Nyhed
Læsetid: 4 min.

GGGI har vetoret over, om kritik skal offentliggøres

Ordførere og skiftende ministre har hidtil holdt fast i, at udfaldet af en undersøgelse foretaget af revisionsfirmaet Deloitte ville blive afgørende for, om støtten til klimaorganisationen GGGI skal fornyes. Men det kræver GGGI’s accept, hvis rapporterne nogensinde skal blive offentliggjort
Klimaorganisationen GGGI har stadig voldsomme økonomiske og administrative problemer, og både Danmark og Norge har indefrosset bistandsmillionerne til den sydkoreanske organisation. Nu åbner Norge dog igen for støtten

Klimaorganisationen GGGI har stadig voldsomme økonomiske og administrative problemer, og både Danmark og Norge har indefrosset bistandsmillionerne til den sydkoreanske organisation. Nu åbner Norge dog igen for støtten

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Indland
17. februar 2014

Det er Global Green Growth Institute (GGGI) selv, der bestemmer, hvorvidt en kritisk undersøgelse af klimaorganisationen foretaget af revisionsvirksomheden Deloitte på vegne af Norge nogensinde vil blive offentliggjort.

Det fremgår af et svar fra det norske udenrigsministerium til Information.

»Vi offentliggør kun undtagelsesvis revisionsrapporter. Eftersom GGGI er en international organisation, og rapporten indeholder en del information, som derfor er undtaget offentlighed efter den norske offentlighedslov, vil vi ikke gøre det uden deres samtykke,« skriver kontroldirektør i udenrigsministeriet i Oslo Arne S. Bjørnstad i svaret. Men dette samtykke har nordmændene på nuværende tidspunkt ikke, og derfor har det norske udenrigsministerium afslået Informations begæring om ’innsyn’, altså aktindsigt.

Danske regeringsordførere og skiftende udviklingsministre har hidtil afstået fra at tage stilling til, hvorvidt Danmark fortsat skal støtte GGGI, indtil de kritiske revisionsrapporter lå klar.

Men uden accept fra GGGI kan rapporterne aldrig blive offentliggjort. Den nyhed forarger blandt andre Enhedslistens udviklingsordfører, Christian Juhl.

»Selvfølgelig skal de rapporter offentliggøres. De (GGGI, red.) kan også vælge at lade være, men så har de jo dømt sig selv ude, fordi det virker mistænkeligt,« mener Christian Juhl.

Ifølge ordføreren har Udenrigsministeriet tidligere givet ham klart indtryk af, at rapporterne vil blive offentliggjort. Men det ser nu ud til at blive en udfordring.

I GGGI’s egen interesse

Det norske udenrigsministerium har i fortrolighed delt de foreløbige rapporter med det danske Udenrigsministerium, som på baggrund af rapporterne har orienteret Rigsrevisionen. Angiveligt er der blandt andet tale om fortsat regnskabsrod i GGGI’s kontorer i Etiopien og Indonesien. Lande, som ifølge en sydkoreansk rigsrevisionsrapport også er blevet støttet med danske bistandskroner.

Derfor er Dansk Folkepartis udviklingsordfører, Hans Kristian Skibby, også overrasket over, at de kritiske revisionsrapporter måske ikke vil blive offentliggjort.

»Det er jeg selvfølgelig ikke tilfreds med. Rapporten er bestilt af det norske udenrigsministerium, men med al respekt har GGGI også selv en interesse i at tage sig af den kritik, der har været, og at undersøgelsens indhold kommer til kendskab for de folk, som givetvis skal donere penge til dem fremadrettet,« siger ordføreren.

Liberal Alliances Mette Bock, der tidligere har været kritisk over for GGGI, vil »kraftigt anbefale,« at organisationen nu sørger for maksimal åbenhed omkring revisionsrapporterne.

Alle tre ordførere mener, at organisationens formand, Lars Løkke Rasmussen (V), nu bør gøre sit for at sikre, at revisionsrapporterne bliver offentliggjort.

»Han bør bare beslutte det. Er han ikke stadigvæk formand? Så må han bare beslutte det. Det kan ikke tage lang tid at tage den beslutning,« mener Christian Juhl.

Lars Løkke Rasmussens særlige rådgiver oplyser til Information, at Venstre-formanden ikke har mulighed for at kommentere sagen.

Det norske udenrigsministerium har indgået aftale med GGGI om at støtte organisationen med små 46 millioner norske kroner frem til 2015, ud af hvilke 13 millioner allerede er blevet udbetalt.

Krav på indsigt

Regeringen har indefrosset den resterende støtte, mens Deloittes revisionsarbejde har stået på. En del af støtten er dog netop blevet genoptaget.

Danmark skal genforhandle sin støtte til GGGI til foråret. Hverken Christian Juhl (EL) eller Hans Kristian Skibby (DF) regner med, at Deloittes undersøgelse kan indeholde oplysninger, som vil overbevise dem om, at Danmark bør forny sin støtte til GGGI. Men det er vigtigt at få alle oplysninger frem, påpeger Christian Juhl. Han henviser til en tidligere rigsrevisionsrapport fra Sydkorea, som i den engelske oversættelse i første omgang så ud til at vise, at danske støttekroner ikke havde været involveret i uregelmæssigheder i GGGI. Men en senere oversættelse af fodnoterne, som i den oprindelige oversættelse var udeladt, viste det modsatte.

For at undgå en lignende situation regner Christian Juhl derfor med, at det danske Udenrigsministerium vil sørge for at give fuld adgang til undersøgelsen.

»Jeg ville blive meget overrasket, hvis vi ikke får den. Der er jo ikke noget kontroversielt i det, det er bare en gennemgang af en organisation,« siger Christian Juhl.

Liberal Alliances Mette Bock, som tidligere har været kritisk over for GGGI, understreger også vigtigheden af at give indsigt i revisionsundersøgelsen.

»Der har været så meget diskussion, så hvis man skal genopbygge tilliden, skal man lægge det hele åbent frem. Det er offentlige midler, der bliver brugt, og derfor synes jeg også, at offentligheden har krav på at få indsigt,« siger Mette Bock.

Minister vil have åbenhed

Det norske udenrigsministerium skriver i en mail til Information, at der måske kan gives indsigt i »andre papirer« uden at komme nærmere ind på, hvad det kan omfatte. Men det er ikke nok, understreger Dansk Folkepartis Hans Kristian Skibby.

»Jeg vil ikke være fuldt tilfreds med, hvis man kun tillader, at det bliver sådan en pixi-udgave, som fortæller lidt om, hvad hovedpunkterne er,« forklarer ordføreren.

Det danske Udenrigsministerium oplyser i en mail, at de har modtaget de foreløbige rapporter fra Norge, ligesom de har modtaget modsvaret fra ledelsen i GGGI.

»Fra norsk side har man den 12. februar anmodet om, at rapporterne ikke offentliggøres. Samtidig har GGGI tilkendegivet, at de gerne offentliggør ledelsessvaret, såfremt rapporterne bliver offentligt tilgængelige. Deloittes rapporter og ledelsessvaret hænger meget tæt sammen og bør ses i en sammenhæng,« meddeler Udenrigsministeriets pressetjeneste. Ministeriet vil nu tage stilling til, hvordan man i samarbejde med GGGI og den norske regering kan arbejde hen mod en offentliggørelse af revisionsrapporterne. Den danske handels- og udviklingsminister Mogens Jensen (S) oplyser i en skriftlig kommentar: »Jeg går naturligvis ind for mest mulig åbenhed og vil arbejde for, at rapporterne offentliggøres.«

Udover GGGI’s accept vil det også kræve tilladelse af revisionsfirmaet Deloitte at kunne få undersøgelsen offentliggjort.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Nicolai Niemeyer

Hvis man ikke vil ud med om der er rent mel i posen, kan man vel heller ikke modtage støtte.

Problem solved.

Peter Wulff, Torben Nielsen, Helle Walther, Britta Hansen, lars abildgaard, Rasmus Knus, Rasmus Kongshøj og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Har man ikke hørt om denne "særlige rådgiver" et par gange før?

Måske var det også en god idé at se nærmere på GGGI's koncept ved den her lejlighed:

GGGI "hjælper" visse u-lande ved at fremsætte nogle planer og strategier om, hvordan man kunne fremme indsatsen af såkaldt vedvarende ("grøn") energi i de respektive lande. Selvfølgelig skal de her lande så købe det tilsvarende isenkram i de lande, der står bag GGGI. Det er defor, virksomheder som Vestas og Danfoss også har investeret penge i GGGI. Det er altså ikke noget andet end en lobbyorganisation for producenter. Og mens det ikke er noget skummelt i sig selv i at være en lobbyorganisation, sejler det hele jo under falsk flag, og det er rigeligt naiv at tro, at man i de her u-lande ikke er i stand til at gennemskue det.

Derudover ser det ikke ud, som om nogen af de her projekter bliver til noget, og GGGI bruger mange penge på intern administration. Spørgsmålet er så, om Danmark selv ikke kunne fremme eksport af vindmøller etc. på en mere effektiv måde.

Peter Wulff, Erik Jensen , Rune Petersen, Michael Ribers, Bent Gregersen, lars abildgaard, Karsten Kølliker, Rasmus Knus og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar

Lars Løkke Rasmussens særlige rådgiver oplyser til Information, at Venstre-formanden ikke har mulighed for at kommentere sagen.

Står der en og holder ham for munden?

Morten Andersen, Erik Jensen , Helle Walther, Rune Petersen, Fraus Dolus og lars abildgaard anbefalede denne kommentar

Vi er da også helt urimelige på venstrefløjen: hvordan kan vi dog kræve af V's formand, at han skal være med til at offentliggøre noget OVERHOVEDET, når han jo blot sidder i en organisation, hvor Venstres politik om åbenhed blot er ført igennem?
Han kan naturligvis ikke gå mod partilinjen om, at "der er højt til loftet i Venstre, men dørene er lukket"....

Tak til Venstre for så tydeligt at demonstrere, hvordan de som parti ønsker åbenhed i fremtiden!

Den der med vetoret, næ næ husk Pind sidst sagde noget lignende, det var en stor løgn.
Selv følgelig kan Løkke sige, om han var til mødet, han sov måske som under COP 15, og hvad dagsordenen var, der er et referat , der er offentligt, så klart han kan svare og skal svare på det.
Hvad er det for noget makværk Pind og Lykke Friis fik os ind i, uden at undersøge det ordentligt og som Løkke roder rundt med på nær med sine egne rejser på 1. klasse. ikke en krone mere skal GGGI have før hver en sten er vendt i den sag om alles roller. INKL. Løkkes.

"Lars Løkke Rasmussens særlige rådgiver oplyser til Information, at Venstre-formanden ikke har mulighed for at kommentere sagen."

Nu er det vel ikke Venstre-formandens syn paa sagen, der interesserer ... ikke mig i hvert fald. Det er Formanden for GGGI, jeg gerne vil hoere fra.

Folketinget kan til hver en tid standse Danmarks bidrag til GGGI , og det kan også pålægge regeringen at melde Danmark ud af GGGI.

Så hvis Folketinget ikke vil finde sig i at blive "holdt udenfor" , så kan det bare bryde forbindelsen til GGGI.

Det er faktisk ret simpelt at håndtere denne sag ?

Så mon ikke alle parter i GGGI sagen (incl GGGI) forudser en offentliggørelse når de juridiske formalia er på plads.