Læsetid: 2 min.

Bagsiden: Den urokkelige Ole Sohn

Den tidligere kommunistformand erklærer efter skiftet til Socialdemokraterne: ’Jeg er ude af stand til at skifte kurs.’ Dermed indskriver Sohn sig i europæisk kirkehistorie
6. februar 2014

Når to legemer konstateres at flytte sig i forhold til hinanden – hvem af dem er det så, der bevæger sig? Det spørgsmål voldte vældig strid i middelalderens Europa.

Den katolske kirke fastholdt, at solen kredser om jorden. Pavehoffet henviste til Bibelen og Salmernes Bog, kap. 93, vers 1, der lyder:

»Ja, jorden står fast, den rokkes ikke.«

Deroverfor hævdede først Kopernikus i 1543, sidenhen Galilei i 1632, at jorden bevæger sig i en bane om solen. Med grufulde trusler tvang den katolske kirke i 1633 Galilei til at afsværge sin kætterske lære. Overleveringen fortæller dog, at Galilei hviskende tilføjede et »Eppur si muove« – »Men den bevæger sig dog.«

Hele denne diskussion har folketingsmedlem og fhv. minister Ole Sohn forsynet med ny aktualitet. I Berlingske begrunder Sohn i går sit partiskift fra SF til Socialdemokraterne med ordene: »Jeg er ikke i stand til at skifte kurs.«

Man må forstå, at Ole Sohn er lige så urokkelig som jordlegemet i den katolske kirkes middelalderlige verdensbillede. Og det kan jo nok give anledning til anfægtelser hos de skiftende personkredse, som Ole Sohn gennem årtierne har cirkuleret om.

Draget af DKP

Af personoplysningerne om Ole Sohn fremgår, at han allerede i ottende skoleklasse dragedes mod DKP – Danmarks Kommunistiske Parti – og at han som 27-årig indfløj i DKP’s Centralkomité.

I 1987 landede Sohn på formandskabet for DKP, hvor han holdt sig fast frem til 1991. I perioden 1989 til 1991 var han folketingskandidat for Enhedlisten, og 1991-92 sad han i forretningsudvalget for Folkebevægelsen mod EF.

Herefter skiftede Sohn til SF. Det førte ham i 1998 ind i Folketinget. I 2005 indtog Sohn posten som gruppeformand, hvorfra han nedkæmpede modstand mod SF’s bevægelse mod Socialdemokratiet. Sammen med Thor Möger Pedersen og partiformand Villy Søvndal drejede Sohn SF over i en regeringsfähig position.

Det førte efter folketingsvalget i 2011 Sohn opad som ’erhvervs- og vækstminister’ – et embede, Sohn forvaltede i samklang med EU og til bifald fra brede erhvervskredse.

Da det mislykkedes for kliken omkring Sohn-Möger-Søvndal at få anbragt Astrid Krag som Søvndals afløser på formandsposten, var Sohn fodrap nok til frivilligt at gå fra sit ministerium og bebude, at han ikke genopstiller til Folketinget.

Sohns karriereforløb har undervejs tiltrukket sig mange kommentarer, også spydige. Formentlig vil universet omkring Sohn kunne samles om at give ham dette politiske eftermæle:

’Men han bevægede sig dog.’

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Nej, han er da hele vejen igennem en kommissær, der arbejder på at piske ind i de obsternasige, hvad politbureauet forlanger.

Niels P Sønderskov

Meget morsomt Rehling. Sohn har formentlig refereret til den retning han dog har bevæget sig i på det seneste. Stadig længere fra sovjetkommunismen. Jeg forestiller mig at det kan være svært for en, der engang har tilsluttet sig en så autoritær ideologi, at komme overens med den almindelige slatne, demokratiske 'orden', og Sohns seneste forslag i Jyllandspesten tyder på at han er gået lidt over gevind i sin retning. Formentlig i god mening, for den stabilitet, hans forslag sikkert ville give, kunne da være gavnlig og sikkert også gavnlig for det afgørende for folket: Reallønnen. Det har bare ingen gang på jord.