Kommentar
Læsetid: 4 min.

Hvis man vil indføre politisk udnævnte viceministre ....

Den seneste tids politiske skandalesager i embedsmandskorpset har genrejst debatten om, hvorvidt man i Danmark skal indføre politisk udnævnte viceministre eller såkaldte statssekretærer til at bistå ministeren i en arbejdsbebyrdet hverdag. Man har dog tidligere haft viceministre i danske regeringer – med svingende succes
Som udviklingsminister følte Christian Friis Bach (R) sig ikke altid loyalt støttet af embedsværket. Sagen om hans afgang har været med til at genrejse debatten om, hvorvidt man i Danmark skal indføre politisk udnævnte viceministre eller statssekretærer til at bistå ministeren.

Jakob Dall

Indland
17. januar 2014

Debatten, om hvorvidt der skal indføres viceministre, statssekretærer og flere politiske rådgivere i Danmark, er præget af stor usikkerhed og uvidenhed. Men drop tanken om statssekretærer! Det er langt bedre med viceministre, fordi de vil komme under parlamentarisk ansvar. Men det skal gøres på den rigtige måde. Det vidner de historiske erfaringer om.

Der er et par tilfælde af gode erfaringer med viceministre i Danmark: Da H.C. Hansen var stats- og udenrigsminister fra 1955, havde han brug for aflastning. I august 1955 blev redaktør på Socialdemokraten Ernst Christiansen så udnævnt til, hvad der populært blev kaldt »viceudenrigsminister for udenrigsanliggender«.

Statsministeriet fandt det nu formelt set rigtigst at kalde Ernst Christiansen »minister uden portefølje« i stedet for viceminister. Dermed blev det understreget, at H.C. var Christiansens overordnede, men Christiansen fik i øvrigt rettigheder og pligter som andre ministre, herunder adgang til Folketinget. Dermed kunne han deltage i folketingsdebatter, men også udsættes for den sunde direkte konfrontation med tinget, som ikke ville have fulgt med, hvis han blev kaldt statssekretær. Ved det vage udtryk »udenrigsanliggender« fik han også statsretsligt set muligheder for at underskrive i ministeriets navn.

Ernst Christiansen fik ikke de store opgaver. Det blev til lidt FN, lidt Europaråd, nogle ambassadørmodtagelser og et par perioder som fungerende udenrigsminister i H.C. Hansens fravær. Ikke politisk set vigtige opgaver, men væsentlige som aflastning af en bebyrdet stats- og udenrigsminister. Ikke mindst var det væsentligt, at Ernst Christiansen talte på danske vegne i FN under Ungarn-krisen i november 1956. H.C. må have været tilfreds med Christiansen, for han spurgte på et tidspunkt i 1956, om Christiansen ville dele Udenrigsministeriet – eller måske snarere overtage en del af det. H.C. opgav dog af »politiske hensyn« Christiansens udnævnelse. Hvad de »politiske hensyn« var, melder historien intet om.

Kunne selv fyre ministre

10 år senere var også Jens Otto Krag en tid både stats- og udenrigsminister. Han fik den loyale og præsentable, men ikke specielt socialdemokratiske, kulturminister Hans Sølvhøj til at være viceminister for udenrigspolitik.

Også Krag må have været tilfreds med hjælpen, for da Krag i september 1967 havde indset, at han ikke kunne overkomme at fortsætte som udenrigsminister ved siden af at være statsminister, prøvede han at overtale Hans Sølvhøj til at tage hele Udenrigsministeriet. Men Sølvhøj ønskede at vende tilbage til stillingen som generaldirektør i DR.

Man skal lægge mærke til, at i disse to tilfælde havde ministeren selv valgt sin viceminister og kunne selv fyre ham, hvis det var nødvendigt. Der var et klart over- og underordningsforhold mellem dem.

Senere eksperimenter med at have flere ministre i samme ministerium – også her Udenrigsministeriet – har desværre ikke været så vellykkede. For diverse udviklingsministre og europaministre med flere har reelt været en slags viceministre, fordi de ikke er personalechefer over et eget ministerium. Fejlen er, at udenrigsministeren ikke udvalgte viceministrene, og at de ofte slet ikke tilhørte samme parti.

Nogle eksempler: Statsminister Anker Jørgensen vidste ikke om psykologiprofessor Lise Østergaard var socialdemokrat, da han i 1977 ved en rekonstruktion af regeringen tilbød hende posten som »viceudenrigsminister«, fordi udenrigsministerposten var blevet svær at overkomme for K.B. Andersen. At aflaste med en viceudenrigsminister var en god idé, hvis K.B. Andersen fik den for ham rigtige person. Anker kendte ikke Lise Østergaard personligt. Han underrettede heller ikke K.B. Andersen om beslutningen om at udpege Østergaard.

Lise Østergaard var fuldstændigt uforberedt på dette tilbud, da hun ikke var politiker, men sagde efter en times betænkningstid ja. Først efterfølgende blev hun medlem af Socialdemokratiet.

Hun blev som minister kaldt »en spurv i tranedans«.

Udenrigsminister K.B. Andersen, som jo var den, der skulle samarbejde med viceudenrigsministeren, og som derfor også burde have kontrol med hyring og fyring af denne, ville have haft Poul Nielson. Han skulle tilmed efterfølgende som formand for partiets udenrigsudvalg indføre Østergaard i, hvordan »partiet var skruet sammen og fungerede«. Poul Nielson kaldte hende helt »blank«. På et tidspunkt fik han sagt om hende i sin egen kaffeklub, ’oberstklubben’, at »i begyndelsen var problemet, at hun var en fremmed fugl. Siden hen viste problemet sig at være, at hun ikke kunne flyve«.

Anker Jørgensen vidste udmærket, at K.B. Andersen var imod at få Østergaard. K.B. Andersen afsluttede en tale i ministeriet med refrænet: »Får man ikke den, man elsker, må man elske den, man får.«

Anker Jørgensens udpegning af Lise Østergaard var en underkendelse af K.B. Andersen.

Uløselige gnidninger

I det mindste tre tidligere udviklingsministre (Helle Degn, Anita Bay Bundegaard og Christian Friis Bach) har været i situationer, der viste, at de ikke altid følte sig loyalt støttet af embedskorpset. Heri kan også ligge, at de ikke følte, at deres udenrigsminister, som i de tre tilfælde havde en anden partifarve, ville bakke dem 100 procent op.

Det er her værd at citere fra en artikel i Dansk Kvindebiografisk Leksikon om Helle Degn:

»Ministerposten var vanskelig at bestride, fordi den var oprettet i forbindelse med en tvedeling af Udenrigsministeriet, og den var klart underordnet selve udenrigsministerposten. (....) Samarbejdet med embedsmændene forløb heller ikke uden problemer. De kritiserede hende anonymt i pressen for at mangle format og for at rejse for meget«.

Desuden er der risiko for uløselige gnidninger mellem viceministre og den ledende minister, hvis ikke sidstnævnte selv har udpeget viceministrene og heller ikke – i tilfælde af uløselige samarbejdsproblemer – kan skille sig af med dem.

De fulde demokratiske fordele – og de er væsentlige – ved et system med viceministre kan bedst indhøstes, hvis den ledende minister på et område selv håndplukker dem. Og selv kan fyre dem.

Hvis de ikke er udpeget af ministeren, kan de måske opleves som en kontrollant eller en modarbejder.

Det kommer der sjældent noget godt ud af. Men det kan ikke nægtes, at man kan være angst for, at danske koalitionsregeringer vil forkludre udnævnelsen af viceministre.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Danmark har brug for at styrke demokratiet og gennemsigtigheden i dansk politik.

Jeg syntes, det er en ualmindelig dårlig idé med såkaldte viceministre, juniorministre eller hvad man nu kalder dem. Det bliver jo let til en slags "politisk embedesmand", og det er ligeledes en rigtig dårlig idé.

Dette fører jo direkte til ansvarsforflygtigelse, og er der noget man i dagens Danmark har brug for, så at det netop at kunne placere et personligt ansvar hos en minister.

Danmark har brug for dygtige men totalt upolitiske embedesmænd,- som man havde tidligere. Altså ikke embedesmænd der udelukkende er loyale mod deres minister.

Og hvis en minister støder hovedet på "Peders-loftet," er der måske grund til udskiftning.
Men hvis ministerens ansvarsområde bliver for stort, kan man jo blot dele det op i 2 ministerier med hver sin ansvarlige fagminister.

Og så har Danmark brug for en politisk fuldstændig uafhængig forfatningsdomstol, der løbende kan tage sager op. For det har jo vist sig, at alle de senere års "tilpasninger" har gjort at Folketingets Ombudsmandsinstitution er helt utilstrækkelig til at sikre demokratiet.

Steffen Gliese

Hvilke typer folkevalgte politikere ville være de nyttigste for den aktive del af den danske befolkning på nuværende tidspunkt? Nogle, der vil være villige til at bruge grundlovens bestemmelser om retten til folkeafstemning!
I gamle dage havde man den jyske motorvejsmafia på tværs af partierne - nu skal vi have den tværpolitiske folkeafstemningsmafia, der som et bælte over folketinget vil bestemme, at alle væsentlige og for befolkningen indgribende love skal have opbakning fra vælgerne.

Steffen Gliese

Det kræver 60 mandater at gennemtvinge en folkeafstemning om en vedtaget lov.

Poul Krogsgård

De politiske hensyn, der gjorde, at Ernst Christiansen aldrig blev udenrigsminister, havde formodentlig at gøre med hans politiske fortid. Ernst Christiansen var i perioden 1919-1926 den første formand for Danmarks Kommunistiske Parti, og han var medlem af partiet til 1931, hvor han meldte sig ind i Socialdemokratiet. Med den politiske atmosfære i 1950'erne kunne man vanskeligt tænke sig en tidligere kommunist som udenrigsminister.