Læsetid: 2 min.

Fodnoterne var (også) et indenrigspolitisk spil

Et folketingsflertal vedtog i 1980’erne – mod Schlüter-regeringens ønske – 23 fodnoter imod NATO’s raketopstilling. Der indgik socialdemokratisk opportunisme og radikalt dobbeltspil
19. februar 2014

Den danske fodnotepolitik over for NATO’s raketpolitik i 1980’erne var også udtryk for et indenrigspolitisk spil.

Den daværende danske socialdemokratiske Anker Jørgensen-regering stemte i 1979 for, da NATO traf sin såkaldte ’dobbeltbeslutning’ om opstilling af Pershing atombevæbnede mellemdistanceraketter og samtidig forslag om øst-vest forhandlinger om afskaffelse af alle mellemdistanceraketter.

At Ronald Reagan som nyvalgt præsident fra 1981 førte USA ind på en mere krigerisk kurs, gjorde ingen forskel for den danske socialdemokratiske tilslutning.

Først da socialdemokraterne i september 1982 måtte vige regeringssæderne til fordel for den borgerlige Schlüter-regering, ændrede de holdning til NATO-politikken. Nu var de imod dobbeltbeslutningen. Argumentet blev nu, at opstillingen af de vestlige Pershing-raketter i sig selv øgede spændingen og krigsfaren.

Det var selvfølgelig et argument, som SF og Venstresocialisterne var begejstrede for, eftersom det var deres eget. De radikale var Schlüter-regeringens støtteparti i dens økonomiske ’genopretningspolitik’. Derimod var de traditionelt modstandere af NATO og atombevæbning. Socialdemokraterne håbede, at denne indstilling ville få de radikale til at stemme regeringen ned og bane vejen for dens afgang.

Fulgte pacifismen

De radikale endte med at følge deres traditionelle pacifisme og stemme for de socialdemokratiske dagsordener, der pålagde Schlüter-regeringen at få indsat fodnoter i NATO-vedtagelser, således at Danmark tog forbehold.

Nogle mente dengang, at de radikale var ude i et ægte dobbeltspil, idet den daværende radikale leder, Niels Helveg Petersen, med sit nære personlige forhold til Schlüter også havde en forståelse med Schlüter om, hvor langt de radikale kunne gå i deres NATO-modstand, uden at det for alvor blev pinligt.

23 danske forbehold blev det til i perioden 1982-88. Men i foråret 1988 kom socialdemokraternes daværende leder, Svend Auken, til at gå for langt. Som led i et parlamentarisk spil brød Auken sin aftale med Schlüter om, hvilken af to NATO-dagsordener, der skulle til afstemning først, regeringens eller socialdemokraternes.

De radikale havde på forhånd tilkendegivet, at de kunne stemme for begge. Aukens aftalebrud førte til, at fodnote nr. 23 blev vedtaget, fordi socialdemokraternes forslag kom til afstemning først. Den forlangte, at allierede krigsskibe, før de kunne søge dansk havn, skulle tilkendegive over for danske myndigheder, at de ikke havde atomvåben.

Så fik Schlüter nok. Han udskrev i maj 1988 det såkaldte ’atomvalg’. Det gik pænt for socialdemokraterne, men de radikale spærrede for Aukens vej til Statsministeriet og indtrådte selv som medlemmer af Schlüters regering.

Derved bortfaldt den radikale modstand mod NATO-beslutningen, og fodnoternes tid var omme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu