Sundhedsstyrelsen kørte journalist ’temmelig langt ud på et sidespor’

Interne e-mails mellem embedsmænd i Sundhedsstyrelsen rejser spørgsmål om styrelsens praksis i sager om aktindsigt. En embedsmand forsøgte med egne ord at ’tage luften’ ud af en sag, som en journalist ønskede indsigt i, og kørte journalisten ’langt ud på et sidespor’
Da en journalist søgte aktindsigt i en rapport hos Sundhedsstyrelsen, forsøgte en embedsmand at ’tage luften ud’ af vigtigheden i det materiale, der forelå i sagen. Et forsøg på vildledning, som kan være i strid med vejledningspligten, mener ekspert
9. december 2013

»Jeg talte meget lang tid med journalisten i går, og som ventet vidste hun overhovedet ikke, hvad hun havde spurgt om,« skriver en embedsmand i Sundhedsstyrelsen 10. september rundt til flere kolleger i en e-mail.

Journalisten, som bliver omtalt, er fra Politiken og har fem dage tidligere sendt en anmodning om aktindsigt til styrelsen. I den beder hun om indsigt i en rapport om blandt andet hjertestartere. Desuden beder hun om alle dokumenter knyttet til rapporten, som styrelsen har udvekslet med Sundhedsministeriet.

Embedsmanden skriver videre i mailen, som også er sendt til flere chefer i Sundhedsstyrelsen, at han under telefonsamtalen med journalisten kørte hende »temmelig langt ud på et sidespor, hvor jeg fik hende til at forholde sig ordret til sin anmodning (…), så den kunne blive bedre præciseret.«

Det viser en intern korrespondance i styrelsen, som Information er kommet i besiddelse af.  

Sten Bønsing, der er lektor ved Juridisk Institut på Aalborg Universitet, har læst den interne mailudveksling. Han mener, at den måde, som sagen bliver behandlet på, kan være i strid med forvaltningsretten.

»At køre folk ud på et sidespor er normalt det, som kaldes vildledning – at få folk væk fra det, sagen handler om. Og det er jo i den grad i strid med forvaltningsretten, for man får ikke præciseret en anmodning ved at lede folk ud på et sidespor,« siger han og understreger, at offentlige myndigheder har en pligt til at vejlede korrekt. I mailen skriver embedsmanden også, at han under samtalen med journalisten har forsøgt at »tage luften meget ud af vigtigheden af det materiale, der måtte ligge på sagen, både at det ville tage et godt stykke tid at genfinde det, og at det jo var historisk (…), men hun fastholdt sit krav.«

Igen kan det være i strid med vejledningspligten, når medarbejderen forsøger »at tage luften« ud af materialet, vurderer Sten Bønsing.

»Og myndigheden skal heller ikke gøre sig overvejelser om, hvorvidt folk har brug for materialet eller ej,« siger han. Desuden gør embedsmanden i mailen sine kolleger opmærksom på et journalnummer, hvor sagen tilsyneladende kan findes. Og det er en afgørende detalje, vurderer Sten Bønsing.

»Styrelsen bruger meget krudt på at få journalisten til at gøre rede for, hvad hun vil have aktindsigt i og præcisere det yderligere, på trods af at de har et journalnummer på sagen. Når de har det, så skal de jo sådan set bare starte med at behandle sagen,« siger han.

Måske uheldigt skrevet

Søren Brostrøm, der er enhedschef i Sundhedsstyrelsen, var en af de embedsmænd, der modtog mailen, da styrelsen behandlede sagen. Han husker tydeligt sagen og mener, at journalistens anmodning om aktindsigt var upræcis.

– Men hvad var formålet med at ’tage luften ud af vigtigheden’ i sagen?

»Jeg kan godt se, at der i mailen er ting, som måske er skrevet uheldigt og kan læses på en anden måde, når det er taget ud af kontekst. Men jeg kan bare sige, hvad der var vores linje i den her sag, og hvad der var vores afgørelse, som jeg tager det fulde ansvar for: Det var at få præciseret, hvad det (anmodningen om aktindsigt, red.) handlede om,« siger Søren Brostrøm.

– Når embedsmanden skriver, at han endte med at køre journalisten ’langt ud på et sidespor’, hvordan hænger det så sammen med, at han ønsker at få anmodningen præciseret?

»Det, som det handlede om for os, var at få præciseret aktindsigten og få talt om, hvad sagen handlede om. Og som jeg læser den mail og husker konteksten, var der megen snakken forbi hinanden. Jeg tror ikke, at journalisten forstod, hvad hun havde søgt om aktindsigt i,« siger Søren Brostrøm.

Journalisten fra Politiken, Sacha Sennov, endte med at få aktindsigt i dokumenterne. Det fyldte omkring tre papkasser, men hun har en anden opfattelse af telefonsamtalen med embedsmanden: »Min fornemmelse af opkaldet var, at de forsøgte at få mig til at præcisere så meget, at jeg ikke ville få det materiale, som jeg ville have,« siger Sennov, der ikke har gennemgået dokumenterne endnu.

Endnu bedre sagsbehandling

Efter det første interview med Søren Brostrøm ringer enhedschefen uopfordret op til Information og understreger, at »sagsbehandlingen godt kunne have været kønnere«.

»Som myndighed har vi selvfølgelig pligt til at vejlede folk i aktindsigtssager, og det mener jeg også, at vi har prøvet i den her sag. Men med baggrund i sagen vil jeg snakke generelt med medarbejderne og den konkrete medarbejder om, hvordan vi gør det endnu bedre fremover.«

Forskningschef og mediejurist hos Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Oluf Jørgensen har også læst mailkorrespondancen.

Han mener, at den er et interessant indblik i, hvordan sager om aktindsigt håndteres, men at det »desværre nok ikke er et enestående tilfælde«.

»Når embedsværket får en henvendelse om aktindsigt, er man ikke opsat på hurtigst muligt at give aktindsigt, men i stedet forsøger man at sno sig uden om,« siger han.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Gert Romme

Man må sandelig konstatere, at denne embedsmand i Sundhedsstyrelsen er en af hverdagens helte i styrelsen. Tænk at styrelsen virkelig lønner medarbejdere med sådan et syn på borgerne - deres virkelige arbejdsgivere.
Og så fornemmer man, at enhedschef i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, nærmest giver udtryk for forståelse for denne medarbejders agerende.

Denne sag viser med al tydelighed, hvilke indstilling borgere og presse er oppe imod i sager omkring aktindsigt.

Så i stedet for at gøre aktindsigt vanskeligere, bør borgerne forlange øget aktindsigt, for embedesmænd og politikere er trods alt til for borgernes skyld ogh ikke omvendt. Og de embedesmænd og politikere der ikke fatter det, bør hurtigst muligt hjælpes ud til det private arbejdsmarked.

Brugerbillede for Børge Rahbech Jensen

Så nu er det Sundhedsstyrelsens skyld, at en journalist enten ikke formulerede sig godt nok, eller fiskede uden konkret formål. Hvorfor har den refererede journalist fra Politiken endnu ikke gennemgået det materiale, hun bad om? Det virker ikke seriøst, og en nærliggende mulighed kunne være, at embedsmændene i Sundhedsstyrelsen ønskede at få afgrænset informationsmængden til et overskueligt omfang - altså overskueligt for journalisten.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels  Mosbak

"kan læses på en anden måde, når det er taget ud af kontekst...."

Det er jo netop ikke taget ud af kontekst - tvært i mod fremgår det fuldstændigt sammenhængende i mailen, hvad hensigten var, at besværliggøre andragenet.
Mon ikke der trænges til at blive strammet lidt op dér - lidt undervisning i offentlighedsloven og retten til aktindsigt.

Brugerbillede for Robert  Kroll

Når journalisten endnu ikke har læst det materiale, som er fremsendt, så er sagen journalistisk set måske af mindre interesse

- men det ændrer ikke ved , at sagen i hvert fald klart dokumenterer, at en del embedsmænd i Sundhedsstyrelsen trænger til et særdeles grundigt kursus i reglerne om offentlighed, aktindsigt o s v.

Det ville være interessant at vide, om de pågældende "uheldige" embedsmænd er organiseret under DJØF, Lægeforeningen eller HK ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gert Romme

@ Hr. Børge Rahbech Jensen.

Jeg har faktisk kendskab til begge sider af aktindsikssituationer. Og jeg kan give dig ret lidt hen af vejen, for man skal faktisk søge meget specifikt, hvilket kan være helt umuligt, hvis man ikke i forvejen har fået tag i journalnumre osv.

Men, hr. Børge Rahbech Jensen, så er der jo lige det med normal konduite fra en borgers- eller fra pressens side. Måske er konduite et fremmeord, hr. Børge Rahbech Jensen, men til din orientering bruges det især om embedsfolks brug af takt og lempelighed i deres sagsbehandling.

Og hvis en embedesmand i offentlig forvaltning kan indse, eller burde kunne indse, for at bruge jura-sprog, at en borger eller pressen ikke har, eller kan have, den nødvendige viden for at kræve aktindsigt i præcise bilag, så kan embedesmanden i være behjælpelig - se venligst FVL § 7, stk. 1.

Og, hr. Børge Rahbech Jensen, her fremgår det ganske tydeligt, at embedesmanden i stedet brugte den tid, jeg som skatteborger betaler for, til at latterliggøre og rundtsende nedgørende mails i forvaltningen.

Jeg ved ikke, om jeg har udtrykt mig klart nok, hr. Børge Rahbech Jensen?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bente Simonsen

Hvad det hele nok kan koges ned til, siden der findes et journalnummer, er slet og ret DOVENSKAB, som desværre er almindelig forekommende på offentlige kontorer og på store private arbejdspladser. Man har så travlt med private gøremål og at slappe af, så al arbejde bliver vældig besværlig. Det har sikkert krævet nogle timer ved kopimaskinen.
Vedkommende skulle åbenbart afspadsere nogle dage! Så hvad gør man, man forsøger at læsse arbejdet af på nogen anden (som måske læsser det videre til nogen tredie, som læsser videre til osv).

Jo mindre man har at gøre, jo mindre orker man overkomme.
Kender desværre sådanne typer.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Olav Bo Hessellund

Det spørgsmål, enhedschef Søren Brostrøm - og hans minister -, bør overveje efter at denne sag nu er kommet til offentlighedens kendskab trods forsøg på benspænd fra en af hans ihærdige embedsmænd, er: Hvordan forventer Sundhedsstyrelsen, at borgerne fremover vil kunne have tillid til, hvad der udgår fra styrelsen?

Noget kunne tyde på, at den er helt gal med kulturen i Sundhedsstyrelsen. Enevælden blev afskaffet for mere end 160 år siden....

Brugerbillede for Kalle Nielsen

Jeg håber, at sagen bliver fulgt til dørs. Som andre korrekt har påpeget, så er det jo ikke en enkelt medarbejder vi taler om.

Udover det, så er der en enhedschef, som man nok bør overveje at omplacere til kopiarbejde eller lignende, for udtalelsen:
"Men med baggrund i sagen vil jeg snakke generelt med medarbejderne og den konkrete medarbejder om, hvordan vi gør det endnu bedre fremover.«"
- afspejler jo hvordan kulturen kan opstå. Tænk at en offentligt ansat enhedschef vil tale med medarbejderne om en ulovlig praksis for at få aftalt 'hvordan de kan gøre det endnu bedre fremover'...

Brugerbillede for Britta Hansen

Jeg keder ikke bestemmelserne omkring 'ufærdige rapporter'. Hvis der findes en regel der hedder 'ufærdige rapporter må ikke offentliggøres', så må det måske være sådan. Men den ivrige medarbejder kender ikke sit stof, som han jo selv indrømmer. Brevet synes bl.a. at være hans forsøg på, at dække over sin mangel på evner ved at fremhæve (tydeligvis meget stolt), at han har kørt ethvert muligt skyts frem for at afværge denne trussel fra en informationsbegærrig journalists side.

Denne embedsmand er så glad for sin modige indsats mod denne arbejdstrussel, at han endda når at tilskrive sig selv dette 'sidespor', som jeg formoder slet ikke var hans 'fortjeneste', men muligvis bare et sidespor, der opstod i journalistens fortvivlede forsøg på at tilnærme sig de mere og mere umulige krav af embedsmanden. Så, ja, på det punkt måske 'uheldigt formuleret'. Ellers er retningen klar: offentlighedens krav om aktindsigt og det dermed forbundne besvær skal om muligt forhindres med al magt, og alle kneb gælder.

Brugerbillede for Olav Bo Hessellund

Man kunne få den tanke, at sundhedsstyrelsen lever i en tidslomme, anno før enevældens ophør med dens kollegiestyre, dvs. uindskrænket embedsmandsstyre, så længe blot kongen sagde god for, hvad der foregik i kollegierne.

Udadtil er organisationsformerne nok ændret siden dengang, hvor vi i dag har ministerstyre med ansvar overfor folketinget – men store dele af den gamle embedsmandskultur må have overlevet, når man til sin forbavselse må konstatere den selvfølgelighed, hvormed enhedschefen udtaler sig om de stadigt gældende normer i hans ”enhed” (hvilket fantasiløst og uskønt ord!).

Gad vide, hvor udbredt denne kultur er i andre dele af centraladministrationen? Ens bange anelser bestyrkes kun, når man ser på de mange tillidsbrud, denne regering har stået for. Ministrene holdes åbenbart i kort snor af embedsmændene, så vidt det nu lader sig gøre. Specielt når det gælder sundhedsministeriet, fornemmer man, at det i høj lader sig gøre.

Brugerbillede for Jette M. Abildgaard

Daekke over....koste hvad det vil...daekke over...altid forsoege at undgaa...daekke over.....

og man kunne blive ved og ved....

Er fakta her ikke, at uanset hvor man henvender sig i administrationen af vort land og, uanset hvem man er, da bliver man forsoegt spist af med et eller andet juks for at undgaa indsigt og alt andet??

Noget - ikke kun tyder paa - men noget er jo helt aldeles galt i et saadant ''system'' for, hvis alt blev gjort korrekt og, indenfor de skriftlige love, - jamen da var der jo ingen grund til at bruge al sin tid (og penge) paa konstant at daekke over.....daekke over...gemme...makulere....daekke over....hvilket jo er det der netop sker igen og igen.....uanset om det er Sundhedsstyrelsen eller et hvilket som helst andet sted i landets administration....

Man kan taenke over hvorfor det er saa vigtigt med al overvaagningen af borgerne? Der er i hvert fald meget tydeligt ikke rent mel i en eneste af de administrative lommer i det lille land.....og, saa er spoergsmaalet hvem vi skal have til at klare dette ''lille'' sidespor........

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Her kommer Rasmus Modsat:
En søvnig og doven journalist anmoder om aktindsigt sådan lidt hen i vejret, kender ikke den nøjagtige sag, men der skal nok være noget at skrive om. Ministerier og styrelser bruger oceaner af ressourcer og tid på at servicere sådanne journalister, der hellere skulle tage ud i marken og se, hvad der foregår i det virkelige liv.
Eller - man kunne ansætte journalister direkte i ministerierne og styrelserne, så de kunne rapportere direkte til redaktionerne udenom alt det besværlige aktindsigtshalløj.
Det endte med at fylde tre papkasser.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kalle Nielsen

Hvis ministerierne bruger oceaner af tid på aktindsigt og har gjort det i årtier, så er det da mærkeligt, at de ikke har indført digitale selvbetjeningsløsninger, som de gør i stor stil overfor borgerne. Hvis ministerierne præjournaliserer på sagsniveau, så vil metadata om sager og store dele af sagsakterne jo kunne lægges åbent frem.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Altså stort set alle sager håndteres i dag digitalt. Hvor langt de enkelte ministerier og forvaltningsgrene er kommet, ved jeg ikke, men alt bevæger sig i den retning. Og trenden er selvbetjening. Så jeg kan da godt se for mig, at aviserne om lidt kan søge sagerne frem selv, og få fuld indsigt uden besvær.
Man skal så lige huske, at der kan være personfølsomme data, der bare slet ikke kan eller skal være offentligt tilgængelige, og der findes stadig noget, der hedder tavshedspligt.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Markus Bruun

Det er helt normal praksis i den offentlige forvaltning, at betragte en anmodning om aktindsigt som en fjendtlig handling. En fjendtlig handling som øjeblikkeligt gør, at forvaltningen sætter alle ressourcer ind på at forhale, besværliggøre og forhindre at anmodningen resulterer i en meddelelse af aktindsigt.

