Læsetid: 3 min.

Ny offentlighedslov skjuler informationer for lokalsamfundet

Den nye offentlighedslov har i al ubemærkethed fået konsekvenser for åbenheden i kommuner og regioner. I modsætning til hidtidig praksis har offentligheden ikke længere ret til indsigt i beslutningsgrundlaget for lokalplaner for sygehuse, skoler, affald og kollektiv trafik
Den nye offentlighedslov forhindrer borgere i at få indsigt i det beslutningsgrundlag, der ligger bag kommunale beslutninger – for eksempel i forbindelse med lukning af skoler

Den nye offentlighedslov forhindrer borgere i at få indsigt i det beslutningsgrundlag, der ligger bag kommunale beslutninger – for eksempel i forbindelse med lukning af skoler

Torben Klint

3. februar 2014

Den nye offentlighedslov skulle skabe større åbenhed i lokaldemokratiet. Men i udmøntningen af loven har kommuner og regioner alligevel fået ret til at lukke ned for journalisters og borgeres adgang til de faglige vurderinger, der ligger til grund for lokale handingsplaner. Det betyder eksempelvis, at forældre kan blive nægtet adgang til beslutningsgrundlaget for, hvorfor deres børns skole skal lukke.

Det er en alvorlig brist i de danske offentlighedsregler, som den nye offentlighedslov forsømmer at rette op på, siger Oluf Jørgensen, forskningschef i mediejura på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og tidligere medlem af Offentlighedskommissionen.

»For den demokratiske debat er det afgørende, at borgerne kan få indsigt i beslutningsgrundlaget. Det handler her om grundlaget for de beslutninger, der træffes i kommunalbestyrelser, regionsråd og rådenes udvalg,« siger han.

Niels Højberg, der er kommunaldirektørernes formand og stads- direktør i Aarhus Kommune, mener, at det er en udemokratisk udvikling at ville skjule baggrunden for beslutningerne.

»Det er en meget skidt idé. Vi laver planer for det lokalsamfund, folk lever i. Og jeg tror, det er meget vigtigt, at de både får forudsætningerne og processerne på plads – også for de konkrete forslag. Så vi kan få en reel diskussion af det, og vi ikke bare kommer ind i de allersidste faser, hvor der er nogle principielle høringssvar, der skal overholdes,« siger Niels Højberg.

Som udgangspunkt har man i offentlighedsloven ret til indsigt i det faglige grundlag for handlingsplaner. Men den regel gælder ikke, når det kommer til de faglige præmisser for at lukke skoler, bygge nye sygehuse eller omlægge den kollektive trafik. Handlingsplaner af den slags er nemlig lovpligtige i kommuner og regioner, og derfor mente et snævert flertal i Offentlighedskommissionen ikke, at der var tale om politiske initiativer, forklarer Oluf Jørgensen, der selv sad med i kommissionen.

I dag har langt de fleste kommuner en åben praksis, hvor de giver adgang til mere, end offentligheden har ret til. Således viser en analyse fra researchbureauet Kaas & Mulvad fra 2012, at kommunerne har langt større praktisk tradition for åbenhed, end man har i centraladministrationen på Slotsholmen. Derfor er det også påfaldende, at de nye regler sætter mere snævre rammer for åbenhed, end kommunerne i forvejen praktiserer, siger Niels Mulvad, der står bag analysen.

»Det er endnu et udtryk for, at Slotsholmen, regeringen og ministerierne er langt bagefter udviklingen,« siger han.

Det åbne og uformelle samarbejde med kommunen oplever Tim Visti, lokalredaktør på Fyens Stiftstidendes og Fyns Amts Avis’ redaktioner i Faaborg-Midtfyn Kommune, hver dag.

»Der er en åben postliste på kommunens hjemmeside, som vi følger med i, så tit vi har lyst til det. Når vi finder nogle ting, som er interessante, sender vi bare en mail til kommunen. Vi skriver sjældent en formel anmodning om aktindsigt,« forklarer Tim Visti.

Et kompromis

Men den tradition for åbenhed burde man have lovsikret i den nye offentlighedslov, så den blev udbredt til alle landets kommuner, mener Oluf Jørgensen.

»Kommunerne kan fortsat give adgang, hvis de vil, men det ville være godt med et retskrav på området. Man kan jo frygte, at det går den anden vej,« siger han.

Kommunernes Landsforening har været med til at udarbejde den nye bekendtgørelse for adgangen til interne dokumenter i kommuner og regioner, som udspringer af offentlighedsloven. Her påpeger chefkonsulent i jura Dario Silic, at man som udgangspunkt skal give aktindsigt i beslutningsgrundlaget, »medmindre hensyn til den interne beslutningsproces i kommunen afgørende taler herimod«.

»Så det er kun i helt specielle tilfælde, man kan nægte adgang. Jeg mener, det er et udmærket kompromis,« siger Dario Silic.

Omvendt mener Oluf Jørgensen, at det er en »bred, luftig betegnelse«.

»Den kan man jo fortolke restriktivt eller åbent, som man vil,« siger han.

Alt skal kunne tåle dagens lys, og derfor er der ingen grund til at skærme for beslutningsprocesserne, mener Niels Højberg:

»Kommunerne er til for at ordne lokale forhold for borgerne, og hvis ikke vi kan gøre det i et åbent rum, så er vi simpelthen bare ikke dygtige nok,« siger han.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Søndergaard
  • Henrik Christensen
  • Dennis Lyngbæk-Førsterling
  • Espen Bøgh
  • randi christiansen
  • Steffen Gliese
  • Dorte Sørensen
Carsten Søndergaard, Henrik Christensen, Dennis Lyngbæk-Førsterling, Espen Bøgh, randi christiansen, Steffen Gliese og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Loftkjær

Deltagerdemokratiet som især i princippet burde hvile på Offentlighedsloven har længe været under pres. Indtil videre har fokus rettet sig mod journalistens vigtige ret til at kontrollere regeringers magtudøvelse. Efterhånden vil vi forhåbentlig også med pressens hjælp erkende, at Offentlighedslovens øvrige store mangler og tilbageskridt.

Carsten Søndergaard, Henrik Christensen, Per Jongberg, Dennis Lyngbæk-Førsterling, Alan Strandbygaard, Herdis Weins, Uffe Illum, Henrik Darlie, lars abildgaard, Gert Romme, Marianne Nielsen, Peter Hansen, Tue Romanow, Sabine Behrmann, Lasse Damgaard, Carsten Pedersen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Kurt Loftkjær

Til dem der vil tænke dybere over Offentlighedslovens vigtige placering i vort demokrati. Der er tale om tanker, der blev nedskrevet inden lovens vedtagelse:

Politik er en kamp om magten, som udøves ideelt i det forum, vi kalder deltagerdemokratiet. Det kræver megen viden og indsigt at deltage i den. Om viden skrev hovedarkitekten bag den amerikanske forfatning James Madison i 1822:

"En regering i et folkestyre uden information til folket eller et folk uden midler til at få information, er ikke andet end en indledning til en farce eller tragedie eller måske begge dele. Viden vil for altid styre uvidenhed, og et folk, som mener, at det er dets egen hersker må væbne sig selv med den magt, som viden giver."

I 1970 fik vores første offentlighedslov. Folketinget ønskede at dele viden for at fremme deltagerdemokratiet. Det var på initiativ af den konservative justitsminister Knud Thestrup. I 1986 forbedrede den borgerlige regering den lov, som nu risikere at blive svækket på ny af en centrum-venstreregering.

Retten til aktindsigt
Offentlighedsloven giver som hovedregel retten til aktindsigt, hvilket betyder, at det muligt for vi alle kan anmode om aktindsigt dvs. udbede sig de dokumenter, der ligger til grund for beslutninger i den offentlige forvaltning. Selv om kun en begrænset del af befolkningen bruger loven, så er den der som en sikkerhed for, at vores politikere og embedsmænd overholder lovgivning og etik og at folkelig deltagelse i politik sker på et velinformeret grundlag.

Folkets sikkerhed
I vort repræsentative demokrati overdrager folket magten til de valgte repræsentative politikere, men ikke uden at sikre os mod for magtfuldkomne politikere.

Det sker via Grundloven og Offentlighedsloven. Sidstnævnte skal sikre, at vi til enhver tid kan kontrollere magthaverne. Loven er så vigtig, at den burde være indeholdt i grundloven, som det er tilfældet i en lang række stater, så den ikke uden videre kan ændres af de magthavende politikere.

Nedsættelse af Offentlighedskommissionen
I 2002 meddelte den daværende statsminister og pressens minister Anders Fogh Rasmussen (AFR) at regeringen nedsatte en såkaldt Offentlighedskommission. Der blev udarbejdet et uambitiøst kommissorium, som reel set ikke stræbte efter mere åbenhed.

Kommissionen blev sammensat af et flertal af embedsmænd, som i det daglige arbejde er underlagt Offentlighedslovens ret til aktindsigt. Endvidere fik pressens organisationer og herunder TV2 og DR sæde i kommissionen. Folket fik ikke plads.

Folketingets Ombudsmand og dommere
Til at stå i spidsen for kommissionen udpegede AFR’s justitsminister Lene Espersen den daværende ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen (HGH). Ombudsmanden skal genvælges efter hvert Folketingsvalg og han har kun en herre og det er Folketinget. Da ombudsmanden fungerer som et surrogat for de forvaltningsdomstole, Danmark som et af få vesterlandske lande ikke har, betød hans formandskab i virkeligheden en sammenblanding af lovgivende og dømmende magt. Det gjaldt ligeledes, at man i kommissionen har haft flere dommere siddende.

Lukket kommission
Formandskabet kom sidenhen til at ridser i ombudsmandens image, da der blev bedt om aktindsigt i kommissionens arbejde. Anmodningen blev afvist af formanden. Åbenhedskomiteen klagede til ombudsmanden, som jo også var formand og herefter valgte ombudsmanden at vige sit sæde til fordel for en såkaldt sætteombudsmand. Åbenhedskomitéen fik ikke medhold.

Betænkning og forlag til ny Offentlighedslov
Efter ca. 8 års arbejde fremkom kommissionens afsluttende 1216 sider store betænkning, der også indeholder et lovforslag, som har givet anledning til stor polemik mellem politikere og pressen fsv. angår lovforslagets § 24 §27, stk. 2 og § 29, som bl.a. vedrører retten til aktindsigt i styrelsers arbejder. For folket er der dog en række andre markante problemer i lovforslaget. Vi vil nævne et par problemer.

Grundlovssikring
I en række af EU’s østlande er offentlighedsbegrebet indarbejdet i landenes grundlov. Man ønsker at sikre sig imod, at de til en hver tid magthavende politikere uden grundlovens træghed kan ændre offentlighedsbegrebet, som er et af de helt afgørende demokratiprincipper, der blev så glimrende beskrevet James Madison.

Kommissionen har ikke haft samme store tanker som James Madison og har valgt at svække en svag lovgivning, som Folketinget kan ændre når som helst.

Ministerbemyndigelser skader overskueligheden
Det har bl.a. været kommissoriets hensigt, at lovforslaget skal sikre en samlet Offentlighedslov til afløsning af den knopskydning af love, som nu supplerer Offentlighedsloven. Ved søgning på Retsinformation kan man finde over 500 lovgivninger, som har en eller anden form for indflydelse på Offentlighedsloven. De mange supplerende love skyldes især, at den nuværende lovgivning indeholder 10 ministerbemyndigelser, som muliggør at fagministre i samarbejde med justitsministeren og uden om Folketinget kan indskrænke retten til fuld aktindsigt.

Kommissionens lovforslag har ikke forsøgt at standse denne metode til ubemærket at indskrænke retten til fuld aktindsigt. Tværtimod udvides loven med tre yderligere bemyndigelser.

Kommissionens eftergivenhed medfører såvel en udhuling af retten til fuld aktindsigt som en stigende uoverskuelighed, da Offentlighedsloven skal sammenholdes med et konstant stigende antal særlove.

Folket stilles ringere end pressen
Med loven indføres der en skelnen mellem folket og foreninger på den ene side og pressen på den anden. Hvis loven vedtages, så skal folket og foreninger i modsætning til pressen måles efter en tidsmålestok, som den enkelte forvaltning kan opstille, som det passer den. Baggrunden er at den danske forvaltningsstruktur, stadig ikke har draget de fordele, der er ved elektronisk arkivering.

Ingen strafsanktioner
Det er ikke muligt at udøve strafferetlige sanktioner mod embedsmænd og myndigheder, som forbryder sig mod Offentlighedsloven. I dag er ombudsmanden den eneste dømmende magt i relation til Offentlighedsloven, og eneste sanktionsmulighed er hans såkaldte udtalelser, som især omhandler begrebet god forvaltningsskik. En skik som man ikke er forpligtet til at følge.

Forklaringen på manglende sanktionsmuligheder skal søges i, at de politiske magthavere ofte har et sammenfald af interesser med ledelsen af forvaltningen, hvis der er tale om sager, som ikke tåler dagens lys. Det har der i de seneste årti været mange eksempler på.
.
Kommissionen har ikke ønsket at ændre denne særprægede straffrihed.

Århuskonventionen
Det har været et mål, at den såkaldte Århuskonvention, Lov om aktindsigt i miljøoplysninger skulle implementeres i lovforslaget. Loven, som udspringer i FN og senere i EU, er et helt vidtgående værktøj for journalister og borgere, hvis man sammenligner den med den danske Offentlighedslov.

Loven er i ånd og bogstav så forskellig fra den ringe Offentlighedslov, at det ikke er lykkedes at finde en fællesnævner mellem danske enevældstanker og den mere fremsynede EU-lovgivning om offentlighed. Måske derfor har kommissionen opgivet at samordne de to lovgivninger. Hvis EU-loven skulle være skabelon for den danske lov, vil det næppe kunne tilfredsstille ønsket om begrænset åbenhed, som har præget den uambitiøse kommission, den danske forvaltning i almindelighed og magthaverne i særdeleshed.

Vendekåberegering
Først søgte den tidligere borgerlige regering at gennemføre det lovforslag, som udsprang af kommissionens arbejde.

Repræsentanter for den nuværende regering var imod lovforslaget. Nu er situationen, at den tidligere regering er enig med den siddende regering om at vedtage forslaget til en ringere Offentlighedslov, end den vi har. Ikke nok med det så ønsker man ikke yderligere debat med folket, organisationer og presse. Politikerne har hørt tilstrækkeligt og den trængte regering tåler tilsyneladende ikke mere kritik. Det sker selv om statsminister Helle Thorning Schmidt udtrykkeligt har lovet, at lemfældige lovbehandlinger ikke skal finde sted i hendes regeringsperiode.

Stands magtforskydningen
Embedsmænd på de højeste poster, pressens repræsentanter samt et par organisationer uden indsigt i Offentlighedslovens uvante begreber har under ledelse af den nu tidligere ombudsmand Hans Gammeltoft-Hansen i en tilsyneladende arrogance eller naivitet set stort på samfundets magtbalance og ført demokratiet på afveje.

Folket bør kunne forvente en Offentlighedslov, som vi kan være bekendt i et samfund, der kalder sig åbent og demokratisk.

Åbenhedskomiteen / v. Kurt Loftkjær.

