Læsetid: 10 min.

Globaliseringen er bedre end sit rygte

Svejser Per Jeppesen var en af de sidste ud af 2.700 fyrede, der forlod Lindø, da værftet lukkede. Nu er han tilbage sammen med hundredvis af gamle kolleger, og fire ud af fem Lindø-folk har forladt arbejdsløshedskøen. Denne gang fik globaliseringsspøgelset fingeren
Ole Lund Larsen gik markant ned i løn, da han skiftede svejseværktøjet ud med en pædagoguddannelse. Den 1. maj er han færdiguddannet, men frygter ikke at stå uden arbejde.

Ole Lund Larsen gik markant ned i løn, da han skiftede svejseværktøjet ud med en pædagoguddannelse. Den 1. maj er han færdiguddannet, men frygter ikke at stå uden arbejde.

Jakob Dall

3. februar 2014

Når den 53-årige svejser Per Jeppesen stod op om morgenen for at gå på arbejde, gik der 11 dage, før han var hjemme igen. 11 dage, hvor han boede i barakker i den norske olieby Stavanger og arbejdede 12 timer fra 7.30 til 19.30 på Statoils gasraffinaderi. Han havde eget værelse med bad og toilet, og når han havde fri, kunne han og kollegerne låne en ’velfærdsbil’, som de kaldte det, og køre rundt i området eller tage en cykeltur.

I maj 2012 var det slut. Men den tidligere værftsarbejder på Lindø har igen fået lidt kortere til arbejde og tager nu turen fra huset i Tommerup til Munkebo for at gå ind af portene til det gamle Lindø-værft. Sådan som han gjorde hver dag i de 18 år, han arbejdede med at svejse skibe ude i dokken.

Per Jeppesen var med den dag for godt fire år siden, da de kaldte alle arbejderne sammen i den store malerhal og fortalte, at det var slut. Det havde værftsarbejderne hørt før, men nu stod de med fyresedlen.

»Der var mange, der havde været her hele deres liv. Startet som knægte, og efter en tur i militæret fortsatte de bare herude. Hvad skulle de lave nu?« husker Per Jeppesen om stemningen den dag. Han var en af de sidste, der forlod værftet i december 2011 med det sidste færdigbyggede skib.Fra dokken er Per Jeppesen nu rykket i tørvejr og 15 meter op i luften på et stillads bygget op om en 450 ton tung betonkonstruktion, der skal bære en stor havvindmølle. Her sidder han på en taburet under en af de store samlinger af jern og svejser i umagelige vinkler. Men han er godt tilfreds.

»Det var også fint i Norge, jeg har jo store børn,« som han siger. Men Per Jeppesen blev hjemsendt, fordi der ikke var mere arbejde. Da han meldte sig som arbejdsløs om tirsdagen efter hjemkomsten, mødte han formanden for Metal Odense, Lars Hansen.

»Han spurgte, hvad laver du her? Kan du så se at komme i gang med de svejsekurser. Jeg blev sendt af sted med det samme og fik så arbejde her hos Bladt Industries bagefter,« fortæller Per Jeppesen.

Bladt Industries er en af de omkring 70 virksomheder, der er flyttet ind på det gamle værftsareal, hvor Lindøs gamle vartegn, den gamle 5.000 ton tunge kran, stadig knejser over området og minder om de kæmpeskibe, som blev bygget her.

En vej snor sig mellem de store haller og forbinder de forskellige virksomheder, der blandt andet tæller afdelinger af Siemens Windpower, Vestas Offshore og Blue Water Shipping. På vejen cykler mænd i kedeldragter og hvide hjelme med mælkekasser på bagagebæreren. Ligesom værtsarbejdere har gjort det på det gamle B&W, kommenterer fotografen, og ligesom de altså stadig gør det på Lindø. De gamle øgenavne fra værftstiden hænger også ved, fortæller tillidsmand hos Bladt, Allan Haandbæk, mens »Bøgeklods« udleverer hjelme til gæsterne.

Katastrofen

Godt 1.200 mand er beskæftiget hos virksomhederne i Lindø Industripark, som det hedder i dag. Og op mod halvdelen af dem er fra det gamle Lindø, vurderer formanden for Metal Odense, Lars Hansen, hvor mange af de 2.700 fyrede var organiseret i 2009. Per Jeppesen er ikke ene om at være godt tilfreds. Det er de også i Odense Kommune og hos fagforeningen Metal. Ifølge de seneste tal fra oktober sidste år er 80 procent af de fyrede »selvforsørgende«.

Ud af dem er nogle gået på efterløn, mens andre er i uddannelse. 18 procent, dvs. 174 personer er på enten dagpenge eller kontanthjælp.

»Når man ser på tiden, fra katastrofen indtraf og berørte rigtig mange mennesker, og til nu med de senest opgjorte tal, må man sige, at det er rigtig gode resultater. Tallet for, hvor mange der er kommet i arbejde, stiger hele tiden, og det tyder på, at dem, der har taget uddannelse, også får job,« siger beskæftigelseschef i Kerteminde Kommune, Finn Udsen.

En tidligere opgørelse viser, at 40 procent af de gamle Lindøværftsarbejdere er beskæftiget inden for deres gamle arbejdsområde i industrien. Nogle er i byggeindustrien eller på boreplatforme i Nordsøen, andre røg til Norge. Men 40 procent er stadig beskæftiget i Odense-Kertemindeområdet. Hvilket kan tages som udtryk for, at en del har fundet arbejde på de nye virksomheder, der er etableret i Lindø Industripark, påpeger Udsen:

»Der er ingen tvivl om, at globaliseringen sætter de store virksomheder under pres og kan betyde lukninger. Men det viser sig også, at når der er gået nogle år, så er der ved fælles kræfter sket det, at rigtig mange mennesker har fundet arbejde igen. En krise kan sagtens føre til nogle innovative processer, hvor man begynder at se og udvikle andre muligheder.«

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, Aalborg Universitet, peger ligeledes på, at billedet fra Lindø er generelt.

»Der er tal, der tyder på, at rigtig mange fra de store massefyringer – det gælder også slagterierne – finder arbejde allerede efter et halvt år. Nogen finder det selv, andre skal omskoles og opkvalificeres og ender i andre erhverv,« siger han og henviser til studier af de andre værftslukninger i Frederikshavn og Nakskov, hvor der særligt i Frederikshavn også er opstået nye virksomheder på det gamle værftsområde.

»Der er mange jobåbninger, og hvis folk vil flytte sig fagligt og geografisk, så har man gode erfaringer med, at de finder arbejde andre steder. Men det er dem, der bedst uddannet, det har nemmest ved at få arbejde,« siger Flemming Ibsen og fortsætter:

»Krisen har jo også være med til at skubbe til folk, så de flytter sig. Men man kan godt sige, at man ikke skal frygte globaliseringsspøgelset i så høj grad. Globalisering er jo også social dumping, men hvis man mener, at Danmark langsomt tømmes for industriarbejdspladser, så er man for langt ude.«

Omstillingsparate

Omkring 60 procent af de afskedigede på Lindø er ifølge beskæftigelseschef Finn Udsen i dag beskæftiget i andre brancher.

En af dem, der har fundet andre græsgange, er Ole Lund Larsen. Ligesom Per Jeppesen stoppede Ole Lund Larsen den sidste fredag i januar 2011, og om mandagen startede den tidligere svejser og sjakbajs med at passe udviklingshæmmede som pædagogmedhjælper. Han gik fra 28-30.000 kroner i månedsløn til godt 19.000. Det kunne mærkes på husholdningen, der tæller en kone og to børn: »Jeg havde mange tanker om, hvad der skulle ske efter fyringen. Jeg er uddannet klejnsmed og havde været på værftet, siden jeg var i starten af tyverne,« siger den 38-årige Ole Lund Larsen i en pause på den sikrede institution for unge kriminelle mellem 15 og 18 år, hvor han lige nu er i praktik.

Det er nogle andre evner, Ole Lund Larsen bruger i dag, end da han var sjakbajs og gik og råbte til folk på skibene, han var med til at bygge på Lindø. Men han har altid haft et socialt væsen, og kommunikation med andre er en side, han nåede at udvikle i fagforeningsarbejdet de sidste år på Lindø.

Ole Lund Larsen startede med at arbejde med udviklingshæmmede, da han skulle optjene 52 ugers erhvervserfaring for at få mulighed for at tage en uddannelse som pædagogisk assistent på voksenlærlingeløn.

»Lindø er et hårdt og koldt sted, hvor man arbejdede i al slags vejr. Man kunne få hvide fingre af kulde, og arbejdet sled på håndled og ben. Mange af kollegerne blev fysisk nedslidte, og i virkeligheden havde jeg da svært ved at se mig selv i et svejsejob som 70-årig. Det er jo så gammel, jeg ville blive, inden jeg kunne gå på pension. Der var en god løn, en særlig kultur og rigtig gode kolleger på Lindø. Men pædagoger går inde hver dag, kan drikke en kop kaffe og sludre. De bliver ikke nedslidt fysisk i samme grad,« siger Ole Lund Larsen. Hans store krop bevæger sig til grinet, når han fortæller, at det nye arbejde så koster omkring livremmen, fordi han ikke længere skal løbe op ned af stilladserne på skibene. Stoltheden blandt skibsbyggerne på værftet er skiftet ud med en anden faglig tilfredsstillelse: »Jeg kan godt lide at se mennesker vokse og få udbytte af de ting, jeg sætter i gang,« siger Ole Lund Larsen og beretter om en frugtbod, han fik stablet på benene på et andet praktiksted, hvor de fysisk og psykisk handicappede kunne sælge de afgrøder, de dyrkede.

De 60 procent tidligere værftsarbejdere, der har fundet arbejde i andre brancher, vidner om en stor omstillingsparathed, mener tillidsmand på Bladt Industries, Allan Haandbæk. Han rullede skrå hos Mac Baren i nogle måneder, inden han blev den 33. nyansatte hos Bladt i Lindø Industripark.

»Ja, vi har lært at være omstillingsparate,« nikker Per Jeppesen. Han har lige fortalt, at han ikke har lyst til at begynde på en helt ny uddannelse som godt 50-årig.

»Måske var vi lidt pivede i starten og ville ikke rigtig prøve noget andet. Men det har vi jo lært, at vi er nødt til, og det er jo også lige meget, hvor vi har arbejde, bare vi har arbejde. Jeg synes faktisk, at sådan nogle som for eksempel ingeniørerne kan have sværere ved at se sig selv i et andet job,« siger han.

Og undersøgelser viser da også, at metalarbejdere er parate til forandringer. En måling, Ugebrevet A4 har foretaget for Dansk Metal, viser, at syv ud af ti ledige metalarbejdere er klar til at lægge deres gamle uddannelse og den faglige prestige bag sig og gå ned i løn i en helt anden branche. Da beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) i sin tid opfordrede arbejdsløse til at tage arbejde i Netto, var det da også mest ledige akademikere, hun revsede, noterer A4. Faglærte og ufaglærte er nemlig ikke afvisende for at gå ned i graderne. »Lukningen af værftet har været en øjenåbner, og der er mange, der er begyndt at se tingene på nye måder. F.eks. har vi alle sammen været nødt til at tage nye svejsekurser, fordi kravene til sikkerhed er 100 procent på svejsninger hos Bladt,« siger Allan Haandbæk. Og måske var det også nødvendigt:

»Da jeg blev ansat på Bladt, fik vi at vide, at nu skulle vi ikke tro, at det var det gamle Lindø. Og der var jo nok også nogle, der var gået hen og blevet nogle driverter. Det går bare ikke længere i sådan en branche.«

Men der er jo stadig nogle, der hænger i pedalerne, og det hører med til historien om Lindø, mener Allan Haandbæk og Per Jeppesen. De gamle kolleger, der ikke har fået arbejde, er tæt på at ryge for den nye toårige dagpengeperiode, hvis ikke de allerede er røget ud af dagpengesystemet.

»Det er dem uden uddannelse, der har sværest ved at finde nyt arbejde,« siger Allan Haandbæk. Og så er der alle de nye i arbejdsløshedskøen på Fyn: slagteriarbejderne fra Faaborg, hvor 472 for to uger siden fik en fyreseddel.

»Men det har jo vist sig, at jorden ikke går helt under, og jeg tror, at der vil være rigtig god brug for de slagteriarbejdere i andre brancher, f.eks. inden for byggeriet,« siger Allan Haandbæk.

Kontraktansatte

Hos Dansk Metals afdeling i Odense har formand Lars Hansen også svært ved at skjule optimismen på sine medlemmers vegne.

»Arbejdsløshedstallet bliver ved med at falde, og de resultater, vi har opnået, er sket i en krisetid,« siger han og får oven i købet rygstød af nye ledighedstal, der viser, at ledigheden på landsplan er den laveste i fire år og nu er på under 150.000. Det svarer til en ledighedsprocent på 5,6 af arbejdsstyrken.

Derfor mener Lars Hansen heller ikke, at der er grund til at frygte globaliseringsspøgelset alt for meget, som han ellers synes, at arbejdsgiverne i Dansk Industri (DI) er gode til.

»DI bliver ved med at sige, at vores konkurrenceevne er faldet med 14 procent inden for industriområdet siden 2008. Den negative udlægning vil de gerne bruge til at presse os lidt ned i løn. Men 50 procent af Danmarks eksportindtægter kommer altså stadig fra industrien, selv om vi er færre ansatte. Så vores produktivitet er steget. Dansk Metals ledighed er desuden under fire procent, og i Odense er den under seks procent. Om få år kommer vi til at mangle voldsomt mange faglærte i industrien,« spår Lars Hansen.

Både beskæftigelseschef Finn Udsen og Lars Hansen mener, at succesen fra Lindø kan overføres til Faaborg, hvor man da også allerede er i gang med en målrettet indsats for at få de fyrede i uddannelse eller i andet arbejde.

På Lindø oprettede man hurtigt en varslingspulje, som blev efterfulgt af en million kroner fra EU’s globaliseringsfond til efteruddannelse. Det, samt et tværfagligt samarbejde på tværs af kommuner, jobcentre og faglige organisationer, har betydet en fokuseret indsats.

Men Per Jeppesen og Allan Haandbæk er trods de gode beskæftigelsestal ikke helt sikre på fremtiden. De er kontraktansatte, og Bladt skal have nye ordrer ind, ellers har de ikke mere arbejde om nogle måneder.

»Men det kan jo være, at der kommer noget i forbindelse med DONG’s investeringer i havvindmøllerne,« siger Per Jeppesen med et grin, lige efter at en sms er tikket ind på fotografens mobil om, at SF er ude af regeringen, formanden er væk, mens aftalen om Goldman Sachs’ delvise køb af DONG er stemt igennem.

I radioen siger finansminister Bjarne Corydon (S), at DONG-aftalen er god og tilføjer, at den giver arbejdspladser. Finansanalytikere følger op og spår nye ordrer på havvind-møller til Siemens og måske også Vestas.

Det er ord, som svejserne fra Lindø Industripark vil holde finansministeren op på.

SF’s nedsmeltning rører dem til gengæld ikke. Per Jeppesen ryster blot på hovedet, og det selv om den afgående SF-formand, Annette Vilhelmsen, er fra Kerteminde.

Ole Lund Larsen er færdiguddannet som pædagogisk assistent den 1. maj: »Jeg frygter ikke at stå uden job. Det frygter jeg faktisk overhovedet ikke,« siger han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Enkelt sager og løs snak, eller...

Det bemærkes, at Kerteminde kommunens udskrivningsgrundlag for 2011 kun er steget med 1,78% i forhold til 2010, mens stigningen på landsplan forudsættes til 3,7%. Dermed ses virkningerne af den høje ledighed i kommunen nu på udskrivningsgrundlaget. Det vil være dette lavere udskrivningsgrundlag (3483 mio kr.), som danner udgangspunkt for udmelding af statsgaranti i 2014. (Budgetbem. 2014)

Det er jo klart at de bedst uddannede fra et supermoderne skibsvæft som Lindøværftet kan gå ud og få sig et job - ihvertfald til en lavere løn. Men det er langtfra alle - hvilket jo også er det reciprokke resultat af artiklens fokus.

Rasmus Kongshøj, Carsten Søndergaard, Per Torbensen og Torben Arendal anbefalede denne kommentar

Ak, ja, et fortrøstningsfuldt og symbolrigt stemningsbillede fra den lille, danske kapitalistfamilie, hvor alt måske ikke altid er lutter harmoni, men dog alligevel ender i noget der ligner. Det gamle guld er ej opbrugt, flintesønnerne beholder måske ikke gården, men har gennemgået en vellykket omskoling, og den glade vagabond er stadig dus med himlens fugle, mens han vandrer fra kontrakt til kontrakt.

Niels Engelsted, Eva eldrup, Bill Atkins, Rasmus Kongshøj, Henrik Klausen, Bob Jensen og Hans Paulin anbefalede denne kommentar
John Christensen

Globaliseringen er bedre end sit rygte..........hmmmmmmmmm!

4 ud af 5 ~ 20% af de tidligere Lindø Værfts ansatte - stadig ikke har fundet et arbejde.
Andre har, som Ole Lund Larsen fundet arbejde på lavere lønvilkår, selv om pædagog jo ikke er så ringe endda.

Hvad sagde "rygtet" om GLOBALISERINGEN, siden overskriften er så euforisk, positiv her?

Løs ansættelse nu - imod tidligere fastansættelse.

Især såkaldte "Nul-timekontrakter" er en svøbe, som skal bekæmpes.

Virksomhederne "ansætter" (uden at love hverken arbejde eller løn) en overkapacitet, og styrer så time for time forbruget af lønnet arbejdskraft.
Lov om tidsbegrænsede ansættelser er svær at håndhæve, og derfor slipper arbejdsgiverene afsted med deres svineri.

Den øvre kvartil, i form af de bedste, de dygtigste og de hurtigste tjener måske på det, men resten af arbejdsstyrken taber stort!

Det er en trend som stikker sit grimme hoved frem overalt på arbejdsmarkedet, også i det offentlige arbejdsmarked - f.eks i Sundhedssektoren.

Er det mon Corydons elskede konkurrencestat, som stikker hovedet frem her?

God dag der ude.

Eva eldrup, Bill Atkins, Rasmus Kongshøj, Carsten Søndergaard, Henrik Klausen, Tue Romanow, Lise Lotte Rahbek, Torben Arendal og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Kurt Loftkjær

Hvad er det overraskende ved denne artikel udover, at en journalist prøver at få ca. 550 menneskers arbejdsløshed til at ligne en ligegyldighed? Der er vel aldrig nogen, som har troet, at alle på Lindøværtet blev arbejdsløse.

Burde interessen ikke rette sig mod de 550 personer, som ikke fik arbejde og som må se fortidens sociale ydelser forsvinde med udsigt til, at de udstødes af det samfundet og dets økonomi m.m.?

John Christensen, Bill Atkins, Rasmus Kongshøj, Carsten Søndergaard, Per Torbensen, Lene Timmermann, Tue Romanow, Claus Jørgensen, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese, Torben Arendal og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Der var en grund til at marxismens kampsang hed "Internationale".

Globaliseringen skaber en veldefineret konfrontation mellem en international underklasse og en international overklasse.

Hvis man kan sin Marx ved man, at globaliseringen er en nødvendig forudsætning for "de lange knives nat".

Så ikke alt det klynk - indtil videre følges Marx's drejebog til punkt og prikke. En uddybning af forskellene "arbejderklassens totale forarmelse" er nødvendig for at mobilisere den til Revolutionen nødvendige handlekraft.

Socialdemokratismen var "Opium for folket" - en opium, der ganske som ganske som rigtig opium - på et tidspunkt holder op med at virke.

Sådan cirka NU.

randi christiansen, Hans Paulin og Claus Jørgensen anbefalede denne kommentar

Ak ja, før havde vi driftige værfter og arbejdere, der byggede skibe.
Nu har vi driftige "beskæftigelseschefer" m.v.

En civilisations undergang i kortform!

Torben Arendal, Bill Atkins, Rasmus Kongshøj, Carsten Søndergaard, Per Torbensen, Lise Lotte Rahbek, Hans Paulin og Claus Jørgensen anbefalede denne kommentar

Globalisering, i sandheden en verden i opbrud. Men intet er som bekendt så dårligt, at det ikke er godt for noget. Jobs forsvinder og nye kommer til. Sådan har det altid været og det er til syvende og sidst det som skaber udvikling oftest til det bedre og det ikke bare i den rige del af verden, men også i den fattige.

Når først frustrationerne har lagt sig kommer der nyt håb og foretagsomhed. Sådan er vi mennesker og alt liv for den sags skyld. Det er grund essensen for at der overhovedet er liv tilstede. Arbejdspladser går tabt, nye kommer til. Ægteskaber ender med forlis, nye forhold opstår. Selv SF vil genopstå efter at have slikket sine sår, måske bedre end før og ikke mindst klogere.

- Sådan er livet, har altid været det og vil vedblive med at være det.

Michael Kongstad Nielsen

Siden oksekærrernes tid på Hærvejen, siden vikingernes færden på russernes floder, siden Marco Polo og Vasco da Gama, siden kolonitiden, ja, - altid, har verden været global, så hvorfor opfinder man nu dette begreb "globaliseringen", som om det var dumpet ned fra himlen, og er farligt, og spiser dem, der ikke opfører dig ordentligt.

Karsten Aaen, Carsten Søndergaard, Henrik Klausen og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar

Det afleder opmærksomheden fra byrden af "beskæftigelseschefer" og alle de andre parasitter, der er kommet til siden!

Glasset er 80% fuldt igen, men i stedet for at glæde sig over det, så brokker folk sig over at det er 20% tomt...

Thomas,

det er helt fint.
Stik mig et fyldt ølglas. Så skal jeg nok tømme det og genfylde det 80% med pis.
Det vil jo endda glæde dig, forstår jeg.
Jeg ser frem til et forhåbentligt langt samarbejde til gensidig glæde.

John Christensen, Eva eldrup og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Bortset fra alt det, så er det da fremragende, at folk kan skifte branche og begynde på noget helt andet. Livet er fuldt af muligheder, og alle kan meget mere end det, de begyndte på, eller endte i. Det kan endda være sjovt og berigende at skifte vej.

Læs til taxachauffør.

Måske Ole Lund Larsen er heldig og får job som pædagog. Men tiden er imod ham for børnetallet er faldende, og det bliver det måske ved med at være så længe unge mennesker har svært ved at få praktikpladser under uddannelserne og arbejde i det hale taget.

Jens Thaarup Nyberg

"»Da jeg blev ansat på Bladt, fik vi at vide, at nu skulle vi ikke tro, at det var det gamle Lindø. Og der var jo nok også nogle, der var gået hen og blevet nogle driverter. Det går bare ikke længere i sådan en branche.«"
Den gamle vender sig i sin grav.

Nic P.,

ja det lyder som så meget andet du lader ud her...

Hver eneste der er kommet i arbejde igen er en succes. Hver eneste der kommer i arbejde igen hjælper andre med at enten holde deres arbejde eller selv komme i arbejde igen. Hver eneste der kommer i arbejde letter trykket på dagpenge,kontanthjælp og de andre velfærdssystemer.

Jeg var engang på en chartertur til Spanien. Det var dengang, det stadig var lidt eksotisk at komme til Sydeuropa, og vi blev selvfølgelig udsat for for den sædvanlige hyggesnak i bussen fra lufthavnen om vejr, vind, drikkevand og lokale normer fra en guide, som næppe havde været i Spanien meget længere end os andre.

På et tidspunkt holdt bussen ind til siden, og guiden henledte vores opmærksomhed på en ung, mørklødet mand i billige sandaler og snavset skjorte, som stod ved siden af chaufføren og rodede med noget i bagagerummet. Dem der sad i den modsatte side af bussen, måtte rejse sig halvt op og strække hals for at få øje på ham fra de højtsiddende vinduer.

"Det er Pablo", sagde hun. "Ham kommer I til at møde igen, hvis I tager på nogen af vores udflugter. Han ville forfærdelig gerne snakke med jer, men han kan ikke noget engelsk. Han kommer fra en landsby inde i landet, men det var for kedeligt for Pablo, så han søgte arbejde inde i den store by og fik en tjans med at gå til hånde hos vores chauffør. Han er simpelt hen alletiders til det praktiske, vores Pablo. Hans store drøm er en dag selv at komme til at køre bussen. . ."

. . . Men hvorfor fortæller jeg egentlig det her? Det har jo slet ikke noget med artiklen at gøre.

Globalisering = forandringer.
Om det så er klima, samfund, etniciteter eller velfærdssystemer.
Og de færreste har desværre lyst til at blive forandret eller forandre sig selv i takt med dette, mig inkl. Det er sålangt nemmere bare at gøre som man 'plejer'.

Thomas Holm,

tak fordi du bekræfter min pointe!

Du kan (som sørgeligt mange andre) tydeligvis ikke kende forskel på arbejde og beskæftigelse.
Og derfor formodentlig heller ikke på øl og pis.

Torsten Jacobsen

Thomas Holm skriver:

Hver eneste der er kommet i arbejde igen er en succes. Hver eneste der kommer i arbejde igen hjælper andre med at enten holde deres arbejde eller selv komme i arbejde igen. Hver eneste der kommer i arbejde letter trykket på dagpenge,kontanthjælp og de andre velfærdssystemer.

Jeg synes du kan have en pointe i, at det er lidt ensidigt at se artiklen i et kun negativt lys. Mennesker der havde mistet deres arbejde, er kommet i arbejde igen, og virker tilfredse med det.
Det ligner jo en solstrålehistorie :)

Men når du skriver at 'hver eneste der kommer i arbejde igen er en success', så fristes jeg til at spørge: 'uanset under hvilke vilkår?'

Hvis gode, velbetalte jobs erstattes af mindre gode, knap så velbetalte jobs -og evnen til at bestride disse nye jobs måske endda kræver betydelig omskoling/efteruddannelse af de 'heldige omstillingsparate' (for ikke at tale om motivationen for at arbejde i en branche man ikke har nogen synderlig interesse for,eller lyst til at være en del af), så synes jeg det er for overfladisk at betragte det som et ubetinget gode.

Man skal heller ikke være blind for det 'kapløb mod bunden' som sættes i gang, når arbejdstagere forskellige steder på kloden spilles ud mod hinanden, til tonerne af borgerlig jubelsang, og under paroler a lá 'omstilling gør fri'.

Torsten Jacobsen

Lad mig hertil tilføje, at jeg ikke ser det son entydigt negativt at danske arbejdstagere går ned i løn. Jeg mener faktisk at en relativt omfattende velstandsnedgang,for alle i den vestlige verdens rige økonomier, er en uomgængelig nødvendighed. Og hvis vi ikke selv får iværksat politiske programmer, der kan sikre en sådan velstandsnedgang i god ro og orden, så vil den blive os påført udefra på anderledes elendighedsskabende vis.( Jeg sigter her primært til konsekvenserne af den klimakatastrofe som nærmer sig.)

Men i 'et kapløb mod bunden' er det jo kun en del af befolkningen som forarmes, mens virksomhedsejere, aktionærer, politikere, journalister, akademikere og andet godtfolk synes overraskende lidt omstillingsparate, lige så snart talen falder på at det økonomiske udbytte af deres samfundskontrakt skal begrænses.

En stigende økonomisk ulighed fører i et kapitalistisk samfund også til en ulige magtfordeling. Det er mindre evident i Danmark end i så mange andre lande, men netop derfor må vi forlange fortsat og øget solidaritet fra samfundets økonomisk velstillede, mens vi alle, i samlet flok, bevæger os mod en nedgang i velstand, men en stigning i velfærd.

Torsten,

fuldstændig enig med dig at det ikke skal være under alle omstændigheder.

Men vi bliver desværre nød til at acceptere at en arbejdsplads i dag er lige så meget en vare og en ressource som en persons arbejdskraft. Prisen på de to skal helst nogenlunde modsvarer hinanden. Og skal som du jo selv også siger fortrinsvis udarbejdes i en fælles forhandling hvor begge parter skal bidrage. Og som du helt rigtigt siger, så er den forhandling p.t. ikke så retfærdig som vi ville ønske det i et idealiseret samfund.

Globaliseringen har jo bragt det frem at vi nu frygter den arbejdskraft fra lande som vi selv igennem udviklingshjælp, financiel og politisk, har hjulpet til at udvikle sig til et niveau hvor de nærmer sig os og dermed nu står i konkurrence om arbejdspladserne. Jeg har haft en samtale med en metalarbejder der sagde at han ønskede sig at muren aldrig var faldet for så ville hans job ikke være i Polen. Med andre ord, han foretrak at millioner af mennesker stadigt levede i undertrykkelse og fattig planøkonomi, bare så han havde ro og orden med sit i behold.

Jeg har vitterligt den mistanke at mange ville foretrække et fattigt, ikke-udviklet Afrika som et markede for dyre vestlige produkter imod billige lokale råstoffer, den moderne version af trekantshandelen, imod et udviklet og fremskredent Afrika der står i konkurrence med os

Vist nok er Darwin udsagn om den bedst tilpasningsdygtiges overlevelse kun ekstremt begrænset anvendeligt udenfor udviklingsbiologien og socialdarwinismen en vanskabelse og misforståelse af rang af hans ideer, men grundpointen er gyldig.

Torsten Jacobsen

Thomas Holm skriver:

Jeg har vitterligt den mistanke at mange ville foretrække et fattigt, ikke-udviklet Afrika som et markede for dyre vestlige produkter imod billige lokale råstoffer, den moderne version af trekantshandelen, imod et udviklet og fremskredent Afrika der står i konkurrence med os

Mistænker du også at solen stiger op i øst? ;)

At det forholder sig sådan kan efter min mening ikke drages i tvivl. Men det betyder jo ikke at det for altid vil være sådan. Megen menneskelig adfærd har gennem tiderne været set som 'tingenes orden' (slaveri, apartheid, benægtelse af menneskeskabt global opvarmning), for så pludselig at blive henvist til historiens mødding, som skamstøtter over tidligere tiders barbarisme.

Jeg er ikke helt enig i, at vi er indfanget i en uomgængelig kamp og konkurrence om arbejdspladser med resten af verden. Det er en konkurrence vi selv vælger at deltage i. Eller rettere: det er en konkurrence som kun giver mening, hvis man ubetinget accepterer markedets logik, og dermed ideen om profitmaksimering.

Når danske arbejdsgivere flytter produktionen til udlandet, er der tale om et valg. At hævde at de ikke har andet valg, er efter min mening udtryk for en skrækindjagende fatalisme, samt mangel på fantasi. For mig at se vælger vi politikere, for at de med kreativitet, mod og nytænkning kan hjælpe med til at skabe rammerne for, at en anden fremtid end den der dystopisk tegner sig, kan blive til virkelighed. Det eneste politiske parti, der for mig at se gør et (omend utilstrækkeligt og anakronistisk) forsøg på at leve op til mine forventninger, er pt. Enhedslisten. Alle andre beder til fatalismens og defaitismens afguder. Og de gør det med en nærmest pervers og nedladende selvtilfredshed, som på samme tid gør mig både vred, og skamfuld på deres vegne.
Uffe Elbæks Alternativ er blevet latterliggjort af en behagesyg og selvimponeret dansk presse, og det i en sådan grad, at projektet synes dødt før fødslen er gennemført. Jeg tror ikke tiden er moden endnu. Men man har da lov at håbe.

Torsten,

Hvordan undgår du at Danmark deltager i den konkurrence? Danmark er indbundet i et verdensomspændende system af råstoffer, produkter, produktionssteder og markeder som det er umuligt at trække sig ud af.
Danmark er for længst blevet afhængig af verdenen og jeg ser p.t. ingen mulighed at forandre stort på dette.
Produktionsflytningen er i mine øjne også en fastholdelse i gamle produktionsparadigmer. Industri old school. Der sker der dog et stort skift lige nu, der udvikler sog hurtigere og hurtigere, 3Dprint. Vistnok meget begrænset ligenu, men i heftig udvikling. Og det skift vil udfordre hele vores syn på arbejde og arbejder.
Hvem har f.ex. brug for en arbejder i en plastikfabrik når jeg bare kan printe min margareteskål ud derhjemme? Hvem har brug for en murer når jeg bare kan printe mit hus ( hvilket lyder utopisk, men som faktisk allerede sker i prototyper)?
På den ene side er det jo nærmest en socialistisk/kommunistisk drøm, hver eneste bliver igennem ejerskab af en 3Dprinter ejer af sit eget produktionsapparat, på den anden side fører dette så også til tabet af en stor del af arbejdspladser i den klassiske industri og bliver erstattet af mere akademisk design- og regnearbejde.

Torsten Jacobsen

Hvordan undgår du at Danmark deltager i den konkurrence? Danmark er indbundet i et verdensomspændende system af råstoffer, produkter, produktionssteder og markeder som det er umuligt at trække sig ud af.

Hvis du udskifter 'umuligt' med 'ikke uden omkostninger' er vi enige.
Selvfølgeligt er det ikke umuligt. Det er bare svært umiddelbart at forestille sig hvordan det skulle kunne lade sig gøre. Det er ikke bare ordkløveri og semantik. Forskellen på 'umuligt' og 'svært at forestille sig' er afgrundsdyb.
Omvendt synes jeg faktisk at Danmark, som et lille land med en sammenhængskraft der,målt på en global skala, er næsten unik, har en forpligtelse til at gå forrest i jagten på alternativer til det eksisterende. Hvis ikke vi kan gå forrest, hvem så? Og vi behøver ikke gå alene. Norge, Sverige, Holland eller andre lignende lande, er oplagte samarbejdspartnere i jagten på en anden vej. Alt hvad vi mangler er visionære politikere. Den folkelige utilfredshed, som er drivkraften i enhver samfundsomvæltning, er allerede ved at indfinde sig i tilstrækkeligt mål.

Danmark er for længst blevet afhængig af verdenen og jeg ser p.t. ingen mulighed at forandre stort på dette.

Enig! Men den defaitisme som præger vores politiske udsyn (omstændighederne byder, markedet kræver, kinesernes konkurrencekraft tilskriver os, etc.) kan og skal vendes til noget progressivt. Lad Danmark vise vejen, og så må de andre lade sig inspirere af det gode eksempel. Det er også et spørgsmål om psykologi. Jeg fornemmer og hævder en træthed, en opgivenhed i vor fælles bevidsthed. Fællesskabet opgives, og folk tager til takke med at mele deres egen kage. Tendensen er tydelig, også i kulturlivet. Det er de intime fortællingers tid. Navlepilleriet, standup-komikernes selvudlevering kombineret med en hånlig vrængen af alt og ingenting. En kendiskultur der har mistet jordforbindelsen. Performance som mål i sig selv. Meningen har fanden taget, mens musikken uforstyrret spiller videre i et værelse ved siden af.
Altimens lektorer og PHD'er dukker sig på landets fakulteter i et indtil videre opfyldt håb om, at de dog bare kan få lov at være i fred for verden udenfor, og i stedet for fokusere al deres energi på forskning næsten ingen gider læse (Humaniora), eller den næste fascinerende konference i Berlin, hvor man endelig kan tale frit bag lukkede døre, med ligesindede der ligesom en selv ikke skal have noget klinket i forhold til samfundsudviklingen: "You can't derive an 'ought' from an 'is'", forsikrer de hinanden, velvidende at det er bullshit, men selv floskler kan jo varme i en kold tid.

"Are you not entertained?", spørger gladiatoren retorisk sit publikum, i filmen "Gladiator". "Are you not entertained?"

Selv dekadence har en kvalmegrænse. For mig at se er svaret til gladiatoren et stadigt mere rungende 'Nej!'. Deri hviler mit håb og min tro..for en tid.