Læsetid: 4 min.

Søvndal fordufter under magtens tåge

Villy Søvndal fik aldrig gennemtrumfet så meget som én mærkesag i sin tid som udenrigsminister og står nu tilbage som symbolet på, at SF knækkede under magtens åg, da partiet endelig kom i regering
Villy Søvndal meddelte i går, at han trækker sig som udenrigsminister. Han forlader også Folketinget.

Jakob Dall

12. december 2013

SF knækkede under åget, da partiet kom til magten. De stadig færre, men til gengæld dybt frustrerede folkesocialister ville sikkert have håbet, at dommen var en sen erkendelse, som den nu tidligere udenrigsminister og SF-formand Villy Søvndal selv var kommet frem til som begrundelse for sin afgang i går. Men spådommen stammer fra en anden tidligere udenrigsminister, socialdemokraten Per Hækkerup, helt tilbage i 1960’erne. Præcist som forudsagt svigtede civilcouragen, da det blev alvor for Søvndal & Co.

Embedsapparatet fik effektivt slukket enhver gnist af vilje til forandring. Status her to år efter valget er, at ikke et komma er blevet ændret i den førte udenrigspolitik. Hvis Danmark stadig skulle have et manøvrerum for at føre en marginalt anden og mere selvstændig kurs, ja, så er det i hvert fald blevet holdt godt skjult for 61-årige Villy Søvndal.

Selv den systemtro forgænger på posten, den konservative udenrigsminister Per Stig Møller, der tilmed blev offentligt ydmyget og kuet af statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), udviste større mod til at gå egne veje, end Villy Søvndal blot antydningsvist har forsøgt. Deltagelsen i regeringssamarbejdet har i det hele taget været så psykisk nedbrydende og ideologisk opløsende for SF, at det er skæbnens ironi, at Villy Søvndal i går så sig nødsaget til – og helt forståeligt – at trække sig fra posten på grund af fysiske problemer i kølvandet på den blodprop i hjertet, han blev opereret for i slutningen af oktober.

Til forskel fra stort set alle andre ministre i SRSF-regeringen har Søvndal haft egne mærkesager med større perspektiv. Fiaskoen som udenrigsminister træder kun så tydeligt frem, fordi den står i kontrast til Søvndals fortid som udfordrende idépolitiker.

Den skarpeste kritiker

Tilbage fra de unge år har han virket optændt af drømmen om at skubbe Danmark forrest som en progressiv kraft for nye, solidariske og bæredygtige løsninger på den globale scene. Som oppositionspolitiker var Villy Søvndal også en af de skarpeste kritikere af grundlaget for Irakkrigen og Danmarks involvering i hemmelige torturfangetransporter, og han har også været klar fortaler for f.eks. anerkendelse af Palæstina. Men kun indtil 3. oktober 2011, hvor parolerne blev pakket ned og hemmeligstemplet. Søvndal kom hurtigt til at personificere kontrasten mellem på den ene side folkesocialisternes profil som kritisk oppositionsparti og på den anden side den omtågede birolle som et socialt hattedamealibi for de to andre regeringspartier.

Under Søvndals periode som udenrigsminister er den førte linje hverken blevet trukket mod venstre eller i retning af større åbenhed, kun indhyllet i grå tågesnak.

Joschka som rollemodel

Opstigningen tegnede ellers lyserød-grøn: Villy Søvndal fængede bredt folkeligt an i sin korte glansperiode, ja, næsten som en form for popstjerne tilbage omkring 2007, og da ingen kan beskylde ham for tidligere at have manglet markante holdninger til internationale spørgsmål, tegnede udenrigsministerposten til at kunne blive en succes for Villy Søvndal personligt og en iøjnefaldende platform for Socialistisk Folkeparti. På papiret havde Villy Søvndal alle forudsætninger for at forvandle sig selv til en dansk udgave af den tyske udenrigsminister, den grønne Joschka Fischer – i den progressive tradition tilbage fra svenske Olof Palme. Men i virkelighedens verden har perioden i Udenrigsministeriet været den mest anonyme i mands minde.

Samtlige principper og højtsvævende idealer faldt til jorden med et larmende tavst brag, da Villy Søvndal trådte ind på Asiatisk Plads.

Pludselig stillede han sig fuldt tilfreds med de udenomssnakkende embedsmandsnotater, som han tidligere tordnede mod, når VK-regeringens ministre i 00’erne forsøgte at forklare følgagtigheden over for vores større og stærkere alliancepartnere. Pludselig var det ligegyldigt, om CIA havde fløjet rundt med torterede fanger i Grønland, og pludselig stemte Danmark blankt i en afstemning om at optage Palæstina som observatør i Unesco. Alt fast og solidt forduftede.

Tragisk heltefigur

At Søvndals håndgangne mænd fra den interne forvandlingsproces, hvor SF blev strømlinet til at kunne træde med ind i en regering, alle er faldet fra undervejs, har også gjort ondt værre: Da Villy Søvndal opgav formandsposten sidste år, blev det samtidig et farvel til de mest loyale væbnere: skatteminister Thor Möger og erhvervsminister Ole Sohn.

På kort tid blev SF bloddrænet for stort set alle de yngre talenter og ældre handlekraftige folk, som i det mindste kunne forklare omverdenen, hvad partiet ville opnå med regeringsdeltagelse. Alligevel fortsætter linjen uantastet, og videreføres nu blindt, som af en zombiehær, uden at hverken den nye formand, den stormombruste socialminister Annette Vilhelmsen eller den gamle formand, den boligejerbesatte Holger K. Nielsen, synes at kunne forklare, hvad SF egentlig laver i en samspilsramt regering, som i dag skal rokeres rundt igen-igen.

Villy Søvndal har grundlæggende ikke indfriet de forventninger, som SF’erne fik stillet i udsigt, da han i 2007 vandt overvældende tilslutning til ideen om at bringe folkesocialisterne i regering. Men forsøget blev gjort, og alene ambitionen om at ville give SF realpolitisk indflydelse, gør, at Villy Søvndal vil blive husket som en af de største politiske lederskikkelser på den danske venstrefløj. Han træder tilbage som en helt, om end som en tragisk helt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Lindy Hansen
  • Tino Rozzo
  • Mogens Michaelsen
  • Tove Lodal
  • Carsten Mortensen
  • Daniel Mikkelsen
  • lars abildgaard
  • Viktor Knudsen
  • Olaf Tehrani
  • Thomas Krogh
  • Ivan Gullev
  • Palle Yndal-Olsen
  • Rasmus Knus
  • olivier goulin
Kurt Lindy Hansen, Tino Rozzo, Mogens Michaelsen, Tove Lodal, Carsten Mortensen, Daniel Mikkelsen, lars abildgaard, Viktor Knudsen, Olaf Tehrani, Thomas Krogh, Ivan Gullev, Palle Yndal-Olsen, Rasmus Knus og olivier goulin anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hovedet på sømmet, Lars Trier Mogensen :-)

Hvor må det have været skuffende for SFs vælgere at se VS gang på gang stå frem på tv i den bedste sendetid og gøre knuder på sig selv bare for at tækkes amerikanerne.

Jeg forstod ikke hvorfor at han ville udenrigsministerposten, når han på forhånd vidste at det var så langt fra hans egne ideologiske synspunkter, at han aldrig ville kunne fylde den ud, men blot virke som en skødehund for HTS; og i virkeligheden endnu mere de borgerlige.

Hans Jørgen Vodsgaard

En god analyse, bortset fra at du gør for meget ud af Villy ved at kalde ham en tragisk helt. For en helt er en person der både har klar fornuftmæssigt begrundede mål og en stærk vilje til at forsvare sine egne synspunkter og værdier - og taber på trods af fornuft og vilje. Villy havde desværre ingen af delene. Han var som den nuværende formand en Bambi på glatis - uden mål eller med, og derfor et let offer for at blive systemets redskab.

Villy valgt urafstemningen om formandskabet i 2005. fordi man mente at han havde et socialpolitisk hjerte, der aldrig ville svigte de svage og bidrage til at styrke uligheden i samfundet - og det første han gjorde i regeringssamarbejdet var at blåstemple øget ulighed og uhørte angreb på velfærdsstaten, og som udenrigsminister kæmpede han blot for ikke at dumme sig personligt og afvige fra de givne mainstream holdninger.

Et partis styrke kendetegnes bl.a. ved , at det evner at væge en formand, der kan være et idepolitisk fyrtårn, men Villy blev i 2005 valgt som ny formand overfor Pia Olsen og Meta Fuglsang - og meget godt kan man sikkert sige om begge, men ikke at de stod for et socialistisk eller blot venstreorienteret idemæssigt ståsted. De var i bedste fald velmenende socialliberale.

Villy blev formand på trods af at han aldrig havde tidligere og heller ikke efterfølgende havde udtrykt nogen ide eller mening om, hvad socialisme egentlig handlede om og hvilken politisk strategi, man måtte vælge. Han blev valgt på trods af han ikke opfyldte det mest basale krav for enhver politisk leder for ethvert politisk parti om at være en idemæssig leder. Det samme skete med bjørnebandens succes i SF - megen poseren men intet idepolitisk indhold.

Villys problem er partiet problem - SF har reelt ikke anden eksistensberettigelse end at overtage Radikale Venstres rolle som et socialliberalt midterparti, alt i mens de Radiale placerer sig på den yderste højrefløj sammen med Liberal alliance.

ordan man strategiske kunne med klare hodninbger og værdier og Villy er et idealtypisk udtryk for SF's situation. Hans Da han blev valgt stod

Tove Lodal, Karsten Aaen og Brian Rosberg anbefalede denne kommentar
Hans Jørgen Vodsgaard

Et lille historisk tilbageblik: Tilbage i SF's storhedstid i 80erne var vi en gruppe i 1983, der fik til opgave at relancere SF's daværende tidsskrift "Her og Nu" som tidskriftet "Praksis". I et af redaktionsmøderne gav Holger K. følgende fyndige beskrivelse af venstrefløjens situation:

"DKP er de handlekraftige, VS er de er kloge, og SF er er de handlesvage og dumme" - og så vidt jeg kan se er der ikke noget nyt under solen - udover at Enhedslisten forhåbentligt nu som de eneste både er de handlekraftige og kloge. Selvom man kan tvivle - når Enhedslisten vælger en (reelt) underdanig og ubetingede støtte til den nuværende blå regering og en af dens uduelige SF-ministre (formand eller ej).

Maria Jensen, Tove Lodal og Torben Selch anbefalede denne kommentar
Markus Hornum-Stenz

Det for alvor interessante ved Triers analyse er, om den reelt går på Villy og hans person, eller mere generelt på progressive (venstrefløjs)ideologer og hvad der sker, når de som regeringsbærende går over til at bekæmpe systemet indefra.

Det er symptomatisk for tidens populistiske politiske klima, at de 3 partier som sætter den politiske dagsorden - DF, EL og LA - aldrig har siddet i regering....

steen ingvard nielsen

Man må anerkende, som der står i atiklen, at Villy Søvndal, har stået for en f de største enkeltmands præstationer på venstrefløje i nyere tid. At der også kan være en bagside af en medalje, har vi jo set med selv så uangribelige folk som Anders Fogh Rasmussen.

Niels Engelsted

Som gammel sur mand værdsætter jeg altid perfide Lars Trier Mogensens ondskabsfulde kommentarer, gnæk, gnæk. At det ondskabsfulde så ofte kommer sandheden nærmere, gør bestemt heller ikke noget.

Jesper Frandsen

Ja - SF knækkede under magtens åg og er nu under mrs. Nobody's "ledelse" på vej tilbage til hængekøjen, fra hvilken man jo har 50 års erfaring, så der sker nok ikke så meget. Så begynder konkurrencen med EL om hver der er bedst til at være EL.
At klandre SF for det borgerlige flertal, vi har haft siden 68, er bare en af de sjofelheder Villy og andre måttet døje med i starten af regeringsdeltagelsen. Pludselig var "SuperVilly" ikke så god, når målingerne gik nedad, og man kappede linen i vadestedet.
Man vil gerne være med på vinderholdet - men fuck arbejdet, det sure og det virkeligt svære. Det er meget sjovt at være akademisk sur og perfid på den der rigtige indforståede måde og modtage "anbefal kommentar" og "like's" fra kampfællerne. Jeg er trist over at Villy har måttet betale så høj en pris for andres naivitet !

Om Villy Søvndal fik noget igennem i sin tid som udenrigsmenister eller ej !

Den Danske befolkning burde spørge sig selv,om de overhovedet,har fået noget under diverse Borgelige regeringer?
Magtens koridoer er tomhed uden indhold?

Villy Søvndal havde indhold ,på stort set alle de vigtigste områder,uden at underkende menneskers rettigheder!( den ultra borgelige fløj udbener stort set alt ) ! Det minder mest om Fandens forgård der vil undergrave fremtidens unges muligheder for at kunne forsørge det bestående samfund i fremtidens Danmark?
RESPEKT TIL VILLY SØVNDAL,FOR HANS VIRKE,OG TAGEN KONCEKVENSEN AF DEN HØJE PRIS HAN TAKKER AF PÅ,EFTER ENDT TJÆNESTE FOR DET DANSKE!

jens peter hansen

Villy fik ingen mærkesager igennem. Nåh nej, det var der vel heller ingen der regnede med. Sidst SF fik en mærkesag igennem var 1994, da de blev så forskrækkede over at det blev et nej til Maastricht at de straks med lidt kanel og sukker fik brygget den samme traktat sammen i Edinburgh og sagde at den var hel ny.
SF har altid rettet ind når virkeligheden kom nær. Hvad havde man forventet ? Fred i Mellemøsten ?

John Vedsegaard

At Villy er druknet i lovgivning og embedsmænds brug af denne, er synd da han ellers har haft gode intentioner hele vejen.
Men det viser os at Danmarks største problem er mængden og uigennemskueligheden af vores lovgivning er langt ude.

Glimrende analyse af Lars Trier Mogensen, kun synd at den skæmmes af den afsluttende salut: "Villy Søvndal har grundlæggende ikke indfriet de forventninger, som SF’erne fik stillet i udsigt, da han i 2007 vandt overvældende tilslutning til ideen om at bringe folkesocialisterne i regering. Men forsøget blev gjort, og alene ambitionen om at ville give SF realpolitisk indflydelse, gør, at Villy Søvndal vil blive husket som en af de største politiske lederskikkelser på den danske venstrefløj. Han træder tilbage som en helt, om end som en tragisk helt."
Til dette om en stor lederskikkelse osv, hvor LTM helt mister det politiske fodfæste, måske i et forsøg på at ophæve lidt af den ellers skarpe kant overfor en politiker der må gå, ikke grundet sin fatale politiske indsats, men desværre grundet sygdom, kan man blot citere Peter Mogensen ((Tirsdagsanalyse TV2News 16/10-12 om Thor Möger Petersen og SF ved Thor Mögers afgang som skatteminister): 'Det er jo, frit oversat fra PM, ingen kunst at komme i regering, hvis man sælger hele ens politiske butik for at komme derind! - og slet ikke når ens politiske boldøje tilmed er så elendigt eller arrogant, at man ikke opdager, at man har mistet hele sit politiske bagland i processen.' Det samme gælder til fulde Villy Søvndal desværre!
http://www.garps-verden.com/2012/10/ridderen-af-den-bedrvelige-skikkelse...