Læsetid: 2 min.

Danmark gjorde selv op med fodnotepolitikken

Bent Jensen har ret i, at fodnotepolitikken var en belastning for Danmark i NATO. Det vurderer historieprofessor Thorsten Borring Olesen, der til gengæld ikke mener, at Danmark var ved at blive smidt ud af forsvarsalliancen
28. februar 2014

– Mener du, at Bent Jensens har ret i, at fodnotepolitikken var hasarderet spil med Danmarks sikkerhed?

»Jeg mener ikke, man kan udtale sig så præcist, som han gør, men jeg synes, Bent Jensen har ret i, at over for vores NATO-allierede var fodnotepolitikken en belastning. Det er man nødt til at slå fast.«

– Men fra at det var en belastning til at kalde det hasarderet spil med Danmarks sikkerhed. Kan man trække den linje?

»Jeg er delvist enig med Bent Jensen i problemet omkring skibsanløb i danske havne i 1988, hvor det alternative flertal i Folketinget ville have, at skibe skulle meddele, om de havde atomvåben om bord. Bent Jensen har en pointe i, at et sådan krav ville sætte spørgsmålstegn ved Danmarks mulighed for at operere inden for de gældende NATO-rammer og blive beskyttet af forstærkningsaftalen. Men så langt kom det aldrig, og i forhold til den viden, vi har i dag, så er der intet, der tyder på, at Danmark var ved at blive smidt ud af NATO.

Grunden til, at fodnotepolitikken overhovedet bestod så længe, er også, at den borgerlige regering ikke tog konsekvensen af, at de var i mindretal og gik af. Når man i 1980’erne målte på tilslutningen til NATO-medlemskab blandt den danske befolkning, så var tallene de højeste, man overhovedet så under den Kolde Krig. Det tyder på, at den politik, som det alternative flertal førte, trods alt havde begrænset opbakning i befolkningen. Derfor var det oplagt for regeringen at tage et politisk slag omkring det, men den borgerlige regering blev siddende og tog ikke den parlamentariske konsekvens af, at den var i mindretal. Dermed var den jo også medansvarlig for, at fodnotepolitikken kunne videreføres.«

– Hvad siger du til Bent Jensens påstand om, at hvis det ikke var for den historiske udvikling hen imod murens fald, så havde fodnotepolitikken betydet, at Danmark var nødt til at træde ud af NATO?

»Det er en stramning, og der er ikke er belæg for at sige, at Danmark kun blev reddet af den internationale udvikling. Der er meget stærkere belæg for at sige, at efter mange år, hvor både højre- og venstrefløjen havde forlænget spillet om fodnotepolitikken, så gjorde det politiske system selv op med fodnotepolitikken. Det skete ved, at de Radikale tog parlamentarisk ansvar og skiftede side ved valget i 1988. De var blevet foruroliget over udviklingen i Socialdemokratiet, der havde en svag ledelse uden styring på partiet. Det sker inden muren falder, så det er ikke internationale forhold, der fælder fodnotepolitikken.«

– Bent Jensens værk sætter jo punktum for det Center for Koldkrigsforskning, der blev oprettet i 2006 af den daværende regering. I hvor høj grad var det relevant at nedsætte centret for blandt andet at udrede fodnotepolitikken?

»Man må tilskrive Bent Jensens og hans generelle forskning, at han som den første har sat fokus på venstrefløjens ageren og holdninger under den Kolde Krig. Deriblandt dens problematiske sider. Jeg har dog svært ved at se, hvorfor man fra regeringens side i 2006, efter at have fået to bind om den danske udenrigspolitiks historie, en kæmpe DIIS-udredning om den Kolde Krig, samt at man afventede PET-rapporten, afsatte 10 millioner mere til det projekt, som Bent Jensen nu fremfører. Det virker mageløst politiseret.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu