Læsetid: 2 min.

Forsvarsminister trækkes ind i sager om aktindsigt

Enhedslisten og Dansk Folkeparti vil have garanti for at Forsvarsministeriet overholder Offentlighedsloven
19. februar 2014

Flere af Folketingets partier vil have forsvarsminister Nicolai Wammen (S) til at garantere, at hans embedsmænd ikke bevidst omgår offentlighedsloven.

Det sker, efter den tidligere chef for forsvarets internationale operationer, oberst Lars R. Møller, har fortalt Information, hvordan han og kollegerne i forsvarsledelsen flere gange i løbet af de sidste fire år har fået forbud mod at kommunikere på skrift med ministeriet om kontroversielle emner.

Læs: Topofficer anklager ministerium for at omgå regler om aktindsigt

Det er ifølge Møller sket for at forhindre medierne i efterfølgende at søge aktindsigt i korrespondancen med ministeriet.

Enhedslistens forsvarsordfører, Nikolaj Villumsen, finder det »dybt problematisk og lusket, hvis regeringens embedsmænd modarbejder offentlighedens adgang til aktindsigt.«

»Det er for så vidt ligegyldigt, om det er sket i et enkelt tilfælde, som det, Lars Møller hævder, eller det er en mere almindelig praksis. Det afgørende er, at et demokratisk samfund som det danske har maksimal åbenhed om, hvad der foregår i regeringskontorerne – ikke mindst når det handler om liv eller død, som det ofte gør på forsvarsområdet,« siger han.

Derfor vil Nikolaj Villumsen nu bede forsvarsministeren »om at redegøre for, om det her er en praksis, der finder sted i hans ministerium, og hvad han vil gøre for at forhindre, at det sker igen.«

Forkasteligt, men forståeligt

I den modsatte side af Folketingssalen finder Dansk Folkepartis ordfører, Marie Krarup, det også »fuldstændig forkasteligt, hvis det er korrekt, at embedsmændene i Forsvarsministeriet eller andre regeringskontorer bevidst forsøger at omgå offentlighedsloven.«

Men omvendt kan hun godt forstå, hvis netop Forsvarsministeriet har følt sig fristet til at forhindre medierne i at søge aktindsigt.

»Forsvarsministeriet har været forfulgt af en hærskare af emsige journalister, der har blæst alle mulige detaljer meget hårdt op. Det har været meget svært for Forsvaret at håndtere de mange sager, fordi de ikke har haft klare retningslinjer, så det er meget forståeligt, at de i nogle sager har ønsket at undgå aktindsigt. Men derfor er det både en forkasteligt og forkert praksis,« siger Marie Krarup og bebuder en række spørgsmål til ministeren om sagen.

»Det er svært for os som politikere at gøre andet end at stille spørgsmål til ministeren. Det er jo hans ansvar, at den slags ikke foregår.«

Går galt i byen

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra forsvarsminister Nicolai Wammen, men hans partifælde, forsvarsordfører Ole Hækkerup, mener ikke, der er grund til at kritisere Forsvarsministeriet.

»Der er ingen tvivl om, at alle – også embedsmændene i Forsvarsministeriet – skal overholde love og regler, men jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at det ikke er sket,« siger han og understreger, at der skal være plads til at behandle sager både skriftligt og mundtligt.

»Man går jo galt i byen, hvis alting skal håndteres skriftligt, og det ikke længere er muligt at mødes ansigt til ansigt for at forhandle ting på plads,« siger han.

Ole Hækkerup understreger, at han ikke har kendskab til det konkrete eksempel på omgåelse af offentlighedsloven, som oberst Lars R. Møller hævder fandt sted i januar 2012, og at han derfor ikke kan udtale sig om, hvad der måtte være foregået i den sammenhæng.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hugo Barlach
Hugo Barlach anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter W. Svendsen

Politikernes manglende fantasi til at forestille sig de faktiske forhold i jernindustrien er et omsiggribende problem.

arne poulsen, Ture Nilsson, Olav Bo Hessellund, Per Klüver, Henrik Larsen, Henrik Klausen, Anders Feder og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar

"Flere af Folketingets partier vil have forsvarsminister Nicolai Wammen (S) til at garantere, at hans embedsmænd ikke bevidst omgår offentlighedsloven."

Enten er citatet forkert eller også er de der ønsket noget sådant nogle idioter. De burde vide at noget sådant kan ingen garantere.

"Vi garanterer at med de nye dødsstraffe er der ingen der overtræder loven" Tumber.

Philip B. Johnsen

Det er "fremragende!"

Men hvad med Forsvarskommandoen? De risiker nedslidning af bentøjet, hver gang forketinget deltager i en ulovlig krig, eller ikke vil overholde international lovgivning.
Skal Forsvarskommandoen rende frem og tilbage til møder for, at holde det hemmeligt, at det er ulovligt, at fralægge sig juridiske ansvar for fanger i Afghanistan, eller gå i krig uden et FN mandat.

Det var da godt Helle ikke fik bombet Syrien med USA, i endu en ulovlig krig uden FN mandat, sikken en renden frem og tilbage, det ville have udløst.

Nikolaj Villumsen vil nu bede forsvarsministeren »om at redegøre for, om det her er en praksis, der finder sted i hans ministerium, og hvad han vil gøre for at forhindre, at det sker igen.«

"Forkasteligt, men forståeligt
I den modsatte side af Folketingssalen finder Dansk Folkepartis ordfører, Marie Krarup, det også »fuldstændig forkasteligt, hvis det er korrekt, at embedsmændene i Forsvarsministeriet eller andre regeringskontorer bevidst forsøger at omgå offentlighedsloven."

Alan Strandbygaard

Er det ikke snart på tide at skifte embedsværket ud?
Eller i det mindste skabe de samme forhold for dem, som for alle andre? Hvad med lidt mere usikkerhed omkring ansættelsen?

Olav Bo Hessellund

Som loyal partifælle vælger Ole Hækkerup at stikke hovedet i busken.
Det er ynkeligt at skue!
Og man mister respekten for den slags politikere.

Blandt de traditionelt regeringbærende partier og topembedmændenes fremmeste fjendebilleder står mærkeligt nok offentligheden i disse tide. Hvordan kan dét forhold gavne demokratiet og udviklingen af det? For man kan snildt formulere en lang række af udsagn, der peger i den stik modsatte retning. Beviset ligger helt åbentlyst i mørklægningsloven. Og sagen her understøtter kun mellemværendet. Så enkelt er dét såmænd...

Med venlig hilsen

Kurt Loftkjær

»Man går jo galt i byen, hvis alting skal håndteres skriftligt, og det ikke længere er muligt at mødes ansigt til ansigt for at forhandle ting på plads,« siger han (Ole Hækkerup).

Min kommentar:
Det forandrer ikke, at der er notatpligt, hvis oplysninger er væsentlige og ikke i øvrigt fremgår af sagens dokumenter. Offentlighedsloven kan altså ikke sættes ud ad kraft ved en mundtlig forhandling. Er det så svært at forstå for magthaverne?