Carsten Søndergaard, Per Jongberg, Dennis Lyngbæk-Førsterling, Levi Jahnsen, Alan Strandbygaard, Espen Bøgh, Herdis Weins, Kurt Hansen, randi christiansen, lars abildgaard, Morten Pedersen, Toke Andersen, Marianne Nielsen, Lasse Damgaard og Henrik Darlie anbefalede denne kommentar
Lasse Damgaard

Det er jo som frygtet og de kritiske røster der var fremme før loven blev vedtaget. Når beslutningstagernes argumentation og forsikringer er så divergerende i forhold til den brede del af befolkningens opfattelse og oplevelse af den virkelighed de kommer til at leve med - så er vi der hende hvor demokratiet er i krise for alvor.

Vi har vist at den finansielle kriser også dækkede over en politisk lederkrise - hvor afstanden mellem borger og den lovgivende forsamling bliver større mere kompliceret og hvor juraen begynder at spænde ben for hvad den enkelte borger kan håndtere, når de skal forholde sig til en given lovgivning - og efterfølgende kunne vurdere effekt og fremtid.

Nu er det tydeligt at den krise kun kan ændre gennem en Grundlovsreform hvor det politiske system som vi kender det i dag - partibaseret idelogi - åbnes og forsimples, så det igen er muligt for borgeren at blive i stand til at vurdere lødigheden af de forskellige beslutninger der tages.

Helge Rasmussen, Karsten Aaen og Uffe Illum anbefalede denne kommentar

En ældre pensioneret ( nu afdød ) ) embedsmand i min omgangskreds sagde engang, at da han var ung medarbejder (før aktindsigt o s v) skrev man præcist hvorfor dette eller hint blev besluttet og hvad de enkelte beslutningsdeltageres holdninger var - materialet var jo fortroligt, så man kunne trygt skrive tingene, som man syntes de var. Og så kunne eftertidens embedsmænd og politiske chefer - samt evt domstolene - altid se, hvad der lå bag ved en afgørelse eller beslutning.

Da aktindsigten kom, så sørgede "de kloge" for, at der helst kun blev lavet kortfattede beslutningsreferater, kortfattede notater med politisk korrekte begrundelser o s v .

Havde han ret ????

Man må jo spørge sig, hvordan såkaldte ansvarlige lovgivere tænker.

- Tror de, at de selv og de højere embedesmænd ejer samfundet, og at borgerne er til for deres skyld?
- Eller tror de, at det er borgernes samfund, og politikerne og de højere embedesmænd skal varetage borgernes interesser.

Det er interessant, at i en tid, hvor mange europæiske lande er mere åbne end Danmark, og hvor der arbejdes for endnu mere åbenhed. Da har Danmark faktisk "kørt" åbenheden baglængs siden midten af 1990-tallet.

Karsten Aaen, Rune Petersen, Dennis Lyngbæk-Førsterling, Uffe Illum og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

@Robert
Dit indlæg savner en påstand vi kan diskutere sandhedsgraden af.

Jeg tror din beskrivelse af forvaltningskultur før og efter lov om aktindsigt er sand. Men man kan ikke udlede kvalitative konklusioner af denne udvikling.

Det har nok været lettere at være embedsmand eller politiker før offentlighedsloven, men væsentligt sværere at være oplyst offentlighed.

Problemet for samfundet, i denne situation, er så at systemet ikke er skabt for embedsmænd eller politikeres skyld - de er ikke systemest raison d'etre. Embedsmænd og politikere er ansat af folket til at udføre et job som folket sætter rammer og betingelser for.

Problemet i Danmark i dag er desværre at de fleste politikere og embedsmænd totalt har misforstået ovennævnte sammenhæng - de tror de selv er stjernerne og at vi burde tage hensyn til deres sjælefred og arbejdsro.
Det er vanvittigt !

Rune Petersen, Dennis Lyngbæk-Førsterling, Uffe Illum, Henrik Darlie og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Det er jo ikke længere en offentlighedslov men en mørklægningslov - som kun atter understreger folketingets uduelighed - især siddende og foregående regeringsdeltagere.

Danmark er stærkt på vej til at blive mindre demokratisk.

Hvis man forholder sig til "åbenheden i forvaltningen", kan man forlænge holdningerne direkte ud i andre områder af praktisk dansk politik.

Det kom så vidt i starten af 2000-tallet, at der føres en politik i Danmark, hvor en lille flertal til enhver tid tromlede sin, i øvrigt skiftende, politik igennem i stedet for at lytte til borgerne. Og det er egentlig blot hvad denne regering fortsætter med.

Skiftende regeringer tager således et lille skridt af gangen i den forkerte retning, som den næste så fortsætter på. Og på den måde accepterer danskerne disse små trinvis forandringer.

Og hele denne udvikling kan faktisk ses som en trend i dansk politik, og er altså ikke knyttet til nuværende regering alene. Men denne udvikling fører langsomt men sikkert mod udemokrati og skæv fordeling af samfundets værdier.

Et eksempel på denne udemokratiske udvikling er, at danske skatteborgere i udlandet ikke har stemmeret, hvilket var en belønning til DF. EU har flere gange meddelt regeringen, at dette er i klar strid med reglerne, og forige gang, i 2011, lovede Margrethe Vestager at ændre reglerne straks. Nu har EU igen presset på, og denne gang siger Margrethe Vestager, i hvert fald til dansk presse, at dette kræver grundlovsændring, hvilket gør det for besværligt.

Lasse Kjær, Karsten Aaen, Dennis Lyngbæk-Førsterling og Levi Jahnsen anbefalede denne kommentar

Den nye offentlighedslov undergraver direkte retssamfundet og retsbevidstheden i et demokrati, hvilket medfører af Danmark ikke længere kan kaldes et demokrati, når de folkevalgte ikke vil være åbne omkring deres beslutningers grundlag.

Borgernes retssikkerhed overfor staten er således fjernet, når borgerne ikke har adgang til de samme oplysninger som politikerne har, og ikke vil tale om offentligt, men snakker udenom, vel vidende, at borgerne ikke har mulighed for at kontrollere "ægtheden" af politikernes begrundelser.

Det har allerede stået på igennem længere tid i ministerierne, så det er ikke noget nyt!

Lasse Kjær, randi christiansen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Alan Strandbygaard

Vi må ikke opdage at regeringen er i færd med at implementere EU ned gennem hele systemet. Det skal komme snigende og ubemærket.

En mørklægningslov er yderst nyttig i et sådant forehavende. Specielt idet man er fuldt ud klar over at befolkningen aldeles ikke bryder sig om det.

Lasse Kjær, Dan Johannesson, randi christiansen, Karsten Aaen, Filo Butcher og Dennis Lyngbæk-Førsterling anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Man skal altså som udgangspunkt give aktindsigt i beslutningsgrundlaget, »medmindre hensyn til den interne beslutningsproces i kommunen afgørende taler herimod«. Hvornår er det afgørende? Og hvordan skulle den interne beslutningsproces i kommunen kunne lide skade ved aktindsigten?. Måske Dario Silic kunne være kommet med et par eksempler, og hvorfor spørger Information ikke Justitsministeriet, det er dem, der laver bekendtgørelserne til offentlighedsloven.

Rannveig M.
Ja nemlig. Godt spørgsmål.
Det eneste der vækker opmærksomhed hos de kære folkevalgte er voldsudbrud, disse får nemlig prime sendetid.

Så falder politikerne hinanden over tæerne for at forsikre os at vold aldrig, aldrig nogensinde, vil fremme ens sag og at man skal ty til fredelig protest hvis man vil opnå noget.....

Alle de sidste social- og arbejdsmarkeds "reformer" er intet andet end en udnivellering til laveste EU fællesnævner. Fx. er vi efter kontanthjælps"reformen" der hvor Holland har været i allerede 10 år, med tvangsarbejde, ups, "nyttejobs" gensidig forsørgelsespligt for samlevende eller bare mistænkt samlevende, og noget vi ellers ikke har haft i Europa siden middelalderen, gensidig gælds-hæftelse.
Hvor familien hæfter for en borgers gæld til det offentlige.

Fagre nye EU føderation sniger sig ind ad bagdøren, udenom demokratisk kontrol.

Sikke da nogle gode formuleringer - det er jo krystalklare udmeldinger:
"Alt skal kunne tåle dagens lys, og derfor er der ingen grund til at skærme for beslutningsprocesserne, mener Niels Højberg:
»Kommunerne er til for at ordne lokale forhold for borgerne, og hvis ikke vi kan gøre det i et åbent rum, så er vi simpelthen bare ikke dygtige nok,« siger han.
"

Jeg stemmer under ingen omstændigheder på et parti, som har været medansvarlig i vedtagelsen af mørklægningsloven og håber mange andre vil drage samme konklusion. Det her betyder noget og skal rulles tilbage snarest muligt. Min stemme er min eneste demokratiske brosten, og den skal kastes ved enhver given lejlighed.

Kalle Nielsen, randi christiansen og Dan Johannesson anbefalede denne kommentar

Tiden er kommet til at vi begynder aktivt at arbejde på at få en stemme i samfundet som en basal folkerettighed. En folkerettighed, som giver os mulighed for at tage et personligt ansvar for landstyret i tiden mellem valgene og ikke kun hvert fjerde år. En folkerettighed, der kan omstøde en offentlighedslov, der strider kraftigt mod den grundlæggende pligt ministre og ministerier har for at levere de oplysninger der gør, at de på et oplyst basis kan stilles til ansvar for den autoritet og magt de er blevet tildelt. En folkerettighed, der gør at vi som folket kan nedlægge et veto, når en siddende regering vælger at sælge ud af statens og dermed vores virksomheder til tvivlsomme fonde. En folkerettighed, der giver os mulighed for at sige nej til beslutninger, der træffes i EU og tydeligt bære præg af at have været dikteret eller påvirket gennem lobbyarbejde eller beslutninger herfra der kompromittere vores samfund og indskrænker vores mulighed for at være velfungerende inden for egne grænser. En folkerettighed, der giver folket mulighed for at kræve en anstændig behandling af vore egne medborgere, hvad end det er børn, unge, ældre, syge eller svage mennesker, som vi ser blive behandlet inhumant og uværdigt af vores eget system. En folkerettighed, der gør at vi kan sige Nej, når en minister der kun har siddet på sin post i 6 uger får minister vederlag i halvandet år. En folkerettighed, som også er en folkemulighed, med muligheden for at vi kan samle os om kernesager på tværs af vores politiske, religiøse og ideologiske holdninger og stå sammen som ét folk der sætter vores krav til enhver tids siddende magthavere og beslutningstagere i regeringen.

Skriv under her - http://www.skrivunder.net/folkestyre

Klaus Flemløse

Efter min mening kan lov om offentlighed i forvaltning misbruges til at standse en anmodning om aktindsigt, hvor der på forhånd skulle være lovhjemmel.

Hvis en journalist fremsættet en anmodning om aktindsigt og et ministerium/en minister ikke ønske at give denne aktindsigt, kan den standses på følgende måde:

Man får et folketingsmedlem til under hånden at stille en perifert spørgsmål til ministeren om sagen. Dermed er sagen lige pludselig flyttet fra en almindelig sag til en sag med ministerbetjening. Dermed er der ingen aktindsigt.

Hvis dette er korrekt, skal man være forsigtig at stille spørgsmål til ministeren i en sag, der er under opsejling.

Der har været fortilfælde i forbindelse med Tamilsagen, hvor der blev stillet et spørgsmål til ministerens, således at Ombudsmanden blev udelukket fra at undersøge sagen.

Spørgsmål:
Vil et tilfælde som ovenfor være i overensstemmelse med Lov om Offentlighed i forvaltningen?

Er et tilfælde som overfor diskuteret i forbindelse med Lov om Offentlighed i forvaltningen?

Er Folketingsmedlemmerne klar over konsekvenserne ved at stille et spørgsmål til en minister, nemlig at de lukker af for agtindsigt for alle?