Nyhed
Læsetid: 2 min.

Dansk pensionsselskab konkurrerede med Goldman Sachs om DONG-medejerskab

Finansministeriet havde et dansk alternativ til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs som ny medejer i DONG. PensionDanmark afgav et bud – og til en højere pris end amerikanerne, siger kilder tæt på forhandlingerne
Indland
17. januar 2014

Finansminister Bjarne Corydon (S)

Jakob Dall

Mens Folketingets partier intensivt diskuterer den aftale, der betyder, at Goldman Sachs står til at blive ny medejer af statens energiselskab DONG, fortæller kilder tæt på forhandlingerne nu til Information, at Finansministeriet havde et dansk alternativ til den amerikanske investeringsbank.

Ifølge kilderne drejer det sig om pensionsselskabet PensionDanmark, som angiveligt skulle have afgivet et bud, der målt i pris pr. aktie var højere end Goldman Sachs’ tilbud. I PensionDanmark vil man hverken be- eller afkræfte oplysningerne.

»Det har jeg ingen kommentarer til,« siger administerende direktør i PensionDanmark, Torben Möger Pedersen, til Information.

Finansministeriets kontorchef Peter Brixen, der har ansvaret for DONG, har tidligere sagt, at Goldman Sachs’ tilbud var det bedste.

»Vi har været i dialog med ganske mange, og alle interesserede har haft mulighed for at komme med et bud, så vi mener, at denne aftale er den bedst mulige, og at den viser, at markedsværdien af Dong Energy er 31,5 mia. kr.,« sagde han til Dagbladet Børsen den 9. januar.

Men ifølge Informations kilder var PensionDanmark altså villig til at give en højere pris.

Lav pris

Finansministeriet og DONG’s ledelse har gennem efteråret forhandlet en aftale på plads med Goldman Sachs om, at investeringsbanken køber nye DONG-aktier for otte milliarder kroner. Samtidig skal pensionskasserne ATP og PFA indskyde henholdsvis 2,2 milliarder og 800 millioner kroner.

Det sker ifølge finansminister Bjarne Corydon (S) for at dele den risiko, der er forbundet med blandt andet DONG’s massive investeringer i havvindmøller, med private aktører.

Men aftalen med Goldman Sachs er blevet mødt med kritik fra flere sider. Eksperter i energiøkonomi har blandt andet fremført, at DONG er betydeligt mere værd end de 31,5 milliarder kroner, som den aftalte pris pr. aktie i aftalen er beregnet ud fra.

Det har også vakt opsigt, at Goldman Sachs er blevet lovet vetoret over blandt andet ændringer i DONG’s øverste ledelse og strategi, selv om investeringsbanken kun står til at overtage en minoritet på cirka 19 procent af aktierne i DONG.

Politisk uro

Blandt kritikerne er flere af finansminister Bjarne Corydons egne partifæller.

»Alle taler i dag om, at energiforsyning bliver det store magtværktøj i fremtidens udenrigspolitik, og i det lys bør man virkelig tænke sig om en ekstra gang. Er man virkelig interesseret i at få en partner som Goldman Sachs – en supermagt på det finansielle marked, som oftest handler med kortsigtede interesser for øje?« sagde Peter Hummelgaard, folketingskandidat for Socialdemokraterne på Amager, i Information tidligere på ugen.

Ifølge Finansministeriet skal aftalen med Goldman Sachs vedtages torsdag i næste uge.

Men Enhedslisten har bebudet, at partiet vil forsøge at forhale processen. Dansk Folkeparti, der som forligspartner har vetoret, har desuden meldt ud, at partiet endnu ikke har besluttet sig for, om det vil vende tomlen op eller ned for aftalen med Goldman Sachs.

Serie

Hvem vinder, når en amerikansk finansgrib bliver storaktionær i DONG?

Et bredt flertal i Folketinget vedtog i februar 2014 en børsnotering af den danske energigigant Dong. Det giver den statsejede virksomhed en indsprøjtning på 11 mia. kroner, men til hvilken pris?

