Læsetid: 4 min.

En socialarbejder stempler ind

Den nyudnævnte socialminister Manu Sareen beskrives som socialt indigneret og fagligt velfunderet. Og så har han en veludviklet sans for at undgå at få snavs på hænderne
Manu Sareen er nyudnævnt minister for sociale forhold, integration, børn og ligestilling.

Manu Sareen er nyudnævnt minister for sociale forhold, integration, børn og ligestilling.

Jakob Dall

4. februar 2014

Med et CV, der siger integrationskonsulent, socialarbejder samt børne-, fag- og kogebogsforfatter, er Manu Sareen (R) ikke ligefrem prototypen på en moderne politiker.

Alligevel er han efter SF’s regeringsexit nu avanceret til øverste politiske chef for et superministerium bestående af social-, integrations-, børne-, og ligestillingsområderne.

Valget kom som en overraskelse for de fleste kommentatorer og iagttagere. I sin tid som minister for Kirke og Ligestilling har Manu Sareen nemlig ikke for alvor fået markeret sig, hvis man ser bort fra nogle sammenstød med konservative præster over homoseksuelles ret til at blive viet.

Men mens Manu Sareen i sin ministertid hidtil ikke for alvor er brændt igennem i den brede befolkning, nyder han stor respekt blandt fagfolk og interesseorganisationer på sine nye ansvarsområder.

»Vores forventninger er meget høje, når der er tale om en minister med praktisk erfaring fra virkeligheden,« siger Majbrit Berlau, der er formand for Dansk Socialrådgiverforening. Hun husker tydeligt Manu Sareen fra hans tid som socialarbejder og integrationskonsulent.

»Han var kendt for at kunne levere resultater og forstå dilemmaerne i de familier, han skulle ud i, som ofte var præget af tunge sociale og kulturelle problemstillinger. Han var en, man rigtig gerne ville have koblet på sin sag,« siger hun.

I sin tale ved overdragelsesceremonien i går brugte Manu Sareen da også aktivt sin baggrund til at begrunde, hvorfor ministerposten var hans »drømmejob«. Han fortalte, hvordan han for nylig var stødt ind i en ung mand, som han kendte fra sit arbejde på et børnehjem for år tilbage. Dengang stod drengen i en udsat situation, men i dag har han succes i den finansielle sektor, fremhævede ministeren som eksempel på, at sociale indsatser nytter.

En rød radikal

Før sin tid i Folketinget sad Manu Sareen i Københavns Borgerrepræsentation, hvor han især markerede sig på netop social- og integrationsområdet. Og det ofte med en social indignation, som man oftere forbinder med venstrefløjen snarere end Det Radikale Venstre, husker Dansk Folkepartis Finn Rudaizky, der dengang som medlem af Socialdemokraterne sad i socialudvalget med Manu Sareen.

»Han lå meget på linje med Socialdemokraterne på de sociale spørgsmål. Og hvis han holder den sociale profil, så tror jeg både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne vil være glade. Men jeg kan godt se en risiko i, at de radikale på Christiansborg er knap så socialt bevidste. Derfor kan det godt være, han kommer til at gøre vold på sine idealer,« siger Finn Rudaizky.

Den vurdering af den nye ministers politiske linje kan den tidligere radikale teknik- og miljøborgmester i Hovedstaden Klaus Bondam godt genkende.

»Der har måske været lidt større tilbøjelighed til at hjælpe socialt udsatte end til at please kaffe-latte-familier. Det var noget, der gennemsyrede hele den radikale gruppe på Københavns Rådhus dengang. Og det var selvfølgelig sekunderet af hans faglighed,« siger Klaus Bondam.

Med fronten mod DF

Politisk kommentator Hans Engell fremhævede i går, at regeringen med udnævnelsen af Manu Sareen risikerer at åbne en flanke på integrationspolitikken til Dansk Folkeparti. Og DF’s værdiordfører Pia Kjærsgaard var da heller ikke sen til at kritisere valget.

»Socialministerposten er en stor post, og så tilfalder den en radikal, som jo går ind for robotstøvsugere og ikke har særlig stor omsorg for ældre og svage. Samtidig så får han også integrationsministerposten,« sagde Pia Kjærsgaard til TV2.

Baseret på sit kendskab til Manu Sareen fra tiden på rådhuset, er Pia Kjærsgaards partifælle Finn Rudaizky dog ikke så bekymret over udnævnelsen.

»I virkeligheden var han jo meget kritisk over for den måde, integrationen foregik på, fordi han selv havde oplevet det gennem sit arbejde. Hvis han holder den konstruktivt kritiske linje over det, der foregår hos indvandrere, så er det nok mest hans eget parti, han får problemer med,« siger Finn Rudaizky.

Ingen møgsager her

Kilder på Københavns Rådhus beskriver samstemmende, hvordan Manu Sareen har en veludviklet evne til at holde sig ude af politiske møgsager. I den radikale gruppe på rådhuset var det en stående joke, at Manu Sareen ofte sørgede for at være på TV2/Lorry, når der skulle stemmes om en potentiel møgsag – som for eksempel skolelukninger på Amager.

Den evne til at undgå at »blive grisset til«, som en kilde formulerer det, kan der hurtigt blive brug for i et socialministerium, der af politiske kommentatorer betegnes som nærmest hjemsøgt af enkeltsager. Allerede mens overdragelsesceremonien stod på, meldte den første potentielle sag sig på banen. Uden for ministeriet havde samlet sig 30-40 borgere, der demonstrerede for at få tvangsfjernet en 7-årig dreng, der angiveligt var blevet seksuelt misbrugt af et familiemedlem.

Trods Manu Sareens veludviklede evne til at undgå møgsager, er det dog ikke lykkedes ministeren helt at slippe for kritisk omtale. Det var blandt andet tilfældet, da Ekstra Bladet sidste år beskrev, hvordan Manu Sareen ved siden af sit ministerhverv havde haft tid til at skrive adskillige bøger. På den baggrund satte avisen spørgsmålstegn ved ministerens arbejdsmoral. Noget onde tunger allerede havde hvisket om i Sareens tid i Borgerrepræsentationen. Det er dog ikke noget fyldestgørende billede, understreger Finn Rudaizky.

»Han var virkelig god, når han først var optaget af og inde i en sag. Måske kunne man så godt have ønsket sig den situation lidt oftere. Men der er det med fritidspolitikere, at man kan ikke bedømme dem på samme måde som folketingspolitikere på fuld tid. Det ville være uretfærdigt,« siger Finn Rudaizky.

Ved overdragelsesceremonien understregede Manu Sareen da også, at han har tænkt sig at trække i arbejdstøjet.

»Heldigvis har jeg skrevet to bøger, som udkommer i år, det kan I ligeså godt få at vide. Breaking News. Men nej, jeg skriver ikke flere børnebøger i år. Det er der ikke tid til,« sagde ministeren.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer