Nyhed
Læsetid: 1 min.

Sass fuldender comeback

Flere omrokeringer i regeringens vigtige udvalg
Indland
13. december 2013

Mens alles øjne i forbindelse med regeringsrokaden har været rettet mod de ny og afgående ministre har erhvervs- og vækstminister, Henrik Sass Larsen (S) i al ubemærkethed fuldendt sit politiske comeback.

Regeringsrokaden medfører nemlig også udskiftninger i SRSF-regeringens to mest magtfulde udvalg, koordinationsudvalget og økonomiudvalget.

Henrik Sass Larsen indtræder nu i sidstnævnte udvalg, hvor regeringens samlede økonomiske politik fastlægges. Økonomiudvalget behandler forslag til finanslove, de økonomiske relationer til kommuner og regioner og andre initiativer og sager med væsentlige konsekvenser for økonomi og budget.

Pladsen i økonomiudvalget er blevet ledig, fordi beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) skifter plads til koordinationsudvalget, hvor justitsminister Morten Bødskov (S) hidtil har siddet. Koordinationsudvalget behandler større væsentlige initiativer og sager fra regeringen, herunder blandt andet større regeringsudspil og lovforslag.

Holger og Pia bytter

Den nye udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) og transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) bytter også plads, så han fremover sidder i koordinationsudvalget og hun i økonomiudvalget.

Det bliver således Pia Olsen Dyhr, og ikke den nytiltrådte skatteminister Jonas Dahl (SF), der sammen med partiformand Annette Vilhelmsen på sit partis vegne skal kæmpe om den økonomiske linje med regeringskollegerne.

Modsat i dag har Skatteministeriet og Justitsministeriet således ikke længere plads i regeringens inderkreds, mens Udenrigsministeriet samt Erhvervs- og Vækstministeriet er tilbage.

Fremover hedder medlemmerne af koordinationsudvalget derfor Helle Thorning-Schmidt (S) (formand), Bjarne Corydon (S), Mette Frederiksen, Margrethe Vestager (R), Morten Østergaard (R), Annette Vilhelmsen og Holger K. Nielsen. Mens økonomiudvalget kommer til at bestå af Bjarne Corydon (formand), Henrik Sass Larsen, Margrethe Vestager, Morten Østergaard, Annette Vilhelmsen og Pia Olsen Dyhr.

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her