Justitsministeriet og Udlændingestyrelsen har ophøjet det til en helt speciel kunstart, at overtræde forvaltningsretten (offentlighedsloven/forvaltningsloven) i sager om aktindsigt.

Dels overholder de aldrig 10-dages fristen. En meddelelse af aktindsigt kan tage 5-6 måneder i ministeriet/styrelsen.

Dels unddrager de store mængder akter og kalder dem "interne arbejdsdokumenter" og gemmer alle de inkriminerende ting i disse interne dokumenter.

Offentlige myndigheder optræder som befolkningens fjende og anmoder man ombudsmanden om at blande sig, får man et svar tilbage om, at Folketingets Ombudsmand nu kun har tid og ressourcer til at beskæftige sig med principielle sager (og ikke dokumenterede lovbrud begået i den offentlige forvaltning).

Sikke en retsstat.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Markus Bruun, den første del af dit indlæg må siges at være et postulat, som du måske kan underbygge, så vil vi gerne delagtiggøres i det.
Med hensyn til 10 dages fristen skal det vel ikke være den, der får verden til at gå under, om det bliver 12 dage.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kalle Nielsen

Michael Kongstad Nielsen
"Og trenden er selvbetjening. Så jeg kan da godt se for mig, at aviserne om lidt kan søge sagerne frem selv, og få fuld indsigt uden besvær.
- Det ville da være dejligt og helt naturligt, men tror du selv på det?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jette M. Abildgaard

Undskyld jeg blander mig men...

Det kraever ikke det helt store koerekort at finde ud af at de udelukkende forsoeger at holde tingene tilbage ...og, hvorfor goer de det??? Fordi de udelukkende handler efter lovgivningen?? Absolut ikke...de handler mig bekendt alle mulige andre steder end netop de skrevne love......og, Sundhedsstyrelsen er kun en af de uendelige aarsager til, at ALLE embedmaend i Danmark boer og skal udskiftes og, at de skal udskiftes jaevnligt....

Desuden boer man kigge en vis Forvaltningshoejskole kraftigt efter i soemmene.....bedrageriet maa jo komme et sted fra og, da det lader til at vaere/er HELE det Danske ''system'' dette bedrageri finder sted...i mere eller mindre hoej grad...da maa man jo kigge paa roden til bedrageriet - ikke sandt!?

Dette tilfaelde med Sundhedsstyrelsen kunne jo netop vaere hvor som helst i ''ssytemet'' og, det er udelukkende et tilfaelde (et aegte et af slagsen) at det var dem der blev taget med naelderne i kagedaasen...i morgen er det et nyt sted og, dagen efter et tredje...o.s.v.

Joergen Lenger fra Modkraft skrev foelgende for lang tid siden - omhandlende socialt bedrag....men...lige netop saadan som Lenger skriver her, saadan er det i hvert eneste administrative kontor inden for baade det offentlige og det statslige ''system'' i Danmark...altid og, det har vaeret saadan i mange, mange aar...hvis ikke altid!!

"Tolv gode regler når man vil begå socialbedrageri

Af Jørgen Lenger
Med jævne mellemrum dukker der historier op om, at socialbedrageri er tiltagende. Ud fra hvad jeg selv oplever i mit job, kan jeg kun bekræfte det. Vi oplever oftere og oftere, at der snydes med sociale ydelser, og snyderiet ser ud til at være sat i system.

Det er desværre vanskeligt at bekæmpe dette socialbedrageri, for det er straffrit, og lovgiverne har oven i købet forsynet kommunerne med incitamenter, så de belønnes for at begå socialbedrageri over for borgerne. Selv når de afsløres, får de lov at beholde byttet, hvilket er en ganske usædvanlig konstruktion i strafferetten. Normalt inddrages gevinster, der er opnået ved lovovertrædelser.

Formen og omfanget varierer fra kommune til kommune; men der er alligevel mange fælles træk, som tyder på, at kommunerne lærer af hinanden.

Regel nr. 1: Gør det vanskeligt at komme i kontakt med kommunen.

Mange problemer kan undgås, hvis man kan holde borgerne på afstand. Hvis telefonkontakt overhovedet er nødvendig, skal den i hvert fald begrænses. Det skal være besværligt at komme i direkte kontakt med sagsbehandleren, og det vil være hensigtsmæssigt, hvis kommunens sagsbehandling er så opdelt, at der ofte skal henvises til en anden sagsbehandler, som det så også er vanskeligt at træffe.

Glem retssikkerhedslovens regel om, at kommunen af egen drift skal sørge for, at en henvendelse behandles efter alle relevante bestemmelser i lovgivningen. Det har større effekt at sende borgeren rundt i systemet, fra den ene til den anden. Allerbedst er det, hvis kommunen kan henvise til nogle helt andre, f.eks. regionen. Kommuner og regioner beskæftiger et stort antal jurister, hvis vigtigste opave er at læsse udgifter over på modparten.

Borgeren skal i videst muligt omfang være henvist til elektronisk kommunikation, som udløser et autosvar om, at henvendelsen vil blive besvaret inden for en bestemt periode, som regel 2-4 uger, men somme tider op til 6-8 uger. Autosvaret skal ikke kunne besvares af borgeren.

Regel nr. 2: Undgå så vidt muligt at borgeren overhovedet ansøger.

Langt de fleste henvendelser fra borgere har karakter af spørgsmål om en bestemt ydelse. Meget besvær kan undgås, hvis man simpelt hen svarer, at det kan hun ikke få, f.eks. med begrundelsen, at "det bevilger vi ikke i vores kommune". Som regel kender borgeren ikke lovgivningen og vil derfor tage svaret for gode varer. Så undgår man en formel ansøgning. Man slipper så også for at belyse sagen, give et afslag og navnlig for at give en brugbar begrundelse. Og af samme grund undgår man med garanti en ankesag, som man risikerer at tabe.

Fremgangsmåden er ganske vist i strid med servicelovens § 12 om kommunens pligt til at rådgive og vejlede, og den er især i strid med kommunens udvidede pligt til rådgivning og vejledning til mennesker med et handicap, eventuelt ved at kommunen er opsøgende over for borgeren. Men for det første skal borgeren være helt usædvanlig krigerisk for at klage over en overtrædelse af servicelovens § 12, og for det andet vil overtrædelsen kun udløse en løftet pegefinger fra ankemyndigheden. Det kan den forhærdede kommune sagtens leve med.

Regel nr. 3: Glem eller gem tidsfrister for sagsbehandlingen.

En kommune har pligt til at fastsætte – og offentliggøre! - tidsfrister for behandlingen af hver sagstype. Denne pligt kan tilsidesættes på flere måder. Enten kan kommunen helt undlade at fastsætte disse frister. Eller også kan man fastsætte dem, men gemme dem godt for borgerne. Det kan f.eks. ske ved, at man én gang om året offentliggør dem godt gemt i annoncerne i den lokale avis, eller ved at man lægger dem på kommunens hjemmeside på en måde, så det er vanskeligt for borgerne at finde dem.

Hvis en borger får den ide at klage til Statsforvaltningen over dette regelbrud, vil det udløse en påtale, men så kan kommunen jo altid rette lidt op på fejlen på dét tidspunkt. Risikoen for en klage er dog beskeden, blandt andet fordi de færreste borgere overhovedet kender denne regel.

Hvis kommunen i en konkret sag undlader at overholde sine egne tidsfrister, skal den meddele dette til borgeren og fastsætte en ny frist for afgørelsen. Dette kan med fordel undlades. Dels fordi borgerne også kun sjældent kender dén regel. Dels fordi det næppe fører til en klage over kommunen. Og dels fordi en klage i givet fald kun udløser en løftet pegefinger fra Statsforvaltningen. Og det skal man ikke tage så tungt, for mere sker der ikke.

Regel nr. 4: Ansæt for få sagsbehandlere.

Sagsbehandlerens løn er den mindste del af udgiften ved at ansætte sagsbehandlere. Værre er det, at de kan komme til at tage stilling til ansøgninger, og ansøgninger kan føre til bevilling og dermed til en udgift.

Statsforvaltningen i Nordjylland har f.eks. godkendt, at en kommune helt bevidst undlod at ansætte en barselsvikar til behandling af ansøgninger om hjælpemidler og direkte begrundede beslutningen med besparelser, især på kontoen for hjælpemidler. Når man ikke afsætter ressourcer til at behandle borgernes ansøgninger, risikerer man heller ikke, at noget bliver bevilget.

Regel nr. 5: Find en forkert paragraf og giv afslag.

Som nævnt under den første regel skal kommunen af egen drift behandle enhver ansøgning efter alle de regler, hvor ansøgningen eventuelt kan imødekommes. Og som det mindste skal kommunen da i hvert fald finde den mest brugbare paragraf.

Men kommunen kan med fordel begrænse sagsbehandlingen til paragraffer, hvorefter ansøgningen ikke kan imødekommes. Hvis en borger med et handicap f.eks. søger om tilskud til hjælperens éngangshandsker og éngangsvaskeklude, kan de bevilges efter servicelovens § 113 om forbrugsgoder; men kommunen kan vælge at behandle ansøgningen efter reglerne om merudgifter i servicelovens § 100, hvilket fører til et afslag. Somme tider får kommunen god hjælp af borgeren selv, der sjældent selv kan overskue lovgivningens afkroge og derfor også selv nævner § 100 i ansøgningen.

I de fleste tilfælde vil borgeren affinde sig med afslaget og undlade at klage, og hvis borgeren alligevel skulle vise sig at være af den rethaveriske type og indsende en klage, vil klagen aldrig føre til, at ankemyndigheden omgør beslutningen. I værste fald bliver sagen "hjemvist" til kommunen med pålæg om at behandle ansøgningen efter den korrekte paragraf, og så får kommunen en ny chance.

Under alle omstændigheder er der en sikker gevinst fra de borgere, der ikke kan eller ikke tør klage – eller som i misforstået autoritetstro går ud fra, at kommunen kender reglerne. Hvilket den da helt sikkert også gør. Eller de borgere som på et tidspunkt ikke orker mere og opgiver at slås mod kommunen. Betydningen af udmattelseskrig må ikke undervurderes.

Regel nr. 6: Gentag den samme fejl.

Når den næste borger med nøjagtig samme behov henvender sig til kommunen om nøjagtig samme ydelse, hvor kommunen tidligere har tabt en sag i ankesystemet, er det ikke så nemt at huske den tidligere sag, at man ligefrem falder naturligt at inddrage den i afgørelsen af den næste borgers ansøgning. I så fald vil kommunen nemlig miste fordelen ved, at den næste borger måske slet ikke klager.

Så der er alt at vinde ved at gentage den samme fejl igen og igen, og ankemyndigheden vil aldrig påtale over for kommunen, at den tidligere har tabt identiske sager.

Regel nr. 7: Afprøv lovgivningens grænser.

Ganske vist har socialministeren igen og igen præciseret, at en kommune ikke må give bevidst forkerte afslag, blot fordi kommunen ønsker "prøvesager" i ankesystemet, når en borger klager over afgørelsen. Socialministeren har imidlertid også understreget sin store tillid til, at kommunerne overholder lovgivningen, og først og fremmest er der ingen repressalier ved, at de ikke gør det.

Derfor er det en god tommelfingerregel at lade enhver tvivl komme "prøvesagen" til gode og borgeren til skade. Så ved enhver tvivl skal borgeren naturligvis have afslag. Som en (endog særdeles venligsindet) kommunalpolitiker engang fortalte mig: "Vi går lige til grænsen, og så retter vi ind, når vi taber ankesager." Hvilket lige nøjagtig er det man ikke må.

Det er også her af stor vigtighed, at kommunen ikke fraskriver sig gevinsten ved, at borgeren måske slet ikke klager over afgørelsen, så det er en god ide at "gå lige til grænsen", også uanset den tillidsfulde socialminister.

Regel nr. 8: Skriv altid, at der er sket en individuel vurdering.

Regeringen har øget kommunens mulighed for at tillægge det lokale serviceniveau større vægt i de enkelte afgørelser. Som noget nyt skal ankemyndigheden derfor ikke kun vurdere en afgørelse i forhold til love, regel og ankepraksis, men også i forhold til kommunens eget serviceniveau.

Regeringen har dog understreget igen og igen, at der trods dette altid skal ske en individuel vurdering i hver eneste sag. Derfor er der en risiko for, at ankemyndigheden ændrer eller hjemsender en afgørelse, hvis der ikke er sket en individuel vurdering.

Og derfor er det meget vigtigt, at kommunen skriver direkte i afgørelsen, at "afgørelsen er truffet efter en individuel vurdering". Uanset om det er tilfældet eller ej. Men ankemyndigheden stiller sig tilfreds, hvis det blot er nævnt, at det er sket. Det bliver ikke kontrolleret, om det faktisk er sket.

Regel nr. 9: Hvad der er sparet under en ankesag er tjent.

Hvis ansøgningen drejer sig om et kontant beløb, vil borgeren som regel få ydelsen udbetalt med tilbagevirkende kraft, når hun vinder sin ankesag. Men hvis den handler om f.eks. praktisk hjælp, kan ydelsen af indlysende grunde ikke udbetales med tilbagevirkende kraft.

Derfor er der en lang række sager, hvor kommunen med fordel kan give afslag, for der vil være en besparelse for kommunen, også selv om den taber sagen, f.eks. udgiften til en hjælpeordning eller anden praktisk hjælp i de 6-12 måneder, som en ankesag kan vare.

Socialministeren har tilkendegivet, at hun ikke vil tage initiativ til at fratage kommunen dette incitament til at træffe bevidst forkerte afgørelser, så der er alt at vinde for kommunen.

Regel nr. 10: Sørg for, at ankemyndigheden ikke bare kan ændre afgørelsen.

Hvis ankemyndigheden konstaterer, at kommunens afgørelse er forkert, kan den ikke altid bare ændre afgørelsen.

Det gælder f.eks., hvis kommunens beslutningsgrundlag er mangelfuldt, for så er ankemyndigheden afskåret fra at træffe en korrekt afgørelse, og sagen må "hjemsendes" til kommunen til fornyet behandling og forbedret beslutningsgrundlag.

Det gælder f.eks. også, hvis kommunen ikke har "genvurderet" afgørelsen med baggrund i det, som borgeren skriver i sin klage. Kommunen har ganske vist pligt til at foretage en "genvurdering", før sagen videresendes til ankemyndigheden, men "genvurdering" kan med fordel betragtes som "gentagelse", og formuleringen kan være, at "klagen har ikke tilført sagen nye oplysninger". Uanset om der er kommet nye oplysninger/argumenter eller ej. Også i den situation vil ankemyndigheden sandsynligvis blot "hjemsende" sagen.

Fordelen ved en "hjemsendelse" er, at så får kommunen en ny chance, og så går tiden med det.

Regel nr. 11: Undlad at følge ankemyndighedens afgørelse fuldt ud.

Når ulykken så er sket – og den sker efterhånden i op mod en tredjedel af alle ankesager – at borgeren får medhold i sin klage, så er der ingen grund til at kommunen udviser større beredvillighed end højst nødvendigt.

For det første kan man altid lade der gå nogen tid, før man effektuerer afgørelsen, for der er jo stor travlhed i kommunen.

For det andet kan man nøjes med en delvis imødekommelse af ankemyndighedens afgørelse. F.eks. ved at være så restriktiv som muligt med udmåling af beløbet eller den konkrete hjælp, eller f.eks. ved at reagere på en "hjemsendelse" med et nyt afslag, blot med en anden begrundelse eller efter en anden paragraf.

I bedste fald vil man køre borgeren træt. I værste fald får man en ny klagesag på halsen.

Regel nr. 12: Husk, at ankesystemet er for de stærke.

Det er vigtigt at være opmærksom på, at der er stor forskel på borgere. Nogle er stærke, nogle er svage. En vis del af befolkningen er kværulanter, og selv kværulanter kan få et handicap. Det er derfor relativt forudsigeligt, hvem der klager, og hvem der ikke klager over kommunens afgørelse.

Der er også forskel på, om borgerne har mulighed for hjælp fra en organisation, eller de ikke har. Nogle mennesker med et handicap har stærke organisationer, som kan hjælpe dem, men andre (måske små handicapgrupper med sjældne handicap) har svage organisationer.

Hvis ansøgeren er intellektuelt svag eller kun kan søge hjælp i en lille eller svag organisation, er risikoen ved at kommunen træffer forkerte afgørelser yderst beskeden, for afgørelsen vil sjældent blive anket, og derfor er kommunens gevinst maksimal. Der er intet at tabe.

Det er ikke så nemt at skrive en klage, og det er slet ikke nemt for en borger at skrive en klage, som gør det muligt at få medhold i ankesystemet. De personer i ankesystemet, der tager stilling til klagen, har aldrig mødt borgeren, og de er derfor overladt til kommunens sagsfremstilling.

Kunsten for borgeren eller organisationen er derfor at formulere klagen så kortfattet, præcist og alligevel udtømmende, at den kan overbevise nogle personer i ankesystemet, som intet aner om borgeren. Det er slet ikke nemt. Det er faktisk forbløffende få, som kan den kunst

Mange borgere er også bange for at klage, fordi de frygter repressalier fra kommunen, og denne frygt er desværre velbegrundet.

Og derfor er det mere end almindeligt fristende for kommunen at udnytte alle systemets muligheder for socialbedrageri over for borgerne. Fristelsen er naturligvis tiltagende, jo strammere kommunens økonomi er.

Det er ganske vist ikke lovligt, men det er straffrit. Og så bliver fristelsen altså ganske uimodståelig, navnlig når alternativet er besparelser på andre områder, hvor kommunens politiske pris er meget større, og hvor der er langt større risiko for protester fra borgere."

Og, skulle du fortsat vaere i tvivl, saa er du mere end velkommen til at henvende dig hos mig......jeg har tusindvis af dokumenter fra lille Danmark der beviser netop dette og, det straekker sig over hvert eneste administrationskontor i vort faedreland...uden undtagelse.....fra paeofeli over tyveri, bedrageri, penge under bordet, konventionsbrud i stakkevis etc, etc. etc.

Hvis man ifoelge loven, har en frist paa 10 dage ...saa AFLEVERER man indenfor de 10 dage....hvor forbandet svaeret kan det vaere???? Hvordan ville verden vaere om alle kontorer i verden opfoerte sig som ''systemerne'' i det lille kongerige goer....

Loven siger heller INTET om at man som ansat i administrationen af et kontor eller et land, blot kan aendre, tilfoeje, makulere etc. efter humoer eller ''aftaler'' med folk der har betalt for det...!?

Derfor - faa de klaphatte udskiftet og ikke mindst....faa tjekket den Forvaltnings- (forkvaklings)hoejskole!!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Ole Sanvig

Michael Kongstad - du kan være rimeligt sikker på, at hvis vi snakker den anden vej rundt, så accepterer vel sådan cirka ingen offentlig myndighed et for sent indsendt svar på en eller anden skrivelse med begrundelsen "herregud, hvad gør et par dage eller tre udover den frist, der står i loven"?

Hvorfor skal det så forholde sig anderledes med offentlige myndigheder?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jette M. Abildgaard

Michael Kongstad Nielsen,

Netop Michael...og, hvis du smiler paent til laereren, saa faar du dobbelt 10...for den eksamen du ikke kunne naa at faa lavet faerdig fordi du skulle til kaffe hjemme hos din kaereste.....

Ok...jeg maa hellere gaa.....kan simpelthen ikke klare alle de akter med Danske ''sandheder'' ....avisen fra Danmark er jo helt fyldt op med dem i dag.....maaske de ogsaa uddanner journalister paa denne hoejskole.......sikke et land......wow

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kalle Nielsen

Jep - det var en lang kopi af en konspirationspåstand - spørgsmålet er jo så om Jette M Abildgaard og Jørgen Lenger har en pointe.

Det er jeg ikke kompetent til at afgøre, og generelt bryder jeg mig ikke om generaliseringer af store grupper af offentligt ansatte.
Til gengæld har jeg absolut intet imod, at man følger sager til dørs, hvis der er mindste tvivl om, at det ikke kun er en enkelt medarbejder der handler ulovligt. Hvis der bare er antydning af, at der i et ministerium, styrelse, kontor, enhed eller anden organisation er opstået en kultur i modstrid med bedste forvaltningsskik, så skal det undersøges til dørs, og de ansvarlige skal ud af døren. Og x-ledere der presser deres ansatte til at gå mod bedste forvaltningsskik, skal ikke være ansat i det offentlige, så enkelt er det.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen

Ole Sanvig, det tror jeg godt, man kunne før i tiden. Min fornemmelse er, at der blev strammet op under VKO. Det er altså deres skyld, om jeg så må sige. Men de stramme fristregler er typisk politisk bestemte, det er ikke noget forvaltningen går rundt og muntrer sig med. Ligesom f. eks. de meget omtalte "kontrolgrupper" i kommunerne ikke er de ansattes påfund, men politikernes på Christiansborg. Det jeg opponerer mod er, at forvaltningerne skulle være et slags kafkask uhyre, der kun interesserer sig for at nedgøre befolkningen. Det er de ikke, de er ganske almindelige mennesker, der er gode ved deres børn om aftenen.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jette M. Abildgaard

Jeg er glad for Michael, at de dog er gode mod deres boern......hvis man saa kan generalisere det??

Kalle Nielsen.....jeg forsoeger bestemt ikke at generalisere men, der er desvaerre nogle fakta i det Danske ''system'' som tyder paa hverken Lenger eller jeg er helt paa Herrens mark....jeg sidder selv med et eksempel paa, hvordan man i Danmark har daekket over hinanden hele vejen op gennem systemet...i en sag der indvolverer forbrydelser helt ud over alt der blot minder om normal menneskelig opfoersel og, lige netop denne sag er udelukkende om at daekke over, daekke over, makulere, aendre, daekke over og igen og igen og igen.....

