Hvordan kan SF have tillid til gruppeformand Anne Baastrup?
Det spørgsmål stiller en række borgerlige politikere efter, at der med statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) samråd i sidste uge kom fornyet fokus på den tidligere formand for Folketingets Retsudvalgs deltagelse i den løgn, som tidligere justitsminister Morten Bødskov konstruerede, så udvalget ikke kunne besøge Christiania i februar 2012?
De borgerlige politikere undrer sig også over, at SF fortsat kan have udpeget Anne Baastrup til at være partiets medlem af Folketingets Præsidium.
Men i SF er der fuld tillid til gruppeformanden, forsikrer partiets politiske ordfører, Lisbeth Bech Poulsen.
»De borgerlige skal få proportionerne på plads. I stedet for at pege fingre ad hinanden, bør vi lære af situationen. Udvalgsformænd skal ikke sættes i sådan en situation af ministre. I bagklogskabens lys burde Anne (Baastrup, red.) måske have sagt til ministeren, at han selv måtte håndtere det eller alternativt gå i Folketingets Kontroludvalg, hvor det vil være oplagt at have sådanne drøftelser, når det gælder informationer fra PET,« siger Lisbeth Bech Poulsen.
– Anne Baastrup er gruppeformand i SF. Hvordan kan SF’s folketingsgruppe have tillid til en formand, der offentligt har erkendt, at hun har løjet for jeres øvrige folketingskolleger?
»Jeg ved, at Anne er meget berørt af hele situationen og synes, det har været en meget hård omgang. Alle, der har kendt Anne i alle de år, hun har siddet i Folketinget, vil sige, at hun er et meget hæderligt og ordentligt menneske, som blev sat i en meget ubehagelig situation, hvor hun får nogle oplysninger, hun ikke kan give videre. Derfor har hele SF’s gruppe fuld tillid til Anne, og vi bakker 100 procent op om hende. Hun er blevet sat i en urimelig situation,« siger Lisbeth Bech Poulsen.
En sag alle kan lære af
– Men hvordan kan I stå ved en udpegning af et medlem til Folketingets øverste organ – Præsidiet – når hun har erkendt, at hun har løjet for kollegerne?
»Det er helt klart, at Anne har følt sig som en lus mellem to negle i den situation, hun blev sat i. Hun sad over for en minister (Morten Bødskov, red.) som fortalte hende ting, som hun fik at vide ville kompromittere PET’s arbejde, hvis oplysningerne kom videre. Hun blev sat i en urimelig situation, og derfor bør man i stedet se på, hvilke situationer ministre sætter udvalgsformænd i. Det bør man lære af på baggrund af denne sag,« siger Lisbeth Bech Poulsen.
– Men kan du forstå, hvis nogle af dine borgerlige kolleger i Folketinget synes, det er problematisk, at der sidder en politiker i formandsstolen, som har indrømmet at have løjet for dem?
»Jeg synes, der er så mange sager, hvor mine kolleger i de andre partier skal feje for egen dør. Anne har i denne sag redegjort for sin rolle. Hvis de fleste skubber det til side, at de gerne vil lave noget politisk blæst, så kan de fleste se, at det ikke er nogen god situation at sætte en udvalgsformand i. Hendes rolle i sagen har på ingen måde været for egen vindings skyld,« siger Lisbeth Bech Poulsen.
– Så i virkeligheden er det hele Morten Bødskovs skyld?
»Jeg siger bare, at man skal lære noget af denne sag. Det skal alle parter. Og man kan kloge sig på en masse i bagklogskabens klare lys,« siger Lisbeth Bech Poulsen.
Ramt af dårlig ledelse?
"Når der er noget Chefen vil ha' sagt
- og det er netop, hvad en Chef må ville -
så står forstanden straks i stram giv agt!
og derpå ganske usædvanligt stille"
(Erich Kästner - Kennst du das Land)
Jamen - det er da mageløst som Lisbeth Bech Poulsen kan hælde vand ud af ørerne i forsvaret for Anne Baastrup. Kvinden har vist sig at være fuld af løgn så sent som 19. november 2013, hvor hun lod sin oprindelige løgn overfor Retsudvalget genoptrykke, og det bliver der blot snakket hen over.
Det er lige til at græde over.