Læsetid: 4 min.

Embedsmanden, der ville redde sin minister

Endnu en gang er topjuristen Johan Reimann blevet central figur i en sag, der mere og mere ligner en politisk skandale. Nu drejer sig om en mødedato, hvor Reimann angiveligt ikke havde tid til at mødes med Retsudvalget, og for 25 år siden var han dybt involveret i Tamilsagen, der endte med at koste en justitsminister dyrt
Daværende politidirektør Johan Reimann kunne ikke deltage i det meget omtalte retsudvalgsbesøg på Christiania. Derfor blev det ifølge justitsminister Morten Bødskov aflyst, men den forklaring bringes nu i tvivl.

Peter Helles Eriksen

6. december 2013

Han spiller en central rolle i sagen om justitsminister Morten Bødskovs (S) håndtering af Retsudvalgets besøg på Christiania. Og det er ikke første gang, at Johan Reimann, der i dag er direktør for Kriminalforsorgen under Justitsministeriet, er indblandet i en sag, som kan bringe en justitsminister til fald. For 25 år siden var han nemlig som kontorchef i Justitsministeriet dybt involveret i Tamilsagen.

Justitsminister Morten Bødskov forklarede i går, at han skam ikke har ladet forkerte oplysninger gå til Retsudvalget, da udvalgets formand, Anne Baastrup (SF), på hans opfordring orienterede de øvrige medlemmer om, at en tur til Christiania måtte udskydes, fordi Johan Reimann, der dengang var direktør for Københavns Politi, ikke kunne deltage. For nok var PET af sikkerhedsmæssige hensyn skeptisk over for Pia Kjærsgaards besøg på fristaden, men denne oplysning var for fortrolig til at dele med udvalget, og det var ifølge Justitsministeren samtidig korrekt, at Johan Reimann ikke kunne deltage i besøget. Selv har den tidligere politidirektør ikke ønsket at udtale sig om sagen, men det står klart, at han må ligge inde med oplysninger, der enten kan be- eller afkræfte rigtigheden af Morten Bødskovs forklaring.

Ligesom det står klart, at Johan Reimann som direktør for Københavns Politi meget vel kan have været involveret i PET’s overvejelser angående Retsudvalgets besøg på Christiania, eftersom besøget blev forberedt i samarbejde med Københavns Politi.

For 25 år siden havde Johan Reimann sin faste gang i Justitsministeriet. Frem til nytår 1987 var han ministersekretær for daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen (K), og fra den 1. januar 1988 kontorchef i ministeriet.

Da Tamilsagen senere blev rullet op i en særlig undersøgelsesret, viste det sig, Johan Reimann var overordentlig aktiv i planlægningen og udførelsen af de aktiviteter, der senere blev stærkt kritiseret af undersøgelsesretten.

Alt i alt tegnede der sig dengang et billede af en yderst loyal embedsmand, der var villig til at strække sig endog meget langt for at beskytte og imødekomme ønsker fra sin minister.

Det åbne spørgsmål i dag er naturligvis, om denne trang til at ville beskytte sin minister også går igen i den aktuelle sag.

Den falske melodi

Først og fremmest var det Johan Reimann, der i samarbejde med den daværende leder af Udlændingestyrelsen, Frederik Schydt, fandt på det, der senere blev kendt som Tamilsagens ’falske melodi’. Den falske melodi var en tilforladelig, men fuldstændig forkert forklaring på, hvorfor Justitsministeriet ikke gav familiesammenføring til de tamilske flygtninge, der ønskede at få deres koner og børn i sikkerhed i Danmark. Frem for at sige sandheden – at Justitsministeriet på Erik Ninn-Hansens foranledning syltede tamilernes ansøgninger uden sagligt belæg – så lød den falske melodi, at behandlingen af tamilernes ansøgninger var »nedprioriteret« af ressourcehensyn, og at det »formentligt« var »mindst uforsvarligt«, at det ramte netop tamilerne, fordi situationen i Sri Lanka var »i stadig udvikling mod det bedre«. Hvert enkelt led af den falske melodi var forkert: Sagerne blev ikke nedprioriteret (de blev færdigbehandlet og så sat i bero), der var ikke en særlig mangel på ressourcer (sagerne blev jo færdigbehandlet), og endelig gik udviklingen ikke mod det bedre (tværtimod tog borgerkrigen til i styrke i Sri Lanka).

Ombudsmanden blev narret

Det var ligeledes Johan Reimann, der fandt på en listig manøvre, der gik ud på at kortslutte Ombudsmandens undersøgelse af sagen ved at involvere Folketinget. Ombudsmanden er nemlig afskåret fra at gå ind i sager, som behandles politisk af Folketinget.

Manøvren gik ud på, at justitsministerens partifælle og gode veninde, folketingsmedlem Grethe Fenger Møller, med en fax til Folketinget bad om at få ministeren i samråd om situationen i Sri Lanka i januar 1989.

Såvel ideen til samrådet som teksten i den fax, hvormed Grethe Fenger Møller bad om samrådet, var udformet af Johan Reimann. Det samme var i øvrigt det talepapir, som Ninn-Hansen skulle bruge til at svare på samrådsspørgsmålet.

At få Ombudsmanden til at trække sig ville, som Johan Reimann forklarede Ninn-Hansen, være en »sidegevinst« ved samrådet. Det viste sig endog, at det var en manøvre, som tidligere var anvendt i Johan Reimanns tid som ministersekretær i en anden sag.

I første omgang lykkedes det at få Ombudsmanden til at trække sig. Johan Reimann havde da også selvstændigt sørget for, at Ombudsmandens kontor fik kendskab til samrådet. Men efter en del diskussion i Retsudvalget viste der sig et flertal for at opfordre Ombudsmanden til at genoptage sin egenhændige undersøgelse af Tamilsagen. Den endte med en særdeles skarp kritik af Justitsministeriet, men først da der senere blev etableret en undersøgelsesret, blev hele den omfattende sag oprullet.

Lugte sig selv i nakken

Mens Johan Reimann således på flere måder spillede en uheldig rolle i Tamilsagen, var han omvendt også den af alle embedsmændene i Justitsministeriet, der flest gange opfordrede Erik Ninn-Hansen til at genoptage behandlingen af tamilernes familiesammenføringssager.

Det var også Johan Reimann, der på egen hånd og i dybeste hemmelighed orienterede Ombudsmandens kontor i sommeren 1988 om det retsbrud, der fandt sted i ministeriet med tamilernes ansøgninger. Og endelig var det også Johan Reimann, der var fadder til den senere så berømte bemærkning til Erik Ninn-Hansen om, hvad han risikerede, hvis han ikke sørgede for, at sagsbehandlingen hurtigt blev normaliseret: Så ville Erik Ninn-Hansen få en næse »så stor, at han ville kunne lugte sig selv i nakken.«

Men først og fremmest var Johan Reimann den loyale og pligtopfyldende embedsmand, der gik til grænsen og lidt længere for at redde sin minister.

/

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Markus Bruun
  • Carsten Mortensen
  • Jan Pedersen
  • Rune Petersen
  • Malan Helge
  • lars abildgaard
  • Espen Bøgh
  • Niels Mosbak
  • Søren Jessen
  • Ivan Gullev
Markus Bruun, Carsten Mortensen, Jan Pedersen, Rune Petersen, Malan Helge, lars abildgaard, Espen Bøgh, Niels Mosbak, Søren Jessen og Ivan Gullev anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

Ak ja - jeg kan sagtens huske navnet Johan Reimann og den falske melodi og spørgsmålet til ministeren, der skulle tvinge ombudsmanden ud af tamilsagen.
Grethe Fenger.Møller var så uforsigtig, at hun undlod at overføre Reimanns oplæg til sit eget brevpapir, inden hun stillede spørgsmål til ministeren.
Men disse sager har jo ikke skadet Johan Reimanns karriere i justitsministeriet; men det var godt nok i overkanten at se en sådan løgnhals udnævnt til politidirektør i København.

Karsten Aaen, Markus Bruun, Søren Roepstorff, Jan Pedersen, Carsten Mortensen, Rune Petersen, Oluf Husted, Malan Helge, Janus Agerbo, Bjarne Andersen, Per Møller, Lene Christensen, Mihail Larsen, lars abildgaard og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar

- vise det holder vand - er Bødskov ikke bare inkompetent og politisk ubegavet - han er en svag leder der ikke formår at føre øksen over den moralske råddenskab og tyrannisk ledelsesstil der hersker rundt om i justitsministeriet.

