Læsetid: 7 min.

’Nogle gange må du bare lukke øjnene og gå forbi’

Tingene skal gå hurtigere i den offentlige sektor, hvor patienternes lidelser også er blevet langt mere komplekse i løbet af det seneste årti, fortæller social- og sundhedsassistent Annette Pedersen. At være nærværende kan være en stor udfordring i en travl og omskiftelig hverdag
’Før var der nogle af de ældre borgere, som nærmest blev udskrevet herfra direkte til et plejehjem. Nu er de fleste – næsten uanset hvor dårlige de er – rundt og vende noget kommunal aflastning eller noget genoptræning,’ siger Annette Pedersen.

Tor Birk Trads

13. januar 2014

Patienten ligger ned, næsten gemt væk under dynen.

»Nåå, du er hoppet i sengen igen?« konstaterer social- og sundhedsassistent Annette Pedersen med et lille smil og lader spørgsmålet hænge lidt i luften.

»Har du været ude og køre i kørestolen med din mand i dag?« Ja, lyder det svagt.

»Hvor var I henne?« spørger Annette Pedersen, lidt mere insisterende. Men der kommer ikke rigtig noget svar.

»Hvad med noget eftermiddagskaffe? Mon ikke det kunne gøre godt? Så kunne du også komme op og sidde lidt.« Patienten brokker sig lidt, for hun vil nu helst bare blive liggende under dynen.

»Men det er vigtigt, at patienterne får fornemmelse af en døgnrytme,« forklarer Annette Pedersen, mens hun går ud af patientens stue for at hente kaffe.

»Hvis patienterne kommer op at sidde, får spist noget mad og måske ligefrem kommer ud at sidde lidt på gangen, kan de se, at verden stadig er i gang. Det er vigtigt, når man er meget syg.«

Hver dag står Annette Pedersen ansigt til ansigt med borgerne, når velfærden skal udmøntes. Langt væk fra statslige velfærdsstrategier og kommunale budgetter er det hendes opgave – som en del af det såkaldte frontpersonale – at opfylde patienternes akutte behov, når de kommer her på ottende etage på Herlev Hospital, hvor det blå og orange vinylgulv lægger skridsikkert underlag til hastige hvide træsko, usikre stokke og langsomt tøffende rollatorer. Det er mennesker med blodpropper, hjerneblødninger og hjernetumorer, der ligger her på Neurologisk Afdeling.

Og de hjerneskadede har vidt forskellige symptomer og kræver vidt forskellig behandling. Det er en af de største udfordringer, forklarer Annette Pedersen, der fortæller, at patienternes lidelser er blevet mere komplekse.

»Selv om vores patienter kommer ind med én lidelse, har de tit en masse andre med sig. Nogle af dem har måske en psykiatrisk diagnose i forvejen, de har diabetes, demens eller noget andet. Vi får også indlagte patienter fra Psykiatrisk Afdeling, og en patient, der er indlagt med skizofreni, kan også lige pludselig gå hen og få en blodprop.«

Kitlernes effektivitet

52-årige Annette Pedersen har ikke arbejdet i plejesektoren hele sit liv. I en årrække arbejdede hun derimod i Milanos lufthavn: Som 19-årig tog hun til Italien for at arbejde som au pair, mødte sin mand og fik børn. Men da børnene skulle i skole, syntes hun ikke, at skolesystemet var godt nok, og derfor flyttede hele familien hjem til Danmark for 16 år siden.

»Jeg havde kun min realeksamen, og hvad kan man så blive?« fortæller Annette Pedersen.

Valget faldt på den dengang nyoprettede social- og sundhedsassistentuddannelse, fordi hun gerne ville arbejde med demente. Først kom hun blandt andet på et plejehjem, og de seneste 13 år har Annette Pedersen arbejdet på Herlev Hospital.

