Læsetid: 2 min.

Nyt projekt skal slæbe tiltalte i retten

Den hyppigste årsag til, at straffesager i de danske byretter bliver aflyst, er, at den tiltalte ikke har fået besked på at møde op. Derfor skal et nyt projekt afdække, om man f.eks. kan nøjes med at ringe til folk, i stedet for at sende en patruljevogn ud
22. januar 2014

De kalder det forkyndelse. Men i virkeligheden handler det om at give officiel juridisk meddelelse til en tiltalt om, at vedkommende skal møde i retten.

En undersøgelse gennemført af Information i uge 48 sidste år viser, at manglende forkyndelse er den hyppigste årsag til, at straffesager bliver aflyst, så anklageren, dommere og forsvareren forgæves venter i retssalen. I domsmandssager er det Anklagemyndigheden, der i sidste ende har ansvaret for at få indkaldt tiltalte. Her er de godt klar over problematikken med manglende forkyndelse.

»Der er et stort ressourcespild i at aflyse de retsmøder. Derfor har vi startet et projekt på landsplan, hvor vi prøver at se på, om vi ikke kan optimere vores forkyndelsesprocent. Kan vi gøre det bedre, får vi flere sager, hvor tiltalte er forkyndt og anholdt, og så undgår vi alle de her aflysninger,« siger Marian Thomsen, leder ved Anklagemyndigheden hos Østjyllands Politi.

To kredse er forsøgskaniner

Projektet blev sat i gang, da der den 1. juli 2013 kom en ændring i Retsplejeloven. Ændringen gjorde det blandt andet muligt, at man nu kan forkynde tiltalte over telefonen, og det tiltag vil kunne spare det offentlige mange ressourcer, når det først er implementeret. Projektet skal netop undersøge, hvordan det kan fungere i praksis.

Statsadvokaten har udvalgt Nordsjællands og Nordjyllands politikredse som forsøgskaniner. Her skal man kortlægge, hvordan forkyndelsen i hver enkelt sag helt praktisk foregår, og hvordan den nye lovændring kan føres ud i livet. Efterfølgende skal de to politikredse se på hinandens fremgangsmåder og tage ved lære af de gode og dårlige eksempler på håndteringen af forkyndelsen.

»På den måde kan samfundet spare en masse ressourcer på ikke at sende politiet ud, fordi man i stedet kan gøre det over telefonen. Samtidig får vi også en sikkerhed for, at retsmødet bliver gennemført. Det er sådan set tanken bag,« forklarer Jakob Berger Nielsen, som er vicestatsadvokat og formand for projektet.

Inspiration mere end regelsæt

Projektet begyndte i november og forventes færdigt i maj i år, hvor de to forsøgskredse skal videregive deres erfaringer til de resterende politikredse.

Grunden til, at netop Nordjylland og Nordsjælland er blevet udvalgt, er blandt andet den geografiske forskel.

Ifølge Jakob Berger Nielsen er det nemlig nødvendigt at huske på, at man ikke kan bruge samme fremgangsmetoder i de forskellige politikredse, fordi procedurerne for forkyndelse ikke er de samme. Derfor er det heller ikke meningen, at projektet skal skabe et regelsæt for, hvordan forkyndelse skal foregå med den nye lovændring.

»Vi kan ikke gå ud og sige, at man skal forkynde på en bestemt måde i hele landet. Det er egentlig bare for at få det udbredt og give inspiration til de andre kredse og domstole, så vi samlet set kan spare nogle ressourcer og få gennemført nogle flere sager,« siger vicestats-advokat Jakob Berger Nielsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu