Læsetid: 4 min.

’Det handler kun om kvalitet på overfladen’

Debatten om uddannelsernes kvalitet er fokuseret på ledighedsstatistik og kortsigtede økonomiske kalkuler, og det risikerer at undergrave det nyskabende element af universitetsuddannelserne, som vi skal leve med i fremtiden. Det mener den nye formand for rektorerne i Danske Universiteter, Ralf Hemmingsen
Vi kommer til at tænke for kortsigtet og lineært, hvis vi kun vil uddanne flere ingeniører, læger og økonomer, fordi de får de højeste livslønninger og derfor kan betale mest til bage til statskassen, mener Ralf Hemmingsen.

Michael Daugaard

24. februar 2014

Universiteterne er godt i gang med at opfylde politikernes målsætning om at skabe den bedst uddannede generation nogensinde. Hver fjerde ung går i dag på universitetet, og til marts kommer regeringen med en kvalitetsreform af uddannelserne, så de unge også kan få den bedst mulige uddannelse.

Men er det overhovedet kvaliteten, regeringen vil gøre noget ved? Det spørgsmål stiller den nye formand for rektorerne i Danske Universiteter, Ralf Hemmingsen.

»Jeg kan være urolig for, om den bagvedliggende tanke er, at der skal laves et loft over det samlede uddannelsessystem, fordi det store optag koster dyrt i taxameter. Det har politikerne ikke sagt tydeligt, og det er i givet fald en helt anden præmis end at diskutere kvalitet og relevans af uddannelserne. Det er svært ikke at få tanken, at det her kun handler om kvalitet på overfladen, når hele processen op til er så økonomistyret,« siger han med henvisning til medlemmerne af Produktivitetskommissionen og det udvalg, der arbejder på kvalitetsreformen.

»Hvis du sætter fem kirurger til at vurdere en patient, så er sandsynligheden for, at de opererer vedkommende, også stor,« lyder metaforen fra Ralf Hemmingsen, der er uddannet læge med speciale i psykiatri.

Politikerne skylder universiteterne og befolkningen at sige det rent ud: Handler det om kvalitet eller om taxameteromkostninger? Indtil videre har debatten om uddannelsernes kvalitet mest drejet sig om, at de mest populære humanistiske studier producerer kandidater, der bliver arbejdsløse og får lavere løn end andre højtuddannede. Derfor må adgangen begrænses eller den offentlige finansiering sættes ned, lyder budskabet fra Produktivitetskommissionen.

Også det statslige kvalitetssikringsorgan Akkrediteringsinstitutionen har været fremme med budskabet om, at knap halvdelen af alle universitetsuddannelser ikke er relevante på arbejdsmarkedet – uden at institutionen dog rent faktisk har undersøgt det.

Kortsigtet nytteværdi

Universiteterne vil gerne give de studerende bedre brugsanvisninger på livet efter studierne, så de kan se, hvor høj ledighed og løncheck de kan se frem til. Men set fra Ralf Hemmingsens stol på det rummelige kontor i Københavns Universitets gamle bygninger ved Vor Frue Plads handler den diskussion udelukkende om den umiddelbare nytte, samfundet kan drage af uddannelse – den reproduktive relevans. Universitetsuddannelsernes nyskabende relevans, som er de nye ideer og udviklinger, der vil komme til at præge vores samfund fremover, har der overhovedet ikke været fokus på i debatten, mener Ralf Hemmingsen.

»Det er lettere at få øje på ledigheds- og lønstatistikker, og hvad arbejdsmarkedet efterspørger lige nu, for det andet er ikke synligt endnu,« siger han og fortæller om præsident Roosevelt, der i slutningen af 30’erne satte en gruppe af de klogeste amerikanske hoveder til at forudsige de vigtigste teknologiske landvindinger de næste 30 år. Hverken atomkraften, laseren, radaren, penicillinet, computeren eller molekylærgenetikken blev imidlertid bemærket, selv om flere af disse gennembrud fik massiv samfundsmæssig betydning få år senere. For ingen kan forudsige, hvad der bliver vigtigt for os i fremtiden, er Hemmingsens pointe. Vi kommer til at tænke for kortsigtet og lineært, hvis vi kun vil uddanne flere ingeniører, læger og økonomer, fordi de får de højeste livslønninger og derfor kan betale mest til bage til statskassen, mener Hemmingsen.

»Hvis det er hovedtemaet, så får vi et meget konserverende uddannelsessystem. Og er det egentlig en særlig visionær analyse at skrue ned eller lukke for de fag, som sikrer os, at vi kan agere i et internationalt miljø? Det kan vise sig at blive meget kostbart for samfundet med den her humaniora-bashing,« siger Ralf Hemmingsen.

Absurd logik

40 procent af humanisterne i dag er ansat i private virksomheder. Den dynamiske udvikling, som samfundet er i, gør, at virksomhederne har behov for folk, der kan lave samfunds- og kulturanalyser, og den store andel af humanister i det private dokumenterer det, mener Ralf Hemmingsen.

»Humanisterne løser et problem og har nogle skills og en kraft, der er nødvendig,« siger Ralf Hemmingsen.

Han har svært ved at følge logikken i, at humanisternes lavere løn skulle være et samfundsmæssigt problem. Hvis der blev uddannet flere ingeniører, ville deres livsløn også falde, påpeger Hemmingsen. Men hvis uddannelsessystemet skal indrettes efter løn og ledighed, hvorfor så ikke også give folk med højere livsløn højere folkepension?

»Den logik fører ud in absurdum. Universiteterne skal uddanne kandidater til det umiddelbare dag-til-dag behov, men også til fremtidens behov, og det overser man i de lineære økonomiske modeller,« siger Ralf Hemmingsen.

Men hvad handler uddannelseskvalitet så om? Forskningens kvalitet er forudsætningen for uddannelserne, mener Hemmingsen, ligesom et godt studiemiljø, flere timer, mere tid med underviserne og en bred kontakt til omverdenen har betydning. Og det kræver en kulturændring af de store fra universiteternes side, men også de studerende og arbejdsgiverne.

»Et universitetsstudium skal være fuldtidsbeskæftigelse, og det kræver en kulturændring, der går begge veje,« slutter Ralf Hemmingsen.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Andreas Trägårdh

Lav universitetet om til en bank. Så kan den selv plante et pengetræ som alle de andre banker. Låne ud af til sig selv, sine ansatte og studerende, og ride fuldkommen ubekymret ind i fremtiden.