Hvor jobbet på plejehjemmet handlede om mere afgrænsede opgaver som sårpleje og observation af de ældres generelle helbredstilstand, er arbejdet på hospitalsafdelingen mere tværfarligt, og arbejdsopgaverne består i »lidt af det hele«. Ud over de daglige plejeopgaver er der ’tavlemøder’ med både læger, terapeuter og alt plejepersonale, hvor den enkelte patients status bliver gennemgået. Derudover bliver der bl.a. læst journaler, taget urinprøver og skiftet ble, og patienterne skal have hjælp til bl.a. rehabilitering og til at sikre væskeindtaget.

»Tingene går hurtigere nu end før. Man skal nok have et større overblik, fordi patienterne bliver udskrevet meget hurtigere.«

»Hver dag skal du indstille dig på nye mennesker, nye arbejdsopgaver, nye familier. Det har været en udfordring – i hvert fald til at starte med,« siger hun. Afdelingens to mødelokaler er optaget af henholdsvis studerende og visitationssamtaler, så vi har sat os i et hjørne ved elevatorerne, der alle har store røde otte-taller påmalet. Konstant lyder et pling, når elevatoren er nået etagen, og dørene går op og i. Men Annette Pedersen ænser ikke støjen.

»Der er jo altid temmelig travlt her,« siger hun.

Efter amternes nedlæggelse i forbindelse med kommunalreformen i 2007 fik kommunerne genoptræningsopgaverne, og det har betydet flere – og kortere – indlæggelser på hospitalerne, der hører under regionerne.

»Inden da havde vi ofte patienterne liggende i op til tre måneder – i hele deres genoptræningsforløb. Det har man jo ikke mere. Lige så snart lægerne kan sige, at en patient er færdig og klar til at komme videre, er det genoptræningen, det drejer sig om, og så ryger de ud til kommunerne. I dag er nogle af patienterne her måske kun et døgn eller to.«

– I kommunalt regi taler man meget om, at folk skal blive længst muligt i eget liv. Hvad tænker du om det?

»Før var der nogle af de ældre borgere, som nærmest blev udskrevet herfra direkte til et plejehjem. Nu er de fleste – næsten uanset hvor dårlige de er – rundt og vende noget kommunal aflastning eller noget genoptræning. Det sker jo, fordi de måske kan få det bedre – selv om du er 85, kan du måske godt komme op og gå med en rollator og få hjemmehjælp. Det er ikke nødvendigt, at du skal ende dine dage i en kørestol på et plejehjem.«

– Du ser det som noget positivt?

»Ja, jeg synes faktisk, at det er et godt mål at have.«

Færre kompetencer

Annette Pedersen er en af de få sosu-assistenter, der er ansat på et hospital. I kølvandet på de nye store akutsygehuse er social- og sundhedsassistenternes stillinger nemlig langsomt blevet overtaget af sygeplejerskestillinger, og derfor findes der i dag flest sosu-assistenter i hjemmeplejen og på rehabiliteringscentre.

»Efter at patienternes diagnoser er blevet meget mere komplekse at stille, synes man ikke, at vores uddannelse som sosu-assistenter er god nok,« siger hun.

På sygehuset står sosu-assistenterne for den grundlæggende sygepleje som f.eks. personlig hygiejne og hjælp til at spise. Til gengæld doserer de ikke medicin, deltager ikke så meget i stuegang, og patienternes symptomer skal meldes videre til de sygeplejersker og læger, der står for den egentlige behandling.

»Vi kan også gå til hånde i en akut situation, men vi har ikke det overordnede ansvar. Det ligger hos sygeplejerskerne og hos lægerne, og derfor bliver flere og flere stillinger besat af sygeplejersker frem for sosu-assistenter,« siger Annette Pedersen, som i mange år har været patientsikkerhedsrepræsentant og medlem af Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Sosu-assistenterne har haft flere kompetencer i Annette Pedersens tid i faget, men det er ikke et emne, hun har lyst til at tale om. På Herlev Hospital er der et kodeks for de ansattes udtalelser til pressen, og deri må ikke indgå udtalelser af politisk karakter. Selv om hun »da ærgrer sig over at få frataget nogle kompetencer«, kan hun også godt se rationalet i det.

