Baggrund
Læsetid: 3 min.

Ministertaburetter? – Nej, katapultsæder!

Thornings rokade fremhæver tendensen: Fagministre slynges ud af deres embede, før de får sat sig ind i det. Resultat: Mere magt til embedsmændene
Indland
4. februar 2014

»Social-, børne og integrationsminister.«

Denne ministertitel nåede SF’s nu afgående formand, Annette Vilhelmsen, at bære i fem måneder, tre uger og fire dage. Nu er den erstattet af en endnu længere titel til den radikale Manu Sareen, nemlig »minister for børn, ligestilling, integration og sociale forhold«. Før Vilhelmsen havde Socialdemokraternes Karen Hækkerup båret den mere beskedne titel »social- og integrationsminister« – i ét år, ti måneder og én uge.

Ministerembeder er ikke noget, man nu om stunder får megen tid til at sætte sig ind i.

Ifølge statsretseksperten Tim Knudsen havde fagministre deres længste embedsperioder i årene mellem de to verdenskrige.

»Fem år og tre måneder blev det til i gennemsnit. Og det er bemærkelsesværdigt, fordi der andre steder i verden var meget ustabile regeringer – eller diktatorer, der afskaffede demokratiet.«

Embedsperiodens længde er afgørende for ministerens gennemslagskraft. Det belyser en af mellemkrigstidens ministerskikkelser, socialdemokraten K.K. Steincke. Han var socialminister i seks år, fra 1929 til 1935. Han fik i 1933 gennemført Danmarks store socialreform, der siden har stået som et forbillede, både nationalt og internationalt. Det styrkede K.K. Steincke yderligere, at han socialt var fagmand. 1907-21 arbejdede han som jurist i Frederiksberg Kommunes Fattigvæsen, og i 1920 udarbejdede han for Indenrigsministeriet en betænkning om socialreformer – med de forslag, som han sidenhen selv gjorde til virkelighed.

Ministre flyttes

Statskundskabseksperten Tim Knudsen peger på, at ministerperioderne for alvor blev kortere fra 1960 til 1993:

»To år og 11 måneder i gennemsnit. Det hænger sammen med, at det blev almindeligt at flytte ministre rundt mellem vidt forskellige fagområder. For eksempel Socialdemokraternes Erling Jensen og Venstres Knud Enggård.«

Tim Knudsen fortsætter: »I Nyrup-tiden, 1993-2001, gik det opad igen. Tre år og én måned. I Fogh-Løkke perioden er tallet nogenlunde det samme.«

Det er så vendt igen under Thorning-Schmidt. I sin regerings to år og fire måneder har hun lavet om på den seks gange. Ved forrige ændring, i december, kom hun for skade at sige, at det var hendes sidste rokade.

Berlingske Research regnede i sidste uge ud, at den gennemsnitlige periode for fagministre i nyere tid ligger omkring to år, før vedkommende fjernes eller omplantes til et andet ministerium.

Det udløste følgende kommentar fra Folketingets formand, Mogens Lykketoft (S), om ministres skæbner:

»Når man kommer ind som én, der skal sætte sig på toppen af et system, så er det klart, at det tager lang tid, før man har fundet fuldstændig ud af, hvad det er for et register, man har at spille på. Derfor er det en svækkelse af den politiske indflydelse og ledelse, når ministre skiftes kraftigt ud.«

Tomrum udfyldes

Mogens Lykketoft forklarer videre:

»Embedsværket består, og hvis der er et vakuum i en periode, fordi der skiftes ud, eller fordi der er en minister, der ikke har siddet så længe på posten, så fylder embedsmændene jo bare ud.«

Samme tankegang udtrykker Udenrigsministeriets tidligere departementschef Jørgen Ørstrøm Møller i går i en kronik i Politiken. Han skriver om situationen, når ministeren er svag:

