Nyhed
Læsetid: 2 min.

DF og EL kræver svar om overvågning

Regeringen bør undersøge, om der foregår ulovlig overvågning i Danmark, lyder det fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti. Statsministeren kaldes nu i samråd
Indland
31. januar 2014

Dansk Folkeparti og Enhedslisten efterlyser svar på, om den amerikanske efterretningstjeneste NSA har udøvet spionage mod andre landes forberedelser til klimatopmødet COP15 i København i 2009.

Det sker, efter Information i går kunne afsløre, at skandalen om NSA’s massive og globale overvågning af borgere, regeringer og institutioner også omfatter Danmark, som var vært for COP15.

»Hvis det står til troende, og det dokument er sandt, har vi mildest talt et problem. Noget tyder mere end kraftigt på, at både FN og Danmark er blevet aflyttet i forbindelse med klimatopmødet,« siger retsordfører Pernille Skipper (EL) med henvisning til det NSA-dokument, Information har fået adgang til via den amerikanske whistleblower Edward Snowden.

»Det er det tætteste, vi kommer på en ret specifik sag om Danmark i forbindelse med de dokumenter, som Edward Snowden har lækket,« siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, der opfordrer regeringen til at undersøge sagen nærmere.

»Regeringen skal spørge amerikanerne, hvad der er op og ned i det her. Det er noget, der tidligere har medført ret stor debat i USA, og den her sag vækker også diskussion,« siger Peter Skaarup.

Efter gårsdagens forespørgselsdebat i Folketinget vil Enhedslisten nu indkalde statsminister Helle Thorning-Schmidt til samråd, siger Pernille Skipper: »Vi er temmelig utilfredse med de svar, vi har fået. Det er mærkværdigt, at man kan blive ved med at holde sig for øjne og ører og lade som om, der ikke er noget at undersøge overhovedet.«

’Naivt’

Statsministeren, justitsministeren og forsvarsministeren fastholdt i går i Folketinget, at der ikke er grund til at antage, at der foregår »ulovlig« overvågning i Danmark.

»Det virker en kende naivt, når man ser på de mange afsløringer, der er kommet af overvågning af borgere, regeringsledere og EU-institutioner. Så skulle man antage at Danmark er en hellig plet, det har jeg meget svært ved at tro på,« siger Pernille Skipper.

Dansk Folkepartis Peter Skaarup efterlyser også svar på, hvad regeringen kender til NSA’s viden om blandt andet den danske ’redningsplan’ til klimatopmødet, som omtales i dokumentet.

»Det vil være relevant at få at vide, hvad regeringen ved. Det er en mulighed, at det faktisk er den danske regering, der har udleveret det til nogle parter. Det står lidt uklart synes jeg,« siger han.

Amnesty International opfordrer ligeledes til, at regeringen undersøger NSA’s overvågning i Danmark.

»Regeringen kan ikke længere stikke hovedet i busken og foregive, at alt er i den fineste orden. Amnesty opfordrer regeringen til at vågne op og iværksætter en undersøgelse af NSA’s aktiviteter i Danmark,« siger pressechef Ole Hoff-Lund i en pressemeddelelse.

I Berlingske afviste den nytiltrådte chef for PET, Jens Madsen, i går, at der foregår ulovlig overvågning i Danmark.

»Jeg har ikke nogen som helst formodning om, at NSA eller andre udenlandske tjenester ulovligt skulle aflytte danskere herunder danske politikere eller ministre,« siger PET-chef Jens Madsen til Berlingske.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Andersen

Fortsæt og udvid samarbejdet DF og EL :-)

Der er masser at tage fat på.

Per Torbensen, Ole Hansen, lars abildgaard, Tue Romanow, Niels Engelsted, Peter Hansen og Daniel Hansen anbefalede denne kommentar
Helene Nørgaard Knudsen

Der er 2 muligheder. Enten ved vores folkevalgte ikke hvad der foregår. Ellers også lukker de bare øjnene. Uanset hvad der er op og ned bør den slags ikke foregå i et land der praler af at være verdens ældste demokrati.

lars abildgaard, Tue Romanow, Morten Andersen og Jan Pedersen anbefalede denne kommentar
Martin Madsen

Det er ordet ulovligt vi skal lægge mærke til!
Har regeringen givet NSA lov til at tappe vores data?
Det ville i så fald være en nem måde for PET at omgå dansk lovgivning på.
"Hey NSA, Hvis i får lov at lytte, sender i så ikke lige nogle data til os?"

lars abildgaard, Tue Romanow, Morten Andersen, Janus Agerbo og Jan Pedersen anbefalede denne kommentar

Pudsigt at den yderste højrefløj og at den yderste venstre fløj "står sammen og forenet" i denne sag ?

Måske er regeringens og folketingets flertals holdning mere gennemtænkt ????

Næppe!

Men noget helt andet ér, at offentligheden er bekendt med, at der er flere leaks på vej om forholdene omkring U.S.A.'s spionage imod DK og befolkningen herhjemme. Så før politikerne dummer sig alt for meget med den mærkværdige efterladenhed på området, burde de være klare over, at deres uholdbare position snildt kan blive endnu mere uholdbar...

Med venlig hilsen

Preben Bollerup, lars abildgaard, Tue Romanow og Morten Andersen anbefalede denne kommentar

Så længe man insisterer på at holde diskussionen om de juridiske aspekter, kommer man ingen steder. Det er vist spil for galleriet. Det er dog nærliggende, at betænke det modsatte, når man nu har noget at skjule - ellers havde man jo faret ud med lys og lygte, det er vel heri man skal vare sig for at blive nyttig idiot.

Men selvom det er lineært med grundloven, betyder det vel ikke konventionerne er overholdt. Jeg har ikke styr på hvordan det ratificeres i detaljer.