Læsetid: 2 min.

Hvor får politikerne dog ideerne fra?

I et tilbagevendende renselsesritual vaskes videnskab fri for medansvar, når den tages i brug og viser sig at smage grimt
13. januar 2014

Sidst var det studiefremdriftsreformen. Politikerne har fået læst og påskrevet af rektorer, dekaner og universitetsdirektører og af studerende og undervisende repræsentanter for universiteternes fodfolk. Forståeligt nok. Det er politikere, som har truffet beslutning om tiltaget med det frastødende navn og et på mange måder betænkeligt indhold. Men i hvilket omfang er det rimeligt at sige, at reformen – og den kulturrevolution i universitetsverdenen, som en del debattører i kraft af reformen pludselig har fået øje på – er politikernes skyld?

Uden inspiration og teknisk-videnskabelig bistand fra dele af universitetsverdenen ville en reform af ovennævnte type aldrig være blevet til. Det samme gælder for rigtigt mange andre kontrollerende og evaluerende tiltag, som besluttes og sættes igennem i forhold til offentlige institutioner i disse år. Hverken tænkemåderne, ideerne eller de konkrete udformninger har politikere selv hittet på. Det ville de slet ikke kunne finde ud af. De har fået specialiseret videnskabelig og professionel hjælp, som oprinder i universitetsverdenen. Denne hjælp fortoner sig som regel, når talen er om bagud- og fremadrettet ansvar for et eller andet ubehageligt.

Det bliver politikernes skyld. I en kollektiv fortrængningsrutine bliver universitetsverdenens bidrag borte i tågerne. Hvor er vi selv? Og kan man tale om universitetsverdenen som et kollektivt ’vi’ med et fælles ansvar?

Broderskab og renhed

Universitetsverdenen er et virvar af forskellighed, og det ville for eksempel være urimeligt at give biologen skylden for, hvad økonomen frembringer. Alligevel giver det en vis mening at tale om universitetsverdenen som et ‘vi’ med et mål af kollektivt ansvar. Der er – og skulle også helst være – noget, som binder sammen. Men det behøver vel ikke lige netop at være en oplevelse af at tilhøre et akademisk broderskab, der står last og brast om resolut at feje medansvaret for anvendt videnskab, som viser sig at smage grimt, ud af universitetsverdenen.

Bidrag til et sådant tilbagevendende renselsesritual ydes af journalister, der har brug for videnskabelige eksperter som uangribelige sandhedsvidner, og af politikere, der ønsker at kunne legitimere politiske tiltag gennem henvisninger til videnskabelig evidens. I sidste ende får politikerne så skylden, hvis det går galt, og videnskaben får æren, hvis det går godt. Og så kan komedien starte forfra.

En blind plet

Universitetsverdenen bidrager til løjerne. Brug af udtryk som djøfisering gør det muligt at glemme, at jurister, økonomer og beslægtede faggrupper faktisk uddannes på universiteter – at hele centraladministrationens virke på godt og ondt afhænger af universitetsverdenen. Egne bidrag, egen deltagelse er en blind plet.

Der synes ikke at være nogen ende på de bilmotorlignende modeller, forskere bruger til at illustrere diverse samfundsmæssige forhold og samspil, og som fremviser mængder af elementer, faktorer eller aktører – blot glemmer de som regel sig selv. Som mulige medvirkende aktører og faktorer er forskere og videnskabelige tænkemåder gerne underligt fraværende i grundlaget for empiriske undersøgelser af samfundsmæssige tendenser, i teoretisk arbejde, i modelbyggeri, i artikler, rapporter og bidrag til offentlig debat.

Blinde pletter skal man have hjælp til at få øje på. Giver vi i universitetsverdenen hinanden den hjælp i form af gensidig og offentlig kritik mellem repræsentanter for forskellige discipliner, fag og skoler? Et fromt nytårsønske kunne være, at universitetsverdenen fremover oftere ville lade sig binde sammen af denne form for akademisk hygiejne.

