Læsetid: 4 min.

Et kompromis for meget

’SF har gjort en forskel’, lyder det fra Annette Vilhelmsen. Men hvad gik så galt for SF?
Anette Vilhelmsen trak sig i går som partiformand, og SF trådte ud af regeringen. Selvom salget af DONG var dråben, startede SF’s krise langt tidligere, siger ekspert.

Keld Navntoft

31. januar 2014

Da Annette Vilhelmsen blev spurgt, om hun ville gøre det igen, var der ingen tøven: »Ja, det ville jeg«.

Halvandet år efter at Annette Vilhelmsen den 13. oktober 2012 blev valgt som formand for SF med to-tredjedele af medlemmernes stemmer, måtte hun imidlertid torsdag på et pressemøde erkende, at det ikke er muligt at »samle partiet«.

Efter at Annette Vilhelmsen søndag forgæves bad regeringspartnerne i Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet om en »time out« i salget af DONG blev det delvise salg af energiselskabet til Goldman Sachs den berømte dråbe, der fik bægret til at flyde over. Eller som den afgående partiformand selv beskriver det: Et eksempel på de »svære og mange kompromisser«, regeringsdeltagelsen har krævet.

Kommunikationsrådgiver og tidligere rådgiver for såvel Holger K. Nielsen som justitsminister Morten Bødskov (S), Peter Goll, daterer imidlertid starten på SF’s tilbagegang – og nu opløsning – helt tilbage til august 2009. Dengang kritiserede SF’s formand, Villy Søvndal, politiets rømning af Brorsons Kirke i København. Blot for at lære, at Socialdemokraterne ikke tillod ham at skabe tvivl om udlændingepolitikken.

Pludselig stod det klart, at der var en pris for samarbejdet med Socialdemokraterne, og Villy Søvndal – som var blevet populær på at sige, hvad han mente – kom resten af sin formandstid til at betale.

»Villy Søvndal trivedes som idépolitiker, men ikke som realpolitiker,« siger Peter Goll.

De Kansas-klædte

På det tidspunkt fortalte Villy Søvndal sin nærmeste kreds, at det kommende folketingsvalg blev hans sidste som formand, og han overvejede endda at gå af lige efter regeringsdannelsen i 2011.

I stedet indgik Villy Søvndal de første af mange svære kompromisser i forbindelse med, at regeringsgrundlaget blev skrevet, og blandt andet Socialdemokraterne og SF’s foreslåede millionærskat ikke bare blev bortredigeret – siden fulgte skatteaftalen med Venstre og De Konservative i juni 2012, hvor 900.000 kontanthjælpsmodtagere, efterlønnere og arbejdsløse med skatteminister Thor Möger Pedersens (SF) ord kom til at betale for skattelettelser til de »Kansas-klædte« arbejdere. Allerede ved den lejlighed stod det klart, at SF – og ikke mindst partiets venstrefløj – nærmede sig grænsen for det acceptable. Partiets magtfulde landsledelse tog aftalen til »efterretning«.

Rullebordet

Efterfølgende blev Annette Vilhelmsen valgt som Villy Søvndals afløser netop på løftet om at ville »udfordre« regeringsgrundlaget mest muligt.

Men få dage efter valget i oktober 2012 gjorde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og vicestatsminister Margrethe Vestager (R) det klart, at det var lettere sagt end gjort at udfordre regeringsgrundlaget. Det på trods af, at den nyvalgte partiformand havde tilkaldt SF’s tidligere formand, Holger K. Nielsen, til mødet på Marienborg.

De to havde nemlig ikke andet at true med end at forlade regeringen, hvilket hverken stats- eller vicestatsministeren frygtede.

Siden fulgte lettelsen af selskabsskatten, opgivelsen af den øremærkede barsel og senest en finanslovaftale med Venstre og De Konservative. De to tidligere regeringspartier fik i sidste øjeblik fremrykket skatte- og afgiftslettelser, mens planerne om en grøn investeringsfond og om at skærpe indsatsen mod social dumping og hjælpe fagbevægelsen med bedre fradragsbetingelser ikke blev til noget.

Allerede Vækstplan DK og den lavere selskabsskat fik dog Karsten Hønge, der som den første i folketingsgruppen tirsdag luftede tanken om at forlade regeringen, til at konkludere, at Annette Vilhelmsens strategi havde spillet fallit: »Annette sagde i sin tiltrædelsestale, at hun var en stædig fynbo, der ville bide sig fast i forhandlingsbordet. Men hun har bidt sig fast i et rullebord. De har kørt hende rundt i manegen. Det blotlægger en utroværdighed fra vores side, og det er meget alvorligt.«

Den pædagogiske opgave

På trods af at Annette Vilhelmsen efterfølgende flere gange har talt om, at nu skulle SF have en klarere profil, så afslørede kommunalvalget i november, at vælgerne har mistet tilliden til partiet. Folkesocialisterne mistede 225 mandater i kommunalbestyrelserne og må nu nøjes med 115.

»Det var dråben oven på en række andre ting i SF,« siger SF’s nye finansordfører, Steen Gade, derfor om salget af DONG (et salg han i øvrigt støtter).

I dag afviser Annette Vilhelmsen, at det var forkert af SF at gå med i regeringen og at blive i denne – indtil i går. Det kan selvfølgelig aldrig blive et mål i sig selv at komme i regering, og et parti skal ikke blive der for enhver pris. Men »SF har gjort en forskel«, mener den afgående partiformand, der som eksempler opremser fjernelsen af de såkaldte fattigdomsydelser, tildelelsen af ambassadestatus til det palæstinensiske selvstyre, og senest Togfonden.

Peter Goll mener, at det, der skete for Annette Vilhelmsen, er det samme, som sker for så mange andre.

»Når man først får magt, så kan man jo se, hvad man kan med magten. Og så synes man selv at kunne se, at man gør en stor forskel. Hvis de andre ikke kan se det, så er det sådan set dem, der er noget galt med – og ikke en selv. Den pædagogiske opgave er at få forklaret de andre, at man sådan set gør en stor forskel. Men den opgave har været for svær at løfte i SF’s tilfælde«, siger kommunikationsrådgiveren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu