Læsetid: 11 min.

Han gør splittelsen synlig

Forfatteren Kim Leines selvbillede blev igen flået i stykker, da han for nylig modtog Nordisk Råds Litteraturpris. Men det er sådan, det skal være. Det vestlige menneskes åg er forestillingen om et fasttømret selvbillede, siger han
Forfatteren Kim Leine er født i Norge, har boet adskillige år i Grønland og vendte tilbage til Danmark i 2004. Han debuterede i 2007 med romanen ’Kalak’.

Tor Birk Trads

6. december 2013

Der står en blond kvinde ved siden af Kim Leine. Han gemmer sig bag de bruskede øjenbryn og smiler kun, når hun vender sig mod ham.

Publikum klapper. Leine har modtaget Nordisk Råds Litteraturpris 2014, den fineste i rækken af priser, Leine har indkasseret for romanen Profeterne i Evighedsfjorden. Imens er det, som om hans selvbillede bliver mast.

For syv år siden forlod han det hus på Langeland, han havde råd til at betale på kontanthjælp, med en stak papirer i en plastikpose. Posens indhold var Leines første roman, Kalak.

»Jeg kan ikke se mig selv som populær,« siger han, da Information møder ham et par uger efter prisoverrækkelsen. Profeterne i Evighedsfjorden er købt af over 60.000 danskere og oversat til 12 sprog.

Kim Leine debuterede sent. Mens andre forfattere går på universitetet eller læser hinandens tekster på Forfatterskolen, lå sygeplejersken Kim Leine på et koldt toiletgulv i Nuuk med en kanyle i albuevenen, og blodet strømmede ned ad armen. Og han tænkte, »det her må jeg kunne bruge i en roman«.

Misbrugeren var på det tidspunkt stadig kun på sporet af sit nye stof, ordet. Hvordan kan man rumme så forskellige selvbilleder? Forandringerne sker selvfølgelig ikke fra den ene dag til den anden. Men den Kim Leine, der lå der på badeværelset, er vel den samme Kim Leine, der sidder på en litteraturfestival i Torino, hvor en italiensk skuespiller læser op af hans roman med store armbevægelser, mens Leine i tilstræbt tilbagelænethed får simultanoversat spørgsmål fra publikum i en øresnegl?

Han må jo have en kerne, en rød tråd, et sted på den rette hylde – de begreber vi bruger, når vi skal få et liv til at passe. Hvordan passer det på Kim Leine?

Den psykologiske fagkundskab beskriver selvidentitet som noget, der almindeligvis opleves som kontinuerligt over tid og sted. Man skal kunne genkende sig selv i dag, i går og i forgårs. På den måde bliver ens oplevelser og tankeverden – samt ens fortælling om en selv – en vigtig del af identiteten.

Hvad er Kim Leines kerne, hvordan rummer han sig selv?

»Forestillingen om et fasttømret selvbillede er det vestlige menneskes åg. Det har andre folkeslag ikke nødvendigvis. Jeg kan se på grønlændere, at de ikke har noget fast selvbillede, og det gør dem meget mere dynamiske. De kan forvandle sig på ganske kort tid. Du kan møde en grønlænder, hvor man tænker, hold da kæft, han har ikke lang tid tilbage, og så forsvinder vedkommende for at dukke op nogle måneder senere, totalt tjekket og med en lederstilling i et firma. Han har ’morfet’ sig ind i en helt anden tilstand. Det kræver, at man ikke har et fasttømret selvbillede.«

»Men danskerne når bare aldrig at se det. Vi er der for kort tid og kender ikke de grønlandske familier godt nok. Det er en kulturel forskellighed, som jeg muligvis overfortolker, men grønlændere har ikke så travlt med at definere sig selv,« siger Kim Leine.

Han har en spraglet skjorte på i dag. Det plejer han ikke, siger han. Indimellem nervøst fingererende, men også påfaldende rolig, hvilende i sig selv, uanfægtet.

»Kan man flytte sig et helt andet sted hen på et øjeblik. Kan et menneske ændre sig? Det er et grundlæggende eksistentielt spørgsmål. Det er populært i vores kultur at sige, at jeg er den, jeg er. Det skal man ikke skamme sig over, man skal acceptere sig selv og tage skæbnen på sig. Det er indarbejdet i vores sprog: En identitet er noget fast, man ikke skal forsøge at røre ved. Det tror jeg ikke på.«

Hvad mener han så om den selvudviklingsbølge, hvor kravet til det moderne menneske ganske vist er konstant tilpasningsevne, men også jagten på en kerne, der kan modstå presset?

»Det ser vi vel, fordi folks selvbillede vakler. I den moderne verden bliver selvbilledet udfordret. Jeg bruger det bare aktivt. Det er også derfor, jeg får skæg, klipper det af igen, farver hår og tager noget forskelligt tøj på. Det gør jeg helt bevidst. Selv om det er det vestlige menneskes svøbe at søge efter en kerne, tror jeg, at vi alle samtidig bliver udsat for det med at skulle være mere udflydende, plastiske og udefinerlige.«

– På den måde er det dig, der har bukserne på, når du står på en scene og føler, at det er bizart, at folk kan lide dig, eller når de griner ad noget, du siger til et af dine foredrag?

»Det er sundt at blive udfordret på sit selvbillede ... Jeg, der er narkoman, har levet 15 år i vildmarken og trives godt med at være helt alene uden andre mennesker overhovedet, står der og underholder. Jeg, der altid har været usynlig, bliver synlig. Jeg prøver ikke på at have noget fast selvbillede, men mit selvbillede er jo, at jeg er en enspænder. Men i praksis er jeg jo ikke dér.«

Derfor fortæller Kim Leine historier om menneskets psykologiske uensartethed. Han går imod det sentimentale, freudianske menneskesyn, der ser en sammenhæng mellem alt, der sker. For Leine er mennesket en rodebunke, og hvis man rystede det, ville alle løsdelene i det rasle. Men udadtil formår vi at samle det til en helhed over for omverdenen.

»Vi er ikke så nydelige og ensartede. Det vil jeg gerne bruge som fortællende princip. Jeg vil gøre splittelsen synlig, og det, tror jeg, kan være befriende for mange.«

Psykologisk helle

Måske er det de modsætninger, Kim Leines liv altid har bestået af, der har givet ham den indsigt, at modsætninger ikke skal overvindes. I stedet for at slå sig på dem kan man acceptere dem. Tidligt grundlagde Kim Leine det, han i dag kalder sit dobbeltsyn på sig selv. Det er evnen til at se sig selv udefra, der fik ham til dér på gulvet at se sit eget liv som romanstof. En evne, der opstod af nød, da Kim Leine voksede op i et stærkt dogmatisk miljø som Jehovas Vidne i en lille bygd i Norge.

»Jeg har altid haft et iagttagende blik på min egen identitet. Det kan også være en hæmsko, fordi det fjerner noget spontanitet. Men det stammer sikkert fra nogle oplevelser i barndommen, som jeg ikke rigtig kunne forholde mig til. Angsten for Armageddon, at være anderledes og blive mobbet, fordi jeg var Jehovas Vidne. Så går man ud af sig selv og laver en slags psykologisk helle uden for sin egen krop og personlighed. Og så sidder man der i tryghed og betragter katastroferne, den ene bølge efter den anden.«

Kim Leines evner for spaltning bliver forfinet i en lejlighed i København, hvor Leine bor med sin far, efter han som 17-årig bryder med Jehovas Vidner.

Efter flugten fra Norge må han begynde på bar bund med at opbygge en ny identitet. Han er nødt til at glemme alt, hvad han har lært. Og han bliver »sårbar over for hajer i farvandet«, som han siger i dag.

Kim Leine bliver incestoffer, overgrebsmanden er faren. Det blev også romanstof i gennembruddet Kalak fra 2007.

»Alle incestofre har brug for at se sig selv udefra. Men det gør, at det er meget meget svært at forenes med sig selv igen bagefter.«

– Hvordan har du lært at leve med dine modsætninger?

»Det er først noget, jeg har lært sent i mit liv. Da jeg skrev min første roman, fulgte der en accept af, hvad der var sket. Det diffuse, der nu er ens liv, blev pakket sammen i en bog og sendt på markedet. Det er et litterært projekt, men også et terapeutisk. For mig handlede det om, at kunne man tage sit eget liv, forme det som en roman og underkaste det selvoplevede stringente regler, der nu er for at skrive en roman, så havde jeg for alvor overvundet mit eget liv. Det er selvfølgelig en illusion, men det virker, og så er det jo lige meget, at det er en illusion.«

Gentager farens mønster

Kim Leines temaer går igen i Profeterne i Evighedsfjorden, selv om romanens handling foregår i 1700-tallet. Lige som Leine tager den unge præst Morten Falk til Grønland, landet, der bliver brugt som stedet, hvor drømme går i opfyldelse og bringer den flygtende et nyt sted hen.

Men mødet er farligt. Begge udvikler de et misbrug, Falk finder nøglen til det loft, hvor koloniens alkohol opbevares.

Leine finder sit stof den 11. september, mens tårnene brænder, og han bliver bedre og bedre tilpas på kodein.

»Men jeg er jo ikke Morten Falk. Jeg er meget bedre til at se mønstrene i mit eget liv, end han er,« konstaterer Kim Leine. Et af mønstrene er, at han ligesom faren bruger andre i en seksuel frigørelse.

Og ligesom Leines mor kender alt til, hvad der foregår i baglokalet i farens frisørsalon i Norge, hvor en uerkendt homoseksualitet udleves, accepterer Leines første kone også hans behov for andre kvinder.

»Det er den parallelitet, som næsten ikke er til at holde ud. At jeg gentager de samme mønstre som min far. Eller at man gentager det koloniale mønster, den danske mand og de grønlandske kvinder. Men man gør det ud fra en psykologisk nødvendighed, som man ikke selv er herre over. Ikke at jeg fralægger mig ansvaret. Men det var en metamorfose på det seksuelle område.«

Kim Leine havde brug for at krænge sin incestidentitet af sig. Og i Grønland kom de seksuelle muligheder strømmende, som ikke havde været der før, fordi han havde været ekstremt genert over for kvinder. Det eneste, det krævede af ham, var, at han sagde ja.

»Det var på godt og ondt et opgør med min identitet, og jeg følte det som utroligt befriende, for jeg vidste godt, at mit selvbillede var forankret i incestoplevelsen. Men det havde uheldige konsekvenser, for jeg havde kone og børn med derop.«

Leine og hans daværende kone blev skilt. Ikke på grund af kvinderne, dem accepterede hun, selv om det var smertefuldt. Men fordi han hele tiden tog tilbage til Grønland, efter de var vendt hjem til Danmark, for at børnene kunne gå i dansk skole.

»Vi var begge meget usikre i vores seksualitet, da vi mødte hinanden. Vi var de to eneste tilbage, når alle de andre lå og bollede. Derfor havde vi jo aldrig været forelskede, men var fundet sammen i et kammeratskab, der ikke havde den sårbarhed, som forelskelsen giver,« siger han.

Incest og lyst

Et andet mønster, der går igen, er trangen til at gå forrest og foregribe et overgreb ved selv at udføre det. En slags Stockholm-syndrom, hvor Leine har sympati med overgrebsmanden.

Da han var barn i Norge, blev han mindst en gang om ugen kørt til en fjerntliggende dal, hvor han gik fra gård til gård med en dokumentmappe under armen og afleverede lektien til de lyttende bondekoner. Kim Leine var kun 12, og det var alt for tidligt at blive fuldtidsforkynder. Men han bad selv om det og var dermed selv ansvarlig for det ’overgreb’.

På samme måde lagde Kim Leine indimellem selv op til sex med sin far.

»Det er vigtigt at forstå det, så man ikke laver et sentimentalt billede af offeret som fuldstændig passivt. Problemet er netop, at offeret spiller med. Og ofte ikke bare spiller med, men også tager initiativ selv, fordi man bliver forført, og man gør det, der forventes af én. Det gjorde jeg også. Man føler lyst, og kroppen reagerer med nogle meget tydelige fysiske tegn, og der står man med en umulig bevisbyrde. På den måde er den mandlige krop jo en forræder. Jeg rystede som et espeløv, men min krop reagerede som en gorilla i brunst. Det var en splittelse, der var meget ubehagelig.«

Og måske er det også det, der har drevet Kim Leine. At acceptere at man kan være et offer, der også selv vil.

»Der er noget attråværdigt ved ikke at være et offer, for det vil man ikke ses som. Men der er også en skam forbundet med selv at tage initiativ. Det er også en dobbelthed. Det er jo ikke sådan, at onde handlinger nødvendigvis fører til ondskab, og gode handlinger fører til godhed. Og det er jo i sidste ende meget godt, for så ligger ansvaret for livet hos en selv. Jeg fik ansvaret for mig selv. Det tog mig godt nok mange år at finde ud af det, men man kan ikke give andre skylden. Hvad kan man bruge det til?« spørger Kim Leine og ser ud som én, der ikke kan modsiges. Heller ikke af sin egen far. Faren vil ikke bede om tilgivelse.

Men Leine har fået noget, der i hvert fald minder om hævn uden farens medvirken.

»Jeg har ikke fået rigtig hævn. Det kan man ikke få over sådan én som min far, for det er ikke muligt at få ham til at erkende, at han har lavet noget forfærdeligt og har brug for tilgivelse. Han føler, han har gjort alle de rigtige ting. Okay, det kan være, at han har begået en strategisk fejl: været i seng med den forkerte, altså sin egen søn. Men det er en fodfejl, der kun blev en fejl, fordi det blev opdaget. Derfor indfinder følelsen af hævn sig aldrig. Hvis man endelig skulle få hævn, ville den, man hævner sig over, selv blive et offer, som alle har ondt af, og så går det hele i stykker. Det var jo ikke det, der var meningen,« siger Kim Leine og griner sin tørre latter.

Kim Leine har brudt med sin far, da det ikke var muligt at tage opgøret.

Hans egne to voksne børn har også haft brug for ikke at se ham i nogle år. Men i dag har datteren en lejlighed få hundrede meter fra Leines i Ørestaden. Og den ældste søn bor for tiden hos Kim Leine, hans nye kone og deres to små børn. Identiteten som familiefar og arbejdet som forfatter vil Kim Leine gerne holde fast i.

Misbruget af medicin og kvinder er lagt på hylden, nu misbruger han ord. Kreativitet er for Leine nært forbundet med misbrug. Det er bare først nu, at misbruget kan kanaliseres ud gennem skrivekunsten.

»Der er mange typer afhængighed i mit liv. Det forsvinder aldrig, det går bare ud ad døren og kommer ind igen i en ny forklædning. Og det kan være meget svært at få øje på, hvor misbruget er i mit liv lige nu. Men det er vigtigt at være meget observant over for det, for det kommer altid i en ny form. Jeg faster for eksempel i dag. Mad kan også blive et misbrug, men jeg forsøger at bekæmpe min tendens til at overspise med forskellige diæter. Ellers kanaliserer jeg meget af min energi igennem skrivningen, og jeg ser det kreative behov som nært forbundet med det destruktive, med misbrug og afhængighed. Jeg kan garantere dig for, at mange af de narkomaner, der ligger rundt omkring, er store kunstnere.«

Heldigvis optog forlaget posens indhold som roman dengang for syv år siden.

»Det, jeg gør nu for at kradse i selvbilledet, er at udfordre den måde, jeg skriver på, for jeg har tænkt mig at holde fast i identiteten som forfatter så længe som muligt.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lone Christensen
  • Kristian Løwenstein
  • Eddie Nielsen
  • Søren Peter Langkjær Bojsen
Lone Christensen, Kristian Løwenstein, Eddie Nielsen og Søren Peter Langkjær Bojsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu