»Jeg vil gerne blive i Danmark. Fordi jeg har min farmor og farfar, kusine og fætter og venner og en dejlig skole.«
Sådan sagde den syvårige pige Im Nielsen til TV2, inden hun sammen med sin thailandske mor Suthida blev udvist til Thailand den 11. november, fordi hendes danske far året før var død af kræft.
Udvisningen af den lille pige blev mødt med så omfattende protester, at alle partier i Folketinget på nær Dansk Folkeparti tre dage efter blev enige om at ændre udlændingeloven, så lille Im og andre børn i fremtiden ikke bliver udvist, hvis deres opholdsgrundlag ændres ved en herboende forældres død.
Men selv om det var hensynet til lille Ims ve og vel, der optog såvel offentligheden som mange politikere i de hektiske novemberdage, så er det ikke barnets tarv, der har størst fokus i lovbemærkningerne til det lovudkast, som Justitsministeriet nu har sendt i høring. I stedet er fokus lagt på den efterladte udenlandske forældres vilje og evne til at integrere sig i det danske samfund: Inddragelse af udlændingens og dermed barnets eller børnenes opholdstilladelse kan ifølge lovudkastet »undlades«, hvis »udlændingen har udvist vilje og evne til at integrere sig her i landet.« Derimod er hensynet til barnets tarv i lovbemærkningerne formuleret som et en overvejelse, der sammen med andre hensyn kommer i anden række: »Herudover forudsættes blandt andet hensynet til eventuelle børn, situationen i hjemlandet, omfanget og karakteren af eventuelt samvær med mindreårige børn bosiddende i Danmark samt karakteren af udlændingens tilknytning til Danmark i øvrigt fortsat at skulle indgå i vurderingen.«
Svage børn lades i stikken
At barnets tarv sættes i anden række møder kritik fra flere sider. Ifølge børnepolitisk rådgiver Inger Neufeld fra Red Barnet må »Red Barnet endnu en gang konstatere, at Danmark vælger at tage afsæt i forældrenes situation i stedet for barnets.« »Det nytter ikke at lave sådan en lov, der kun tager hensyn til de børn, hvis forældre har overskud nok til at blive integreret. Vi risikerer at svigte de børn, der måske har allerstørst behov for hjælp, når lovændringen formuleres på denne måde,« siger Inger Neufeld.
Per Larsen, der er formand for Børnerådet, siger, at det manglende hensyn til barnets tarv »ikke er vores kop te«.
»Princippet bag at lempe på reglerne er godt nok, så set med den konkrete sags øjne er det et godt resultat. Men vi har hæftet os meget ved, at Børnekonventionen netop bestemmer, at en beslutning skal tage hensyn til barnets tarv, men det sker rimelig ofte, at man glemmer den problematik.«
Professor Jens Vedsted-Hansen fra Aarhus Universitet har også set nærmere på lovudkastet.
»Man kunne få den tanke, at formålet er at begrænse praksisændringen til de tilfælde, hvor den efterlevende ægtefælle er særligt velintegreret i det danske samfund. Dette er i og for sig i orden, hvis det er lovgivningsmagtens intention, men det stemmer ikke helt med det indtryk, man kunne få af debatten om Im for fire uger siden,« siger Jens Vedsted-Hansen, der tilføjer:
»Det kunne se ud som om, man er ved at lovgive anderledes end de hensigter, der fremkom fra bredt politisk hold i november, hvor det tilsyneladende var hensynet til den afdødes stedbarn eller -børn, der skulle tillægges stor vægt. Dette ser ikke ud til at slå tydeligt igennem i den foreslåede lovændring.«
Inger Neufeld fra Red Barnet understreger, at »barnet jo ikke har nogen indflydelse på, om dets far eller mor gør det rigtige.«
Hun forstår derfor ikke, hvorfor loven ikke sætter barnets tarv i første række:
»For en måned siden var den offentlige opmærksomhed på Im og hendes situation, ikke på hendes mors integration eller mangel på samme. Derfor er det besynderligt og også forkert, at man nu er blevet enige om at lave en sådan lov uden at sætte barnet i centrum.«
Professor Jens Vedsted-Hansen peger desuden på, at den kommende lovændring egentlig ikke er nødvendig, hvis man ville forhindre udvisningen af lille Im. Spørgsmålet om inddragelse af opholdstilladelse i de tilfælde, hvor den herboende ægtefælle afgår ved døden, er nemlig »fakultativ«, det vil sige, at den indeholder et skøn.
