Læsetid: 4 min.

Eksperter: Regeringen bør undersøge overvågning af Danmark

Mens den danske regering fortsætter med at afvise kendskab til ’ulovlig’ overvågning, har regeringer i udlandet krævet svar fra USA på NSA’s spionage. Eksperter efterlyser klare svar fra regeringen på, hvilken overvågning der finder sted i Danmark
Efter at det kommet frem at NSA spionerede mod Danmarks og andre landes forberedelser til COP15 i København i 2009, opfordrer eksperter regeringen til at undersøge overvågningen af Danmark

Efter at det kommet frem at NSA spionerede mod Danmarks og andre landes forberedelser til COP15 i København i 2009, opfordrer eksperter regeringen til at undersøge overvågningen af Danmark

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

1. februar 2014

Regeringen skylder befolkningen at undersøge grundigt, om der foregår ulovlig overvågning mod Danmark, og den bør samtidig oplyse åbent om den lovlige overvågning, der måtte forekomme som led i aftaler mellem Danmark og USA.

Det siger eksperter i overvågning og efterretningstjenester efter Informations afsløring af, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA spionerede mod Danmarks og andre landes forberedelser til COP15 i København i 2009.

»Der er så stærke indikationer på, at der er foregået noget, som ikke skulle foregå. Det bør man selvfølgelig få undersøgt. Det er i alles interesse at finde ud af, hvad det er for en overvågning, vi har i Danmark,« siger leder af Forum for overvågningsstudier på Aarhus Universitet Peter Lauritsen.

Siden afsløringerne af NSA’s omfattende og globale spionage begyndte i sommer, har den danske regering afvist at kende til »ulovlig« efterretningsaktivitet rettet mod Danmark.

Efter at sagen er rykket til Danmark, har regeringen ikke ændret på sit syn på sagen, og da statsministeren, justitsministen og forsvarsministeren torsdag var til forespørgselsdebat i Folketinget, gentog de alle, at der ikke er grund til at antage, at der foregår ulovlig efterretningsaktivitet rettet mod Danmark.

»Når regeringen stiller sig op tre mand og siger det samme, virker det, som om det er et svar, som muligvis er sandt, men som ikke nødvendigvis er dækkende. Det er mere utryghedsskabende end beroligende, fordi man får den mistanke, at de ikke fortæller det, de kunne fortælle,« siger Peter Lauritsen.

International harme

Siden sommer er det blevet afsløret, hvordan NSA overvåger regeringsledere, EU-institutioner, FN og indsamler store mængder metadata, bl.a. om borgere i Frankrig. Det har medført skarp kritik af USA fra de berørte landes regeringer og er blevet fulgt op med krav om, at NSA skal indstille sin overvågning.

Tysklands kansler, Angela Merkel, har personligt krævet en forklaring fra USA’s præsident, Barack Obama. Merkels talsmand har desuden udtalt, at kansleren har givet udtryk for harme over, at amerikanerne har være langsommelige med at svare på detaljerede spørgsmål vedrørende NSA-skandalen.

Frankrigs præsident, François Hollande, har ligeledes tidligere konfronteret Obama, efter det kom frem, at NSA opsnapper millioner af franskmænds telefonopkald og tekstbeskeder. Frankrig har også protesteret over for den amerikanske ambassadør i landet.

Mens forsvarsminister Nicolai Wammen (S) har udtalt til Ritzau, at han ikke kan »genkende det billede, Informations artikler tegner i forhold til NSA og Danmark«, har flere EU-kommissærer efter Informations afsløring udtrykt bekymring over overvågning.

EU-kommissær for digitale anliggender Neelie Kroes har over for Politiken kaldt oplysningerne »bekymrende«, mens justitskommissær Viviane Redings talskvinde, Mina Andreeva, har sagt, at »masseovervågning er uacceptabelt«.

»De nye afsløringer i Danmark er bare endnu et af mange eksempler, der gør det endnu mere hastende og vigtigt at få vedtaget fornuftige regler, som giver både borgere og virksomheder tilliden tilbage,« har Andreeva udtalt til Politiken.

Politikere med skyklapper

Flemming Splidsboel er lektor på Københavns Universitet og tidligere analytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste. Han er »overbevist om, at der er amerikansk indhentning af data i Danmark, men man vælger af forskellige grunde ikke at gøre noget ved det«, siger han.

»Det er i sidste ende et politisk spørgsmål og et spørgsmål om, hvad befolkningen synes. Folk er tilsyneladende ligeglad med det her. Og så kan den til enhver tid siddende regering bare gøre det samme og gentage, at der ikke er grund til at tro, at der foregår ulovlig overvågning mod Danmark.«

Ifølge Flemming Splidsboel er der tre mulige forklaringer på den faste vending, regeringen anvender om, at der ikke er grund til at tro, at der foregår noget »ulovligt«:

»Den ene er, at de simpelthen lyver. Den anden er, at der foregår indhentning, men at USA har tilladelse til det, og det er bestemt ikke umuligt. Den tredje mulighed er, at det foregår, men Danmark ikke har kendskab til det, og det er heller ikke umuligt,« siger Flemming Splidsboel og tilføjer: »Jeg hælder til en kombination af de to sidste. Man siger så lidt som muligt uden at lyve.«

Juraprofessor Gorm Toftegaard Nielsen sagde i går i Information, at regeringen taler udenom i NSA-sagen: »Der bliver lagt flere og flere oplysninger frem, som gør, at man ikke bare kan blive ved med at sige, at man ikke tror, NSA foretager sig noget ulovligt i forhold til Danmark,« sagde han. »Man kan jo ikke bare blive ved med at sige, at man ikke antager eller tror, der foregår noget fordækt.«

Åbenhedens interesse

Selv om det endnu ikke er blevet dokumenteret, om NSA eksempelvis indsamler metadata om danske borgere eller aflytter ministre eller samfundsinstitutioner, kunne den danske regering alligevel med god grund udvise større bekymring, mener Peter Lauritsen.

»Man kan kunne gå længere i åbenhedens interesse, og man kunne give udtryk for bekymring, hvis de her historier er sande. Vi kan som befolkning ikke få at vide, hvad der foregår. Det er et principielt problem, når man lever i et demokrati,« siger Peter Lauritsen. Han anerkender, at der er en grænse for, hvor mange informationer man kan få, når det handler om efterretningstjenesters arbejde, men siger, at de mange afsløringer rejser principielle spørgsmål, man er nødt til at tage stilling til.

»Spørgsmålet er, om der er god nok kontrol med efterretningstjenesterne. Hvis der er en aftale om overvågning, er der så opbakning til det i befolkningen, og hvis der ikke er en aftale, hvad vil man så gøre ved det?«

Flemming Splidsboel er af samme opfattelse: »De her sager viser nogle etiske problemstillinger, som jeg som privatperson mener, vi bør forholde os til. I stedet for at lukke øjnene, som politikerne gør,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • Steen Sohn
  • Daniel Hansen
  • Dorte Sørensen
  • Erik Jensen
  • Alan Strandbygaard
  • Jesper Wendt
Anne Eriksen, Steen Sohn, Daniel Hansen, Dorte Sørensen, Erik Jensen , Alan Strandbygaard og Jesper Wendt anbefalede denne artikel

Kommentarer

Saadan !

Dog et enkelt hvorfor-dog-det til : "Han anerkender, at der er en grænse for, hvor mange informationer man kan få, når det handler om efterretningstjenesters arbejde, ..."

Karol Kanarra

Priset den dag, hvor overskriften lyder: "Regeringen: Eksperter bør undersøge overvågning af Danmark" - indtil da er vi prisgivet etc.

Fordi adviseret overvågning ingen virkning har, men det betyder jo ikke, at metoderne skal være covert. Så åbenhed om hvad og hvorfor, og videre i teksten. Det er muligt der kan tages præventive foranstaltninger i brug, efterfølgende, men der er jo ingen der siger de skal publicere koderne.

Noget andet i den sammenhæng er NATO, har det været nævnt?

Jeg håber Information fortsætter, når nu PET ikke vil værne om demokratiet, så må Information træde frem. Gad vide hvor meget der jokes med PET på Star Trek broen. De må klappe sig på lårene. Pet, NO - THE PET. OOOOH PATHETIC? HAHAHA Nå ja, man ved aldrig. :)

Lise Lotte Rahbek

Overvågning?
jamn det er jo til fordel for borgerne, så de onde terrorister ikke kommet og tager os... og vores tryghed... og frihed.. og..
ehmn..

Jeg tror det er tid at se Vild Med Dans.

Anne Eriksen, Morten Andersen, Daniel Hansen, Peter Hansen, Claus Jensen, Rune Petersen, Dan Johannesson, Tue Romanow og Alan Strandbygaard anbefalede denne kommentar

Jeg er fuldstændig enig i at overvågning skal undersøges, men af hvem?

Hvis man finder ud af at nogen overvåger os og hvem, må det jo være spionage, skal de så fængsles og straffes som spioner?

jørn faurschou

NEJ!
Regeringen bør stoppe salget af DONG aktier til de kriminelle Goldman Sacks.

IKKE GLEMME!!!!
Huske hvad de gjorde i går.

Kom nu! Fortsæt...

"Folk er tilsyneladende ligeglad med det her." (Flemming Splidsboel)

Øh hva'ba? Mon ikke Splidsboel i alvorlig grad trænger til at få sin intuition sendt til service en af dagene?...

Med venlig hilsen

Georg Christensen

Endnu engang kun endnu en gang et tydeligt bevis på det nuværende regimes mangel på nogen form for troværdighed. Som socialist gør det virkelig ondt at skrive dette, hvor socialdemokraterne nu sammen med de radikale, i lang tid fuldstændig har forladt deres egne "IDEALER".på aller områder, ser jeg et lyspunkt SF har forladt dette måske "korrupte" selskab.

Men mere alvorligt - Danmark er værter for denne kongress - Det kan godt være HTS er kold i r.... over danskerne - men hun BURDE altså værne om de gæster vi har på besøg .. Altså de kunne jo gå hen og opdage, at årsagen til at løkke var lidt træt, var at måske selv have været rundt og sætte mikrofoner op underbordene..

Undskyld jeg kan ikke tage hverken Christiansborg eller især den nuværende SR (minus SF) regering alvorlig mere..

Georg Christensen

En undersøgelse af NSA´s virken, er helt sikkert en god ide, den må bare ikke foretages af en underorganisation af NSA, (de danske efterretnings væsener). Her kunne det måske være en god, at bede modstandernes efterretnings eksperter om hjælp, bare for at undgå "manifulationer".

Når formodede forbryder sættes til at undersøge sig selv,er resultat jo i forvejen givet.

Daniel Hansen, Michael Madsen og Torben Selch anbefalede denne kommentar

Det højeste håb, som kan knyttes til denne sag, må være at statsministeren ved det forestående samråd afslører sig som løgner og kollaboratør, så hun må forlade skibet. Der bliver absolut intet gjort ved overvågningsproblematikken, så længe Thorning sidder med magtens kæder. Det samme gælder Vestager - og det vil gælde Løkke og enhver anden fra borgerlig/liberal side. Og hvis prisen for at komme af med Thorning og Vestagers og Corydons facistoide regimente er at lade Løkke eller andre dumme sig, er det til at leve med. De ville næppe turde gå så vidt i vælgerforagten, som menneskene fra det sorte tårn vil, selvom det egentligt er lidt forrykt at måtte konstatere dette.

arne poulsen, Morten Andersen, Daniel Hansen og Ib Christensen anbefalede denne kommentar

Endnu et eksempel på enorme diskurs der opstået mellem eliten og befolkningen. Ikke kun i Danmark, men i hele den vestlige verden.
Før eller siden kommer alle til at mærke den kurs eliten har indstillet for vore samfund, også selvom folk ikke går op i det nu. På et tidspunkt har det vokset sig stort nok til at skabe et paradigmeskift. Spørgsmålet er, om elitens netværk kan modstå presset eller der kommer en rigtig revolution. Kommer der en revolution, må spørgsmålet være: Af hvilken type? Jeg tror ikke på de "gamle" revolutioner, der ofte kædes sammen med vold og ødelæggelse, men nærmere på en infomations-revolution, en politisk revolution eller en økonomisk revolution. Selv tror jeg mest på den første, da denne forandring i vores samfund - adgang til uanede mængder information - er den største nye grundlæggende faktor for oplysning, stillingtagen og demokratisk virke. Den er også grundlæggende for alle andre typer af revolutioner.
Vi har brug for en infomationsrevolution. Der er dér at magten ligger i fremtiden - og dér vi finder våben til at bekæmpe eliten.

