Læsetid: 4 min.

Solgt til ægteskab for 250.000

Manna har i tre år levet under jorden i Danmark for at undgå at blive tvangsgift. Hun lever af almisser fra veninderne
Kort efter sin 15-års fødselsdag blev Manna forsøgt tvangsgift. En for hende ukendt mand havde allerede overført 250.000 kroner til Mannas far for den unge pige. Som 20-årig står hun nu i et svært dilemma: Vil hun have økonomisk hjælp fra kommunen eller beholde sin mulighed for at få permanent opholdstilladelse?

Jakob Dall

20. januar 2014

Som 15-årig flygtede Manna fra sin herboende familie, da hun opdagede, at hendes far havde solgt hende til tvangsægteskab. I dag er Manna 20 år, og kommunen har på grund af hendes situation tilkendt hende økonomisk støtte. Men hvis hun tager imod støtten, kan det ødelægge hendes muligheder for at få permanent opholdstilladelse, som hun kan søge om få måneder.

»Kommunen har fortalt mig, at det vil være et stort minus at tage imod den økonomiske støtte, jeg har behov for. Jeg ved ikke, hvad jeg skal vælge, og jeg føler ikke, at jeg har nogen meningsfyldte muligheder,« siger hun.

Solgt for 250.000 kroner

Manna er født og opvokset i Danmark, og hun har aldrig været i sine forældres oprindelsesland på Balkan. Kort tid efter hendes 15 års fødselsdag fortæller hendes far, at hun for første gang skal besøge Balkan. Manna skal have nyt tøj til turen, og det bliver hendes første rigtige ferie uden for Danmark. Men inden afrejsen får hun et opkald fra sin stedmormor, som forklarer farens planer for turen: Efter to dage på Balkan skal Manna efterlades sammen med en mand, hun aldrig har hørt om. Han er meget ældre end Manna, og han har betalt hendes far 250.000 kroner for at blive gift med hende. Pengene er allerede overført.

»Jeg er alene hjemme, da jeg får opkaldet. Da min far kommer hjem, spørger jeg ham, hvorfor vi skal til Balkan. Han bliver meget vred og råber, at jeg er hans datter, og at han kan gøre med mig, som han vil.«

Faren har ved flere lejligheder truet Manna, når hun i hans optik har opført sig forkert. Han har truet hende med så mange tæsk, at hun ville ende i kørestol, og han har truet med at skyde hende for øjnene af resten af familien. På det tidspunkt ejer han flere skydevåben. Så Manna fortæller hverken ham eller resten af familien, at hun kender til planerne for turen.

»Jeg tør ikke at sige noget. Det har altid været sådan, at jeg skulle makke ret, og at han tog alle mine valg for mig.«

Manna når aldrig at komme til Balkan og blive gift. En måned efter sin 15 års fødselsdag flygter hun fra hjemmet, mens familien tror, hun ligger i sin seng. Hun får hurtigt kontakt til kommunen og bliver indkvarteret på et opholdssted i Nordsjælland.

Fuldgyldig samfundsborger

Som barn af indvandrerforældre skal Manna, da hun fylder 18 år, søge om opholdstilladelse i Danmark. Manna søger om permanent opholdstilladelse, men får afslag efter den tidligere regerings pointsystem, seks måneder inden et flertal i Folketinget afskaffer systemet. I stedet får hun midlertidig opholdstilladelse i tre år.

Når hendes midlertidige opholdstilladelse udløber i november i år, kan hun igen ansøge om permanent opholdstilladelse. Men hendes behov for støtte kan komme i vejen for, at hun kan få permanent ophold. Manna har af sin kommune fået tilkendt revalidering, fra hun starter på en professionsuddannelse i februar. Revalideringsydelse gives efter loven om aktiv socialpolitik til personer, der af fysiske, psykiske eller sociale årsager ikke kan varetage et job, og som skal hjælpes ind på arbejdsmarkedet, for eksempel gennem uddannelse. Kommunen vurderer, at Manna har begrænset arbejdsevne og »ikke uden revalidering kan opnå og fastholde beskæftigelse«. I bevillingen lægger kommunen vægt på hendes »belastede barndom, som har medført psykiske problemstillinger«. Hvis hun tager imod kommunens tilbud om revalidering, vil det sandsynligvis ødelægge hendes mulighed for at få permanent opholdstilladelse. For at få permanent opholdstilladelse i Danmark må man nemlig ikke have modtaget offentlig støtte efter loven om aktiv socialpolitik inden for de seneste tre år. Man må heller ikke modtage støtte, mens sagen om opholdstilladelse behandles, og ifølge Udlændingestyrelsen er den typiske sagsbehandlingstid på syv måneder.

»Jeg har muligheden for økonomisk støtte, men jeg tænker først og fremmest på min opholdstilladelse, så jeg kan blive sikret en plads i Danmark. Derfor må jeg sige nej til revalidering, selv om den ville være en stor hjælp. Jeg må klare mig på andre måder. Jeg har det sidste halve år levet af økonomisk hjælp fra venner og veninder,« siger Manna.

Hun har også fået tilkendt kontanthjælp indtil uddannelsesstart i februar. Men også kontanthjælp gives efter loven om aktiv socialpolitik, og hun har af sin sagsbehandler fået at vide, at det vil påvirke hendes mulighed for permanent ophold negativt, hvis hun tager imod støtten.

Manna står ikke over for at blive udvist af Danmark, hvis hun ikke får permanent opholdstilladelse. Som barn af indvandrerforældre kan hun vedblive med at få forlænget sin midlertidige opholdstilladelse i tre eller fem år ad gangen. Men med en midlertidig opholdstilladelse er hun juridisk ringere stillet, og uden permanent opholdstilladelse kan hun heller ikke blive dansk statsborger. Og udsigten til ikke at blive et fuldgyldigt medlem af det samfund, hun er født og opvokset i, oplever hun som en psykisk belastning.

»Jeg har fået at vide af Udlændingestyrelsen, at jeg kan søge om permanent opholdstilladelse på særlige vilkår allerede nu, hvis jeg vedlægger en fuldstændig redegørelse for min baggrund, dokumentation for uddannelsesstart, eksamensbeviser og psykologudtalelser; så kan det være, at der bliver taget hensyn til det. Men der er ingen garanti for det. Og mens den almindelige sagsbehandlingstid i forvejen er lang, vil sagen ifølge Udlændingestyrelsen trække endnu længere ud, hvis jeg ansøger på særlige vilkår.«

Manna er et opdigtet navn. Redaktionen kender hendes rigtige identitet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kalle Nielsen
  • Sara Arklint
  • June Beltoft
  • Jens Falkesgaard
  • Bente Simonsen
  • Pia Qu
  • Espen Bøgh
  • Lone Christensen
  • Lars Hansen
  • Slettet Bruger
  • Torben Nielsen
  • Anne Eriksen
  • Anders Feder
  • Jesper Wendt
  • lars abildgaard
  • Erik Jensen
Kalle Nielsen, Sara Arklint, June Beltoft, Jens Falkesgaard, Bente Simonsen, Pia Qu, Espen Bøgh, Lone Christensen, Lars Hansen, Slettet Bruger, Torben Nielsen, Anne Eriksen, Anders Feder, Jesper Wendt, lars abildgaard og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dan Johannesson

Vær stolt og danske. Vor nidkærhed, kynisme og snæversyn, har igen vist sine lidet flatterende konsekvenser.

Nils Brakchi, June Beltoft, Filo Butcher, morten andersen, Heinrich R. Jørgensen, lars abildgaard, Gert Romme og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

En grim historie og sikkert et bevis på at loven er skruet forkert sammen. Men, men hvis den danske stat er bureaukratisk, så synes jeg måske historien mangler en pointe: Hvad er der egentlig sket med den rare farmand, som jo er årsag til alle ulykkerne. Pigen vil få revalidering af den danske stat efter sin grimme opvækst, hvad får faren??

Dennis Iversen, June Beltoft, Jens Falkesgaard, Bob Jensen, Andreas Andersen, Michael Reves, Lisbeth Clausen, Bjarne Riisgaard og Ole Meyer anbefalede denne kommentar

Jeg kan se at aktiv socialpolitik breder sig som ringe i vandet - modtag penge - bliv kørt ud på et sidespor/ eller smidt ud af landet (hvis din forsørger får økonomisk hjælp!)

Er det noget, vi skal fortsætte med?

Ét er, at de reaktionære, fædrelandsskadelige kræfter, i særdeleshed hos DF, har indført love og regler, der skader andre mennesker. Noget andet er, at det tilsyneladende er ulovligt at tænke selv, i systemet. Er der virkelig ikke én eneste i systemet, der har set, at denne kvinde har brug for hjælp, og altså ikke kan puttes ned i de kasser, som DF har dikteret dem at følge?
Det er ikke Manna, der skal straffes. Det er hendes reaktionære, patriarkalske islamist-version af en DF'er til en far.

Der er brug for, at der bliver ryddet godt og grundigt ud i systemets bureaukratiske regler. Men det fordrer, at der først bliver ryddet godt og grundigt ud på Christiansborg.

Og er der nogen, der kan fortælle mig, hvorfor man ikke er dansk statsborger, hvis man er født i landet, og har boet her i 20 år?

Kalle Nielsen, June Beltoft, Jens Falkesgaard, Anne Eriksen, Filo Butcher, morten andersen, Lone Christensen, Rikke Nielsen, Gert Romme og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Det lyder jo nærmest som om faderen er skyldig i traficking. Det burde være oplagt at den slags altid kom for politiets ører.

Kalle Nielsen, Dennis Iversen, Jens Falkesgaard, Michael Reves, Lone Christensen, Rikke Nielsen, Lilli Wendt og Anders Feder anbefalede denne kommentar
Torben Nielsen

Er man skattepligtig når man sælger sine egne børn? Jeg ved godt at det er ulovligt at sælge andres børn.

Så jeg tænker kun på hvordan det forholder sig når handlen kaldes "ægteskab". Det er jo kun tvangsægteskab, når barnet ikke har fået tæsk nok til bare at adlyde.

Der går faktisk ikke mange dage imellem, at jeg bekræftes i, hvorfor jeg har valgt at bosætte mig uden for Danmarks grænser. Og dette er en af dem.

Kalle Nielsen, Keld Sandkvist og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Lisbeth Clausen

Emnet omhandler en far der tvangsgifter sit barn og folk kommenterer på den danske lovgivning og snæversyn....

Dennis Iversen, Hans Jørgen Vodsgaard, Michael Reves, René Pedersen og Morten Pedersen anbefalede denne kommentar

Lisbeth Clausen: Tror det er ret underordnet for "Manna" hvad vi har at sige om hendes far. Det hun står og mangler akut er et subsistensgrundlag.

Kalle Nielsen, Gry W. Nielsen og Ole Meyer anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Det kan ikke undgås at et lovkompleks så stort som det beskæftigelses- og socialpolikken - også kaldet beskæftigelsespolitikken hviler på (danmarks største bog) af og til spænder ben for sig selv og dermed de borgere det rammer. Man må bare håbe at Manna kommer ud for nogle sagsbehandlere der kan og tør tænke selv.

Meget dårligt kan siges om den amerikanske immigrationspolitik, men i hvert fald én ting er fremragende, klar, og enkel. Er man født i landet, er man automatisk statsborger. Så er det strengt taget lige meget om man er født af forældre der lige er flygtet ind over grænsen dagen før. Denne simple regel er selvfølgelig ikke helt uden problematiske aspekter, heller, men en variant af den kunne helt bestemt gøre det danske system nemmere.

Kalle Nielsen, Merete von Eyben, June Beltoft, Jens Falkesgaard, Anne Eriksen, Pia Qu, Filo Butcher, Tilde Klindt, Karsten Aaen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

Torben Nielsen:

Du har bestemt fat i noget, med din trafficking-vinkel. Det er jo helt åbenlys menneskehandel, ja børne-handel, vi har med at gøre her. Lovgivningsmæssigt, burde "medgifter", knyttet til tvangsægteskaber, kunne klassificeres som betalingsmiddel for menneskehandel.

Endvidere burde både brudgom, forældre og svigerforældre kunne tiltales, som minimum, for voldtægt, tvang og ulovlig frihedsberøvelse, i de endnu værre tilfælde hvor tvangsægteskabet rent faktisk bliver gennemført.

En helt anden ting er så bevisførelsen. For lur mig, om pengene ikke er tilflydt faren "uofficielle kanaler", og begge familier vil benægte alt.

Jeg håber da i øvrigt, at farens "flere skydevåben" er blevet konfiskeret.

Kalle Nielsen, Dennis Iversen, June Beltoft og Jens Falkesgaard anbefalede denne kommentar

Så stikker den svagtlæsende svinehund trynen frem igen (KØ, foroven): der står intet i artiklen om familiens religion. Den pågældende far kan være muslim, katolik, ortodoks eller ikke-praktiserende - forhold som de beskrevne kendes fra patriarkalske traditionskulturer flere steder i middelhavsområdet. Religion er ikke årsagen, ofte slet ikke problemet.

Ole Meyer, Firenze/København

Kalle Nielsen, Karsten Aaen og Filo Butcher anbefalede denne kommentar

250.000 for en kone?

Det er jo prisen på en mercedes bil! Min kone var langt billigere, og hun fungerer alligevel helt fint.

Nåja, sjovt er det jo slet ikke i virkeligheden. Men man tror sig sat tilbage i Hofmanns fortællinger om Kalifen af Bagdad med Udlændingestyrelsen som den ondskabsfulde troldmand.
("udlændingestyrelse", sikkert et skrækkeligt navn som siger en del om det danske embedsværk og danskernes holdninger overfor fremmede generelt - udlændinge skal styres).

Bob Jensen,
sådan er det faktisk også i de fleste europæiske lande. Danmark skiller sig (igen) ud som en af de mest kulturelt isolerede og xenofobiske nationer. Alene det at statsborgerskab kun kan tildeles af folketinget ved lov, er en ekstrem anakronistisk og a-humanistisk detalje, et rudiment fra enevældens tider.

Blot endnu en årsag til, at ethvert anstændigt menneske bør væmmes ved tanken om, at man kan fødes i Danmark, og ikke være dansk statsborger.

Troels Just

Prøv du at se på den tyske udlændingelov, den er mere restriktiv end den danske.
Indtil for få år siden var det umuligt for udlændinge at få tysk statsborgerskab, med undtagelse af f.eks. danske statsborgere p.gr.a. det tyske mindretal i Sønderjylland.
De allerfleste lande har en eksklusiv §, således at et ægtepar på jordomrejse ikke, hvis konen tilfældigvis føder på rejsen, skal belemres med et barn med et andet statsborgerskab end forældrenes.
Du har endnu meget at lære.

Kalle Nielsen

15 år ... stor respekt for, at hun havde mod og ressourcer til at flygte og eksemplificere sin demokratiske forståelse - Velkommen!