Læsetid: 6 min.

Vi tager piller i stedet for at tage debatten

Antallet af depressionssygdomme stiger, og folk får deres første depression langt tidligere i livet. Medicinalindustrien får skylden, mens de syge får besked på at tage sig sammen. Men hvor blev samfundskritikken af?
Der er brug for en debat om, hvorvidt det er indretningen af samfundet, der gør folk psykisk syge, mener Poul Videbech, overlæge og professor ved Aarhus Universitet.

Nicolai Howalt

17. januar 2014

Depression er en folkesygdom, og antallet af diagnoser er steget eksplosivt for derefter at flade ud på et markant højere niveau end for bare fem årtier siden. I Danmark anslås det, at over 400.000 tager antidepressiv medicin. Samtidig viser amerikanske undersøgelser, at hvor mennesker tidligere fik deres første depression i 40- eller 50-års-alderen, får de den nu i starten af 20’erne.

Til trods for at alle advarselslamper blinker, uden at man rigtig ved, hvad årsagerne til stigningerne er, skydes der på medicinalindustriens kommercielle interesser i at sælge mere psykofarmaka. Senest har professor Peter Gøtzsche, direktør ved Det Nordiske Cochrane Center ved Rigshospitalet, i en kronik slået til lyd for, at al psykofarmaka helt tages af markedet.

»Enten får medicinalindustrien skylden, som det for eksempel også var tilfældet i DR’s store satsning om lykkepiller sidste år. Eller også siger man som visse toneangivende samfundsforskere, at depression stort set ikke findes, og at det bare handler om, at vi vil være konstant lykkelige. Men hvad nu hvis der ligger nogle samfundsforandringer til grund for stigningen, så er det meget alvorligt, at man bagatelliserer sygdommen,« siger Poul Videbech, overlæge og professor i psykiatri ved Aarhus Universitet, hvor han forsker i depression. Årsagerne til stigningen i depressioner kan være ekstremt svære at undersøge videnskabeligt, påpeger Videbech. Men at der ligger samfundsfaktorer bagved, er professoren ikke i tvivl om.

»Det har intet at gøre med, at mennesker bare skal tage sig sammen. Det handler om, at stress og udstødelse på arbejdsmarkedet fører til flere depressioner. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Og det gør mig gal, at akademikere antyder, at det er luksusproblemer, som handler om navlepilleri, selvudvikling, og at folk stiller for store krav til sig selv,« siger Poul Videbech, der har set massevis af patienter som for eksempel den nedslidte pædagog eller kassedame, som går fra at være stresset til at blive sygemeldt med depression. Han henviser ligeledes til, at den hyppigst forekommende årsag til nye førtidspensioneringer er psykiske sygdomme.

»Vores arbejdsmarked er blevet mere og mere intolerant, og der ikke plads til folk, der ikke fungerer 110 procent hele tiden. Hvis du får en depression som 50-årig, er det utrolig svært at komme tilbage igen. Ligesom de unge oplever, at kravene til at finde fodfæste på arbejdsmarkedet er blevet større: Hvis de er væk et halvt års tid på grund af en depression, har de utrolig svært ved at komme igen og få fuldført deres uddannelse,« siger Poul Videbech.

Professoren understreger, at han også er bekymret over det stigende medicinforbrug, og han er helt enig i, at der ikke bør udskrives antidepressiver til milde former for depression, sådan som Sundhedsstyrelsen også fraråder.

»Men det er de lavthængende frugter, man plukker, når man kun går efter medicinalvirksomheder, eller enkelte psykiatere bliver afsløret i at fejlmedicinere. Man forfalder til kun at beskæftige sig med enkeltsager og er blevet for ukritisk i forhold til at diskutere de større sammenhænge. Det er som om, vi næsten ikke længere tør sige, at det også er ’samfundets skyld’,« siger Poul Videbech, der selv har deltaget i debatten om psykiske lidelser i mange år.

Symptombehandlere

Psykolog og forfatter til flere bøger om samfund og stress, Nadja Prætorius, er enig med psykiateren. Hun er på vej med en artikel i psykologernes fagblad, der opfordrer til, at psykologerne som faggruppe skal tage ansvar for at kommentere den samfundsudvikling, de kan se konsekvenserne af hos deres patienter.