Naar man saa i samme aandedrag tilfaeldigt moeder en del andre mennesker med sager der er 100% ens med ens egen, da er der nogle saetninger som ''organiseret kriminalitet'' etc. der ikke kan undgaa at komme op til overfladen....

Men ja,...jeg er helt klar over at der er offentligt/statsligt ansatte der er flinke og rare (og gode ved deres boern Michael)...det hjaelper blot alt for lidt, naar de ikke toer sige noget, goer noget eller, paa anden maade stoppe de galninge der ikke foelger lovene, hvilket desvaerre er en stor del af dem....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Markus Bruun

@ Michael Kongstad Nielsen

Du har vist aldrig anmodet om aktindsigt i det offentlige, lyder det til.

Så overlad 'postulaterne' til de der rent faktisk kender til proceduren - både indefra som offentlig ansat og udefra som anmoder ;-)

Og nej, det er ikke ligegyldigt om lovens (nuværende) 10-dages frist overskrides. Det er en lovregel - og en hovedregel - og den skal naturligvis overholdes om så den offentlige myndighed må smide alt andet og alle arbejde for at overholde fristen.

... og i langt de fleste tilfælde af anmodninger om aktindsigt overskrides fristen med måneder og ikke bare sølle to dage, som du så naivt og sympatisk formulerer det.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Kalle Nielsen

Jette M Abildgaard
Tak for uddybning. I mine øjne, så er det faktisk vigtigt at erkende, at der er masser af lovlydige offentligt ansatte - ellers så stempler man sig selv som paranoid eller ligeglad med fakta.
Til gengæld så synes jeg, at du har en god pointe i at skille kritikken, så den går på en gruppe der laver ulovligheder (naturligvis findes den), og en sikkert større gruppe, der har kendskab til ulovligheder og af forskellige grunde vælger at holde mund om ulovlighederne. Den sidste gruppe findes utvivlsomt også, og naturligvis - vigtigt at kritisere denne gruppe også. Godt du kritiserer - forsøgte bare at sige, at du risikerer at støde folk fra dig ved unuanceret altomfattende systemkritik - gå efter de konkrete personer og grupper :)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jette M. Abildgaard

Kalle Nielsen,

Der vil altid vaere gode og daarlige mennesker i alle grupper Kalle......problemet kommer naar man pludselig kan se nogle tendenser der desvaerre gaar igen og igen i alle de grupper man har haft med at goere eller, som man har set andre mennesker have med at goere og, ikke mindst naar de gode, reelle mennesker er bange for at goere noget for at stoppe det - af angst for selv at blive udsat for netop helt det samme.....

Et saadant ''system'' er totalt uacceptabelt og, som jeg har set det indenfor i Danmark og, som jeg nu ser det udefra og, samtidig tilfaeldigt loeber ind i mennesker der har sager der er stort set 100% ens, saa er der noget meget alvorligt galt. Det viser en kultur hvori der sidder nogle mennesker der goer noejagtigt hvad de har lyst til, - fordi de har siddet i de samme stillinger i aartier og ved, at uanset om de foelger skriftlige love eller gaar stik imod dem, da vil der altid vaere andre i ''systemet'' der vil vaere mere end villige til at daekke over dem.....og DER knaekker traaden 100% Kalle, for da er vi ude i et ''system'' der oedelaegger meget mere end det gavner - oedelaegger for alle og, det har inet med demokrati at goere, men udelukkende med magtmisbrug og noget, som udelukkende kan kaldes organiseret kriminalitet!!

Jeg hverken kan eller vil stiltiende acceptere at kigge paa og opleve, at mit eget folk bliver behandlet saa usselt, som det er tilfaeldet i disse aar og, blot fordi man ikke bor et sted, stopper kaerligheden til ens eget folk jo netop ikke ;)

Godnat Danmark!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Matthias Hansson

Det er lidt ærgerligt, at denne sag ikke fremstår som krystalklar.

Man sidder med en fornemmelse af, at Politiken kører lidt offerrolle og puster bemærkningen med 'sidesporet' optik noget, den ikke kan holde til. Man sidder med en fornemmelse af ikke at være overbevist.

Normalt ville jeg ikke have tøvet med at melde mig ind i heppekoret, da jeg kender dette system indefra fra mit arbejde og ikke har så meget tilovers for Sundhedsstyrelsen og deres svingdørspolitik, men her synes jeg ikke, hverken Politiken eller Information slipper heldigt fra den.

Jeg sidder og får den lidt besynderlige tanke, at hvis jeg var en professionel spindoktor, der ville 'game' fortalere for aktindsigt i disse mørkelægningstider og fremstille uhæmmet aktindsigt som grotesk - tre kasser med en masse papirer, der måske har taget en uges arbejde at kopiere, og en journalist, der ikke helt havde gjort sit hjemmearbejde, - ja så ville jeg nok iscenesætte sådan en sag.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Klausen

Vil lige sige, at digitalisering ikke har det store potentiale for at gøre sagsbehandlingen hurtigere, da hvert enkelt dokument skal vurderes individuelt for at se, om noget skal undtages for aktindsigt i henhold til forvaltningslovens bestemmelser om tavshedspligt og persondataloven. Der skal øjne på.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese

Matthias Hansson, jeg forstår, hvad du siger; men det er jo så, fordi forvaltningen arbejder med hovedet under armen. Når man får en sådan anmodning, skal man ikke kopiere, man skal scanne. Så løser man en selvstændig opgave for institutionen, samtidig med at man servicerer i overensstemmelse med reglen. På den måde udfører man et arbejde, som alligevel skal udføres, men på den hensigtsmæssige måde, at det sker på opdrag fra en borger.

anbefalede denne kommentar