Karsten Aaen, Oluf Husted og Lene Christensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Andersen

Det bliver rart med den nye antioffentlighedslov, så vi slipper for alle de skandaler.

Markus Bruun, Oluf Husted, Benjamin Bach, Janus Agerbo og erik mørk thomsen anbefalede denne kommentar

Det uhyggelige er nok, at disse sager i stedet for at skade de involverede, snarere har fremmet deres karriere, fordi de har udvist vilje til at følge en ministers luner snarere end loven.

Karsten Aaen, Markus Bruun, Jan Pedersen, Carsten Mortensen, Rune Petersen, Oluf Husted, Janus Agerbo, Bjarne Andersen og Lene Christensen anbefalede denne kommentar

Iøvrigt burde "den falske melodi" jo øjeblikkelig have haft en anden konsekvens: at der blev stillet krav om allokering af ressourcer til løsning af opgaven.

Børge Rahbech Jensen

Denne artikel minder mest om tankespin fra pressens side. Det er alene pressens gæt, hvilke oplysninger Johan Reimann kan ligge inde med, som kan be- el. afkræfte en forklaring, som pressen tydeligvis ikke tager for gode varer. Det er nok de færreste, der kan huske endsige dokumentere, hvorfor de meldte afbud til et møde for et halvt år siden. For mig står det lysende klart, at nogle journaliste er ude i et politisk ærinde, som de ikke fortæller offentligheden, og som passer dårligt til en formidlende rolle.

Det fremgår ikke engang, hvad formålet var med Retsudvalgets besøg på Christiania, eller hvorfor Johan Reimanns deltagelse i et formøde var afgørende.

Retsudvalgets besøg på Christiania passer dog fint med en anden politisk dagsorden fra dagspressens side, og den eneste, der blev forulempet i forbindelse med besøget, var sjovt nok en journalist, som forsøgte at dokumentere hashhandel med skjult kamera. De seneste år har pressen jo påtaget sig opgaven med dokumentation af ulovligheder, som den lovgivende magt (Folketinget) så kan tage stilling til. Det er blevet den fjerde statsmagts opgave, ligesom den nu har påtaget sig opgaven med vurdering af embedsmænds begrundelser for afbud til møder. Jeg må bare konstatere, at den fjerde statsmagt ikke repræsenterer befolkningen men alene repræsenterer sig selv.

Mandatar Torben Wilken og Helle Walther anbefalede denne kommentar
Ole Chemnitz Larsen

Behage magten - selv i strid med loven.

Er en udbredt praksis i embedsværket, når magten/ledende myndighedspersoner er i knibe, herunder også ministre.

Sådan er det bare.

Også i Justitsministeriet,

hvor der er en del tjenere med rygende pistoler i lommerne.

Hold nu op med at det vås og spin og gætterier. Reimann er ikke rodet ind i noget her, Og Bødskov har ikke gjort noget galt, han har håndteret sagerne, som det er kotyme i PET. Oppositionen og deres håndgangne spin venner på alle blogs og medierne digter og laver hypoteser, dømmer, fordømmer osv.osv. Det er ved at være for meget og for dumt. Og det er så gennemskueligt.
Der kører en 24 timers hetz på regeringen p.t, dels fra Ø, dels fra DF og V, de har hver deres motiv, et fælles= hævn, 1. fordi de gode Ø folk fejlede med finansloven, de må selv tage ris til egen bag, ,og fordi V leder Løkke dummede sig og fejlede i GGGI sagen og hvad deraf følger med moderniseringsstyrelsen og datters rejse osv. osv. og DF, fordi de ikke kan få skovlen ind mht udlændinge osv. og Pia kan kun trives, hvis hun er i medierne dagligt. Vi andre vil så gerne være fri for fruen.
Man finder hår i suppen, man pisker en stemning op, som TV med stormen BODIL
skift nu rille. Der kommer samråd, der kommer svar. hvornår lever oppositione en politik, et projekt en vej for Danmark?

Ole Chemnitz Larsen

De ansvarliges egne dokumenter

Kære Helle Walther

Kommer kun med beskyldninger,

der kan dokumenteres med de ansvarliges

egne dokumenter og begynder-jura.

Ole C. L. Den antagelse står for din egen regning.

Jeg forsøger at at få hysteriet ned på jorden, kald det, hvad du vil. Jeg er uenig med dig.

