Nyhed
Læsetid: 3 min.

Ingen skriftlige spor fra Statsministeriet i Christiania-sag

Departementschefen i Statsministeriet svarede tilsyneladende ikke på tre e-mails sendt fra Justitsministeriet, hvor Morten Bødskov i en af dem beklager at have givet et ’forkert billede’ af forklaringen på, hvorfor Retsudvalgets besøg på Christiania måtte aflyses. Urealistisk, vurderer eksperter
Morten Bødskov (S) måtte for få uger siden erkende, at han ikke længere kunne bestride justitsministerposten efter at have givet Folketingets retsudvalg forkerte oplysninger i den såkaldte Christiania-sag. I morgen skal statsministeren i åbent samråd forklare, hvad hun har vidst om Bødskovs handlinger.

Keld Navntoft

Indland
16. januar 2014

Det virker usandsynligt, at en korrespondance om tre forskellige versioner af en udtalelse fra forhenværende justitsminister Morten Bødskov (S) kun har gået én vej, mener flere eksperter i offentlig forvaltning.

I korrespondancen, som fremgår af et nyligt udvalgssvar fra Statsministeriet til Retsudvalget, har Justitsministeriets nu hjemsendte departementschef, Anne Kristine Axelsson, sendt tre forskellige udgaver af en udtalelse om den såkaldte Christiania-sag.

De er afsendt til Statsministeriets departementschef, Christian Kettel Thomsen, i løbet af formiddagen og eftermiddagen den 19. november sidste år.

I de tre udgaver er beklagelsen forsvundet fra den ene udgave til den anden. Men der fremgår ingen respons fra Statsministeriet på de tre e-mails i det udvalgssvar til Retsudvalget, hvor udvalget specifikt har bedt Statsministeriet oversende al korrespondance og alle telefonnotater om sagen, som ministeriet er i besiddelse af.

»Det ser underligt ud og ligner en bermudatrekant, hvor kommunikation er forsvundet,« siger Michael Gøtze, der er professor i forvaltningsret på Københavns Universitet.

»Christian Kettel Thomsen kan have vurderet, at sagen var så vigtig og sensitiv, at det måtte drøftes mundtligt. Det ville ikke være første gang i historien, at man har gjort det. I så fald burde der dog være taget et notat,« siger han.

Birgitte Poulsen, der er lektor i offentlig administration på Roskilde Universitet, er enig.

»De tre e-mails er jo netop ikke kun sendt til orientering hos Statsministeriet, men kommer løbende i flere forskellige versioner. Derfor er det usandsynligt, at Statsministeriet ikke har været inde og kommentere dem,« siger hun og understreger, at det ikke nødvendigvis inkluderer statsministeren.

En mindre realistisk fortolkning er, at Statsministeriet ikke har besvaret de tre mails hverken mundtligt eller skriftligt, siger Michael Gøtze. »I så fald har det været en helt ensidig kommunikation, hvor Justitsministeriet bakkede ud af en tilståelse, som til sidst blev det modsatte. Det ville i så fald være en aptyisk ’drøftelse’ af et meget vigtigt dokument,« siger han.

Helle Thorning-Schmidt (S) skriver i udvalgssvaret til Retsudvalget, at Statsministeriet fra den 19. november – på dagen hvor Morten Bødskovs udtalelse bliver skrevet – har udarbejdet »beredskaber mv.« til statsministeren, som hun kan bruge til at svare på sagen.

Justitsministeriet har også hjulpet til med det arbejde, men statsministeren ønsker ikke af udlevere de dokumenter af principielle årsager. Michael Gøtze peger på en anden sag, hvor både Christian Kettel Thomsen og Anne Kristine Axelsson også var aktive deltagere.

»Der leder tankerne hen på Henrik Sass Larsen-sagen,« siger han og tilføjer:

»Her holdt de samme departementschefer også et møde, hvor der ikke var spor eller notater fra sagen, og sagen affødte kritik fra Ombudsmanden,« siger han.

Individuelt ministeransvar

Men der er ingen tvivl om, at Statsministeriets departementschef burde være blevet alarmeret over de skiftende forklaringer i de tre e-mails, siger Tim Knudsen, der er professor og forsker i dansk regeringsledelse.

»Han burde kunne vurdere, at det er alvorlig sag,« siger Tim Knudsen.

Han mener, at det er meget usandsynligt, at Christian Kettel Thomsen ikke har forstået alvoren i sagen.

Trods det faktum, at Statsministeriet i et magtperspektiv er øverst i hierarkiet blandt ministerierne, så har Christian Kettel Thomsen ikke nogen formel pligt til at irettesætte Justitsministeriet, forklarer Tim Knudsen.

»I Danmark har vi jo reelt individuelt ministeransvar. Men han skal underrette statsministeren, som så må overveje at irettesætte,« siger han.

Men efter den rigsretssag, der udsprang af Tamil-sagen, blev det slået fast, at de enkelte ministeriers departementschefer skal orientere Statsministeriets departementschef, hvis de oplever problemer, hvor de ikke kan få deres minister til at lytte til advarsler fra embedsværket.

»Man kan nemlig også godt spørge, hvorfor Anne Kristine Axelsson overhovedet skriver til Christian Kettel Thomsen. Det er formentlig en refleksion af problemerne i hendes ministerium, og hun vil formentlig ikke risikere, at hun kan klandres for, at hun ikke har gjort Stats- ministeriet opmærksom på det,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Grethe Preisler

@Barlach,

Jeg læser ikke debatindlæg i Information på linjebetaling, men gør blot mit bedste for selv at udtrykke mig på en måde, der svarer til opfattelsesevnen og vidensniveauet hos de øvrige deltagere i debatter, jeg deltager i på lige fod med dig og alle andre med adgang til internettet.

Hvad Bødskov (og Pia Kjærsgaard m.fl.) angår behøver man hverken at være cand. psyk eller jur. for at gennemskue, hvad det er, de har gang i. Det er alt nok at have arbejdet i statsadministrationen i mange år og haft lejlighed til at iagttage "dyrenes adfærd" i dette deres naturlige habitat.

Og så synes jeg ikke, der er grund til at forvirre "meningsmands" begreber og forestillinger om, hvad der var og er muligt for EL's repræsentanter og -onkler i folketinget at gøre for at sætte statsministeren skakmat på 'Christiania-skandalen' - uden at "skyde sig selv (og deres vælgere) i fødderne".

Flemming Scheel Andersen

At arbejde i statsadministrationen giver jo ud fra politikernes eks. kun anledning til at gå stille med dørene , uden at det på nogen måde kvalificerer i en mere "normalt" tænkende verden.

Grethe Preisler

Lykken er at vide, hvad der er normalt, og det normale har vide grænser.
(Ingestenhegeler i halvfjerdserne)

At bringe et par tidlige sexologer på banen, gør vel ikke den politiske (A)normalitet mere gennemskuelig eller forståelig for den sags skyld? Lidt fra her og lidt fra dær', men ærligt talt?...

Sider