Gitte Meyer er seniorforsker ved Center for Civilsamfundsstudier på Copenhagen Business School

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kristian Løwenstein
  • Eva Bertram
  • Søren Rehhoff
Kristian Løwenstein, Eva Bertram og Søren Rehhoff anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Rahbech Jensen

Mit indtryk er, at politikerne i Folketinget fortrinsvis får sine idéer fra nyhedsmedier herunder ikke mindst de ofte ledende spørgsmål, journalister kræver svar på.

Universiteternes bidrag består i så fald fortrinsvis af svar på journalisters spørgsmål samt artikler og rapporter, som nyhedsmedier refererer.

Idéen om en studiefremdriftsreform var vist afledet af en rapport fra den internationale samarbejdsorganisation OECD. Mit indtryk er, at der er opstået en synergi på Christiansborg, hvor Folketingets interesse for fx. OECDs rapporter er motiveret af pressens dækning, samtidig med pressens dækning er motiveret af Folketingets behov for en balance mellem indtægter og udgifter. Universiteters indirekte bidrag er økonomiske modeller, som politikere og journalister er fælles om.

Steffen Gliese

Problemet er jo tværtimod, at politikerne synes at betragte penge som en virkelig substans, mens de aktiviteter i samfundet, der er virkelige, og som skal understøttes, forsømmes, herunder forskningen og kulturen. Der fokuseres alt for meget på at gøre os rigere, selvom vi reelt set er en stagnerende befolkning, hvor kun en voksende befolkningsandel af gamle er skyld i, at tallet ikke forlængst er begyndt at falde. Og gamle har ganske få materielle behov i forhold til de færre og færre unge familier, der skal etablere sig - og som i øvrigt i dag ville kunne klare sig glimrende med indkøb fra loppemarkeder, så tingene går i arv for en billig penge.

Børge Rahbech Jensen

"Problemet er jo tværtimod, at politikerne synes at betragte penge som en virkelig substans, mens de aktiviteter i samfundet, der er virkelige, og som skal understøttes, forsømmes, herunder forskningen og kulturen. "

Jeg ved ikke, hvad du mener med "tværtimod". Hovedparten af nyhedsmediernes historier og flere nye programmer på tv de seneste fem år har haft fokus på penge herunder bekymringer for statens underskud. Politikerne var typisk bagefter på den måde, at de fortrinsvis forholdt sig til journalisters historier og spørgsmål. Udover bekymring for statens underskud har nyhedsmedier formidlet mange forslag til, hvordan befolkningen kan spare penge, og hvor dumt det er ikke at gøre det. Jeg mener også, det fortrinsvis er nyhedsmedier, der har opdraget befolkningen og politikere til, at der skal være en god økonomisk gevinst ved at have et job. Sjovt nok antydes kun sjældent, at medarbejderes lønninger skal betales af indtægter fra kunder, og et populært forslag til besparelser er rejser på tidspunkter, hvor mange ikke har mulighed for at rejse, fordi de skal arbejde. På den måde fylder penge meget mens sammenhænge er forduftet i nyhedsmediers dækning.

Steffen Gliese

Gad vide, hvor de lønstigninger i øvrigt kan aflæses? Det forekommer mig, at min løn har stået i stampe i de seneste 10 år.

Børge Rahbech Jensen

"Gad vide, hvor de lønstigninger i øvrigt kan aflæses?"

Lønstigninger er vist ikke nævnt i denne debat, men kan aflæses i statistikker.

Selv har jeg et regneark med tal for min førtidspension siden 2009. Tallene har jeg brugt til mit private budget. Den månedlige førtidspension før atp, skat m.v. voksede fra kr. 15.704 i 2009 til kr. 17.660 i 2014. Procentvist var stigningen størst i 2010 (3,7%) og 2012 (2,9%).
Reguleringen af førtidspension afhænger af lønudviklingen på arbejdsmarkedet.