Jeg er ikke tilhænger af lemmingeffekten i medierne eller på diverse blogge. Men du har åbenbart følt dig truffet. Beklager.

@ Peter Hansen

Netop!

Johan Reimann, Claes Nilas, Anne Kristine Axelsson, Henrik Grunnet og så videre.

De har alle haft fingrene dybt nede i alvorlige skandaler, men de bliver belønnet tifold hver gang embedsmisbruget sættes i værk.

Justitsministeriet er en sump af embedsmisbrug, føren Folketinget bag lyset og foragt for lovgivningen.

Sjovt nok er det netop dét ministerium om nogen, der sidder og skal være forfatter af, fortolker af, rådgiver om og udøver af ... landets love.

Det er da meget muligt at PERT trænger til en gevaldig oprydning, det sker så også nu med PET chefs afgang. Men de ting man hænger Bødskov op på er for tynde.

Og juralovens nr. 1: Mistanke er ikke det samme som bevis, og bevis mangler. Der er ingen rygende pistol mod MB. Ingen. Kan man ikke jurabegyndelsen, skal man nok ikke være jurist.
Og det kunne jo være, det er alm. sjusk at Reimann ikke har fået svaret en sekr. i politiet i god tid, om han var forhindret.
Når Løkke kan "glemme" at indberette sine indtægter og betaling af datters 27.000 kr rejse, til Rio, en mand, som bejler til landets højeste embede, så kan en Reimann vel også uden nogen skal have hugget hovedet af, glemme at svare på en mail, han måske ikke mener, er så vigtig? gætterier, ja men lige så troværdigt som andres her.

Det er seneste "bevis" mod MB. Den holder ikke i byretten.

Jeg har heller ingen særlig tillid til de 4 personer MBruun omtaler, men jeg ved ikke om det er sandt, jeg ved det kun fra medierne. Man kan også nævne FOGH, HJORT, Kr. Jensen, som alle har forbrudt sig mod loven på forskellig vis, kr. J. på grundloven sågar,men klaret frisag gr. DF har fredet dem hver gang. Først nu pilles Foghs periode lidt fra hinanden, flere sandheder kommer frem. og de to andre m. fl. fra V hold, har jo reddet skindet fra langt langt værre ting end det, der omtales nu, gr. DF, der altid var tilfreds med den ene tåbelige forklaring efter den anden. det fik de så løbende betaling for på anden vis. Sådan er det. Så DF skulle spille med lidt færre muskler, endd et råberi vi nu ser.

Mandatar Torben Wilken

Johan Reimann, Claes Nilas, Anne Kristine Axelsson, Henrik Grunnet m.f. fik alle af dommer Hornslet, en alvorlig løftet pegefinger med en krystalklar oplysning om, at en embedsmand, der handler i "ond tro", er omfattet af Straffeloven. Da beviserne ikke var så klare entydige, gik de implicerede embedsmænd dengang helt fri.
Det er ministrene og deres partifæller der beskytter embedsmændene. Det kan de have forskellige motiver til. Skal de dømmes efter Straffeloven, kræver det håndfaste beviser og embedsmændene har konkret selv håndsret over tilstedeværelsen af dem der belaster. Den nye Offentlighedslov kan også benyttes til at dække over sådanne beviser. De to kommissions, sager der kører for øjeblikket, viser med al tydelighed, at hukommelsen er en flygtig vare. Det alvorlige er, at borgeren, som dette i virkeligheden drejer sig om, har meget få muligheder om overhovedet nogen reel og stærk nok mulighed for at skaffe sig fundamentet for en politianmeldelse. På denne måde kan man sige, at de "Sorte får" hytter sine egne i et broderskab. En stor grad af beskyttelse gælder embedsmændene set fra politikernes side.
Nogle ministre vil netop finde det hensigtsmæssigt at samle og holde på sådanne "loyale jurister" og holde en god fod med DJØF. Denne rolle opfylder Justitsministeren Morten Bødskov (S) 100 % til fuldkommenhed og det afdækker kun mandens menneskelige og faglige kvaliteter. Det er statsministeren og ikke folket der bestemmer hvem der skal være minister. Bliver det for "varmt i stolen" så laves der en minister-rokade.
Med nogen rette kan man stille spørgsmålet, hvem er demokratiet mest til gavn for.

@ Torben Wilken

Lige præcis!

Og når embedsværket er domineret af 100 karrieremennesker uden en flig af respekt for retsstatens værdier og kun tilgodeser deres egne og deres netværksvenners interesser, så er det umuligt at komme deres embedsmisbrug til livs.

Se bare Claes Nilas: Hvis man vil politianmelde vedkommende, så sidder hans hustru Lise-Lotte Nilas som Statsadvokat for København og våger over ham og hans kumpaner i statsadministrationen.

Topembedsfolkene elsker svingdørsprincippet og de skifter mellem hinandens stillinger konstant og opnår dermed en professionel og social samhørighedsfølelse, der er det lim der holder dem sammen i embedsmisbruget og sørger for at holde eventuelle dissidenter og whistleblowere i toppen ude af spillet.

Klager man til Folketingets Ombudsmand, så ved alle med bare lidt indsigt i tingene, at Jørgen Steen Sørensen om nogen er systemets mand og den store beskytter af Justitsministeriet og landets øvrige topembedsfolk. Han var og er det værste valg af demokratiets vagthund nogen kunne have valgt, hvis man vel at mærke ønsker en vagthund og ikke en skødehund. Ombudsmanden ved allerede at hans tid som ombudsmand (med den ny lov) er tidsbegrænset og derfor har han ikke tænkt sig at blive uvenner med de topembedsfolk han skal tilbage og arbejde med om få år.

Koger man det hele ned, så er Danmark ikke regeret af Folketinget eller landets love, men af 100 topembedsfolk der sammen koordinerer, aftaler, beskytter og dækker over hinanden og den ene tjeneste har gennem årene altid vist sig, at være den anden værd.

Når man tænder for fjernsynet og en eller anden politiker står og brøler op (typisk fra EL eller DF) om, at nu vil politikerne tage affære, så er det bare gas. Det ved de måske ikke selv - politikerne - men det ved topembedsværket.

Når en minister bliver et problem for embedsværket udstiller de vedkommende ved at lække til medierne og sørge for at få hende eller ham i fedtefadet og så er løbet kørt for den minister. Neeeext!

Ingen over eller ved siden af de 100 topembedsfolk. De regerer og de ved det.

Det demokratiske princip er af samme gode grunde, som det anføres ovenfor, lodtrækningen. Hvem som helst forventes at kunne træde i statens tjeneste for en kort bemærkning, for derefter at returnere til sin almindelige borgerstatus og derfor være socialt presset til ikke at udnytte positionen til egen vinding.

Det, som vi altid bebrejder Sydeuropa: den tidlige pensionering for folk i offentlig tjeneste, kunne vi lære af. Den løbende udskiftning er en del af et værn imod alt for megen magtbrynde.

Man kan roligt regne med at der er noget muggent på færde, når Johan Reimann er involveret.

Glem ikke sagen mod Camilla Broe, som Reimann i samarbejde med daværende justitsminister Lene Espersen, håndterede på ækleste vis. Han henvendte sig til de amerikanske myndigheder og bad dem om at forlange at få Camilla Broe udleveret på trods af at han klart og tydeligt havde fået besked om at hendes sag i USA var forældet.

Formålet var naturligvis at få testet "terror-lovgivningen", men Camilla Broe måtte forlade sin lille datter i et halvt år indtil de amerikanske myndigheder som ventet sendte hende retur. Sagen har haft enorme peronlige og økonomiske konsekvenser for Camilla Broe og hendes familie.

Når Johan Reimanns navn dukker op i en sag, skal alle alarmklokker ringe.

Karsten Aaen, Markus Bruun og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

@ John Nyegaard

Det var en utrolig god pointe med Johan Reimann og Camilla Broe-sagen og at Johan Reimann endnu en gang lavede en "reimann", da han under bordet bad USA om, at anmode om udlevering.

Lige siden Johan Reimann lavede en "reimann" i Tamil-sagen, har den mand og hans slæng af modbydelige embedsmisbrugende topfolk i det offentlige forpestet livet for en masse uskyldige i befolkningen og har misbrugt sit hverv på det groveste.

I USA havde et par gode advokater for længst stoppet den slags embedsmisbrug gennem retssystemet, men i Danmark gider advokater sjældent at lægge sig ud med topembedsfolkene (som de i øvrigt kender fra jurastudiet og VL-grupperne).