Køberen er den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs. Selv om de i de senere år har været storinvestor i den grønne omstilling og flytter deres investeringer fra kul til vedvarende energi, så blev de i ruinerne fra finanskrakket kaldt for en »vampyr-blæksprutte«, fordi investeringsbanken har tradition for at suge værdier ud af selskaber uden at sikre deres levedygtighed.

Staten har med 60 pct. af ejerskabet stadig aktiemajoritet i DONG, men har i aftalen med Goldman Sachs givet banken særdeles fordelagtige vilkår og vetorettigheder over afgørende strategiske beslutninger.

Det har fået en usædvanlig alliance af kritikere på banen. Dansk Folkeparti har sammen med Enhedslisten presset på for, at banken ikke får sine usædvanlige særrettigheder i forbindelse med købet, eller at energiselskabet splittes op i to selskaber. Indtil videre står finansminister Bjarne Corydon (S) dog fast på, at aftalen ikke kan ændres.

Et afgørende spørgsmål er imidlertid, om vi overhovedet bør sælge ud af DONG og give en amerikansk investeringsbank med tvivlsom moral råderet over en af fremtidens vigtigste strategiske ressourcer – energi.

Hvis det er så attraktiv en forretning for finansvirksomheden Goldman Sachs at eje en femtedel af aktierne i DONG Energy, hvorfor er den samme aktiepost så ikke også en god forretning for den danske stat?

Seneste artikler

  • Danske politikere burde have lært af amerikanernes katastrofale energisalg

    1. februar 2014
    Vil det delvise frasalg af DONG Energy til Goldman Sachs kompromittere forsyningssikkerheden og fordyre taksterne? I USA skræmmer sporene fra privatiseringer af energisektoren – med Enron-affæren som et skoleeksempel
  • USA: Banker bør ikke eje energiselskaber

    1. februar 2014
    Risiko for markeds-manipulation og økonomiske kriser får den amerikanske centralbank og kongresmedlemmer til at varsle indgreb mod investeringsbanker som Goldman Sachs’ ejerskab til energi- og råstofvirksomheder
  • Eksperter: Staten udvander sin ejerandel i DONG for meget

    30. januar 2014
    Når Goldman Sachs, ATP og PFA skyder penge i DONG, får staten sin ejerandel i selskabet kraftigt reduceret, fordi kapitaludvidelsen er blevet meget større end oprindelig planlagt. Aftalen giver ikke mening ud fra et investeringssynspunkt, siger to eksperter
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lars Jorgensen

Lad mig komme med en historisk forudsigelse om Corydon. Når .... socialdemokratiet får ryddet op i de højreorienterede dele af den nuværende ledelse i partiet. Og når det har vist sig, hvor komplet tåbeligt det var at sælge til Goldman Sachs - så er Corydon meldt eller 'smidt' ud af partiet. Og så er han enten partiløs eller på vej til en karriere i Venstre. Det er ikke vanskeligt at forestille sig Corydon og Claus Hjort fremvise årets finanslovsforslag for Venstre. Det vil endda blive en lettelse og en forbedring - når Corydon har fundet ud af det politiske grundlag, han reelt arbejder på.

Michael Kongstad Nielsen

Corydon er blot én af de mange S-ere og SF-ere, der finder deres naturlige leje i Venstre.

Det fede ved en offentlig service - indtil man privatiserer den . er at den ikke har til opgave at lave profit. Det er selvfølgelig unfair 'konkurrence' set fra nogen entreprenante vinkler, men det kommer de til at lære at leve med rationelt i længden. De entreprenante vinkler er, bag alle lobbyist-powerpoint-præsentationerne, blot noget 'føleri'.

Flemming Scheel Andersen

Thomas

Kan du ikke forstå synspunktet om at visse områder er for vigtige for samfundet til at gøre det til et spekulationsobjekt, uanset hvor lækkert og let det måtte være at tjene penge på fornødenheder mennesker ikke kan undlade at forbruge såsom vand, energi, veje ovs., fordi det er at videregive retten til at opdrive skatter og afgifter reelt set til private foretagner, fra staten hvor det hører hjemme.
Dermed har man givet private foretagner samme ret, som skumle virksomheder der frigav slaverne, men tvang dem gennem arbejdskontrakter til at gældsætte sig i kompaniets forretninger og usle boliger.
Kan man oveni få staten til at påtage sig risikoen ved den samlede pakke som i dette tilfælde så et det et reelt guldæg.

GS skal spytte sølle 12 ligegyldige milliarder i DONG for at kunne deltage i et roulettespil og 3 cifrede milliardindsatser og den mulige gevinst heraf. De kan til enhvar tid trække sig ud igen uden nævneværdigt tab, men staten skal efter eventyret hvor DONG evt er konkurs stadig sørge for nøjagtig de samme forpligtelser som det selskab der i øjeblikket er mindst 31 milliarder værd udfører.
Hvem der kan score uden risko er da rimeligt let at finde ud af, og risikoen for befolkningen helt urimelig høj.

odd

Det fede ved en offentlig service - indtil man privatiserer den . er at den ikke har til opgave at lave profit. Det er selvfølgelig unfair 'konkurrence' set fra nogen entreprenante vinkler, men det kommer de til at lære at leve med rationelt i længden. De entreprenante vinkler er, bag alle lobbyist-powerpoint-præsentationerne, blot noget 'føleri'.

Det fede ved en - monopoliseret - offentlig service er den netop ikke behøver at bekymre sig om konkurrence. Den kan lave lige så meget lort den vil og behandle kunderne som lort, og slippe fra det alligevel. Hvad vi jo så også ser igen og igen og igen og....

Flemming

Kan du ikke forstå synspunktet om at visse områder er for vigtige for samfundet til at gøre det til et spekulationsobjekt, uanset hvor lækkert og let det måtte være at tjene penge på fornødenheder mennesker ikke kan undlade at forbruge såsom vand, energi, veje ovs., fordi det er at videregive retten til at opdrive skatter og afgifter reelt set til private foretagner, fra staten hvor det hører hjemme.

Jamen hvorfor "hører" det hjemme der? Staten kan have et ansvar for forsyningssikkerhed, men det betyder da ikke at Staten selv *skal* producere og levere ydelsen. Der er (vel?) ingen der vil slå på tromme for at Staten i dag skulle oprette kollektiv-landbrug og Statsslagterier á la DDR for at sikre fødevareforsyningen, så hvorfor kan Staten ikke nøjes med aftaler og udbud, for at sikre bedst kvalitet for pengene?

Dermed har man givet private foretagner samme ret, som skumle virksomheder der frigav slaverne, men tvang dem gennem arbejdskontrakter til at gældsætte sig i kompaniets forretninger og usle boliger.
Kan man oveni få staten til at påtage sig risikoen ved den samlede pakke som i dette tilfælde så et det et reelt guldæg.

Staten bruger masser af insulin og andre diabetesprodukter, og det kan man jo argumentere for at lige så vigtigt som så mange andre ting, men det gør da ikke de ansatte hos NOVO til gældsatte slaver?

GS skal spytte sølle 12 ligegyldige milliarder i DONG for at kunne deltage i et roulettespil og 3 cifrede milliardindsatser og den mulige gevinst heraf. De kan til enhvar tid trække sig ud igen uden nævneværdigt tab, men staten skal efter eventyret hvor DONG evt er konkurs stadig sørge for nøjagtig de samme forpligtelser som det selskab der i øjeblikket er mindst 31 milliarder værd udfører.
Hvem der kan score uden risko er da rimeligt let at finde ud af, og risikoen for befolkningen helt urimelig høj.

Det kommer sandelig an på de konstruktioner man tænker sig udført i DONG's regi. Du skal stadigt adskille de to ting der har med DONG og med en evt. projektfinansiering at gøre. Hvad nu hvis det netop er Anholt-modellen bare skaleret i en faktor 10 eller 20 eller 30 der er målet? Med en - eksempelvis - 90-95% eksternal-capital andel, hvor GS så har til opgave at facilitere de ekstrene investeringer? Ville du ikke synes det var en genial idé?