»Hvis det er dét, man mener, der skal til, for at patientsikkerheden bliver bedre, er det det rigtige at gøre,« siger Annette Pedersen og forsikrer, at hun »stadig har mange gode og spændende arbejdsopgaver«.

Mangler tid

For Annette Pedersen er de paretiske patienter – dem, der har lammede muskelgrupper, men er mentalt klare – de sværeste at hjælpe.

»Det er så invaliderende for livskvaliteten at skulle have hjælp til alt. Også til det mest intime. Dét, at man ligger og har afføring i en ble i en seng og kun kan bede om hjælp, hvis man overhovedet har en arm, der fungerer og kan hive i snoren. Jeg tænker tit på, hvordan det må være at ligge dér.«

Derfor skal medarbejderne være meget opsøgende i forhold til patienternes behov. Men det kan være svært at finde tiden til det.

»Det kan godt være frustrerende, at man ikke altid synes, at man har nået det, man gerne ville. Men sådan er de vilkår, vi arbejder under.«

For Annette Pedersen er det dog vigtigt, at der ikke går for lang tid imellem de gode dage, hvor hun har masser af tid og kan sætte sig ned og tale med patienterne.

»Så kan man spørge dem, hvordan det går. Hvordan går det med manden derhjemme? Havde du besøg i går aftes? Bare sådan noget smalltalk en gang imellem, det kan man godt savne.«

Og så er der de dage, hvor sosu-assistenten kun når det allermest essentielle; får givet patienterne mad, får målt alle vitale værdier, »og så er det dét«.

»Der må man bare håbe på, at man får mere tid dagen efter, så man kan give dem lidt mere. Det er nogle gange et puslespil at prioritere mellem patienterne. Giver man denne ene patient lidt mere tid, går det fra nogle andre, som måske mangler et eller andet.«

»I starten her på hospitalet stressede det mig rigtig meget ikke at have tid nok. Jeg syntes ikke, at jeg slog til. Men efterhånden, som årene går, er det jo bare de arbejdsvilkår, man har. Så er det bare sådan.«

– På hvilke områder følte du ikke, at du slog til?

»Man kunne godt føle, at man svigtede patienterne en gang imellem. Man havde måske set en patient sidde i en kørestol og græde, og så må man bare lukke øjnene, fordi der altså er en, der skal have skiftet en ble, og der er en, der skal vendes, og der sidder en ude på toilettet, som skal hjælpes ind i seng – eller der kommer en visitator fra kommunen, som du skal holde møde med om tre minutter, og så må du bare lukke øjnene og gå forbi. Det kunne godt være enormt frustrerende i starten. Ikke at jeg i dag er fuldstændig ligeglad, for det er ikke noget, man lærer. Men jeg tager det ikke med mig hjem mere. Det gjorde jeg engang. Når jeg går herfra, er min arbejdsdag slut. Det er meget, meget sjældent, at der er nogle patienter, som sidder et eller andet sted her,« siger Annette Pedersen og peger på sit bryst. »Det gjorde de meget mere i starten.«

Serie

Seneste artikler

  • ’Finansministeriet antager, at offentligt ansatte er dovne’

    7. januar 2014
    Forventningerne til velfærdsstaten på den ene side og begrænsede ressourcer på den anden presser i høj grad den offentlige sektor, mener professor Jacob Torfing. Han retter en skarp kritik mod regeringen og Finansministeriet for kun at file på budgetter frem for at lave grundlæggende prioritering
  • ’Besparelserne er i meget høj grad et forsøg på at bevare velfærdsstaten’

    4. januar 2014
    Velfærdssamfundet er ikke et forsikringsselskab, og vi må ikke forfalde til at yde livslang erstatning for tabte evner, mener stadsdirektør i Aarhus Niels Højberg. Selv om dilemmaer står i kø, når kommuner presser deres borgere til at kunne selv, er der i hans øjne ingen vej uden om, når der skal skabes mere velfærd for færre penge
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu