NSA’s spionage ved COP15 vækker international harme

Det burde ikke ske i demokratiske lande og bryder med diplomatiske grundprincipper, siger klimaeksperter og NGO’er om afsløringen af, at NSA spionerede mod andre landes forberedelser til COP15 i København

	NSA spionerede mod Danmarks og andre landes forberedelser til COP15 i København i december 2009. Det viser lækkede dokumenter fra Edward Snowden

NSA spionerede mod Danmarks og andre landes forberedelser til COP15 i København i december 2009. Det viser lækkede dokumenter fra Edward Snowden

Mads Nissen
31. januar 2014

COP15-klimaforhandlingerne i København kan meget vel komme til at stå tilbage i historien som den begivenhed, hvor det internationale samfund forpassede chancen for at afværge katastrofale klimaforandringer. Ikke mindst i lyset af de seneste oplysninger om forhandlingerne.

Det mener Kumi Naidoo, der er direktør for Greenpeace International.

»Afsløringerne af NSA’s spionaktiviteter er endnu et hæsligt kapitel i den temmelig slibrige historie om, hvordan politisk hasardspil, mistillid og ond tro kom til at berøve verden den retfærdige, ambitiøse og retligt forpligtende traktat, som der er desperat brug for, hvis klimakaos skal afværges,« skriver Kumi Naidoo i en e-mail til Information.

Information afslørede i går, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA spionerede mod Danmarks og andre landes forberedelser til COP15 i København i december 2009. Den afsløring er baseret på et dokument fra NSA-whistlebloweren Edward Snowden, som Information har fået adgang til.

Dokumentet afslører desuden, at tjenesten planlagde at fortsætte spionagen under selve forhandlingerne i Bella Center.

Men USA burde have holdt sig til spillereglerne, mener Kumi Naidoo:

»Hvis NSA virkelig ønsker at indsamle efterretninger om klimaforandringer, behøver de bare at kigge ud af vinduet. Og hvis Obamas hold af forhandlere ønsker at kende andre regeringers positioner, burde de holde sig til det internationale diplomatis grundprincipper og tale med deres modparter, ikke udspionere dem.«

Jake Schmidt, klimadirektør for den amerikanske miljøorganisaiton, Natural Ressources Defense Council, kalder spionage under klimatopmøder for ukonstruktivt.

»Vi håber, at alle lande forstår, hvad det går ud på – at hæve sig over nationalegoistiske interesser og finde en løsning, som gavner vores planet,« siger Schmidt, der var med på COP15-mødet i København.

»Spionage af den type, som NSA angiveligt skal have foretaget i København, kan betyde, at de enkelte delegationer bliver mere tilbageholdende i private samtaler med modparter. Og det er ofte i den situation, man sammensmeder et kompromis.«

Oprørende

I NSA-dokumentet omtales desuden en rapport fra sidst i november 2009, hvor NSA »detaljeret redegør for Kinas bestræbelser på at koordinere sin position med Indien og sikre at de to ledere af udviklingslandene arbejder hen imod det samme resultat.«

Sunita Narain, der er direktør for det indiske Center for Videnskab og Miljø, er »oprørt« over afsløringerne: »Det understreger endnu engang, at det ikke var forhandlinger om klima, men om økonomi. Der var meget på spil for USA. Det er en af grundene til, at forhandlingerne ikke rykker fremad i dag,« siger Sunita Narain.

Til den britiske avis The Guardian bander den forhenværende indiske klimaminister Jairam Ramesh over USA’s overvågning og spørger, hvorfor »fanden« amerikanerne overvågede landene.

Janos Pasztor, der er tidligere toprådgiver om klimaspørgsmål for FN’s generalsekretær Ban Ki-moon før og under COP15, er også kritisk over for NSA’s ageren.

»Min personlige holdning er, at så længe overvågning er til for et lands sikkerhed og dets befolkning, er det nok noget, man bliver nødt til at gøre. Jeg kan ikke lide det, men verden er ikke perfekt,« siger Janos Pasztor, der i dag er politisk og videnskabelig direktør hos Verdensnaturfonden.

»Men når det går videre end det – som i den her sag – så er det fuldstændigt uacceptabelt. Og ærligt talt forventer jeg af demokratiske lande, hvor der er en vis gennemsigtighed, at disse ting ikke sker. Men det gør de altså,« siger han.

Skidt for tilliden

Selv om Janos Pasztor fordømmer NSA’s overvågning, så tog han allerede som FN-rådgiver sine forholdsregler, fordi han var overbevist om, at hans telefon eksempelvis blev aflyttet. Han vil ikke gå nærmere ind på detaljerne om, hvordan han beskyttede sig mod overvågning, men siger samtidig, at det ikke betød, at »vi blev nødt til at mødes på forskellige cafeer hele tiden«.

»Men vi var bestemt forsigtige,« siger han.

Den tidligere leder af FN’s klimasekretariat, Yvo de Boer, var en af de absolutte nøglepersoner ved COP15-forhandlingerne. Han siger til Information, at han ikke »direkte« har kendskab til, om NSA spionerede før og under COP15.

Han vil derfor ikke udtale sig konkret om NSA-dokumenterne, som Information har haft adgang til, men han vil gerne kommentere på, hvad spionage generelt kan betyde for sådanne klimaforhandlinger i fremtiden.

»Hvis folk føler sig overvåget og har mistanke om, at information bliver indsamlet uden deres viden, er det meget skidt for tilliden i sådanne processer,« siger Yvo de Boer.

»Det betyder for eksempel, at folk bliver meget mere påpasselige med, hvordan de forhandler. Det er en skam, for klimaforhandlinger er så komplekse, at de kræver, at man forstår de forskellige landes ståsteder ordentligt, og at det kan ske i en tillidsfuld atmosfære,« siger han.

Præsident Barack Obama har flere gange i forbindelse med debatten i USA om NSA’s aflytning i udlandet peget på, at det ville være naivt at tro, at andre lande ikke gør det samme.

Samme argument kunne gælde for internationale topmøder, men det afviser Alden Meyer, der er klimadirektør for den amerikanske organisation Union of Concerned Scientists.

»Selvfølgelig er det normalt, at diplomater på klimatopmøder indsamler efterretninger om andre landes forhandlingsposition. Det sker på mange forskellige måder. Men det bliver noget helt andet, når deres private kommunikation bliver opfanget i Bella Centret. Formodningen er jo, at NSA lyttede til samtaler indenfor delegationer og mellem delegationer,« siger Meyer.

I en skriftlig kommentar skriver daværende COP15-minister Connie Hedegaard (K) om afsløringen af NSA:

»Jeg kan kun sige, hvis det er sandt, så er det naturligvis oprørende.«

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Journal

I syv måneder er afsløringer af den amerikanske efterretningstjeneste NSA's overvågning rullet hen over verden. I dag kan Information offentliggøre et dokument lækket af whistlebloweren Edward Snowden, som fører historien til Danmark

NSA og COP15

I syv måneder er afsløringer af den amerikanske efterretningstjeneste NSA's overvågning rullet hen over verden. I dag kan Information offentliggøre et dokument lækket af whistlebloweren Edward Snowden, som fører historien til Danmark

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Kristian Løwenstein

Jeg tror generelt, at vi skal til at gøre mere op med en anden for fundamentalisme end den vi har "bekæmpet" siden 9-11-2001.

Vi lever i en æra hvor "overvågningsfundamentalismen" efterhånden er en af de mest dominerende, og destruktive kræfter, den driver den sikkerhedspolitiske udvikling både lokalt, nationalt og globalt.

Den personlige modstand mod dette starter som regel med tvivlen (ligesom hos Snowdon), et simpelt spørgsmål, er denne her sort/hvide verden nødvendig, og hvad er egentligt mest "naivt at tro" efterhånden?

At andre, lande ikke overvåger dig eller at vores "gode, nødvendige" overvågning ikke får nogen konsekvenser for hvordan du ser og agerer i verdenen, og indflydelse på dit personlige liv for du har jo ikke gjort noget forkert?

Man kan endda gå hen og få inspiration til dette "tvivlens opgør med fundamentalisme" fra selveste Hans Jørgen Bonnichsen, dvs. den gang i 2011, da han ikke havde så travlt med at forsvare systemet og angribe Snowdon's motiver og handlinger: http://www.grænsen.dk/content/hans-j%C3%B8rgen-bonnichsen-lad-tvivlen-r%C3%A5de

Den gang sagde HJB blandt andet:

”Det modsatte af tvivl er fundamentalisme. ... I det øjeblik man massivt vil gøre alting sort eller hvidt, så medvirker det til, at man udsletter mangfoldigheden og underkender værdien af forskelligheder. Af historien kan man lære, at denne handlemåde som regel efter nogle år ender i en fiasko.

.... Læren fra DDR [hvor overvågning og ensretning vendt mod alt og alle var i høj kurs] er jo netop, at vil man ensrette folk, fjerne mangfoldigheden og presse nogle ganske bestemte systemer ned over mennesker, så ender det i oprør og sammenbrud.

En anerkendelse af tvivlen gør, at man kan stille spørgsmål. Er det nu rigtigt, hvad magthaverne siger? Man kan få lov at undre sig, og man har adgang til at undersøge forholdene. Herved åbner der sig et langt større felt af muligheder - end når man blot siger enten-eller, dem eller os osv."

Det lyder jo nærmest som noget Snowdon/Greenwald kunne have sagt :)

mvh

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gorm Petersen

Samarbejdspolitikken går jo ud på, at man frivilligt efterkommer besættelsesmagtens ønsker.

Hvis USA ønsker oplysninger om en dansk statsborger, rekvireres disse oplysninger blot fra PET eller FET.

NSA behøver slet ikke ulejlige sig.

Det ved vi jo godt. Danmarks forhold til USA 2014 svarer ganske nøje til Danmarks forhold til Tyskland 1940-43.

Det interessante er, hvad der ville ske, hvis den nuværende "samarbejds-politik" bryder sammen - som den gjorde i 1943.

Ville NSA så ikke blot oprette egne kontorer i Danmark (som Dagmarhus) - hemmelige CIA fængsler - tortur ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jacob E.L Jensen

Der var engang hvor jeg vitterlig var stolt af at komme fra Danmark...nu er det blot depraverende og pinligt. "Verdens bedste" til alt, danskernes tornerosesøvn og vildfarelse. Gad vide om vi en dag vågner op...de fleste sover.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torsten Jacobsen

»Afsløringerne af NSA’s spionaktiviteter er endnu et hæsligt kapitel i den temmelig slibrige historie om, hvordan politisk hasardspil, mistillid og ond tro kom til at berøve verden den retfærdige, ambitiøse og retligt forpligtende traktat, som der er desperat brug for, hvis klimakaos skal afværges,« skriver Kumi Naidoo i en e-mail til Information.

Så NSA er skyld i, at der ikke kan mobiliseres politisk vilje til at begrænse den globale opvarmning?

Please!

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Danstrup

Dejlig realpolitisk analyse af Malene Wind, som hævder, at alle forventelige forargelse er rent hykleri, fordi det er helt business as usual, at den slags overvågning og aflytning foregår. Om det så er rimeligt er en helt anden sag...... tror faktisk, at de fleste helt almindelige mennesker er fløjtende ligeglade !

anbefalede denne kommentar