»Der skal altså foretages en afvejning mellem inddragelsesgrunde og modstående hensyn, og der kan næppe være noget til hinder for at flytte balancepunktet i de situationer, hvor inddragelsesgrunden er ægtefællens død, kombineret med særlige børne- eller integrationshensyn. Man kunne med andre ord have undladt at inddrage opholdstilladelsen for Im og hendes mor. Det ville givetvis have indebåret en generel praksisændring, men den er der efter min mening rigelig hjemmel til på det eksisterende lovgrundlag,« siger Jens Vedsted-Hansen.
Ingen opbakning til barnets tarv
Før sin udnævnelse til SF-formand lagde Annette Vilhelmsen som sit partis børneordfører netop vægt på barnets tarv frem for forældrenes. Det skete eksempelvis, da Radikale i august 2012 fremsatte forslag om at give forældremyndighed til op til fire homoseksuelle forældre i såkaldte regnbuefamilier. Dengang sagde Annette Vilhelmsen til Kristeligt Dagblad: »Barnet skal beskyttes bedst muligt. Vores perspektiv vil være barnets behov, ikke forældrenes.«
I dag siger SF’s udlændingeordfører, Karina Dehnhardt Lorentzen: »I de her sager vil barnets interesser ofte være sammenfaldende med morens. Barnets interesse er at være sammen med moren, og morens interesse er at bo i Danmark.«
Karina Dehnhardt Lorentzen tilføjer, at på SF’s initiativ er det vedtaget i regeringsgrundlaget at se nærmere på, hvordan barnets tarv kan indarbejdes på alle områder.
– I november var al den offentlige interesse på Ims side – ikke på hendes mor. I risikerer jo at udvise fremtidige Im’er?
»Det kan man godt hævde. Man skulle måske have lagt mere vægt på barnets behov, men ofte vil barnets interesse være sammenfaldende med morens,« siger hun og fortsætter:
»Man har taget udgangspunkt i den konkrete sag, og den handler om en tilknyttet ægtefælle. Der er jo ikke altid børn indblandet, og derfor er lovudkastet lavet på den måde.«
Tom Behnke (KF) mener ikke, at lovudkastet sætter barnets tarv i anden række:
»Under alle omstændigheder er det en samlet vurdering, så barnets forhold kommer også med i vurderingen. Det er typisk den voksne, der har et barn med, sjældent det modsatte. Derfor er det formuleret i den her rækkefølge. Hvis den herboende samlevende dør, så kan man undlade udsendelse, hvis der er vilje og evne til at lade sig integrere.«
– Men så er det jo ikke barnets tarv, der ligger først for?
»Jo, det er det da også. Barnets tarv er at være sammen med sine forældre. Der er ikke noget, der ligger i første eller anden række. Det er en samlet vurdering,« siger Tom Behnke, der oplyser, at lovudkastets ordning er »kopieret fuldstændigt« fra den ordning, der gælder for udenlandske kvinder, som forlader et forhold på grund af vold.
– Men så er der risiko for, at en fremtidig Im bliver udvist, hvis ikke en forælder vil lade sig integrere?
»Ja,« svarer Tom Behnke.
Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen har også tidligere været meget klar i mælet omkring lille Im. »Jeg mener, at man bør tage hensyn til barnets tarv, når man tager stilling til, om en familie skal have afslag på familiesammenføring og udvises,« sagde hun i forbindelse med udvisningen af den syvårige pige til Thailand.
– Men hvordan kan du så gå med til sådan et lovudkast?
»Det er helt forkert, at loven lægger vægt på forældrenes evne og vilje til integration og ikke på barnets tarv. Jeg tog det op med Morten Bødskov, men der var ikke opbakning fra de øvrige partier til, at barnets tarv skulle være det afgørende,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.
Det er en gummiparagraf.
Alle som ikke slutter op om DF eller KF er jo ikke integrerede.
Jyske Lov, der blev skrevet i nærheden af Gåsetårnet i 1241, derefter bragt til Viborg på hesteryg for at blive vedtaget. Gør i sin indledning opmærksom på, at loven skal beskytte de svage i samfundet. Det er enker, tjenestefolk, børn og udlændinge, da det er disse personer der oftest er udsat for vold.
Man må sige den gamle kong Valdemar Sejr, følte et stort socialt ansvar for sine medborgere. Dette kunne dagens lovgivere lære meget af. Vi ser jo den ene tåbelige afgørelse efter den anden. Det er så folket der gør opmærksom på misforholdet.
Det er meget typisk for et samfund hvor hovsa lovgivningen florerer og dens følger aldrig bliver gennemtænkt.
Da det er neoliberalister der sidder og lovgiver har de meget svært ved at se deres egen utilstrækkeligheder og vil derfor ikke afbøde de tunge slag der rammer borgeren.
Fra SF og hele vejen ud til højre bør der fyres folk, der ikke vil omskoles til et demokrati, der ikke skal ligge under for de rige og en presse der er manipoleret af de rige. Der kom vi vidt omkring.
nu er vi kommet dertil, at selv når der lovgives ud fra enkeltsager (hvilket er populistisk) så er heller ikke her, menneskeligheden indraget. Hvordan skal det dog gå fremover. Det er beskemmende. Tidligere har der dog været et stænk af menneskelighed i lovgivning ud fra enkeltsager (ellers ikke) men nu er den også forsvundet. der er ikke meget hjerte tilbage i dansk lovgivning. kun hensynet til produktivitet er tilbage. Et meget fattigt samfund vi overlader til vores børn.
Det er da ikke så svært at forstå lovudkastet. Den politiske enighed bundede i en kommende valgsituation, regions- og kommunevalg og den måtte ikke forstyrres af denne sag. Nu er valget overstået og så er vi nede i den vanlige rille. De internationale konventioner er for de fleste politikere på Christiansborg pæne ord uden bindende betydning og lovkraft. Der skal klare og håndfaste konsekvenser til, bag den daglige tilsidesættelse af borgernes rettigheder. Vi skal ikke give op, men holde fast.
Hvor er det pinlig læsning om Johanne Schmidt-Nielsens udmelding til sidst i artiklen.
Hun åbenbarer at hun slet ingen klæder har på og vi ser at det ikke klæder hende.
Som jeg skrev i en anden artikel om Im ...
"Folketinget kunne ikke drømme om at give Im og hendes mor statsborgerskab med det samme.
Næh, hendes mor skal gå rystende gennem processen med midlertidig opholdstilladelse, sprogkrav osv. og så håber politikerne at moderen misser chancen og foretager sig et eller andet der gør, at opholdstilladelsen for moderen trækkes og hun så tager barnet med sig tilbage til Thailand.
Al lovgivning inden for udlændingeområdet om det kommer fra SF eller DF drejer sig om, at forhale, besværliggøre, umuliggøre, stresse og i det hele taget gøre opholdet i Danmark så ubehageligt som overhovedet muligt, så vedkommende finder et andet refugium."
Til Ulrik Dahlin:
Først og fremmest en stor tak for en velskrevet artikel om et utroligt vigtigt emne.
Et forslag til din næste undersøgende artikelserie kunne være om et ganske nært beslægtet emne til Im-sagen og den efterfølgende ’ekspress-lovgiving’, Im’s historie udløste.
Her tænker jeg specifikt på de mange børn med dansk statsborgerskab, som i de sidste 12 år er blevet tvangsudsendt fra Danmark, fordi deres ene (udenlandske) forælder ikke levede op til de mange og meget stramme krav til familiesammenføring, der er blevet strikket ind i Udlændingelovens brogede patchwork-tæppe.
Et ret klokkeklart eksempel som nok de fleste er bekendt med kunne være sagen med lille 1-årige Emma, hvis danske far Benny Andersen ikke blev tilladt at leve sammen med Emma’s Taiwanesiske mor Cheng-Ting Lee her i landet pga. reglerne for selvforsørgelse. Her skal jeg skynde mig at påpege at det pricipielle i Emma’s sag IKKE er reglerne for selvforsørgelse, hvilket et samlet folketing tilsyneladende ellers er så forhippet på at bilde befolkningen ind.
KERNEN i lille Emma’s sag er i virkeligheden netop spørgsmålet om barnet’s tarv.
Er det virkelig sådan, at Emma er bedst tjent med at vokse op i Taiwan sammen med hendes mor, hvor Emma så må nøjes med at se sin danske far med års mellemrum? Eller er det mon bedre for hende, at det er hendes mor, hun kun kan se en håndfuld gange indtil hun bliver voksen? Hvad med hendes danske sprog? Hendes rødder her i landet? Hvorfor må Emma ikke nyde godt af en dansk skolegang, gratis lægebehandling hvis hun bliver syg, eller bare at kunne blive passet og forkælet af farmor og farfar hjemme i sofaen på Bornholm når hun har lidt feber?
Hvor meget betyder et dansk statsborgerskab EGENTLIG, når det ’blot’ er et lille pæredansk barn, der bliver hældt ned af brættet, mens Thorning og co. holder fine og festlige skåltaler om deres ’robuste og retfærdige’ udlændingepolitik…?
Et andet presserende spørgsmål er om der egentlig overhovedet er nogen lovhjemmel i dansk ret til at deportere lille Emma fra Danmark? Enhver, selv en garvet embedsmand i Justitsministeriet med et forstenet hjerte i brysthulen kan nok regne ud, at hvis Emma’s mor bliver nægtet at tage ophold her i landet, så efterlader hun næppe sit lille spædbarn hos sin danske mand, hun tager selvfølgelig sit barn med sig tilbage til Taiwan, hvor hun kan give det den moderlige kærlighed og pleje, som et spædbarn ikke kan undvære. Selvfølgelig.
Og så står vi i en situation, hvor den eneste måde man kan beskrive den danske stats behandling af en af sine egne statsborgere, nemlig lille Emma, er som en de facto udvisning. Danmark smider et lille dansk barn ud af landet ’på r*v og albuer’, som man så poetisk kunne være tilbøjelig til at udtrykke det.
Men er det overhovedet lovligt? Ikke ifølge den britiske højesteret. (http://www.supremecourt.gov.uk/docs/UKSC_2010_0002_ps.pdf).
I 2011 fandt retten at det IKKE er i et barns bedste tarv at blive deporteret fra det land, som barnet formelt er statsborger i. Det er faktisk i strid med artikel 8 i den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Endvidere fandt den britiske højesteret, at det aldrig kan være vigtigere at opretholde en stram udlændingelovgivning end at tilgodese et barns tarv. Rettens pointe i denne forbindelse var, at uanset hvilken brøde et mindreårigt barns forældre måtte have begået i forhold til reglerne for ophold og familiesammenføring, så kan det aldrig være BARNET, som skal bøde for dets forældres synder.
En meget essentiel pointe, som i både Im-sagen og Emma-sagen, såvel som i de mange, mange andre børnesager vi konstant oplever rammer avisernes forsider, aldrig bliver belyst af hverken presse eller politikere.
Jeg er meget enig med Martin Hansen. Og faktisk også med Tom Behnke. Medierne er gået helt i selvsving over Im, sikkert fordi hun ser så sød ud. Men faktum er altså, at hun er en thailandsk pige, og at hun kun kom til Danmark, fordi hendes mor flyttede hertil for 3 år siden.
Så hvis hendes mor ikke skal være her længere, fordi hendes danske mand er død, skal Im selvfølgelig heller ikke være her. Det siger da sig selv. Og dette er da ikke at "svigte" Im på nogen som helst måde. En 7-årig pige skal da først og fremmest være der, hvor hendes mor er. Og børn går altså ikke automatisk i stykker af, at deres forældre flytter. Im fulgte jo også med, da hendes mor flyttede til Danmark. Så hvad i alverden er forskellen?
Den, der stod i en særlig situation efter mandens død, var hans enke Suthilda Nielsen og ikke hendes datter. Så selvfølgelig er det først og fremmest enkens situation, den nye lov fokuserer på, og ikke hendes datters.
Og skal vi så ikke lige huske på, at dødsfald - heldigvis da - jo altså langt fra er den mest almindelige årsag til, at familiesammenførte får deres opholdstilladelse inddraget. En langt mere almindelig årsag er, at kærligheden ikke holdt, og at parret er gået fra hinanden.
Og de par har jo OGSÅ sammenbragte børn. Suthilda Nielsen og hendes datter Im havde boet i Danmark i mindre end 2 år, da manden døde. Og budskabet fra bla. Red Barnet i denne artikel er, at vi svigter Im groft, hvis vi tvinger hendes mor til at rejse tilbage til Thailand.
Men set fra barnets side er det da fuldstændig ligegyldigt, hvad ÅRSAGEN er til, at dets mor eller far forlader Danmark og tager barnet med sig. Og hvis Suthilda Nielsen var blevet skilt, så var hendes opholdstilladelse jo OGSÅ blevet inddraget, og det endda selvom hun havde boet her i væsentligt mere end 2 år.
Der er ægtefællesammenførte, der har fået inddraget deres opholdstilladelse efter både 5, 7, 8 og endnu flere års ophold i Danmark pga. en skilsmisse. Og de har da OGSÅ børn i mange tilfælde.
Så hvis der skal tages større hensyn til børnenes tarv, så er det nok snarere de generelle regler for permanent opholdstilladelse, der skal ændres. Og f.eks. føres tilbage til 2001, hvor alle opholdstilladelser blev gjort permanente efter en prøveperiode på 3 år. Og ikke som i dag tidligst efter 5 år, hvor en mængde forskellige krav om eksempelvis uddannelse eller fuldtidsarbejde desuden skal være opfyldt.
Det er selve kernen i den såkaldt "faste og fair" eller "robuste og retfærdige" udlændingepolitik, der prioriterer indvandringskontrol og andre samfundshensyn højere end børns tarv. Så derfor er der et valg, folk må træffe. Man kan ikke på samme tid fastholde denne politik og tage store hensyn til børns tarv, som Martin Hansen også så glimrende redegør for.
Og i forhold til al den opmærksom, Im har fået, synes jeg måske nok det var på sin plads at flytte lidt mere af fokus over på de børn, hvis forældre stadig er gift og gerne vil leve sammen, men blot ikke kan få lov til dette af den danske stat. Som f.eks. Benny Andersen fra Bornholm. Den sag er for mig at se et betydeligt større problem end Im-sagen.
Men her er der ingen politisk vilje til at løse problemet ved at lave reglerne om. Og heller ikke noget særligt pres i den retning fra mediernes side.
Im sagen er klar. Hverken mor eller datter er danske statsborgere og dermed heller ikke unionsborgere (EU). En humanitær opholdstilladelse var åbenbar, men det ønskede Morten Bødskov (S) ikke hun skulle have sammen med sin mor. Opholdet i DK inden hendes stedfaders ulykkelige død var meget kort.
Hvad angår Emma så er sagen helt anderledes. Emma er dansk statsborger og dermed dansk unionsborger. Der er faldet dom i EU-domstolen som fastslår, at man ikke må forhindre en unionsborger fysisk i at udnytte sine rettigheder som unionsborger ved at udvise moderen og dermed efterlade barnet til en handicappet far, vil være ulovligt. Jeg har tilbudt faderen og moderen at hjælpe dem, men de valgte at moderen skulle udrejse selv og at de selv ville klare sagen.
Hermed er der truffen en afgørelse vi alle må respektere.