Interview
Læsetid: 3 min.

’Jeg er jo fra Randers’

Hendes primære arbejdsopgaver bliver at forklare, hvorfor det går så dårligt for Socialdemokraterne i meningsmålingerne. Alligevel ser Maja Panduro frem til politisk ’krig’ mod et Venstre, hun mener, er ’lusket’
Socialdemokraten Maja Panduro bliver partiets nye politiske ordfører.

Annelene Petersen

Indland
5. februar 2014

På gårsdagens gruppemøde hos Socialdemokraterne kaldte hun ham for »Danmarks lykkeligste minister«. Og der er sikkert mange gode grunde til, at socialdemokratiske Magnus Heunicke glæder sig til arbejdet i Transportministeriet, men han glæder sig sikkert også over at slippe for flere gange om ugen at skulle forholde sig til sit partis historisk ringe meningsmålinger. Den opgave har 31-årige Maja Panduro i stedet påtaget sig. Men hvorfor overhovedet sige ja til sådan tabertjans?

»Det er bestemt ikke en tabertjans. Først og fremmest bliver det et privilegium at få lov til at forsvare mit parti hver eneste dag, fra jeg står op om morgenen, til jeg går i seng om aftenen. Men der er ingen tvivl om, at det også er hårdt. Selv om mine skuldre måske ikke ser så brede ud, tror jeg godt, at jeg kan klare det. Jeg er jo fra Randers,« siger Maja Panduro.

Hun kalder den socialdemokratiske folketingsgruppes valg af hende som ny politisk ordfører for »en tillidserklæring, som man bare har at være stolt og glad over, når gruppen vælger én til det.« Men hvordan kan man forklare de historisk dårlige målinger til Socialdemokraterne?

»Jeg håber slet ikke, at jeg skal forklare dårlige meningsmålinger. Jeg håber, at danskerne vil bedømme os på vores resultater. Og de begynder snart at vise sig. Men der vil ikke være forskel på, hvordan Magnus Heunicke og jeg ser regeringens og Socialdemokraternes politiske projekt. Vi vil arbejde hårdt for at trække Danmark ud af krise og vise, at vi er de bedste til at skabe flere arbejdspladser og bedre velfærd.«

– Du har sagt, at du gerne vil have ’sandheden ud af Venstre’. Hvordan vil du få det?

»Jeg vil blive ved med at spørge. Jeg synes, de skylder danskerne nogle konkrete svar på, hvordan landet skal hænge sammen. De siger, de vil have nulvækst, men ingen kan få ud af dem, hvem i den offentlige sektor som skal fyres. Om det er vores børn, ældre eller syge, der skal have færre hjælpende hænder. De vil have skatterne ned, men anviser ingen finansiering, og muligvis er huslejereglerne også i spil. Det er ikke i orden, at vi ikke kan få svar. Det er en mærkelig politisk debat, når så stort et parti, der ønsker at blive statsministerparti, bare lurepasser på alt, hvad der hedder konkrete svar.«

– Magnus Heunicke har forsøgt samme strategi i de halvandet år, Venstre har talt om nulvækst. Hvorfor vil det lykkes for dig?

»Jeg håber, at alle socialdemokrater og politisk interesserede vil give en hånd med, så vi kan få lagt så tungt et pres som muligt på Venstre. Jeg synes, det er direkte lusket ikke at give svar på, hvordan Danmark skal se ud, hvis man får magten.«

– I et præsentationsbrev til dine partifæller efterlyser du ’ærlige svar’ fra Lars Løkke Rasmussen. Lyver han over for danskerne?

»Han lurepasser i hvert fald. Og det gør han igen og igen. Nu kan man ikke engang få holdninger ud af Venstre. Nu er det drømme og hensigtserklæringer, de kommer med. Det er ikke fair. Hvis man vil være statsminister i Danmark, må man fortælle danskerne, hvad ens plan er. Det er ikke for sjov. Det er rigtige menneskers liv, det handler om, når man siger nulvækst.«

– Du har i flere år været socialordfører for Socialdemokraterne. Mange socialdemokrater håber sikkert nu, at du vil give partiet en mere social profil. Kan du det?

»Du kan finde meget få socialdemokrater, som ikke brænder for socialområdet, som jeg også gør. Jeg er optaget af at hjælpe dem, der har brug for en lille ekstra hånd fra samfundet. Det er en af grundene til, at jeg overhovedet er socialdemokrat. Det holder jeg ikke op med at være optaget af, selv om jeg nu er politisk ordfører,« siger Maja Panduro.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels-Holger Nielsen

Det nye ekko.