsbehandler har 'låst det felt op', og alt udprintet materiale med borgernes navne på skal makuleres efter ret strenge regler.

Det er jo ikke noget som man ikke er vant til hvis man har arbejdet med 'konfidentielt' materiale i det private.

// Jesper