De udbetalte beløb voksede fra kr. 11.163 i 2009 til kr. 12.363 i 2014 med de største procentvise stigninger i 2010 (4,25%) og 2012 (2,55%). Jeg har nogle gode fradrag for renteudgifter og bidrag til foreninger.

Ja, hvad tænker politikerne på? På en eneste ting! At spare penge! Lad os få studerende hurtigere igennem studierne, så sparer vi SU. Og så kan de studerende gå ud i samfundet og tjene nogle penge i erhvervslivet mv. og betale skat mv. Hvorfor vil man dog lave en sådan fremdriftsreform? Jo, fordi man tror, at de danske studerende er 4-6 år ældre end andre studerende, når de er færdige med deres uddannelse. Men man glemmer, at f.eks. uddannelserne i Polen eller Tyskland eller England og USA f.eks. er anderledes skruet sammen end i Danmark!

Og så glemmer man også at uddannelse er en investering i og for fremtiden, ikke en udgift. Finansministeriet ser alt som udgifter, som ikke lige er indtægter, mener jeg!

Niels Engelsted

Gitte Meyer rejser faktisk et interessant problem: Hvor får politikerne egentlig deres ideer fra? Man burde følge nogle mønstereksemplers genese tilbage til kilden eller kilderne for at få en konkret fornemmelse. Man kunne begynde med Corydons salg af Dong til Goldman Sachs og følge efter med nogle af Produktivitetskomissionens mere bizarre forslag, som f.eks. den med flere veje til bilerne.

Børge Rahbech Jensen

"Hvorfor vil man dog lave en sådan fremdriftsreform? Jo, fordi man tror, at de danske studerende er 4-6 år ældre end andre studerende, når de er færdige med deres uddannelse. "

Der kan også være andre grunde: Nogle studerende bliver aldrig færdige, erhvervslivets tidshorisont er kort og jo længere tid en uddannelse tager, des større er risikoen for, at viden opnået i første del er forældet, før uddannelsen er gennemført.

Erhvervslivets korte tidshorisont medfører, at erhvervslivet kræver uddannelser svarende til aktuelle i stedet for fremtidige behov for kvalifikationer. Erhvervslivet har ikke tid til at vente flere år på kvalificerede ansøgere, og ikke råd til uddannelse af egne medarbejdere.

Kartofler er menneske føde. Produktionen er underlagt markedsvilkår. Overproduktion ligger og rådner eller bliver til svinefoder. Producenten vil optimere, og undgå den situation. For sin egen skyld.
Kasseret menneske føde udgør en enorm mængde, som også tæller i CO2 regnskabet. Kendt viden, som resulterer i ansvarlige folks, og politikeres, forsøg på at rette på forholdet.

Gitte Meyer : " Universitetsverdenen er et virvar af forskellighed, og det ville for eksempel være urimeligt at give biologen skylden for, hvad økonomen frembringer. Alligevel giver det en vis mening at tale om universitetsverdenen som et ‘vi’ med et mål af kollektivt ansvar. Der er – og skulle også helst være – noget, som binder sammen. Men det behøver vel ikke lige netop at være en oplevelse af at tilhøre et akademisk broderskab, der står last og brast om resolut at feje medansvaret for anvendt videnskab, som viser sig at smage grimt, ud af universitetsverdenen."

Ansvar overfor hvem ? Samfundet som helhed , selvfølgelig. "Vi" er ikke en stat i staten. Den må agere ansvarligt over for det samlede samfund - uden at kunne måles på markedsvilkår. Overproduktionen rådner på hylderne eller kan forbrændes og give en smule varme i fjernvarmeledningerne.
Hvor er "markedsforholdet", der ansvarligt begrænser produktionen og fjerner det "der smager grimt" ?
Eller gemmer det "akademiske broderskab" resultatet af de manglende "markedsvilkår" ?