Lasse Damgaard

Thomas

Som om et monopoliseret privat firma ikke køre samme stil.
Skulle et privat firma værre mere etisk og ordentlig i sin adfærd over for en kunde er noget pladder.
Vi ser det jo daglig hvordan disse private aktører skider på kunderne og truer med inkasso eller Bandidos

Der findes kun en ting værre end et statsmonopol - det er et privat.

Lasse

Som om et monopoliseret privat firma ikke køre samme stil.
Skulle et privat firma værre mere etisk og ordentlig i sin adfærd over for en kunde er noget pladder.

Det mener jeg skam heller ikke. F.eks. slæbte TDC meget af monopol-arrogancen med sig, selv efter privatiseringen. Jeg har da først fået ordenlig service og de ydelser jeg havde brug for, da jeg endelig fik alternativer til dem.

Flemming Scheel Andersen

Thomas

Telesektoren som du fremhæver er et glimrende eks.
Ret har du i dine betragtninger om TDC monopolets svagheder, men uret har du i at disse svagheder har fundet sig en rimelig løsning i den røverbule af telefirmaer der huserer landet istedet for.
Dækningen fra ikke mindre en tre konkurrerende systemer af sendemaster er alle gode gange tre ikke dækkende, hverken til telefoni eller mobilbredbånd og kunderne er retsløse, dels p.g.a. den almindelige retstilstand i landet, dels p.g.a. en næsten inaktiv forbrugerbeskyttelse der er bortbesparet.
Masser og jeg mener masser af historier af mennesker der ikke kan ringe deres TELESELSKAB op og som gerne smider røret på , hvis ikke de gider at debattere med deres kunder om deres problemer.
Regninger der sendes uretsmæssigt igen og igen, trusler om incasso og indrivelse af forkerte krav hører til dagens orden.

Denne uorden fordi staten skal høste størst mulig udbytte for licitationerne og dermed føler sig nødt til af dette hensyn at gøre vilkår og tilsyn så svage at det væsentlige, ordentlig telefoni og dækning, træder i anden række med de beskrevne konsekvenser.
Bl.a. derfor kan de fordele der kunne have været opnået ikke opleves af ret mange, men tillykke hvis du er en af de få heldige.

Andre årsager er at TDC stadig sidder som monopolist på driften og dermed kvaliteten af kobberet og andres benyttelse heraf. TDC sidder dermed og "skummer" i stedet for at medvirke til udbredelse af fibernet, som de ikke har interesse i.
Udbyder har ligeledes "glemt" at begrænse nedslidningen af kobberet og stille krav om vedligehold og investeringer, og frem for alt nedbringelse af egenkapitalen.
Derfor er telebrancen endt som en sump og det er netop disse forhold man kan imødese på et endnu vigtigere område indenfor energi, hvilket jeg ikke et øjeblik tvivler på du er i stand til at indse, med en smule god vilje.

Thomas Krogh : *en - monopoliseret - offentlig service ... kan lave lige så meget lort den vil'.
Jae ... hvis den vil.
Vil den det ?
Mennesker laver 'lort' ... ikke systemer. Og formentlig er mængden ret konstant, men stasi-stikken (hov...) deromkring kan formentlig justeres op for indhold af 'privatinteresse'.

odd

Jae ... hvis den vil.
Vil den det ?
Mennesker laver 'lort' ... ikke systemer. Og formentlig er mængden ret konstant, men stasi-stikken (hov...) deromkring kan formentlig justeres op for indhold af 'privatinteresse'.

Det er jo ret grundlæggende. Hvis der ikke er et incitament for at forbedre en ydelse eller et produkt, så sker det sjældent eller sporadisk. Om overhovedet. Det er sådan set hele nøglen til at forstå hvorfor planøkonomi ikke fungerer...

Flemming

Telesektoren som du fremhæver er et glimrende eks.
Ret har du i dine betragtninger om TDC monopolets svagheder, men uret har du i at disse svagheder har fundet sig en rimelig løsning i den røverbule af telefirmaer der huserer landet istedet for.
Dækningen fra ikke mindre en tre konkurrerende systemer af sendemaster er alle gode gange tre ikke dækkende, hverken til telefoni eller mobilbredbånd og kunderne er retsløse, dels p.g.a. den almindelige retstilstand i landet, dels p.g.a. en næsten inaktiv forbrugerbeskyttelse der er bortbesparet.
Masser og jeg mener masser af historier af mennesker der ikke kan ringe deres TELESELSKAB op og som gerne smider røret på , hvis ikke de gider at debattere med deres kunder om deres problemer.
Regninger der sendes uretsmæssigt igen og igen, trusler om incasso og indrivelse af forkerte krav hører til dagens orden.

Jeg tror du kan finde mange brådne kar og dysfunktionelle udbydere, men leder man lidt kan man sagtens finde fornuftige leverandører. Efter at have prøvet mange fandt jeg endelig en fiber-leverandør der gav mig præcis det jeg havde brug for. Man kan mene hvad man vil om at energiselskaber også udbyder fiber - og jeg vil normalt ikke reklamere - men siden jeg skiftede til mit lokale Verdo for 6 år siden har jeg fået fejlfrie ydelser og problemfri support. Om det så var at udskifte strømforsyningen til min fiberboks en søndag, så klarede de det.

Om så min mobiludbyder (ikke Verdo) har fuld dækning over hele landet ved jeg ikke, men deres net har været i drift uden problemer og til en fornuftig pris. Netop hvad angår mobilselskaber skal man være på vagt - og meget afklaret med hvad men selv har brug for.

Denne uorden fordi staten skal høste størst mulig udbytte for licitationerne og dermed føler sig nødt til af dette hensyn at gøre vilkår og tilsyn så svage at det væsentlige, ordentlig telefoni og dækning, træder i anden række med de beskrevne konsekvenser.
Bl.a. derfor kan de fordele der kunne have været opnået ikke opleves af ret mange, men tillykke hvis du er en af de få heldige.

Jeg ved ikke om jeg er "en af de få" - netop fibernettet som monopol-TeleDanmark/TDC ikke ville røre ved er jo blevet en gigantisk succes med masser af kunder. Og det virker også som om konkurrencen gør at mobiludbyderne har skærpet sig generelt:

http://www.mobilsiden.dk/nyheder/danskernes-tilfredshed-med-teleselskabe...

Andre årsager er at TDC stadig sidder som monopolist på driften og dermed kvaliteten af kobberet og andres benyttelse heraf. TDC sidder dermed og "skummer" i stedet for at medvirke til udbredelse af fibernet, som de ikke har interesse i.
Udbyder har ligeledes "glemt" at begrænse nedslidningen af kobberet og stille krav om vedligehold og investeringer, og frem for alt nedbringelse af egenkapitalen.
Derfor er telebrancen endt som en sump og det er netop disse forhold man kan imødese på et endnu vigtigere område indenfor energi, hvilket jeg ikke et øjeblik tvivler på du er i stand til at indse, med en smule god vilje.

Jamen jeg synes jo nærmere at det viser behovet for - reel - konkurrence. Monopol-systemer, statsligt beskyttede konglomerater etc, har ikke det nødvendige incitament for at udvikle deres produkt og service. Så lad os da i stedet for få sat markedet frit!

Lene Christensen

PensionDanmark samarbejder jo med Eldrup, som mildest talt ikke hører til Fritz Schurs venner. Det gør i stedet blå Bjarne, som sikkert har fået et vink med en vognstang fra Schur om, hvem man i hvert fald ikke skal samarbejde med.

Hvilke andre kriterier?

Hvor meget var tabet mellem højest og lavest bydende?

Hvordan stiller EU's regler sig om offentligt udbud, i sagen om DONG?

Thomas Krogh : ting der sker 'sjældent' kan være lige så gode som ting der forceres. Hvad angår det sporadiske, så kan planøkonomier jo kaldes meget, men ikke lige det. Det må så blive efter det mere konservative credo : 'if it aint broken no fix needed', altså 'om overhovedet'. Men alt der foregår i tid bliver 'broken' på en eller anden måde. Det er naturligvis at indtænke i evt. planer. men grunden til en ny opmærksomhed om planøkonomi er jo ikke behov for vækstvisioner, formuleret kaldet 'planer', der lige kan skyde tilbagestående lande op på USA-niveau (hvor attraktivt det så er ?), men at skabe og styre sænkede vækstniveauer på pioneerplan, dvs under omstændigheder hvor den store majoritet fortsat vil reagere på det som værende 'kapitulation' for deres velvillige værnemagt.
Indrømmer den er svær... :-) Men skal siges.

odd

Var det et forsvar for planøkonomi??? :-D

Flemming Scheel Andersen

Thomas

Er det galt at have en plan for en økonomi??? Eller har du et svagt punkt der?

Lasse Damgaard

Planøkonomi er når der blæses bobler på wall street

Planen er; Størst muligt profit

Flemming + Lasse:

Planøkonomi: http://da.wikipedia.org/wiki/Plan%C3%B8konomi

Flemming Scheel Andersen

Thomas

Det kan du ikke mene alvorligt???

" Da de proletariske statsformer ofte har lidt af en degeneration på den ene eller anden måde (udemokratiske, bureaukratiske, sanktioneret af omverdenen etc.), har planøkonomierne ikke haft den forventede effekt."

"Socialism af Ludwig von Mises (1951-udgaven på engelsk)"

Flemming Scheel Andersen

Thomas

"EU's landbrugspolitik ligger så tæt op ad planøkonomi, at den i praksis fungerer som sådan, og det er ikke nødvendigvis dårligt

JORDBRUG
Alt for ofte tænker vi, at planøkonomi er betinget af skæve produktionsplanlægningsstrategier i det tidligere Sovjetunionen. Men det er ganske enkelt ikke rigtigt.
Planøkonomi har mange ansigter, og et af disse er faktisk et meget socialt projekt, som kort sagt handler om at omfordele ressourcer i samfundet. Det er her, at EU's landbrugspolitik kommer ind i billedet. Uden at sige, at EU's landbrugspolitik er planøkonomisk, vil jeg alligevel vove den påstand, at den ligger så tæt op ad planøkonomi, at den i praksis fungerer som sådan, og det er ikke nødvendigvis dårligt."

http://www.information.dk/29010

Flemming Scheel Andersen

Thomas

"planøkonomi, politisk-økonomisk system, hvori produktion, beskæftigelse og fordeling af produktionsresultatet i betydeligt omfang styres af centralt lagte planer. Hvis de centrale planer er detaljerede og bindende, taler man om en kommandoøkonomi, der som idealtype er modbegrebet til den rene markedsøkonomi. Planøkonomi forudsætter ikke kollektiv ejendomsret til produktionsmidlerne, som det fx ses under socialisme, men forbindes ofte hermed."

"Der har været tilbøjelighed til at forstå Sovjetunionens opløsning i 1991 som resultat af det planøkonomiske systems fallit. På tidspunktet for sammenbruddet kunne det økonomiske system, trods åbenbare tegn på ineffektivitet, imidlertid give befolkningen en i historisk sammenhæng tryg levestandard, samtidig med at Sovjetunionen fortsat kunne opretholde sin stormagtsstatus. Sammenbruddet bør derfor snarere forstås som et moralsk sammenbrud for det politiske system.
Bedømmelsen af planøkonomi som system må bygge dels på konkrete historiske erfaringer, dels på teoretiske overvejelser. Den totalitære socialistiske planøkonomi i Sovjetunionen præsterede betydelige resultater under de første femårsplaner og i genrejsningen efter 2. Verdenskrig. Den totalitære kapitalistiske planøkonomi i Nazityskland såvel som krigstidens planøkonomier i de demokratiske kapitalistiske lande var succeser i lyset af markedsøkonomiernes krise i 1930'erne."

http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/%C3%98konomi/%C3%9...

Flemming Scheel Andersen

Thomas

Planlægningen i de kapitalistiske lande har først og fremmest sit udspring i behovene for at gribe mere aktivt ind fra de statslige myndigheders side. Dette blev erkendt som nødvendigt efter den dybe og vedvarende økonomiske krise i 1930'erne. Sammen med genopbygningsbehovene i en række vesteuropæiske lande efter 2. verdenskrig, skabte det basis for en vis planlægning og styring i mange vesteuropæiske lande i efterkrigstiden. Hovedformålet var at sikre genopbygningen og stabiliseringen for at undgå tilbagefald til en krise af 1930'ernes art. Finansloven eller tilsvarende dokumenter med andre betegnelser har været det væsentligste udtryk for denne planlægning. Senere er mere langsigtede perspektiver også kommet stærkere ind i billedet.

Mulighederne for planlægning og styring i de kapitalistiske lande har vist sig at være ret skiftende. Nogle lande, som Norge, Sverige og Frankrig, har over længere perioder oplevet en vellykket gennemførelse af planer. I enkelte andre lande er «nationale økonomiske planer» mere blevet hængende i luften uden styrke til at påvirke det faktiske udviklingsforløb.

Graden af økonomiske og politiske konflikter i de forskellige lande er af afgørende betydning for mulighederne for at føre en nogenlunde sammenhængende og effektiv økonomisk politik i overensstemmelse med udarbejdede planer. Den økonomiske krise i 1974-75 - som var den kraftigste siden 1930'erne - kuldkastede mange planer, og det viste sig vanskeligt på samme tid at få bragt beskæftigelsesudviklingen, prisudviklingen og udviklingen af handelsbalancen under kontrol igen.

Neoliberalismens ideologiske fremmarch siden 1970'erne har på en række områder trængt den samfundsøkonomiske planlægning tilbage i de kapitalistiske lande. Konsekvensen har været, at kapitalismens anarki er blevet sluppet løs i højere grad end tidligere. Nogle sektorer har derved fået mulighed for at skaffe sig store ekstraprofitter, mens andre sektorer er blevet hårdt trængt eller helt udraderet. På det sociale område er konsekvenserne en samfundsmæssig polarisering - mellem de dele af befolkningen der hår råd til at skaffe sig ordentlige boligforhold, uddannelsesmuligheder, sundhedsforsorg, pensionsmuligheder osv. og de dele der falder gennem de stadig større masker i det sociale «sikkerhedsnet».

http://leksikon.org/art.php?n=2037

Det behøver ikke at være sort -hvidt , men både og, som blev effektueret udmærket i mange lande langt op i slutningen af sidste århundrede.

Thomas Krogh, helt ærligt ved jeg ikke om mine rå-naivistiske epistler i denne tråd er var et 'forsvar for planøkonomi' -)
At økonomi er empirisk spådomskunst på linje med læren om vind og vejr kan vi godt være enige om, men der drives jo stadig tilforladelig meteorologi som videnskab, og planlægges derefter.
Så hvis økonomi kunne drives lige så 'uafhængigt af økonomiske og politiske interesser' som meteorologi smerteløst kan, så vil det være lige så validt at planlægge efter. Men naturligvis er der langt til statsstyret medvind på cyklestierne kan blive en realitet. Det er nok ikke den form for planøkonomi der er bedst - valgløfteri.
Det sker da at vejr-manden tager fejl, men for at komme med et yderst betinget svar så :
: jae...

Don(g)CoryKrone

Steffen Gliese

Sovjet faldt jo sammen som følge af to på hinanden følgende kup - først den gamle gardes forsøg på at afsætte Gorbatjov og ende perestrojka, dernæst Jeltsins mere vellykkede forsøg på at tage magten fra Gorbatjov, hvilket mildt sagt var en katastrofe for den russiske befolkning.

Peter

Sovjet faldt jo sammen som følge af to på hinanden følgende kup - først den gamle gardes forsøg på at afsætte Gorbatjov og ende perestrojka, dernæst Jeltsins mere vellykkede forsøg på at tage magten fra Gorbatjov, hvilket mildt sagt var en katastrofe for den russiske befolkning.

Begge hændelsers udfald var drevet af at den sovjettiske befolkning havde mistet enhver tillid til systemet. Fundamentet var råddent.

Flemming

Jeg er enig i at der er planøkonomiske elementer i - dele af - EU's landbrugspolitik, og om der så er en nytteværdi i det eller ej, så ser vi jo også konsekvenserne af det. Et gigantiske bureaukrati, overproduktion af visse usælgelige varer, en regeljungle der nogle gange gør det mere lukrativt at udnytte systemet, end at producere fødevarer etc. etc. Så selvom der sikkert er - mere eller mindre - gode grund til at opretholde disse planøkonomiske elementer har det *altid* også negative konsekvenser.

randi christiansen

Thomas : 'Så hvis private virksomheder finansierer, bygger og driver effektive vindmølleparker, der kan konkurrere med fossile kraftværker, så er det odiøst??'

Ja i høj grad hvis de privatprofiterer på fællesskabets bekostning. Og det er jo, hvad deres forretningsmodel går ud på > at almenvellet er helt underordnet max profit til en lille ejerkreds. Som det ses i nuværende verdensøkonomi > en lille elite kontrolleter størstedelen af fællesskabets ressourcer, og verdens miljø-og socioøkonomi er konstant på vej mod undergang. Det er den ringeste forretningsmodel, som tænkes kan, at overlade forvaltning af fællesskabets ressourcer til en lille privatprofiterende eliite, som kun har egeninteresser for øje. Det er nu så tydeligt som aldrig før - og derfor ubegribeligt at nogen stadig forsvarer modellen.

randi

Ja i høj grad hvis de privatprofiterer på fællesskabets bekostning. Og det er jo, hvad deres forretningsmodel går ud på > at almenvellet er helt underordnet max profit til en lille ejerkreds. Som det ses i nuværende verdensøkonomi > en lille elite kontrolleter størstedelen af fællesskabets ressourcer, og verdens miljø-og socioøkonomi er konstant på vej mod undergang.

Så hvilken rolle har private virksomheder i din verden?

Det er den ringeste forretningsmodel, som tænkes kan, at overlade forvaltning af fællesskabets ressourcer til en lille privatprofiterende eliite, som kun har egeninteresser for øje. Det er nu så tydeligt som aldrig før - og derfor ubegribeligt at nogen stadig forsvarer modellen.

Empirisk er der der kun een der er værre. Det er at overlade det til det offentlige. Så ved man det går *helt* galt.

Flemming Scheel Andersen

Thomas

Hvilket jeg så tillader mig at omskrive til det lidt mere positive at planøkonomi har sine fordele når den benyttes korrekt, ligesom markedskræfter har sine fordele i andre situationer.
Hvis man p.g.a. fortidens fejltagelser har fordomme om dele af værktøjskassen og afstår fra at benytte dem på grund af disse fordomme, så er man selvfølgeligt utilladelig dum.
Fortidens fejl skal udnyttes til at lære af, så de forskellige værktøjer skærpes og benyttes rigtigt til de rigtige diskussioner, som vi også har debatteret omkring devalueringer.
At et værktøj er forkert i en situation er ikke de samme som at det altid er det i alle situationer eller at man kun benytter det samme fordi man føler sig tryg ved det og ikke tør bruge de andre muligheder der gives.
Men det opfatter jeg faktisk at du også lige så langsomt får øjnene op for.

Flemming Andersen:

Thomas Krogh er faktisk for længst konverteret til statskapitalisme, hans yndlingseksempel på sund økonomi er Kina.

Flemming Scheel Andersen

Claus Jensen

Njaee mit indtryk er at planlægningsdelen i Kinas økonomi underkendes og trykket og opmærksomheden, af Thomas og mange andre, lægges på markedsdelen af ideologiske grunde.
Ideologi er som bekendt noget bras og hindrer ofte den udøvere i at se andre muligheder klart, p.g.a. fordomme og jeg fornemmer også at Thomas reflektorisk bruger ordet og begrebet planøkonomi som noget negativt eller et skældsord, uden at kunne se de muligheder der også er i at tilade sig at have en planlægning for sin økonomi.
Uden at jeg af den grund mener man skal stivne i denne planlægning eller være utilbøjelig til at tilpasse den de forandringer der måtte komme.

Sider