Analyse
Læsetid: 3 min.

Radikalt rov i SF’s ruiner

Radikales leder Margrethe Vestager har sikret sit parti vigtige politiske platforme ved rokaden. Samtidig har de nye radikale ministre vist, hvordan hierarkiet ser ud under partilederen
Indland
4. februar 2014

Lige fra den tidlige morgenstund og indtil langt op ad dagen var København klædt i tåge på den første mandag i februar. Men før diset sænkede sig, nåede Radikales partileder Margrethe Vestager at være aktiv på de sociale medier. Både på Facebook og Twitter lod hun sine mange tusinde følgere, på en subtil måde, forstå, at Danmark ville få en ny regering: »Stadig mørkt, klar himmel og stjerner, mens Danmark vågner til en ny regering og lidt lysere tider. God morgen!« skrev Margrethe Vestager.

Efter at have brugt weekenden på at lave bodelingen efter SF’s dramatiske afgang fra regeringen i sidste uge, var det også Margrethe Vestager, der havde mest grund til at se lyst på fremtiden.

Vel havde Helle Thorning-Schmidt sikret sig to velfærdsministerier i Sundhedsministeriet til Nick Hækkerup og Transportministeriet til Magnus Heunicke, men Margrethe Vestager havde sikret sig de to ministerier, hun havde allerøverst på sin ønskeseddel: Social- og integrationsministeriet (plus børn og ligestilling) samt Udenrigsministeriet.

Siden Socialdemokraterne, Radikale og SF tilbage i efteråret 2011 blev enige om regeringsgrundlaget, har Margrethe Vestager haft en stor udfordring: Alle forbandt Det Radikale Venstre med en stram, økonomisk politik, men Det Radikale Venstre er et socialliberalt parti. Det sociale aspekt blev bare glemt. Og da Vestager ved partiets første sommergruppemøde efter regeringsdannelsen kom for skade at sige ’sådan er det jo’ om de udfaldstruede dagpengemodtagere, blev der i det radikale bagland råbt på en stærkere social profil hos partiets top. Det forsøgte Vestager at imødekomme på etårsdagen for folketingsvalget, da Radikale holdt landsmøde i 2012. Her præsenterede hun regeringens første tanker om sociale 2020-mål. Målsætninger, der først blev konkrete, da SF’s Annette Vilhelmsen satte sig for bordenden i Socialministeriet.

Med den nye socialministerpost til Manu Sareen skal Radikale have en pendant til partiets økonomiske profil. Samtidig er der allerede begejstring i partitoppen over, at Dansk Folkepartis værdiordfører Pia Kjærsgaard har kritiseret den nye minister. Det er de radikale bestemt ikke kede af.

Glæde er der til gengæld ikke hos Socialdemokraterne. Partiet havde gerne sat sig på alle de tunge velfærdsministerier. Og Margrethe Vestagers tanker om differentierede velfærdsrettigheder til eksempelvis de ældre og et mere liberalt integrationssyn huer ikke S-toppen. Derfor forventes det også, at S-ledelsen vil vælge et gruppemedlem med stor erfaring til at sikre, at der ikke bliver åbnet unødvendige flanker til de borgerlige partier på integrationsområdet. Socialdemokraterne kan ikke tåle, at der bliver sået tvivl om regeringens integrationspolitik, selv om reglerne for indvandring, asyl og udvisning fortsat hører under justitsminister Karen Hækkerup.

Radikal treenighed

Til at indtage Udenrigsministeriet har Margrethe Vestager udpeget Martin Lidegaard. Men selv om Lidegaard indtager det historisk set så prestigefyldte ministerium, rykker han ikke ind i regeringens indercirkel. Som nyt medlem af regeringens Koordinationsudvalg, har Margrethe Vestager udpeget Sofie Carsten Nielsen, der overtager uddannelsesministerposten efter Morten Østergaard, som flytter til Skatteministeriet.

Selv om Martin Lidegaard nyder stor respekt i folketingsgruppen og på det radikale ministerhold, er hierarkiet beseglet: Nok skal Lidegaard repræsentere Danmark i udlandet, men det er treenigheden bestående af Vestager, Østergaard og Nielsen, der fastlægger Radikales position.

Tilbage i den radikale folketingsgruppe skulle den fortsat parlamentarisk uerfarne gruppe have en ny gruppeformand. I Det Radikale Venstre er det en yderst væsentlig position. Gruppeformanden er bindeleddet mellem partiets repræsentanter i regeringstoppen og folketingsgruppen. Gruppeformanden spiller en afgørende rolle i at sørge for, at folketingsgruppen føler sig hørt og orienteret om regeringens politik, så der ikke pludselig opstår uro, som det er set både i SF’s og Socialdemokraternes folketingsgrupper. På et konstituerende møde i folketingsgruppen blev tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach valgt til at varetage den opgave.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her