»Der opstår et vakuum, som skal udfyldes, og nødvendighedens lov indebærer, at det delvis udfyldes af embedsmanden, delvis efterlades som et tomrum. Det er ikke, fordi departementschefen ønsker at ’overtage’ magten, men nød og pres for stillingtagen presser departementschefen til at presse ministeren.«

Ørstrøm Møller afviser, at departementschefer ønsker svage ministre. Tværtimod:

»Ønsket er en ’stærk’ minister med en klar og utvetydig linje, samt kraft til at sætte den igennem i regeringen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Men rent faktisk burde det jo være en fordel med nye kræfter, der kommer med egne agendaer, som embedsmændene så skal realisere. Desværre er det ikke helt faldet vor tids politikere ind, at det er det, de skal.

Børge Rahbech Jensen

De seneste ministerrokader var ikke Helle Thorning-Schmidts valg.
I realiteten var de vist snarere pressens valg.

"Pressens valg"

Magtens stemme trådte første gang i karakter ved formandsvalget i 2005 - hvor Helle T blev formand for S.

En af de delegerede - en ældre dame - sagde efter valget: "Personligt ville jeg helst have stemt på Frank Jensen - men pressen havde jo så tydelig tilkendegivet, at den ville foretrække Helle T."

Magtens stemme kan minde om gl. "Kreml-retorik":

"Det er pressens vurdering, at Frank Jensen ikke vil kunne sælge biletter" var sådan nogenlunde ordlyden fra dengang.

De delegerede var udmærket klar over, at det ville være særdeles uklogt at sidde "pressens vurdering" overhørig.

Som når syditalienere febrilsk forsøger at opfange, hvad "Godfather lissom føler".

Karsten Aaen, Janus Agerbo og Henrik Bjerre anbefalede denne kommentar
Niels P Sønderskov

Børge Rahbech har helt ret i, at lige dette, kan man virkelig ikke laste Thorning for. Jeg har aldrig gået meget op i den slags fis, men hvis man kigger lidt tilbage på historien, er jeg sikker på, at man vil se at der ikke er den store forskel på Thornings ministerier og forgængerne på dette punkt. Det er som sædvanlig pinligt at overvære nyhedsindustriens ageren og særlig bedrøveligt at se hvordan det lort der spredes påvirker en udannet befolkning.

Den frygtelige sandhed er, at "pressens vurdering" ikke kan appelleres til nogen instans.

Vi har længe vidst, at en repræsentativt sammensat fokusgruppe, vil komme til samme resultat som vælgerkorpset, hvis det udsættes for samme medieflade.

Så at man i princippet kan udskifte den ene fokusgruppe med en anden - og få samme resultat - så længe de er udsat for samme medieflade viser, at mediefladen meningsdannende effekt er et totalt veldefineret produkt.

Det er og bliver pressen, der producerer dette produkt. Så kan alverdens gode viljer påberåbe sig etik og selvjustits, på ganske samme måde som en enevældig konge ville kunne love at efterleve høje standarder - men det er og bliver enevælde.

Partipressen var forudsætningen for Det Repræsentative Demokrati.

@Niels P Sønderskov

Helle Thorning-Schmidts og Socialdemokratiets oprindelige beslutning om at tage SF med i regering har de vel et delvis ansvar for? Jeg skal indroemme at det ikke var let at forudsige SF's sammenbrud - personlig havde jeg f.eks. heller ikke set Berlinmuren falde da det skete. Men den type af ansvar har et ledende regeringsparti vel - paa samme maade som jeg f.eks. havde ansvaret for at bruge tid og penge paa et lovende Microsoft produkt ... som giganten saa slukkede lyset for lige som vi skulle igang?

@Gorm Petersen

Interessant pointe med partipressen. Men kan man konkludere at den ikke eksisterer? Enhver kan jo gaa ind paa partiernes egne hjemmesider og laese hvad de mener.

Når talentmassen er begrænset, sker der naturligvis grove fejl i behandlingen af sager i ministerierne - således lemfældig omgang med sandheden i Morten Bødskovs tilfælde og negligering af reglerne for god embedsførelse i Annette Vilhelmsens tilfælde. I betragtning af hvor godt lønnet disse glade amatører er, med eftervederlag i årevis på trods af en indsats der f.eks. har varet knap 6 uger, oven i deres folketingsgage naturligvis - er der såmænd ingen grund til at ynke de tidligere ministre.
Og selv en personage som "Far Her" - fløjt - Søren Gade, bliver der sørget godt for med velbetalte jobs uden særlig arbejdsindsats, på trods af at mandens troværdighed har lidt omfattende skade.
Hvis man nu sørgede for at folketingsmedlemmer og kommende ministre virkelig satte sig ind i den grundlov som de på højtidlig vis skriver under på at ville holde, i deres politiske embede, kunne man måske reducere antallet af ministre der måtte forlade pladsen i utide på grund af urent trav.
At skyde på pressen for at afdække amatørernes fejl og mangler, er jo at rette bager for smed. Det er faktisk pressens opgave at holde magthaverne i ørerne - det er jo derfor vi har denne højt besungne ytringsfrihed.

Lars R. Hansen, Tue Romanow, Karsten Aaen, lars abildgaard, Per Torbensen, Rune Petersen, Janus Agerbo og Christel Gruner-Olesen anbefalede denne kommentar

@Niels Mosbaek

Vedc sidste parlamentsvalg her i UK tabte Labour under Gordon Brown bl.a. fordi han efter et vaelgermode paa gaden - satte sig ind i sin bil og brokkede sig over "en dum kvinde - I skulle have holdt hende vaek fra mig". Desvaerre var han paa mikrofon og broeleren fik saa hele turen i pressen. Nu mener jeg at Gordon Brown havde en stor del af aeren for at finanskrisen i Europa kun er gaaet grueligt galt - det kunne vaere gaaet langt vaerre - og det ville have varet bedre at have ham ved roret end de nuvaerende Toryer. Det er til himlem amatoragtigt af Anette Vilhelsem at love offentlige midler til en af vennerne - oven i koebet vidende om at der er kamera og mikrofon paa. Men hvis der i oevrigt er tillid til hendes integritet er det vel en petitsag, som pressen kunne slukke for? Der er substans i Gordon Browns krisestyring med statsindskud i banker, landets genrelle gaeldsaettelse etc. og der er substans i salg af DONG-aktier eller ej. Men hvis pressen uhaemmet borer i enhver petit-sag reagerer politikerne jo ved at fokusere paa at undgaa petitsager.

Niels P Sønderskov

Selvfølgelig har Thorning et formelt ansvar for 'det hele', og jeg har da heller ikke hørt hend forsøge at løbe fra det Henrik Brøndum. Men det er altså kun formelt og det er ikke fair, at fortsætte mobningen med baggrund i fx SF's totale (forudsigelige?) svigt. Søvndals sygdom kan hun vel heller ikke lastes for?

Børge Rahbech Jensen

"Helle Thorning-Schmidts og Socialdemokratiets oprindelige beslutning om at tage SF med i regering har de vel et delvis ansvar for? "

Ja, men det var jo ikke den beslutning, der medførte, at ministre trådte tilbage, og senest et parti trådte ud af regeringen. Det var pressen, der valgte at bringe historier, som udløste reaktioner hos enkelte af Folketingets partier, og valgte at kræve svar på ledende spørgsmål.

"Det er til himlem amatoragtigt af Anette Vilhelsem at love offentlige midler til en af vennerne - oven i koebet vidende om at der er kamera og mikrofon paa. "

Ikke mere amatøragtig end den adfærd, fremtrædende folketingsmedlemmer udviser i pressen hver eneste dag. Naturligvis vidste Anette Vilhelmsen, at hun deltog i et tv-program, som lagde op til, regeringen støttede et bestemt projekt. Jeg husker det svagt som et eksempel på en adfærd, hvor pressen præsenterer en problemstilling og kræver, regeringen griber ind. Anette Vilhelmsens tilsagn om offentlig støtte til "Stemmer på kanten" var akkurat lige så amatøragtigt som når partier kalder ministre i samråd på baggrund af historier i el. spørgsmål fra pressen.

"Men hvis der i oevrigt er tillid til hendes integritet er det vel en petitsag, som pressen kunne slukke for?"

Ikke hvis pressens journalistiske medarbejdere er mest interesserede i den prestige, der kan opnås ved at tvinge ministre el. regeringer til at gå af. Afsløringen af Watergateskandalen i USA i 1974 og Tamilsagen i Danmark i 1993 kunne være de store forbilleder.
I stedet slukker pressen for meget af det, der vedtages i Folketingssalen og behandles i udvalg.

Vibeke Rasmussen

"Selvfølgelig har Thorning et formelt ansvar for 'det hele', og jeg har da heller ikke hørt hend forsøge at løbe fra det …"

Undskyld mig, men hun bestilte da ikke andet hele dagen igår!

"… det er ikke fair, at fortsætte mobningen med baggrund i fx SF's totale (forudsigelige?) svigt. Søvndals sygdom kan hun vel heller ikke lastes for?"

Som talt ud af formandens egen mund. Helle Thorning-Schmidt til Ask Rostrup: Nej, det har jeg ikke ansvaret for. "Der har været sygdom, der har været partiskifte (jeg tror hun mente formandsskifte!) i SF, og nu har vi altså et SF, som decideret(!) har forladt regeringen."

Hun ikke alene løber fra ansvaret, hun vil slet ikke acceptere, at det overhovedet er et spørgsmål, hun skal tage alvorligt eller stilling til.

Grethe Preisler

Der sgu'tte ret mange ministre, der påtager sig 'ansvaret' for noget helst, når de har kvajet sig. Ministre opfører sig i reglen som skræmte børn, når de bliver taget med fingrene i kagekassen:

Først forsøger de at tørre ansvaret for 'kvajeren' af på andre (f.eks. embedsværket) og hvis det ikke lykkes, så tager de ikke ansvaret, men konsekvensen, og går af og overlader modstræbende ministertaburetten til en anden.

Alt efter forseelsens art og størrelse (og mandatfordelingen på tidspunktet for 'kvajeren') er det så op til deres politikerkolleger i folketinget at beslutte, om de skal straffes yderligere eller afvente vælgernes dom, til der udskrives folketingsvalg igen.

Så lige hvad det med at påtage sig 'ansvaret' angår har politikere i grunden en stor lighed med flertallet i det 'folk', de repræsenterer som folkevalgte parlamentarikere.

Janus Agerbo, Rasmus Kongshøj, Niels Mosbak og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

@Grethe Preisler

Hvis du har ret lyder det egentlig som en hyggetjans at vaere minister - i hvert fald en del lettere end min dagligdag - men nu skal jeg jo heller ikke forfalde til brokkeri - det sker nu og da at jeg enes med min aegtefaelle, mine soenner og mine ansatte om at der formodentlig er et unedslaaet toiletbraet et sted i Kina jeg ikke har ansvaret for.

Nu er det jo altid nemt at være bagklog for alle andre, som er så kloge på andres vegne altid.
Fakta er: 1.Uffe Elbæk gik selv efter justitsmord fra oppositionen med en sag, han totalt blev frikendt for bagefter af rigsrevisionen. 2. Chr. Fries B. gik selv fordi han kom i klemme som bestyrelsesmedlem i Løkkes GGGI sag. 3. Villy gik som formand i SF, ny formand skulle være minister syntes hun. 4. Villy blev syg og trak sig helt ud af politik. 5. Morten B. gik selv, fordi Ø ( og DF især) trak tæppet væk under ham, han lavede eller PET lavede en fejl, som blev lækket af en fra PET, der ville ramme chefen der, personen gik til Ekstrabladet med sin viden om besøget i fristaden, så kørte den sag. Ø fik sin hævn og DF også.
6. Og så gjorde intern splid i SF at partiformanden trak sig og trak partiet ud af regeringen. Ingen af disse sager kunne Thorning have forudset eller taget højde for, intet har med hendes ledelse at gøre. Intet af ovenstående kan bebrejdes statsministeren. De to første havde ikke behøvet gå, det valgte de selv, sygdom kan man ikke forudse og man kan ikke styre et andet parti. Fogh måtte jo også se K bløde gr. formandsskift 2 gange på kort tid. Jeg erindre ikke samme kritik mod hverken Fogh eller Løkke her.

