Læsetid: 5 min.

Jesus kan ikke hjælpe dig i Afghanistan

Afghanske Ali Qaderi kan med en dansk dåbsattest og udtalelser fra tre danske præster dokumentere, at han er konverteret fra islam til kristendommen, men Flygtningenævnet har afvist at genoptage hans sag. FN’s menneskerettigheds-kommissær har nu bedt myndighederne om at standse udvisningen, mens FN undersøger hans sag
28. februar 2014

22-årige Ali Qaderi ville have været på et fly til Afghanistan den 20. januar om aftenen, hvis ikke FN’s menneskerettighedskommissær halvanden time inden afgang havde grebet ind og bedt de danske myndigheder standse udvisningen. Flygtningenævnet havde fire dage forinden afvist at genoptage hans sag, selv om han kan dokumentere, at han er konverteret fra islam til kristendom og dermed kan være i risiko for forfølgelse i Afghanistan.

Som Information skriver i dag, har Flygtningenævnet siden efteråret 2013 afvist at genoptage mindst seks asylsager om konvertitter, selv om ansøgerne har været i stand til at dokumentere skiftet med danske dåbsattester. Én af de seks er Ali Qaderi fra Afghanistan. Han fik i juni 2013 endeligt afslag på asyl i Flygtningenævnet, men siden er han konverteret fra islam til kristendom efter flere års kirkegang. Hans advokat, Helge Nørrung, har derfor anmodet Flygtningenævnet om at genoptage sagen, idet Ali Qaderi frygter for sin sikkerhed i Afghanistan. Han har i ugerne op til sin planlagte hjemsendelse i januar siddet i Institution Ellebæk, hvor han er blevet truet af andre afviste afghanere.

»En af afghanerne sagde til mig, at han vidste, at jeg gik i kirke, og at det var uheldigt for mig. Han fortalte, at jeg nu med sikkerhed var på vej tilbage til Afghanistan ligesom ham, og sagde, at ’der kan Jesus ikke hjælpe dig’. Han forsikrede mig om, at han ville sørge for at informere folk i Afghanistan om min identitet, så de kunne opspore og dræbe mig,« siger Ali Qaderi.

Ingen nye vigtige oplysninger

Som dokumentation for religionsskiftet har han en dåbsattest fra Apostolsk Kirke i Vejle, dateret 6. oktober 2013. Sammen med den har Flygtningenævnet modtaget udtalelser fra tre forskellige præster, der alle bekræfter, at han har været flittig kirkegænger. Blandt dem er fængselspræst Per Bohlbro fra Institution Ellebæk. Han skriver i sin udtalelse til Flygtningenævnet: »(Ali Qaderi) er kommet til hver en gudstjeneste i Ellebæk siden sin indsættelse i november. Han tolker gudstjenesten fra engelsk til farsi på en måde, så selv den kristne afghanske tolk anerkender hans viden og engagement. Jeg har flere gange talt med ham om kristendommen, og jeg oplever ham som seriøs og vidende.«

Også Susanne Krog, præst i Pinsekirken i Rudkøbing, skriver til Flygtningenævnet, at Ali Qaderi er kommet i kirken i 2012, da han boede på Asylcenter Holmegaard på Langeland, selv om han blandt afghanske muslimer på asylcentret oplevede ’massiv modstand’ mod sin deltagelse i kristne kirkeaktiviteter.

Ali Qaredis konversion var ikke kendt af myndighederne eller af hans advokat, da Flygtningenævnet i 2013 gav ham afslag på asyl. Han har ikke været bevidst om, at hans religion kunne spille en rolle i hans sag, siger han. Da hans advokat på baggrund af de nye oplysninger anmoder om at få sagen genoptaget, afviser Flygtningenævnet ikke desto mindre med den begrundelse, at der ikke er tilført nye væsentlige oplysninger i sagen. Information har fået indsigt i afslaget, hvori Flygtningenævnet skriver: »Flertallet har herved lagt vægt på, at der ikke er tilført sagen væsentlige nye oplysninger eller synspunkter i forhold til de oplysninger, der forelå ved den oprindelige behandling i nævnet«.

Ingen risiko for forfølgelse

Flygtningenævnet konkluderer også i det tre sider lange afslag, at nævnet ikke betragter Ali Qaderis religionsskifte som troværdigt.

»Det forhold, at Deres klient i forhold til de nu foreliggende oplysninger under sit ophold i Danmark måtte have deltaget i gudstjenester, samt at han skulle være blevet døbt, kan ikke føre til en ændret vurdering af hans asylsag. Flygtningenævnets flertal må således i det hele tilsidesætte Deres klients konversion som værende ikke-reel (…). Det anførte om, at Deres klient ikke havde kendskab til, at hans religiøse interesse kunne få betydning for asylsagen, er ikke troværdigt,« skriver Flygtningenævnet.

Det er som hovedregel Flygtningenævnets sekretariatet, der udarbejder afgørelsen om, hvorvidt en asylsag skal genåbnes. Formanden for nævnet godkender afgørelsen og har i særlige sager mulighed for at inddraget resten af nævnet. Det er tilfældet i Ali Qaderis sag, men der er ikke tale om en egentlig genåbning af sagen. Nævnet konkluderer afsluttende, at det ikke er sandsynliggjort, at han skulle være i risiko for »asylbegrundende forfølgelse« efter udlændingelovens paragraf 7, stk. 1 eller 2, hvis han bliver sendt tilbage til Afghanistan. Udlændingelovens paragraf 7, stk. 1 foreskriver, at der skal gives opholdstilladelse til en udlænding, der er omfattet af FN’s flygtningekonvention, fordi vedkommende risikerer forfølgelse på grund af sin race, religion eller nationalitet, sit tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller sine politiske anskuelser.

Udlændingelovens paragraf 7, stk. 2 foreskriver opholdstilladelse til en udlænding, der i sit hjemland risikerer dødsstraf, tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling. Selv afviser Ali Qaderi, at hans religionsskifte er fabrikeret til formålet.

»Flygtningenævnet har kasseret min dåbsattest og udtalelserne fra danske præster, fordi jeg ikke tidligere har fortalt myndighederne eller min advokat om min religion. Men ingen har spurgt til min religion. Jeg er kun blevet spurgt om mine problemer i Afghanistan,« siger han.

Indbragt for FN

Ali Qaderi flygtede som 10-årig fra Afghanistan, efter at den lokale mullah i hans landsby mødte op sammen med en gruppe mænd og anklagede hans mor for at være prostitueret. Mændene slog og sparkede ham og hans mor, truede med at dræbe familien og med at brænde deres hus ned. Familien flygtede til Pakistan og rejste efter et par års illegalt ophold videre mod Europa. Ali Qaderi blev adskilt fra sin mor og bror, da de sammen med en gruppe andre flygtninge og en menneskesmugler krydsede en flod på grænsen mellem Tyrkiet og Grækenland om natten.

Som gadebarn i Athen stiftede han for første gang kendskab til kristendommen, da han oplevede, at kirkerne delte mad ud til gadebørnene. Da han i 2011 blev standset af politiet i Danmark og indkvarteret på Asylcenter Holmegaard, begyndte han at gå i kirke i Rudkøbing. Siden er han blevet flyttet til andre asylcentre og har derfor frekventeret kirker i Thyregod, Hillerød, Vejle og Institution Ellebæk. Flygtningenævnet afviste at genoptage Ali Qaderis sag torsdag den 16. januar, fire dage før afrejsen til Kabul om mandagen klokken 18:05. Hans advokat har indbragt sagen for FN, og mandag klokken 16:23, da Ali Qaderi var lagt i plasticstrips forud for turen til lufthavnen, modtog hans advokat en fax fra FN’s menneskerettighedskommissær om, at kommissæren har bedt de danske myndigheder stoppe udvisningen, mens FN’s menneskerettighedskomité undersøger Ali Qaderis sag. Sagen er stadig under behandling i menneskerettighedskomiteen.

 

Ali Qaderi er et opdigtet navn. Hans navn er redaktionen bekendt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Interessant, men i lyset af at det er ganske almenmenneskeligt at ville gøre hvad som helst for at slippe for at skulle leve i et islamisk samfund er det naturligvis administrativt betænkeligt at åbne denne bagdør til asylet. Man er ikke pr. definition et bedre menneske fordi man har en 'kristen baggrund', eksempelvis - og konvertering kan være kalkuleret.
2 delvise konklusioner/præmisser :
ligemageri er ikke nogen fantastisk vej ; personlig anseelse er en bedre vej til retfærd ...
og ...
grunden til at man skal have regler overhovedet er at der er så mange røvhuller i verden, der vil gøre hvad som helst for .... nåja blandt andet slippe for islam i sit liv og på denne klode tak.