Morten Balling

Hvad har vi tænkt os at gøre ved problemet, udover at brokke os, som fuglene i mit avatar billede? Jo flere afsløringer som mødes af lidt "det er også for galt", desto mere "accept" af overvågningen i den lange ende. Det er lidt ligesom i gamle dage, hvor man kunne blive helt træt af at se på sultne børn i Afrika hele tiden. Ræk mig lige en småkage.

Hvis du kom hjem, og så at nogen havde skruet et CCD kamera op i loftet af dit soveværelse, ville du så også bare brokke dig?

Virkeligheden er nok at man kan råbe og skrige herfra til det regner med diamant besatte malkekøer.

Jeg vil give Henrik ret. Den almindelige dansker er fuldstændigt ligeglad. Desværre...

arne poulsen, Michael Madsen og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

I Tyskland diskuterer man selvfølgelig også den amerikanske aflytning, men kan ikke enes om, hvor grundigt et udvalg skal grave i sagen. Den sort-røde regering mistænkes af oppositionen (Grønne og Die Linke) for at ville lave en skin-undersøgelse:

http://www.spiegel.de/politik/deutschland/nsa-untersuchungsausschuss-gru...

Det er ikke let både at kritisere og samtidigt være en 'loyal partner' i Det vestlige Værdifællesskab.

der er to muligheder, hvis politikerne siger, at de ikke kender til ulovlig aflytning, den ene er at de lyver, den anden er at vores egne efterretningstjenester er uduelige, der er snarere tale om aftalt spil, så teokratiet USA får lov til at aflytte uhindret mod at dele, hvad der kunne have interesse for den danske stat, hvem sagde STASI.

Det virker ikke som om der er hul igennem fra befolkningen til politikerne - desuden kan man lave samråd fra nu af og til evigheden uden at løbe tør for stof!
Det er som om Helle Thorning ikke havde så meget at gøre med COP 15 i 2009, så måske Lars Løkke skulle i samråd, bare for syns skyld?

Steen Sohn:
Ja, det evige problem for mellemledere, f. eks. værkførere, der både skal være loyale opad i systemet og nedad i systemet, og aldrig kan være begge dele samtidigt, og derfor altid er frustreret og udsat for kritik. Af samme grund har mellemledere en højere sygelighed og dødelighed end deres indtægtsforhold berettiger til.
Den letteste måde at knække et menneske civiliseret på er at stille ham/hende mellem sine venner/kolleger og ledelsen/direktionen og lokke med lønstigninger og smarte titeler. Den danske statsminister er reduceret til en mellemleder, der står mellem USA/EU og den danske befolkning, og hun opfører sig netop forventet som en flue i en flaske, hid og did og i konstant forsvar. Og da hun aldrig kan vide, hvad EU/USA vil forlange eller ønske næste gang, kan hun aldrig udtrykke sig klart om selv små spørgsmål. Vælgerne leverer pladsen og USA/EU leverer indflydelsen og benene, og sidstnævnte er således dem, statsministerens skal levere varen til og leve iblandt, og det er derfor også dem, hun sammenligner sig med og vurderer sig i forhold til. Hendes vælgere er bare stemmekvæg, så inden valget siger hun det, de vil høre, og straks hun er valgt, droppes de.
Helle har lavet en Obama, ligesom Obama lavede en Blair, og ligesom Blair lavede en Clinton.
Verden vil bedrages, og i øjeblikket bliver den det efter noder! Vi har i stilhed fået stablet et nyt aristokrati på benene. Denne nye (fantastisk stupide) adel, skammer sig ikke engang, nedtoner ikke engang sin status, men stiller den stolt til skue, noget der godt senere kan vise sig at have været rigtigt dumt.
Jeg vedlægger to små videoer, i alt 20 minutter om den finansielle krise der ledte op til den franske revolution. IKKE kedeligt.
http://www.youtube.com/watch?feature=player_detailpage&v=7zvNV-vkEzc
og
http://www.youtube.com/watch?feature=player_detailpage&v=U4aRuiO1OuQ

Kurt Lindy Hansen

Overvågning er kommet for at blive. Den, der har god samvittighed har ikke noget at frygte. Hvis almindelige mennesker bliver overvåget, hvorfor så ikke politikere? Giv dog statsministeren og den øvrige regering ro til at regere dette land til gavn for os alle sammen.