»Skal vi som psykologer bare være symptombehandlere af psykiske lidelser og ubalancer, mens antallet af nye psykiske lidelser vokser? Jeg savner, at der bliver sat fokus på de overordnede samfundsmæssige betingelser, som mennesket lever under på arbejdsmarkedet og i uddannelsesverdenen,« siger Nadja Prætorius, der henviser til daglige historier i pressen om for eksempel gymnasielever med stress og søvnmangel eller udstødelse af arbejdsmarkedet. Historier, der ikke fører til en dybere debat om menneskets livsbetingelser i det, hun kalder ’konkurrencesamfundet’.

Hun oplever, at hendes patienter – der kommer fra alle samfundslag – er udsat for et markant større pres og mistrivsel på arbejdspladsen end tidligere. »Grundlaget for konkurrencestaten er jo at gøre folk langt mere effektive og konkurrenceorienterede, så vi kan opnå større produktivitet og vækst og dermed sikre landets konkurrenceevne. Når folk får stress, er det jo ikke, fordi de ikke gider arbejde. Men det er meget nemmere at sige, at folk er blevet mere psykisk sårbare og derfor udvikler depression,« siger Nadja Prætorius.

Hun forklarer, at det er vigtigt at skelne mellem de psykiske sygdomme, som altid har eksisteret, og så de lidelser, som relaterer sig til samfundsforandringer.

»Det kan være en meget svær sondring at foretage. Men når et ellers sundt og rask menneske får stress og depression, så er det en forudsigelig reaktion på en ubærlig menneskelig situation, de udsættes for. Vi kan ikke tåle at blive afskåret fra at være reflekterende, tænkende væsner, at være kreative, indfølende og empatiske og kun blive set i et nytteperspektiv,« siger Nadja Prætorius, der mener, at behovet for at indrette mennesket, så det gør mest samfundsnytte, bør modsvares af en diskussion af, hvordan vi indretter samfundet bedst for borgerne. »Men det har vi glemt, hvilket er paradoksalt i et demokratisk system,« siger hun.

Poul Videbech ser også resultaterne af effektiviseringerne af arbejdsmarkedet blandt patienterne, og han nævner sundhedsvæsnet som et konkret eksempel.

»Hospitalerne er forandret til en pølsefabrik, hvor korte og effektive patientforløb er kommet i højsædet, hvilket presser personalet hårdere og hårdere. Så kan jeg godt komme og sige, at vi skal have færre stressdiagnoser, men det her hænger jo nøje sammen med, hvor regningen skal betales: Vi sparer en masse penge på effektiviseringer, men skal betale regningen et andet sted, når udgifterne til førtidspension stiger,« siger Poul Videbech.

Også han opfordrer sin egen og andre faggrupper til at tage en åben debat om samfundsudviklingen: »Vi skal have psykologer, sociologer, læger, arbejdsmarkedsforskere og mange andre faggrupper til at deltage. Imens er vi nødt til at lindre med de midler vi har, og det er blandt andet medicin eller psykoterapi.«

Lidelser individualiseres

En af dem, der har gjort sig til talsmand for, at det ikke kan passe, at knap otte procent af danskerne er klinisk depressive, er Svend Brinkmann, professor i psykologi ved Aalborg Universitet. Han har blandt andet redigeret bogen ’Det diagnosticerede liv’, og lige nu er han i gang med et forskningsprojekt om, hvad folks diagnoser betyder for dem.

Han mener ikke, at han bagatelliserer depression og fastholder, at der kan være mange forklaringer på stigningen i depressionsramte.

»Jeg tror, forandringer på arbejdsmarkedet er én faktor blandt mange andre. For eksempel kan arbejdsbetingelser ikke forklare, at 25 procent af de ældre over 80 tager antidepressiver. Det er jo ældre mennesker, der har forladt arbejdsmarkedet. Der er måske tale om mennesker, der er gamle og ensomme, og som mangler nærvær og menneskelighed,« siger Svend Brinkmann.

Han er dog enig i, at der mangler en dybere diskussion af samfundsudviklingens betydning for udviklingen af psykiske lidelser:

»Hjerneforskningen og den biologiske forståelse af mennesker har været med til at individualisere psykisk lidelse, og på den måde trænger vi til en samfundsdebat. Men vi skal holde tungen lige i munden og spørge os selv om, hvorfor vi også er et af de lykkeligste, mest rige og lige samfund i verden. Måske er vi blevet mindre tolerante over for tilværelsens modgang.«

Poul Videbech afviser imidlertid Brinkmanns henvisning til ældres depressioner som et eksempel på mennesker, det ikke tidligere ville have fået en depressionsdiagnose.

»Når debutalderen for depression bliver tidligere, og depression har en tendens til at vende tilbage, når man først har fået én i sit liv, må der selvfølgelig blive flere gamle deprimerede. Samtidig viser min forskning, at depressioner kan udløses af en række tilstande. For eksempel forhøjet blodtryk, sukkersyge, arteriosklerose og tobaksrygning via en bestemt type læsioner i hjernen, som ikke giver andre symptomer, og som ophobes med alderen. Det betyder helt enkelt, at eftersom vi lever længere, vil flere få disse problemer, der er knyttet til høj alder, og derfor vil der naturligvis også være flere, der skal have behandling for det,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Riis
  • Søren Roepstorff
  • June Beltoft
  • K M
  • John Fredsted
  • Mette Lykken
  • Torben Nielsen
  • Anette Bjørnstrup
  • Peter Taitto
  • Trille Hassager
  • Jørn Andersen
  • Ivan Mortensen
  • Carsten Mortensen
  • Bente Knudsen
  • Mogens Michaelsen
  • Anker Nielsen
  • Jesper Wendt
  • Carsten Søndergaard
  • Vivi Rindom
  • Anne Eriksen
  • Hjalte Jensen
  • Kristoffer Larsen
  • Lone Christensen
  • Lise Lotte Rahbek
Per Riis, Søren Roepstorff, June Beltoft, K M, John Fredsted, Mette Lykken, Torben Nielsen, Anette Bjørnstrup, Peter Taitto, Trille Hassager, Jørn Andersen, Ivan Mortensen, Carsten Mortensen, Bente Knudsen, Mogens Michaelsen, Anker Nielsen, Jesper Wendt, Carsten Søndergaard, Vivi Rindom, Anne Eriksen, Hjalte Jensen, Kristoffer Larsen, Lone Christensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lise Lotte Rahbek

Der bliver flere depressioner.
Om det er diagnoserne, medicinalvarefabrikanterne, menneskene eller levemiljøet, giver artiklen intet svar på.

Jeg ved det heller ikke.

Laurids Hedaa, Torben Nielsen og Hanne Koplev anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Det er kapitalismens skyld, det er jeg helt sikker på. Jeg har slået en lille biks op henne ved Orakelgade, der kan man få svar på alt, herunder depression. Desværre koster det kassen, men hvem vil ikke gerne betale for et lykkeligt liv.

Lone Christensen

Tak til Poul Videbech og Nadja Prætorius for at tænke større og breder, når I som fagpersoner søger efter årsager!

Og rart at se noget professionelt modspil til Peter Gøtzche's billige men også meget farlige point i Politiken!

Lone Christensen

Glemte at sige; Endelig nogle professionelle som ikke bruger den hæslige positive psykologi, hvor alt er din egen skyld og eget ansvar!

Det er så dejligt befriende at læse, at de endelig tænker i de baner, som vi almindelige borger har tænkt i længe.
Det handler om konkrete problemer og ikke bare udfordringer! Du bærer ikke hele ansvaret for din egen lykke og velbefindende, din omverden og samfundets indretning og sociale strukturer har en stor indflydelse på dit liv.

Søren Roepstorff, June Beltoft, Torben Nielsen, Søs Dalgaard Jensen, Eva Bertram, morten Hansen, Herdis Weins, Anne Eriksen, Dorthe Møller, Carsten Mortensen, Steffen Gliese, Thomas Rasmussen og Torben Kjeldsen anbefalede denne kommentar

Ved hvad som helst der bare ligner en deprimeret tilstand bliver du tilbudt "lykkepiller" hvilket selvfølgelig ikke bedrer tilstanden, men forhåbentlig får du mulighed for at tænke dig om inden du bliver afhængig af dem.

Hjalte Jensen

I virkeligheden er det faktisk altings skyld!
Så hvem eller hvad er det egentligt lige vi bebrejde?

Jeg mener nu, at man altid skal starte med sig selv.

morten andersen

Poul Videbech udtalelser i artiklen giver et forsonligt og sympatisk indtryk af ham som fagperson.
Dog er han i andre sammenhænge enøjet og ufattelig dum at høre på. Eksempelvis husker man hans udtalelse vedrørende regionernes budgetforhandling med staten. Her ønskede regionerne at mennesker indenfor det psykiatriske område fik øget tilbud om psykoterapi. Poul Videbech mente i den forbindelse at det ville være en god ide under forudsætning af at behandlingen udelukkende bestod af kognitiv terapi.

Lise Lotte Rahbek

Jeg synes bestemt det er en skidt ide at bebrejde sig selv,
hvis man er deprimeret.
I fald af selvbebrejdelse for ikke at være evigt lykkelig og vellykket,
synes jeg, sygdomssystemet skulle uddele cyankaliumpiller istedet for antidepressive midler. Det er alt for besværligt at finde på effektive midler selv, til at stoppe selvbebrejdelser, når man er træt og deprim i forvejen.

Positivitetspsykologerne ville så få ret.
Det er dødeligt usundt ikke at være konsekvent lykkelig.

Prof. Poul Videbech udtaler følgende: ” ……..Hvad nu, hvis det er stress, tungmetaller eller noget helt andet, der gør, at mennesker virkeligt bliver mere psykisk syge,” i denne artikel:
http://ugeskriftet.dk/nyhed/der-er-ild-i-sengen-og-saa-taler-vi-om-psyko...

Det er nærliggende at spørge: "Hvorfor undersøger man ikke psykisk syge for tungmetalforgiftning, hvis læger mistænker tungmetaller som en mulig årsag til psykisk sygdom ?"
Tungmetalforgiftning kan forøvrigt medføre diverse mangler på vitaminer og mineraler, som også kan medføre psykiske symptomer.

Jeg har interesseret mig specifikt for tungmetaller / tungmetalforgiftninger i mere end 10 år og kan svare på spørgsmålet.
Den offentlige lægestand har kendskab til test og behandling for akut tungmetalforgiftning, men ikke til test for de kroniske kumulative tungmetalforgiftninger (den tilstand, hvor tungmetallerne er blevet ophobet i indre organer), hvorfor disse overses.

Som et eks. kan nævnes den kronisk kumulative kobberforgiftning, som giver en lang række psykiske symptomer og som netop er aktuel i Danmark, da vi, på grund af vores svineproduktion, har verdens største forurening med kobber.
Men igen har den offentlige lægestand ikke kendskab til test for kronisk kobberforgiftning, hvorfor disse overses.

Det er på tide med at skift i systemet fra symptombehandling af psykisk sygdom og til en behandling af de bagvedliggende årsager.

Søren Roepstorff, Ib Hansen, kim jensen, Jens Overgaard Bjerre, Katrine Visby, Anne Eriksen, Helge Rasmussen og Carsten Søndergaard anbefalede denne kommentar
Stig Henriksen

Det er rigtigt, at mange faktorer spiller ind, når det gælder depressioner. Jeg kan pege på et tabuiseret område, som stort set aldrig bliver nævnt i debatten; nemlig den fuldstændig absurde alkoholkultur som gennemsyrer store dele af samfundet fra top til bund.

Henrik Brøndum, Hjalte Jensen, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek, Hanne Koplev og Henriette Bøhne anbefalede denne kommentar
Thomas Rasmussen

Svend Brinkmann har ikke helt forstået hvad det drejer sig om: "Måske er vi blevet mindre tolerante over for tilværelsens modgang."

Mange af os deprimerede har jo netop medgang og objektivt set et godt liv, men så ondt så ondt i sjælen. I øvrigt er det lille s-ord noget som verdens bedste uddannede lille provinshul i Norden beskæftiger sig med lidt med.

Orker man snart flere debatter? En ellers ønskelig debat om psykisk sygdom vil jo bare sende Tordenskjolds soldater ind i DR2 for Gud ved hvilken gang for at tale om noget, de ikke har forstand på. Det er desværre en kamp vi må tage i vores nærmiljø og håbe, at viden og forståelse være brede sig med tiden.

Der er noget fundamentalt galt i at, det kun tager et halvt år at falde helt ud af samfundet, efter 9 års skolegang m.m.

June Beltoft, Torben Nielsen, Peter Taitto, Carsten Mortensen, Steffen Gliese, Brian Pietersen og Enriquo Longo anbefalede denne kommentar
Brian Pietersen

Stresser vi hinanden ??...
folk er selv skyld i arbejdsløshed og sygdom??
vores samfund bliver dårligere og dårligere, måske pga. af de to årsager som præger billedet konstant i medierne??
har vi sparet et ordentligt samfund væk??...
hvis, så er det vel bare nogle afkonsekvenserne vi ser?

Søren Roepstorff, June Beltoft, Lone Christensen, Katrine Visby, Anne Eriksen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Et samfund uden tro efterlader den enkelte med et ubærligt ansvar i et mentalt fængsel uden mulighed for benådning.

Dorthe Møller

Torben Knudsen@ Til de manglende timer i dit regnestykke kan et andet citat fra dagens avis måske give svaret: ""Jeg bruger min krop hver dag i træningscentret. Jeg tager derned halv otte og løber ti kilometer på løbebånd, mens jeg ser film på iPad. Mens jeg styrketræner, læser jeg avis i de 40 sekunder, jeg holder pause mellem intervallerne."!!!

Synes artiklen er ganske udemærket, i min optik ser jeg det som udtryk for at de mange folk som rammes af stress/depressioner reagerer 'sundt' i en usund tilstand. Men vi er nu gennem mange år blevet punket med at vi ikke må give Samfundet skylden, og at det er vores eget frie valg hvordan vi har det. Og det er så vel det ansvar de fleste af os forsøger at leve op til, på godt og ondt, uagtet at der udefra bliver stillet større og større krav.

June Beltoft, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det var dog en utrolig let omgang.

Hvordan kan man drage så vidtgående konklusioner uden at henvise til en eneste relevant undersøgelse.

Den eneste undersøgelse der henvises til, er for mennesker over 80, det vil sige mennesker som har forladt arbejdsmarkedet for 15-20 år siden, hvilket vel nærmest skulle modbevise teorien om at det er udviklingen de seneste 15-20 år som skulle være problemet.

Så jeg kan lige så godt tilslutte mig Informations bodega-råbekor og påstå, at grunden til at folk bliver deprimerede er fordi der står en hær af mennesker klar til at fortælle dem hvor hårdt de har det, og fordi man kan blive forsørget af Staten resten af sine dag, hvis man kan få en diagnose.

Katrine Visby

Man kunne også sige at det er et symptom på et sygt samfund.

Medicinalindustrien har kronede dage. De symptombehandler kun, og salgskurven stiger. Men selve årsagen til depressionen må folk selv finde. Jeg tror lægerne kan føle sig magtesløse, og det er ikke altid, der er råd til psykologbehandling.

Det kunne være at vi skulle tage vores levevis op til revision, og sige: kunne vi ikke gøre det bedre det her.

Ib Hansen, Torben Nielsen, Anne Eriksen, Kenneth Sperling og Hanne Koplev anbefalede denne kommentar
Jens Overgaard Bjerre

Man glemmer i debatten, at der er forskellige slags former for depressioner og sværhedsgrader. Så vidt jeg kan se det, så er depression en fællesbetegnelse for en række sygdomme med en række ligheder, men også forskelle. Når det hele bliver slået sammen i én pærevælling, så er det svært at se hvad der er årsagen til den depressive eller melankolske tilstand og stemning. Hvis det er stress, så må man fokusere på de årsager, som giver stress. Og hvis det er en tidlig endogen depression, så må behandlingen - som desværre næsten ikke eksisterer i Danmark - dreje sig om denne form for depression. Desværre er det sådan, at når samfundet er i en mangelsituation for arbejdskraft, så erkender man problemerne i langt højere grand end i en situation med det modsatte, hvor man har overskud af menneskelig arbejdskraft. Det er grundvilkår i et kapitalistisk samfund, hvor klasseproblematik og konkurrenceformerne trives både ideologisk og reelt.

June Beltoft, Brian Larsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Interessant video med Prof. Peter C. Gøtzsche.
http://www.youtube.com/watch?v=VIIQVll7DYY

Videoen forklarer tydeligt Peter C. Gøtzsche´s budskab og ikke hvad diverse psykiatere fordrejer hans budskab til, idet de rammes af en meget hård kritik og forsøger at forsvare sig med ublu metoder.
Nogle debatører er psykiatriske patienter, som hårdnakket forsvarer deres brug af psykofarmaka.
Dermed ikke sagt, at noget brug af psykofarmaka ikke er på sin plads, men der er en tendens til, at mennesker, som er afhængig af et stof, forsvarer brugen af dette, undertiden til det helt groteske.

Inge Balling, Ib Hansen, Katrine Visby, Anne Eriksen og Kenneth Sperling anbefalede denne kommentar
Josephine Lehaff

"Nogle debatører er psykiatriske patienter, som hårdnakket forsvarer deres brug af psykofarmaka.
Dermed ikke sagt, at noget brug af psykofarmaka ikke er på sin plads, men der er en tendens til, at mennesker, som er afhængig af et stof, forsvarer brugen af dette, undertiden til det helt groteske."

Medicineret eller ej, så tror jeg det sidste psykisk ramte har behov for er yderlig stigmatisering og mistænkeliggørelse. Der kommer intet godt ud af at menneskers erfaring med psykiske lidelser og medicinering affejes, hverken af læger, psykiatere, eller af offentligheden,

Lone Christensen, Dorthe Jacobsen og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

Til Josephine Lehaff

Jeg er helt enig med dig i dit udsagn:
"Medicineret eller ej, så tror jeg det sidste psykisk ramte har behov for er yderlig stigmatisering og mistænkeliggørelse. Der kommer intet godt ud af at menneskers erfaring med psykiske lidelser og medicinering affejes, hverken af læger, psykiatere, eller af offentligheden,"

Så........Jeg må konkluderer, at du misforstår / fordrejer mit udsagn.

"Nogle debatører er psykiatriske patienter, som hårdnakket forsvarer deres brug af psykofarmaka."

hov hov, koplev, må vi alle lige have lov til at være her!

"... men der er en tendens til, at mennesker, som er afhængig af et stof, forsvarer brugen af dette, undertiden til det helt groteske."

Jeg kan informere dig om at det fleste stoffer til brug i behandlingen af psykisk sygdom, ikke er har andet end ubehag forbundet med brugen,såsom at leve i en osteklokke. og bivirkninger såsom overvægt. Hvorfor tror du mange ikke vil tage deres medicin?

Den gode prof. begår den fejl, at han snakker om "psykofarmika" og tilvænning, at det nærmest er ligesom rusmidler.

jeg får betablokkere imod forhøjet blodtryk (takket være mine dejlige psykofarmika)..og jeg må ikke selv brat stoppe behandlingen uden det sker ifølge lægens anvisning.

Lars A. Bruun, Lone Christensen og Josephine Lehaff anbefalede denne kommentar

At mennesker får stress tidligere i deres liv!

Om man kan bebejdte Medicinalindustrien?

Moske de bære en meget stor del af skylden for, at forgøgle at medikamenter,er løsningen!

Lægerne i nyere tid bære en endnu større skyld,da de fortrinsvis,fejlagtigt,løser deres opgaver med medikamenter,uden opfølgning ?

Staten/Politikerene/samfundet,bære den største skyld,da det eneste de forholder sig til,er mere vægst, for mindre,og så på kortere tid?

Hvor er det menneskelige,selve livet?

Meningen med livet?

Værst er verdens forgeldning som presser alt,og stadig presser alt til, at det skal gå endnu stærkere,og uden underbyggende muligheder for at mennesker kan føle harmoni,føle at de lever!

Sandheden , er at løbet er kørt, og at der ikke er nogen der kan løbe så stærkt,som undergravningen,både politisk,som finatielt,som verdensøkonomien svækkes?

Det meste er i et frit fald,pga af griskhed!

Alle Danskere/alle Antioner, burde spørge sig selv,om de med god samvittighed kan se deres egne børn i øjnene,og sige jeg har oprigtigt omsorg for jeres fremtid,og så lægge handling bag???

Det sidste negative i det Danske,vil stresse stort set alle,danskere, den vedtagede sociallovgivning,som underminere vores sidste sikkerhedsnet,for er du under tredve,så kan du ikke få et liv,også om du er dem der burde ha hjelp,som de dårligst stillede,da de ,med rettorikker, foregøgler at de vil give dig,uddannelse,uden penge???

At mennesket ikke er skabt til at leve det liv, magthaverne vil, er indlysende!

Deres svage side!Magthaverene, at de på forhånd har tabt,da de ikke forholder sig til det egentlige,at mennesker,har brug for fred harmoni,nedstekærlighed,omsorg for hinanden!(( tid til at leve!! føle, at de lever et meningsfyldt liv))

Søren Roepstorff, Niels Duus Nielsen, June Beltoft, Torben Nielsen, kim jensen, Katrine Visby og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Selvfølgelig udskriver lægerne stoffer, der virker som narkotika, og det gik til gode priser på det illegale marked tidligere, men jeg regner med at udbuddet af piller er blevet for stort nu.
Big Pharma er verdens næststørste industri, og det meste medicin gør mere skade end gavn, eller lindrer samfundsskabte plager.

Sundhedsstyrelsen ånder lægerne i nakken, for ikke at udskrive "narko" såsom stesolider oglign. og da slev ikke til depression.

og hvad er alternativet? samtaleterapi? det virker bare ikke på alle deprimerede, og egentlig psykisk syge, kan man tale et brækket ben væk? psykoeducation handler også ofte om "indse du er syg og og at det sandsynligvis ikke bliver bedre"

Det er problematikker der ikke løses ved at fokuserer på en handleplan...

Så længe der er individer der kan se en økonomisk gevinst, så lægger de deres fokus der...

Det som jeg er optaget af, er ikke så meget selve depressionen eller stress, men derimod de ydrer faktorer, som hen ad vejen, udløser en depression eller stress.
En refleksion over den måder hvorpå vi lever og arbejder på.. De forventningerne vi stiller til os selv og hinanden, ville, set ud fra min ringe optik, være et godt sted at ændre praksis/livsstil .

Så er der hele debatten omkring "misbrug af de sociale medieplatforme" ( Facebook, Twitter, INSTAGRAM , Whisper osv)... Vores higen og søgen efter anerkendelse - like - synes godt - upload billeder af perfekt livsstil og familie - synliggøre over for "venner" , hvor meget overskud man har - opdateringer og status, hvor er vi nu, ferie billeder fra sommerferien i Italien, den perfekte krop efter træning - gourmet mad der lavet hjemme med " konge vin"...altsammen noget der kan vil belønnes af anerkendelse

Peter Ole Kvint

Det er levemiljøet som er det store problem. Mennesker er beregnet til at leve nært sammen i små flokke hvor alle kender hinanden godt.

Martin B. Vestergaard

Vi diagnosticerer og behandler børn og voksne som aldrig før. Samtidig hører vi politikere, der intet aner om psykiske lidelser, udtale at unge ikke skal parkeres på førtidspension. Unge skal i uddannelse, ældre i arbejde, og børn inkluderes, om nødvendigt med vold og magt, samtidig med at ressourcerne til og mulighederne for at rumme dem, der ikke kan være med på 110%, er stødt faldende.

Den eneste løsning der accepteres af systemet er medicinering for dem der ikke kan holde til presset. Det starter helt nede i børnehaverne hvor børn får Ritalin, i stedet for at indrette deres hverdag og vore institutioner så børnene ikke får stress (ja ADHD er en stress lidelse) Når hjernen er udsat for længerevarende stress bliver tilstanden kronisk, og kan blandt andet give sig udslag i ADHD og lignende forstyrrelser, og som forskellige former for depression.

Min viden om voksnes psykiske lidelser er stort set kun relateret til arbejdsbetingede lidelser, og jeg ved af erfaring at folk alt for ofte bliver presset tilbage i arbejde inden de er raske nok til det, efter at "være gået ned med stress" som det hedder. Og alt for ofte er intet, eller meget lidt, ændret til det bedre når kollegaen kommer tilbage, med det resultat at der er stor risiko for tilbagefald.

Desværre lever vi i en verden hvor profit styrer det meste, også forskningen indenfor psykiske lidelser og behandlingen af disse, og dér er der flest penge i medicinsk behandling, og særligt symptombehandling, specielt den der ikke giver de store udsigter til egentlig helbredelse. Når så både arbejdsgivere og det offentlige sikkerhedsnet, har størst interesse i den selvsamme medicinske behandling er der ikke de store chancer for at situationen ændrer sig.

Selvom det samfundsøkonomisk ville være en fornuftig løsning at se på årsagerne og gøre noget ved dem, så er systemet styret af kortsigtet kassetænkning og bundlinjer, så en besparelse i en anden kasse om et par år bliver irrelevant, hvis det medfører en merudgift nu.

Søren Roepstorff, June Beltoft, Lise Lotte Rahbek, Hanne Koplev, Torben Nielsen og Stig Henriksen anbefalede denne kommentar
Lars A. Bruun

Jeg har selv oplevet psykiatrien indefra, som patient for mange år siden. Jeg har oplevet de forfærdelige bivirkninger af psykofarmaka, men jeg har også interesseret mig for hvad der gjorde mig syg, og hvad der gør andre syge. Bekymringer om fremtidsmuligheder og økonomi fyldte meget

Nogle har for meget arbejde og har dårligt tid til at få deres nattesøvn og dyrke motion og fritidsinteresser. Andre kan ikke få et job, og bliver stressede over deres økonomiske situation og de absurde krav der stilles til dem. Den hårde tone overfor arbejdsløse gør det ikke bedre.

Det fysiske miljø med motorstøj og lys døgnet rundt skaber søvnproblemer og stress. Der er i det hele taget en masse ting i det moderne samfund der er i modstrid med vores naturlige behov.

Mange fysiske sygdomme, som nedsætter arbejdsevnen, opdages og behandles ikke i tide, og man ender nemt i psykiatrien hvis der ikke findes en fysisk årsag til at man ikke kan klare de krav der stilles. Jeg har selv gået mange år med ubehandlet søvnapnø.

En mere helhedsorienteret behandling i psykiatrien, og et mere rummeligt arbejdsmarked ville løse mange af problemerne som gør mange psykisk syge eller fastholder dem som kronikere på offentlige ydelser og medicin.

Sundhedsminister Astrid Krag har lagt op til en debat om hvad der gør at så mange bliver psykisk syge. Læs her hvad jeg har skrevet til hende, om årsagerne til psykisk sygdom og om skadevirkningerne af en ensidig medicinsk behandling:

http://www.lap-kbh-omegn.dk/178454111

Lars A. Bruun , LAP, Landsforeningen af Psykiatribrugere. www.lap.dk

Niels Duus Nielsen

"Det er som om vi ikke længere tør sige, at det er samfundets skyld."

Når tingene går skævt for mig, plejer jeg at begynde med mig selv, erfaringen viser, at det ofte er min egen skyld, når livet ikke er mig venligt stemt.

Visse problemer kan jeg dog ikke entydigt påtage mig skylden for. Fx. min arbejdsløshed. Det kan da vel for fanden ikke være min skyld, at der ikke er noget arbejde at få? Men hvis skyld er det så? Ingens?

Der er nu to muligheder:

(1) Vende det indad og blive depressiv
(2) Vende det udad og blive aggresiv

Det er imidlertid forbundet med stor risiko at udvise direkte aggresiv adfærd i en dialog med den offentlige forvaltning. Og der er ikke længere nogen steder at kanalisere aggresionen hen, så med en kastreret fagbevægelse og et korrupt politisk system, terrorlove og overvågning og alting vælger langt de fleste at vende det indad og blive deprimerede.

Lise Lotte Rahbek

Niels Nielsen

Se, det er jo interessant, for man kan også vedtage, at arbejdsløsheden kan byde på meget godt.
Desværre er det bare ikke ok med omgivelserne at være en glad arbejdsløs.
Vener og familie forventer, at man er nedtrykt. Jobcentrene ar åbenlyst er ikke sat i verden for at gøre folk glade, det er helt sikkert. Den lave indkomst skaber yderligere sten på vejen, man kan slå tæerne på, og politikere forsøger ligefrem aktivt at nedgøre mennesker, som ikke går på arbejde hver dag.
Så man står helt alene i forsøget på at holde sig glad, og hvis man vil være nogenlunde i fred for forargede medborgere, skal man holde lidt igen med glædesytringerne og se trist ud.
Denne ytringbegrænsning, i sig selv, er jo nedslående.

Niels Duus Nielsen

Spot on, Lise Lotte.

Nu har jeg jo snart mange års erfaring med arbejdsløshed, og det er da stadig skønt at man ikke behøver stå op klokken lort om morgenen hver dag;)

Systemet med jobcentre er dog noget af en prøvelse. Jeg foretrækker klart det gamle system med arbejdsformidlinger, men hele ideen med jobcentre er jo netop at lægge ansvaret for arbejdsløsheden over på den individuelle borger. To fluer med et smæk: Politikerne afskaffede massearbejdsløsheden ved at omdefinere den til et individuelt problem, samtidig med at de omformatterede et statsmonopol og gjorde det til en kommunal institution, hvis tjenesteydelser nemmere kunne udliciteres.

Det er nemt at være bagklog, men det behøver man heller ikke at være her, for det nuværende system har til fulde bevist, at det ikke fungerer. Og når jeg siger "det nuværende system" mener jeg i virkeligheden det forhenværende, for her 1. januar startede den nye reform for os kontanthjælpsmodtagere. Indtil videre har det for mig kun betydet et enkelt trusselsbrev (fortæl os hvem du bor sammen med og hvordan, eller vi fratager dig dit eksistensgrundlag) så jeg er ikke ekstraordinært bekymret for fremtiden.

Det. der kan gøre mig deprimeret, er at uanset hvordan jeg vender og drejer det, så er underklassen ved at tabe klassekampen. Der er retsløse tilstande i fattigforsorgen, men flertallet er ikke fattige så de føler ikke, det angår dem. Flertallets problem er, at de har slået sig så stort op at de føler, de knokler røven ud af bukserne for at få tingene til at hænge sammen, så de er langt mere modtagelige for sådan noget som sænkninger af topskatten.

Det er stadig kun et mindretal, der bukker under for stress, men måske er det ved at blive et lidt for stort mindretal?

Man står dog ikke helt mutters alene. Hvis jeg føler at jeg er den sidste mohikaner i verden går jeg ind og læser kommentatorsporene på information.dk;)

.