Er sandheden ikke, at mange i kommentatorverdenen står stille, de ser alt i farver og beton enten
eller ikke både og, brede forlig, langsigtet planlægning, økonomi i balance og lysere tider, det er hvad regeringen har gjort på kort tid 2,5 år, de har 1,5 år tilbage til at vende stemningen hos vælgerne. Det er svært med den presse der er p.t i DK, men det er ikke umuligt. Tænk hvis man undersøgte sagerne før man udtalte sig.

HTS gav jo til gårsdagens gentagne spørgsmål i spørgetimen udtryk for, at det ikke er et problem med hurtige/mange udskiftninger af ministre - samtidig med at hun jo så "forsvarede" sig med Villys sygdom og SF's nedsmeltning : det ku' hun jo li'som ikk' gøre for, vel! Gad egentlig vide HVAD hun mener - erkende nogen form for ansvar eller uhensigtsmæssighed i det valgte gør hun i hvert fald ikke.

Anyway, så havde hun jo (i lyset af "den forhåbentligt sidste" rokade for få arbejdsdage siden) netop ved SF's fald en god lejlighed til ikke at flytte rundt på de øvrige ministre og - da politisk tilhørsforhold jo åbenbart er noget, man som toppolitikker til- og fravælger ud fra nogle (småtøsefornærmede?) følelser - kunne hun jo starte med at have beholdt de to partihoppere (som vel netop havde honette ambitioner som grundlag for skiftet) og så se om Holger etc. ikke ville følge trop. Den havde solgt billetter, hvis budskabet havde været kontinuitet og besparelser - men heller ikke den øvelse magtede hun.

Nu har vi så en stribe af omrokkeringer og ventepengeudbetalinger - bliver det en bedre politik/administration af det?

Jeg må ride min kæphest. Stop med at indskrænke ansøgerfeltet så voldsomt, at ministerposterne stort set kun fyldes op med tilfældigt folkevalgte, med større ambitioner end evner. Antallet af nitter er alarmerende stort, og udskiftningsfrekvensen gør den nuværende praksis meningsløs.

Lad politikerne blive på deres plads i Folketingssalen, hvor de kan arbejde med politik - og ansæt passende kvalificerede folk som ministre til at administrere den pålagte retning. Grundloven kræver absolut ikke at nogen som helst ministre skal være folkevalgte, endsige politisk aktive - snarere tværtimod.

Gør op med de folkevalgtes misforståelse om at de frit har retten til på nepotistisk vis at forgylde hinanden med høje lønninger, indbildt status og firmabil. Start med at hyre en god statsminister, der ikke samtidig har travlt med andre forstyrrende jobs som fx at være folkevalgt til uvedkommende ting i Folketinget, eller er formand for et parti.

Grethe Preisler

Ja rid du bare videre på din grundlovssikrede kæphest Tom.

Det vil kræve en grundlovsændring af de større at fratage 'dronningen'(in casu den til enhver tid af et flertal i folketinget anbefalede statsminister) det prærogativ han/hun har til at udpege sine fagministre efter eget skøn.

Det er rigtigt nok, at der ikke i grundloven er noget krav om, at fagministre skal rekrutteres blandt de folkevalgte i tinget. Men på den anden side ville jeg ikke finde det mere betryggende, hvis 'dronningen' i stedet satte sine sine private venner og forretningsforbindelser til at administrere lovene i "den pålagte retning".

Af to onder bør man altid foretrække det mindste.

Grethe - ministerrækken består i overvældende grad af de "private venner og forretningsforbindelser" til et flertal i Folketinget, læst som de mest trofaste partisoldater fra de indblandede partier. Jeg ved ikke hvorfor du netop vil have ministre "folkevalgt" - flere af ministrene sidder kun på omkring 10.000 stemmer - det er ikke voldsomt repræsentativt i et land med over fire millioner stemmeberettigede.

Og nej, det vil ikke kræve en grundlovsændring at ændre rutinerne. Paragrafferne er allerede blevet vredet grundigt for at berettige det nuværende makværk. En metode kunne fx være, at et flertal blandt Folketingets medlemmer stemmer om en statsminister. Vedkommende er alligevel blot en marionet for Folketingets flertal, uanset hvad den danske befolkning ellers er blevet vænnet til at tro.

Grethe Preisler

Tom,

"En metode kunne fx være, at et flertal blandt Folketingets medlemmer stemmer om en statsminister"-

Det er jo faktisk, det de gør, når de efter valget af nye medlemmer til den lovgivende forsamling skal til at finde ud af, hvem der nu har stemmer nok i folketinget bag sig til at gå til dronningen og stille sig til rådighed som 'stedfortræder' for monarken i spørgsmålet om udpegning af en ny regeringschef med et nyt ministerhold.

For så vidt kunne vi godt afskaffe den 'indskrænket monarkiske styreform', forbyde partidannelser indføre valg til den lovgivende forsamling i enkeltmandskredse, udråbe folkerepublikken Danmark og kåre en ny præsident hvert fjerde år til at lede et 'permanent forretningsministerium'. Men det ville kræve en splinterny forfatning til afløsning af Danmarks Riges Grundlov, og jeg tror nu ikke, der er store chancer for vinde en folkeafstemning på lige akkurat det spørgsmål.

Hidtil har demokratiet jo i hvert fald heller ikke fungeret ringere her end f.eks. i republikkerne Frankrig, Grækenland og Italien - eller for den sags skyld i Schweitz og USA ;o)

Grethe. din tolerance for et demokratis ringhed ligger vist milevidt over min...

Men nej, det er ikke hverken smart eller demokratisk muligt at forbyde nogen som helst at organisere sig i foreninger, heller ikke i form af partier eller folketingsgrupper - så fred med det. Og der er intet i Grundloven, der står i vejen for at Folketingets flertal udpeger netop et 'forretningsministerium' bestående af dygtige folk, uden at det her anses for specielt kvalificerende samtidig at være folkevalgt.

I praksis har en statsminister ikke meget mere konkret magt end monarken. Grundloven foreskriver fx at "Kongen kan til enhver tid udskrive nyvalg", og dette er så blevet fortolket over til Statsminister i stedet. Så naturligvis ville en voldsom ændring af statsretslig praksis kræve at lidt formalia aftales først, men jeg ser ingen indlysende hindringer.

Grethe Preisler

Jamen fint Tom. Så lad os for eksperimentets skyld "starte med a t hyre en god statsminister" til at lede en regering bestående af embedsmænd rekrutteret blandt rigets bedste hjerner. Så den folkevalgte forsamling uforstyrret af politisk bøvl og uenighed kan koncentrere sig om lovgivningen.

Har du et godt forslag til et statsministeremne - bortset fra forretningsmanden Asger Aamund, som for nylig har været inde på de samme tanker?

Grethe Preisler

P.S. Hvis du får tid, vil jeg anbefale dig at læse Preben Wilhjelms kronik i dagens udgave af den mindst ringe ;o)

Niels Duus Nielsen

Ifølge princippet om magtens tredeling bør der være adskillelse mellem den lovgivende og den udøvende magt. Denne adskillelse er i dagens DK rent formel. Tom Paamand har helt ret i, at udnævnelsen af et "forretningsministerium" bestående af teknokrater ikke vil kræve nogen grundlovsændring.

Efter min mening skyldes en stor del af problemerne omkring "levebrødspolitikere" netop, at det forekommer umuligt at få medlemmerne af den lovgivende forsamling til at vedtage lovgivning, der begrænser den udøvende magt, fordi de selv samme medlemmer ved, at de, når det bliver deres tur til at deltage i udøvelsen, vil blive ramt af disse begrænsninger.

Hvorfor dog gøre det sværere for mig selv, når jeg en gang bliver minister, synes logikken at være.

Georg Christensen

Det nuværende danske "regime", arbejder åbentlyst på samme grundlag, som den gamle V;K regering gjorde, skattetænkning, og skatteundragelse, er kun at betragte, som gældende overfor "vælgerfolket", som når valget er overstået, kun igen betragtet med ordene (disse fjollede vælgere, har alligevel ikke forstand på noget som helst), nu bestemmer vi, og aldeles allene, præsist den sammefejl,som V,K, engang præsterede, godt nok med DF´s hjælp. Her må jeg alligevel notere, af DF har forstået værdiløsheden i bare, at stemme "ja" til alt, for at få gennemført sin egen politik, heldigvis nu, viser sig at give bagslag. Et parti, som uden ord, er istand til at ændre sine holdninger, især på "finanspolitiske" områder kan jeg kun tilkendegive min respekt overfor, selv om jeg er medlem af Enhedslisten.

I mine øjne set,lyser DF,mere og mere op i det danske landskab, også selv om jeg er modstander af deres "nationalistiske" tankegange,

S og nu kun R, er sammen i fuld gang med at underminere det danske skattesystem på groveste og moralsk forkastelig vis, i vel nok deres uendelige "illusions rytteri" også kaldet "LUDOMANI", nedarvet fra V og K.

Selv den dårligste "pokerspiller", burde vide, noget?, som selv den bedste ikke ved inden spillet begynder, og den dårligste overhovedt kan få en vinder chanse.

NB: Jeg aner ikke,hvad de gamle partier overhovedet vil, overfor det danske samfund, andet som at opfylde deres politiske lederes "magtbegærd" på varme "minister taburetter",

Hvad non "de" vil sige, de danske lønmodtagere og bondeknolde, hvis de efter dårligt arbejdsydelse blev fyret, med en affindelses "årsløn", på "samfundsbekostning" hvor afskeden tilkendegiver utilfredsheden med udført arbejde?. Hold da kæft mand: Jeg gider heller ikke arbejde længere,. Hvis jeg ikke finder noget nyt , snupper jeg bare "understyttelsen". Helt ærligt, tror jeg ikke, at det er tankegangen hos størstedelen af "vælgerfolket".

Vi må snarest sige stop, "nok er nok", vi "folket i fællesskab", kan muligvis i fællesskab, danne "grundlaget" for "nytænkning". Det bedste ville nok være, først, at få fjernet det politiske "karriere rytteri". Det er ikke fordi jeg ikke forstår "særinteresserne",kun når de smælter sammen og udgør en helhed, at jeg midster troen på demokratiet.

Grethe, et godt forslag til et statsministeremne? Det kan være hvemsomhelst, for det skal blot være en kvik administrator og mødeleder - men derudover stort set usynlig. Handlingerne skal styres gennem solid lovgivning fra Folketingets flertal, så specifik politisk baggrund og ambition er ikke en fordel.

Vedkommende skal dog også kunne udføre en del officielt gøgl, men alt dette foregår jo netop efter andres manuskript - og er sædvanligvis meningsløst alligevel. Jeg har haft et par fine mellemledere under min tid i offentlige virksomheder, der snildt kunne udføre jobbet bedre end de seneste statsministre.

Jamen Tom dog - Helle Thorning Smidt har da i alt fald den kvalifikation, at hun er stort set usynlig, bortset fra når der skal tages "Selfies"...