Læsetid: 4 min.

1980’ernes råb: ’Ikke mere kold krig’

Diskussionen om de danske fodnoter i NATO-politikken, foranlediget af professor Bent Jensens bogværk om Den Kolde Krig, overser, at fodnoterne afspejlede et folkeligt krav – især fra unge: ’Nu må det være slut med angsten for kernevåben’
Unge demonstrerer imod atomvåben under en påskemarch i 1987. Påskemarcher blev arrangeret af vestlige fredsbevægelser under og efter Den Kolde Krig. Den første serie af marcher var i 1960’erne, og den anden var efter NATO’s dobbeltbeslutning i 1979.
	 

Unge demonstrerer imod atomvåben under en påskemarch i 1987. Påskemarcher blev arrangeret af vestlige fredsbevægelser under og efter Den Kolde Krig. Den første serie af marcher var i 1960’erne, og den anden var efter NATO’s dobbeltbeslutning i 1979.
 

Jacob Maarbjerg

19. februar 2014

Åh, nej. Ikke mere kold krig. Ikke mere angst for kernevåben. Sådan lød det fra store dele af den danske befolkning i 1980’erne. Navnlig fra unge. Denne holdning i befolkningen var baggrunden for, at et flertal i Folketinget stillede sig skeptisk over for NATO’s oprustning med kernevåbenraketter.

Nu, 30 år efter, er diskussionen igen blusset op om den NATO-fodnotepolitik, som folketingsflertallet førte. Fodnoterne var direkte til skade for Danmark. De betød, at vore NATO-allierede var mindre indstillet på at undsætte Danmark i tilfælde af et sovjetisk angreb. Det hævder i hvert fald historieprofessor Bent Jensen i sit to-binds koldkrigs bogværk, der udkommer den 27. februar.

Bent Jensen hævder også, at Sovjetunionen gennem ’påvirkningsagenter’ prægede fodnotepolitikken. Tidligere rapporter fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og PET-kommissionen nåede frem til, at Sovjetunionen ikke påvirkede den danske politik. DIIS nåede også frem til, at fodnoterne ikke skadede Danmarks stilling i NATO.

At folketingsflertallets NATO-politik faktisk var i overensstemmelse med et befolkningsflertals ønsker, har spillet en påfaldende lille rolle i debatten.

Ærgerlig, men ...

Som aktiv i den danske debat i 1980’erne var jeg imod fodnoterne. Jeg betragtede dem som illoyale mod et NATO, hvor medlemslandene må tage det sure med det søde. Jeg var også ærgerlig over fodnoternes indenrigspolitiske chikane mod regeringen. Jeg syntes, de lå under de radikales værdighed som støtteparti for den borgerlige Schlüterregering.

Men jeg måtte anerkende, at jeg næppe havde flertal for mit synspunkt. Og da slet ikke blandt mine unge jævnaldrende. Den danske befolkning havde simpelthen fået nok af at leve i angst for krig.

Det var forståeligt. Den Kolde Krig var oplevelsesmæssigt noget, der hørte hjemme i første halvdel af 1960’erne: Det modbydelige styre i Moskva, den højspændte John Kennedy-retorik og Cuba-krisen, der var på nippet til at udløse kernevåbenkrig. Som USA’s præsident fra 1968 gennemførte republikaneren Richard Nixon en overraskende forsoning med både Sovjetunionen og Kina, og den forsoning humpede videre under præsidenterne Gerald Ford og Jimmy Carter.

I Moskva fortsatte det senile og apatiske Bresjnev-styre. Bortset fra nogle udkantskrige i gamle koloniområder var verden stort set fredelig. Og et stilfærdigt hurra for det. Så kunne man beskæftige sig med noget vigtigere og mere fremtidsrettet end kolde krige.

Og så pludselig: I 1979 invaderede Sovjetunionen Afghanistan. I Iran besatte islamistiske revolutionsgardister den amerikanske ambassade og tog personalet som gidsler.

Vestlig højredrejning

Disse ydmygelser af USA banede i 1980 vej for valget af højrerepublikaneren Ronald Reagan som præsident. Han udråbte Sovjet som »ondskabens imperium«. I Storbritannien havde fagforeningers destruktive strejker i 1979 ført Reagans åndsfælle Margaret Thatcher ind som premierminister.

Reagan og Thatcher stillede sig spidsen for ’ny fasthed og beslutsomhed’ over for ’venstredrejede’ i indland og udland – herunder de mimrende gamle mænd i Kreml.

Som et led i sin forskrækkelsespolitik over for Vesteuropa havde Sovjet i 1976 indledt opstilling af SS-20 kernebevæbnede mellemdistancemissiler. I 1979 gensvarede NATO med sin ’to-sporsbeslutning’, der gik ud på at opstille tilsvarende ’Pershing-missiler’ og samtidig forlange gensidig afrustning af mellemdistanceraketter.

Det svarede Sovjet truende på, og med Reagans og Thatchers ankomst på den internationale scene var det, som om Den Kolde Krig var genopstået. Nu blot med mange flere kernevåben på begge sider. Angsten – som ellers hørte de fjerne 1960’ere til – var tilbage.

Det var modbydeligt. Sådan husker jeg det tydeligt. Og mange i samtiden reagerede ved at nægte at spille Den Kolde Krigs spil. Uviljen mod mere kold krig var ikke bare dansk. Den kom til udtryk i hele Nordeuropa. Også i USA og Storbritannien var der stærk modstand mod Reagan og Thatcher og NATO’s nye raketopstilling.

Jeg var selv bevæget over, at så mange meget unge blev aktive – selv om de ikke havde oplevet den forudgående angst i 1960’erne.

Next Stop

’Next Stop’-bevægelserne blev et sted, hvor unge aktive udtrykte deres afvisning af mere kold krig. Første runde var ’Next Stop Nevada’, hvor 50 danske unge i 1987 rejste til USA’s Nevada-ørken for at kræve stop for de atomprøvesprængninger, der fandt sted i området. Blandt de unge var sangerinden Søs Fenger, der forlod sit daværende band, News, for at slå følge med bandet Moonjam til Nevada. Til støtte for Next Stop indspillede de singlen »Ticket to Peace«.

Næste år havde Next Stop som sit mål Sovjet. I september 1989 besøgte 3.000 unge skandinaver Sovjetunionen. Fra Danmark afgik 30 skibe. Der var en del organiserede kommunister med i tilrettelæggelsen. De ønskede at bruge fredssagen til Sovjets fordel.

Men der var mange andre, der ikke sympatiserede med styret i Moskva. Det danske band Sort Sol, der var med på kultursærtoget, blev endda erklæret for uønsket i Sovjet, fordi det optrådte med spiritus på scenen og i det hele taget slet ikke passede til Sovjet-normen. Et kulturminde fra Next Stop Sovjet er i dag diskoteket Rust på Københavns Nørrebro – opkaldt efter den unge vesttysker Mathias Rust, der i 1987 havde gjort Sovjet til grin ved at flyve sit lille privatfly helt frem til landing på Moskvas Røde Plads.

Allerede inden Next Stop nåede frem til Sovjet, havde Ronald Reagan og Sovjets leder Mikhail Gorbatjov i december 1987 underskrevet en traktat om fjernelse af alle atombevæbnede mellemdistanceraketter i Europa.

Kort efter fik verden andet at tænke på. I 1989 gik kommunismen i opløsning i Østeuropa; i 2002 faldt Sovjetunionen fra hinanden. Protesterne mod genoptagelse af Den Kolde Krig døde bort.

Til gengæld foregik det ret ubemærket, da den russiske præsident Vladimir Putin i 2007 erklærede, at traktaten om afskaffelse af mellemdistancemissilerne ikke længere tjener Ruslands interesser. USA har i 2012 protesteret over russiske krænkelser af traktaten. Disse protester skæmmes dog af, at USA selv er i gang med at omgå traktaten – i forbindelse med udvikling af et våbensystem, Prompt Global Strike, der inden for en time skal kunne ramme ethvert mål kloden over.

Denne farlige krigeriske udvikling er måske noget, som unge Jorden over burde overveje at protestere imod.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Søren Rehhoff
  • Bill Atkins
  • Tom Paamand
Søren Rehhoff, Bill Atkins og Tom Paamand anbefalede denne artikel

Kommentarer

Aase Bak-Nielsen

Rehling gentager her den fejl, som ofte blev fremført i '80erne - især af DRs Mogens Espersen - at opstilling af Pershing-missilerne var et svar på Sovjets SS-20.
Flere steder er det påvist, at det ikke forholder sig sådan. Se f.eks. David Jens Adlers bog, Det europæiske teater, 1984, side 94, hvor der står: "Det mest interessante om Pershing ll er måske til syvende og sidst, hvor ringe rolle den sovjetiske SS-20'er har haft i den amerikanske beslutning. . . . Så sent som i februar 1979 afviser viceforsvarsminister Perry ligefrem, at Pershing skal ses i den sammenhæng: Jeg tror, vi har brug for en modernisering af de langtrækkende teater atomvåben. Det vil jeg ikke kalde et svar på SS-20'eren. Svaret på SS-20'eren må snarere ses i de Poseidon- raketter, der allerede er knyttet til NATOs øverstkommanderende i Europa".
Læg mærke til "allerede er"! SS-20 var svar på Poseidon.
Jo, våbenkapløbet var godt i gang - og påstanden om, at det var de andre, der begyndte!

Bjarne Sinkjær

Jeg er født i 1965, og var derfor ung i 1980erne. Jeg havde mareridt om at blive atombombet. Mareridt hvor jeg troede at bomben blev smidt, og hvor jeg gik fra sovende til stående tilstand, før jeg indså at det var – et mareridt. Vi blev belært om at Sovjet udfordrede Vesten. At Warszawa-pagt fly, ubåde og dykkere udfordrede vestens suverænitet, f.eks. i Sverige og på Bornholm. Sandheden var vist snarere omvendt.
At USA og Nato indkapslede USSR og tvang dem i deres paranoia (Rusland har af historiske grunde gode grunde til at frygte at blive omringet) til at ødelægge deres økonomi på et frugtløst våbenkapløb. USA fik knækket kommunisterne (nu har vi så fået røver-kapitalisme i stedet for), så de vandt vel? Men et af tabene i den kolde krig var et passagerfly der blev skudt ned over russisk område, fordi et amerikansk spionfly af samme flytype tidligere samme dag havde fløjet i samme område. Et andet tab var at hele generationer måtte leve i frygt. Set fra vores dage var folks reaktion måske hysterisk – men den gang var det blodig alvor. Fredsbevægelsen og fodnote-politiken var i mit tilbageblik fornuftens stemme i en tid hvor man gamblede med hele klodens skæbne.

Henrik Petersen

Det er forfriskende at vi her i bagklogskabens klare lys ser tilbage på fodnotepolitikken. Nu 30 år efter er der sikkert en del som vi ser lidt anderledes på.

Det er tilgengæld trættende at et sådant tilbageblik også i dag skal bruges til at skamride de samme ideologiske kæpheste som dengang.

Bent Jensen er så syltet ind i hele den ideologiske stillingskrig, at det er svært at være rigtig glad for hans nye bog.

Ved at forblive i skyttegravene risikerer vi at miste overblikket. Og dermed risikerer vi at overse det vigtigste - nemlig hvor sindsygt og paranoidt verden den gang blev regeret.

Hvis vi vil gøre os håb om en bedre verden, så er det nødvendigt at erkende, hvor skræmmende let begge sider havde ved at melde sig ind i den gensidige paranoia.

Jeg er i gang med at gennembladre Bent Jensens nyeste læserbrev, der kuriøst nok fremstår som et forskningsbaseret værk på 1500 sider (og i øvrigt udkommer allerede den 25ende februar.) Hans bog "Ulve, får og vogtere" er svær at læse, også fordi han selv tydeligvis har tabt tråden undervejs, og der ikke har været en ordentlig redaktør på. Uafbrudt bliver man som læser berettiget i tvivl om professorens fremførte påstande.

De for sjældne fodnoter fører ofte blot til tilsvarende udokumenterede avisartikler, og opslag til virkeligheden fører konstant til bekræftelsen af, at Jensen skriver fiktion fra et parallelt univers. Her er Reagan cowboyhelten med hvid hat, hans russiske modpart er kejser Ming - de gode var ubetinget gode, og de onde var indædt onde 24 timer i døgnet. Og alle andres gerninger kan kun anskues i dette skarpt sorthvide lys.

Angsten for atomkrigen, som Rehling fint minder os om, var sgutte et sovjetisk projekt. Parolen var "Nedrustning i Øst og i Vest" - og er det fortsat i dag, hvor der er rigeligt med atomraketter og krigslystne politikere tilbage. Fredsbevægelsernes minimale budgetter kunne fint klare sig uden Sovjetguld. DKPerne var ikke en skjult femtekolonne, men en konstant udfordring, som alle var bevidste om - men mange af dem var gode kammerater, der ikke konstant skelede til Moskva.

Intet kunne rage os mindre dengang såvel som i dag, om "vore NATO-allierede var mindre indstillet på at undsætte Danmark i tilfælde af et angreb". Hvis det store angreb kom, ville vores land på samme tid blive angrebet og forsvaret med atombomber. For den danske befolkning var det derfor ligegyldigt hvem der "vandt eller tabte" kamp om territoriet. Det vigtigste var at undgå at krigen kom - alle de militære paradeforestillinger rundt om dette gjorde blot truslen værre.

Bjarne Sinkjær, ja jeg er noget ældre og kan huske at atombombebevæbnede B-52 bombeflyene var på vingerne i dansk luftrum i 1956 under Suez/Ungarnskrisen - eller i hvert fald at de voksne talte om det. Men det betød efterfølgende, at jeg brugte en del tid i mine første læseår til at finde ud af, at atombomber også ville ramme eliten - og så blev jeg mere rolig :-)

I øvrigt er der en gangske udmærket atikel på Wikipedia om dobbeltbeslutningen:
http://da.wikipedia.org/wiki/Dobbeltbeslutningen

Lars R. Hansen

"fodnoterne afspejlede et folkeligt krav"

Nu er jeg selv født i slut 70'erne og barn i 80'erne, men var det ikke et lille mindretal, der mente Danmark skulle føje sovjet og ikke svare igen på den sovjetiske oprustning så terrorbalancen blev genoprettet af hensyn til verdensfreden, og viste atomvalget ikkenetop det?

"Tidligere rapporter fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og PET-kommissionen nåede frem til, at Sovjetunionen ikke påvirkede den danske politik"

Det kan da ikkepasse?At supermagten på vores dørtrin ikkeskulle have påvirket dansk politik er sgu da en tåbelig forestilling, som jeg sandelig håber de ikke nåede frem til i de to fine undersøgelser!

"Denne farlige krigeriske udvikling er måske noget, som unge Jorden over burde overveje at protestere imod"

Nu er en stormagtskonflikt mellen rusland og usa jo ikke særlige sandsynlig, så det er vel ikke det mest oplagte at bruge sin ungdommelige energi på?

Ser vi på de forskellige fredsbevægelser synes de også fyldt af lutter gamle hippienisser, kristne pacifister og en eller to verdesfjerne gale professortyper med drømme om en verdensregering en gang for alle afskaffer krig på jord. Det vist ikke lige det de unge vil ha' eller gravitere mod.

Svend Auken skriver i refleksioner over Danmarks forhold til USA efter 2 verdenskrig:

Uenigheden om ’dobbeltbeslutningen’ med de famøse danske fodnoter skabte få reelle problemer i forholdet til USA. Også i det amerikanske politiske liv var der heftig kritik af Reagans voldsomme oprustning og konfrontations-politik overfor USSR (’ondskabens rige’), og det Hvide Hus var vant til at regeringen havde en opfattelse, mens parlamentet havde en anden. Reagan-administrationen opnåede aldrig flertal i begge kongressens kamre, og navnlig mht. oprustningen var der en ganske markant demokratisk kritik. Fodnoter i NATO kommunikéer var ikke usædvanlige – og Danmarks havde den samme ordlyd med reservation overfor NATO’s opstilling af Pershing II og Cruise missiler – og i øvrigt var det den samme kritik der lød fra socialdemokratiske partier overalt i Europa.

---

Det danske forhold til amerikansk hegemoni har altid været , at sammenligne med et nationalt Stocholmsyndrom - alene af den grund var 'fodnotepolitikken' en velkommen lærestreg for det krybende leflende danske borgerskab.

Karsten Olesen

Bent Jensen er - ifølge sit cv - uddannet i russisk ved en af forsvarets læreanstalter omkring 1960.

Det var i den periode, hvor alle borgerlige aviser påstod, at atomvåbenmodstanderne var kommunistiske agenter.

Når denne holdning skiftede, var det fordi befolkningen - ved kontakt mand og mand imellem - blev klar over at beskyldningerne var falske, og at atomtruslen var reel.

Derved skiftede folkestemningen til ugunst for koldkrigerne.

Et udtryk herfor var regeringserklæringen af 1963 om, at der ikke skulle være atomvåben på dansk område.

Årene 1963 - 79 kan ikke betegnes som en egentlig kold krig i Europa, idet der blev indgået adskillige traktater for at øge sikkerheden, bl.a. anerkendelsen af Østtyskland, Kissingers afspændingspolitik og Helsinki-aftalerne 1975 - 79.

Hele den økonomiske opgang i 60erne havde heller ikke været mulig uden troen på en fremtid uden atomtrusel, f. eks. ville hele parcelhusboomet have været umuligt hvis alle huse skulle
have været bygget med kælder, idet de ville være blevet dobbelt så dyre.

Den fornyede kolde krig efter 1979 var et resultat af lobbyarbejde hos Republikanerne under Bush og Rumsfeld, som straks efter Vietnamkrigens afslutning gik i gang med at puste nyt liv i den "sovjetiske trusel".

http://en.wikipedia.org/wiki/Team_B

I den sidste del af Carter-perioden fik militaristerne deres folk placeret i toppositioner, bl. a. general Haig, der allerede under Nixon i en periode havde overtaget den reelle præsidentmagt:

http://www.workers.org/marcy/cd/samgen/

"Spændingsstrategien" fra USAs republikaneres side respekterede således hverken de europæiske landes afspændingstraktater eller de almindelige regler for disciplin under
våbenstilstand eller pauser i fjendtligheder.

Soldater bliver i almindelighed straffet, hvis de udfører provokationer, der kan føre til uønsket genopblussen af kampene, under pauser i krigshandlinger.

Sådanne bekymringer havde toppolitikerne imidlertid ikke - de tog uden videre de europæiske befolkninger som gidsler i et nyt våbenkapløb.