Er det i orden at stille tidligere kriminelle udlændinge i Danmark over for valget mellem enten frivilligt at rejse hjem til sandsynlig forfølgelse i oprindelseslandet eller forblive i Danmark og på ubestemt tid leve under vilkår, som gør det umuligt at skabe sig en værdig og meningsfuld tilværelse?
Dette kan siges at være det underliggende tema i sagen om Elias Karkavandi, som i sidste uge i byretten fik ophævet afgørelsen om, at han skal udvises af Danmark.
Iraneren Karkavandi kom til Danmark i 1993, men blev i 2006 besluttet udvist i 10 år efter en straf på halvandet års fængsel for medvirken til hash-handel på Christiania. Han kunne imidlertid ikke tvangsudsendes til Iran, fordi han risikerede forfølgelse dér. Siden 2007 har han været på såkaldt ’tålt ophold’ her i landet.
Han har haft opholds- og meldepligt i Sandholmlejren, og han har haft forbud mod at tage lønnet arbejde, haft stærkt begrænset adgang til uddannelse og har været underlagt et minimalt økonomisk eksistensgrundlag. Det er på dette grundlag ikke ligefrem fristende at stifte familie.
Baggrunden for disse begrænsninger er, at udlændinge på tålt ophold står til udvisning og derfor i princippet snart skal sendes hjem. Problemet er bare, at den risiko for forfølgelse i oprindelseslandet, som spærrer for tvangshjemsendelse af folk som Karkavandi, ikke bare går væk af sig selv. Derfor bliver et ’tålt’ ophold ofte meget langvarigt, ja, potentielt kan det være livsvarigt.
Karkavandi fik i 2012 Højesterets ord for, at han ikke længere kunne tvinges til at opholde sig i Sandholmlejren. Denne opholdspligt er hidtil blevet pålagt stort set alle udlændinge på tålt ophold. Opholdspligten er dog en begrænsning i bevægelsesfriheden, som næppe kan retfærdiggøres, blot fordi udlændingen måske en dag vil kunne hjemsendes. Der skal noget særligt til, for eksempel at udlændingen udgør en sikkerhedstrussel, eller at der er konkrete grunde til at tro, at vedkommende vil gå under jorden.
Fra lovgivers side har man ikke desto mindre gjort opholds- og meldepligt til en næsten ufravigelig hovedregel – måske også med det slet skjulte motiv at gøre livet surt for disse udlændinge og dermed få dem til ’frivilligt’ at rejse hjem.
Højesteret fandt imidlertid, at det ikke (længere) var rimeligt, at Elias Karkavandi nu i fem år havde været underlagt denne opholdspligt, som ikke havde nogen saglig begrundelse. Selve beslutningen om, at Karkavandi skal udvises af Danmark, stod dog fortsat ved magt efter Højesterets dom.
I den nye byretsafgørelse hand- lede det derfor om, hvorvidt og hvor længe selve udvisningsbeslutningen skulle stå ved magt – når den fort- sat ikke kunne gennemføres – med de øvrige begrænsninger for at skabe sig en tålelig tilværelse, den medførte. Karkavandi havde nu levet på tålt ophold i mere end seks år.
Dobbelt straf
Man skal huske, at kriminelle udlændinge straffes og afsoner deres straf på samme måde som andre kriminelle. I tillæg hertil kan de efter omstændighederne blive udvist. Udvisning anses dog principielt ikke som en ekstra straf, men som en præventiv ordensmæssig foranstaltning, som stater traditionelt har frihed til at træffe over for udlændinge.
Spørgsmålet er dog, om konsekvenserne af en udvisningsbeslutning, der ikke kan gennemføres, kan være så alvorlige for udlændingen, at de reelt får karakter af en ekstra straf.
Udvisningsspørgsmålet handler om en afvejning af grovheden af den begåede kriminalitet over for hensynet til udlændingens privat- og familieliv – hvor ind-gribende det vil være at blive udvist af Danmark. Hvis udvisningen ikke kan effektueres med det samme, kan denne balance med tiden ændre sig. Udlændingen kan få familie eller på anden måde opnå en tættere tilknytning til Danmark og vil under alle omstændigheder have opholdt sig i Danmark i længere tid, end da den oprindelige afgørelse blev truffet. Dette giver mulighed for at få udvisningsspørgsmålet revurderet.
Men kravene er strenge. Efter udlændingeloven kræver en ophævelse af udvisningsafgørelsen, at »der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold«. Hvis sådanne væsentlige ændringer ikke indtræder, men udvisningen fortsat ikke kan gennemføres ved tvang, vil udlændingen på tålt ophold vedblive at befinde sig i et limbo, hvor man ikke kan udvises, men heller ikke skabe sig en reel tilværelse i Danmark.
Hvor længe kan man som samfund forsvare at fastholde udlændinge i en sådan situation?
Kig på lovgivningen
Byrettens afgørelse om ophævelse af Karkavandis udvisning er meget konkret begrundet. Byretten henviser til, at det siden 2007 fortsat ikke har været muligt at tvangshjemsende Karkavandi, og at hans 10-årige udvisning udløber om tre et halvt år. Retten lægger dog endvidere vægt på, at Karkavandi nu har været i Danmark i over 20 år og ikke har begået særligt grov kriminalitet, samt på at han har søgt at integrere sig i det danske samfund ved at søge uddannelse og tage frivilligt arbejde, ligesom han med sikkerhed ville kunne få fast arbejde, hvis bare han måtte. Praksis om ophævelse af udvisning har hidtil været streng, og det er påfaldende, at byretten finder, at der foreligger de nødvendige »væsentligt ændrede forhold«, selv om Karkavandi ikke har stiftet familie i tiden på tålt ophold. Byrettens afgørelse synes dermed nok så meget båret af betragtninger over det rimelige i på ubestemt tid at fastholde folk som Karkavandi i en udsigtsløs livssituation som af en konstatering af, at Karkavandis konkrete situation har ændret sig markant.
Måske er der behov for at se kritisk på hele lovgivningen om tålt ophold. Udviste udlændinge skal selvfølgelig hjemsendes, hvis det overhovedet er muligt. Så længe hjemsendelse fremstår som en realistisk mulighed, må udlændingen derfor også kunne underlægges restriktioner, som er nødvendige for at vide, hvor vedkommende er, samt andre begrænsninger, der markerer, at vedkommende ikke har en fremtid i Danmark.
Ofte vil det dog på et forholdsvis tidligt tidspunkt stå klart for myndighederne, at der på grund af risikoen for forfølgelse i hjemlandet ikke er udsigt til at kunne hjemsende den pågældende udlænding i overskuelig fremtid. Da må man enten ophæve selve udvisningsbeslutningen eller i hvert fald ophæve restriktionerne på udlændingens udfoldelses-muligheder med hensyn til at tage arbejde, uddanne sig med videre – uanset kriminalitetens grovhed.
Gør man ikke det, stilles udlændingen på tålt ophold over for det umulige valg, som jeg skitserede indledningsvis. Og det vil i sandhed have karakter af en ekstra straf for den udlænding, som allerede har sonet sin skyld i fængslet. I fravær af en realistisk mulighed for hjemsendelse, vil sådanne vilkår være både ulidelige og udsigtsløse og næppe tjene andet formål end chikane, der skal få udlændingen til af sig selv at rejse hjem, uanset faren for forfølgelse.
Jens Elo Rytter er juraprofessor ved Københavns Universitet og forsker i menneskerettigheder
Med det utålelige liv på tålt ophold kan det med bagklogskab vurderes, om ikke Elias havde haft et bedre liv i et farligt hjemland, hvor han skulle kæmpe mod en synlig fjende, i stedet for et liv i 20 års uafklarethed. Han ville ikke ha` stået alene.
Mon ikke også vilkårene for tålt ophold er i strid med EMK, som jo er gjort til dansk lov i 1992.
Bemærk tavsheden fra politikerne...meget sigende for værdiskredet her i landet i løbet af de sidste mange år.
Jeg troede, at det, at en person er på tålt ophold, rent faktisk afhang af selve udvisningen.
Jeg har så muligvis troet noget forkert, men i modsat fald bliver tålt ophold automatisk ophævet, når en person ikke længere er udvist, hvilket en ophævning af udvisningen foretaget af en domstol vel er udtryk for?
"Gør man ikke det, stilles udlændingen på tålt ophold over for det umulige valg, som jeg skitserede indledningsvis. Og det vil i sandhed have karakter af en ekstra straf for den udlænding, som allerede har sonet sin skyld i fængslet. I fravær af en realistisk mulighed for hjemsendelse, vil sådanne vilkår være både ulidelige og udsigtsløse og næppe tjene andet formål end chikane, der skal få udlændingen til af sig selv at rejse hjem, uanset faren for forfølgelse."
Ja og det er lige præcis det, der er dansk lovgivers hensigt. Som Venstres daværende ordfører Inger Støjberg beskrev det, da den tvungne meldepligt blev indført på baggrund af sagen om et planlagt overfald på Kurt Westergård, hvor en af de af PET mistænkte personer havnede på tålt ophold:
"Tålt ophold skal gøres utåleligt".
Med andre ord er de nuværende regler for tålt ophold en ren og skær hævnaktion over for personer, som man ØNSKER at udvise men ikke KAN udvise pga. internationale konventioner. Eller om man vil en ekstra straf. Og ja det er naturligvis konventionsstridigt, hvorfor det må hilses velkommen, at de danske domstole nu sætter en begrænsning for "festlighedernes" omfang.
Jeg hverken vil eller kan tage stilling til den konkrete sag.
Men jeg synes, at der er en ting, som falder i øjnene og som eneklte andre i denne debat er inde på:
"at der på grund af risikoen for forfølgelse i hjemlandet ikke er udsigt til at kunne hjemsende den pågældende udlænding i overskuelig fremtid"
"Risiko" skal vel ikke bedømmes efter danske forhold Altså hvad der forståes ved risiko i dette fredelige land.
Det må da være forholdet i "hjemlandet", der skal lægges til grund.
Hvordan er risikoen for forfølgelse for den pågældende i forhold til risikoen for forfølgelse af "hjemlandets" andre borgere.
Og efter det, jeg har læst om forholdene i Iran, tvivler jeg på, at der vil være så stor forskel.....i risikoen for forfølgelse.
Hvis man følger juraprofessorens tanke, så får man en ny forskelsbehandling.
Eksempel :
To udlændinge – A og B – har begået præcis samme forbrydelse og har fået præcis samme strafudmåling plus udvisning.
A er så ”heldig” , at han måske bliver forfulgt i sit hjemland, så han slipper for udvisningen og kan efter afsoning leve uforstyrret videre i Danmark.
B kommer fra et ”civiliseret land” uden forfølgelser og undertrykkelse, så han bliver efter afsoning udvist med dette samme, selv om han kunne blive en lige så god/ dårlig samfundsborger som A.
Noget kunne tale for , at man ENTEN konsekvent fastholder udvisningsdomme ELLER helt undlader udvisning.
En situation, hvor nogen ryger ud og andre kan blive alt efter om de er tilstrækkelig forfulgte i hjemlandet, er vist uholdbar ??? - den er i hvert fald svær at forklare rent logisk ??
Indskrænkningen af bevægelsesfriheden for mennesker på tålt ophold, er et resultat af Tuneserloven, der blev vedtaget i Folketinget 19. december 2008 med et smalt flertal, som følge af den såkaldte tunesersag.
Mange på tålt ophold, 18 ud af 21, som hidtil havde en vis bevægelsesfrihed, blev med tuneserloven tvunget til at opholde sig i Sandholmlejren og melde sig dagligt til lejrpolitiet. Dette ramte også en kvindelig kinesisk (uighur) abortlæge, der, på trods af mand og 3 børn i Danmark, det ene barn helt nyfødt, og en dødsdom i Kina, skulle tvangsudvises, men endte på tålt ophold.
Tuneserloven var Dansk Folkepartis pris for at stemme for Finanslovsforslaget for 2009. Så var det trods alt billigere og mere humant med 3 tykke toldere og nogle grænsebomme.
I de seneste 5 år har disse mennesker på tålt ophold, hvor mange og hvem, det drejer sig om i dag, har jeg ikke kunnet finde noget om, måske levet en utålelig tilværelse, lige som Elias Karkavandi.
Der er blevet helt tavst omkring dem, så hvis byrettens 'frifindelse' af EK kunne blive startskuddet til, at også andre på tålt ophold får deres tilværelse taget op til debat, så får vi måske politikerne til at se alvorligt på den særlov, som Dansk Folkeparti fik gennemført i 2008.
Robert Kroll:
Jeg giver dig ret, men er villig til at dreje den en tand mere.
A og B, denne gang A = "Loyal to famillia" og B = denne gang "HA". begge med fingerne dybt i narkohandel, og evt. afstraffelse af en betalingshæmmet køber.
Køberen bliver i begge tilfælde sendt på skadestue med efterfølgende ophold på skatteborgernes regning på hvidovre hospital.
A får en fængelsesstraf, og en udvisning, han er godt nok født i dk, men fik ikke dansk statsborgerskab, da han allerede som 18 årig, var godt kendt af politiet, B får en fængelses straf, og en tilbagevenden på overførselsindkomst, suppeleret med indtjening fra fortsat aktivitet i sit tidligere bibeskæftigelse inden for narko og opkrævning.
Hvorfor denne forskelsbehandling, begge er født og opvokset i DK?
@Abdullah Jensen
B i dit eksempel er vi nødt til at finde os i. Det er vi ikke med A. Og helt ærligt! Ingen tvang vel A ind på den kriminelle løbebane, hvor han risikerede udvisning?
Karin
Hvem tvang b ind i den løbebane?
Det er jo stadig samme forbrydelse, med to forskellige straffe.
@Abdullah Jensen
Ingen, går jeg ud fra, men ham kan vi jo ikke slippe af med, da han er dansk statsborger. Det stiller sig anderledes med A, som vi heldigvis kan sende ud af landet.
Vi behøver ikke samle på kriminelle elementer, hvis vi ikke er tvunget til det.
Det er umenneskeligt, at folk på den måde skal sidde i årevis og rådne op. Nu tvinges han til at sidde passivt med hænderne i skødet, hvor vi i stedet burde bruge hans kompetencer. Der er masser af utilpassede unge, der ville godt af at have en ældre person, som de kan relatere til, i hverdagen. Der burde være mulighed for at ansætte ham i kommunalt regi.
Ja det manglede bare,
... men må vel minde paragrafkavalleriet på, at dette område er bedst tjent med individuelle bedømmelser, og at udvisning/tålt ophold ikke er et redskab der bare kan lægges på hylden.
Og til de der nyder forargelsens sødme : I den pågældende sag kan man ikke engang sige at der er sket andet end hvad der er normalt ved løsladelser efter udståelse af 2/3 eller 3/4 af en idømt ting - her 10 års uvelkommenhed på nationens område (som så ikke må kaldes en 'straf', men en foranstaltning...).
Ang. 'B og A' eksemplet lige ovenfor i tråden, så er er noget grundlæggende galt i at man ikke er statsborger i Danmark når man er født her. Og at der kan haves dobbelte statsborgerskaber. Og hele tankegangen bag 'familiesammenføring' og fætter/kusine-betinget jura.
@Robert Kroll
En sådan "forskelsbehandling" følger jo allerede af FN´s flygtningekonvention. Er man f.eks. fra Syrien og risikerer asylrelevant forfølgelse der, og er man under sin flugt nået frem til Danmark som første "sikre land", har man ret til at søge om asyl og få sin ansøgning behandlet her. Hvilket i netop dette eksempel med stor sandsynlighed vil udløse en opholdstilladelse. Og en tilsvarende mulighed har alle mulige andre udlændinge, der måtte ønske at flytte til Danmark, jo IKKE.
Og det er da heller ikke "retfærdighed" eller lige muligheder for alle, der er målet her. Målet er, at de flygtninge, der har brug for det, kan opnå beskyttelse. Samtidig med at vi som selvstændig stat stadig kan bevare en vis form for kontrol med, hvilke udlændinge vi tillader at bo her i landet. Begge dele er anerkendelsesværdige og legitime mål, og ingen af dem skal da tilsidesættes alene for at opnå en i denne sammenhæng formålsløs "retfærdighed" over for det flertal af Verdens befolkning, der IKKE bor i Danmark.
I den konkrete sag er den pågældende netop flygtning. Og ja en sådan er Danmark forpligtet til at yde beskyttelse, også selvom han efter sin ankomst til Danmark bliver idømt 1½ års fængsel for at være hash-vagt på Christiania.
En tilsvarende forpligtelse har vi ikke over for eksempelvis en pakistansk mand, der er kommet til Danmark for at stifte familie eller for at arbejde. Og resultatet af det bliver så, at den ene af dem ryger ud, hvorimod vi må acceptere at lade den anden blive.
Men jeg kan altså ikke rigtig se, hvorfor det er et stort problem? Ham, der ryger ud, fordi han ikke har holdt sin sti ren, får det da hverken værre eller bedre af, om vi gør det ene eller andet med en iransk flygtning, som vi pga. hans livstruende situation i hjemlandet har en særlig internationalt humanitær forpligtelse over for.
Jeg har ikke ondt af Elias Karkavandi, han kunne have ladet være med at gå ind i organiseret kriminalitet, ingen tvang ham til at være med i pushernes tæskehold, og jeg tror ikke på det er et brud på konventionerne, at udviste kriminelle får deres bevægelsesfrihed mv. begrænset på den måde. Og så kan jeg heller ikke se, hvad han har at være bange for i Iran, han er jo ikke, efter pressedækningen, politisk aktiv eller på anden måde interessant for de irakiske myndigheder.
Abdullah, dit A, der udvises, skal til gengæld kun afsone halvdelen af den idømte straf, mens B skal afsone hele eller 2/3 af straffen, desuden er det ikke en straf, at blive sendt hjem til ens hjemland.
Udvisningen er blot en inddragelse af et priviligium, ikke en straf.
Faktisk er der ikke noget i vejen for, rent konventionsmæssigt, at udviste holdes i lukkede udrejsecentre indtil de udrejser eller kan udsendes.
Og det vil ofte ikke være konventionerne,, men at hjemlandene ikke vil modtage de udviste, som hindrer en tvangshjensendelse, det kan og så være tilfældet i denne her sag med Informations darling.
Iranske ikke irakiske....
@Karin Bennedsen
Tak fordi du minder Informations læsere om den historiske baggrund for ”tuneserloven”, som jeg er helt enig med dig i er en skamplet på Danmark som et demokratisk samfund.
Desværre forholder det sig nok sådan, at uanset at ”tuneserloven” var en betaling til Dansk Folkeparti for at stemme for finansloven i 2009, så ser hverken S eller V nogen interesse i at gøre op med den, idet dårlig behandling af personer på ”tålt ophold” formentlig anses for at være en folkelig vindersag.
”Tuneserloven” er langtfra det eneste eksempel på et DF ”fingeraftryk” på udlændingelovgivningen, som den nuværende regering har valgt IKKE at gøre op med. Som du sikkert ved fra vores tidligere debatter, har jeg hele tiden været utilfreds med den linie, som Helle Thorning og ledelsen i S står for på området. Og som for mig at se består i, at der først og fremmest skal være ”ro om udlændingepolitikken”. Hvorfor det gælder om at ændre så lidt som muligt, så man slipper for at tage en ”besværlig” debat med vælgerne om, hvad der er ret og rimeligt.
Jeg synes, at S og R (nu er SF jo ude) i stedet skulle blive enige om, hvad de to partier i fællesskab synes er ret og rimeligt. Og så kommunikere dette ud til vælgerne med oprejst pande uden at være så nervøs for, at vælgerne sikkert er mere enige med DF´s ekstreme synspunkter. Jeg mener, at det er udtryk for en grov undervurdering af vælgerne, når der er så stor berøringsangst omkring emnet i den nuværende regering.
Når det er sagt, vil jeg dog medgive, at det ikke er særlig oplagt at foretage yderligere store ændringer af udlændingelovgivningen nu, hvor vi nærmer os slutningen af valgperioden. Var der mere, der skulle ændres, burde det have været gjort i starten af 2012, hvor man lavede alle de andre store ændringer. For der er selvfølgelig ingen grund til at give V og DF så mange lejligheder som muligt til at køre skræmmekampagner mod regeringen på et usagligt grundlag.
Nu bliver Manu så integrationsminister, og det vil jeg da sige er et spændende valg, som tyder på, at regeringen ikke længere har tænkt sig at dukke nakken af angst for, at vælgerne nok altid er enige med DF, så snart det handler om indvandring og integration. Jeg håber naturligvis, at Manu vil vise sig at være opgaven voksen og holde den balance og de nuancer i budskabet, der er nødvendige for, at regeringen kan få flere vælgere med sig.
@Abdullah Jensen
Til orientering er det kun sket en enkelt gang, at de danske domstole har udvist nogen, der er født og opvokset i Danmark. Og det var i en drabssag. Normalt vil sådanne personer have en så stor tilknytning til Danmark og en så lille tilknytning til statsborgerlandet, at det vil være konventionsstridigt at udvise dem for andet end de aller-groveste forbrydelser.
Personligt mener jeg, at alle - lige som det var tilfældet frem til 1999 - burde kunne få dansk statsborgerskab som 18-årige, hvis de er født her i landet og har boet her hele deres liv. Det burde slet ikke være til diskussion. Og var reglerne for naturalisation sådan, ville dit udvisnings-eksempel slet ikke opstå.
Er der tale om udlændinge med en mindre grad af tilknytning til Danmark, navnlig nogen der først er flyttet hertil som voksne, kan jeg derimod ikke se noget principielt forkert i, at en fængselsdom kan medføre udvisning.
Som Karin Bennedsen skriver, behøver vi vel ikke ligefrem samle på kriminelle elementer. Og er man som voksen moden nok til at flytte til et andet land, må man vel også være moden nok til at sætte sig ind i og forstå, hvilke konsekvenser for ens tilværelse, det kan have at træde groft ved siden da.
Er Manu ikke hardliner, af en radikal at være, på integrationsområdet?
Tjah - i stedet for at fortsætte det her myreknepperi om forskelsbehandling og trusselvurdering i hjemlandet og deraf følgende løgnehistorier, hvor de mest ynkelige indvandrere belønnes, kunne vi vælge nogle radikale skift:
- Alle herfødte har statsborgerskab, uanset om vi hader dem og deres forældre (ligesom i USA). Medtag gerne "reelt herfødte", dvs dem, der har levet det meste af deres ungdom her. Naturligvis har vi dobbelt statsborgerskab.
- Alle har ret til at rejse ind og ud, men alle sociale ydelser er givet som lån.
- Alle fastboende har ret til betalt uddannelse, men ydelsen og afgiften og studielån er givet som lån, der gradvist eftergives herboende skatteydere og værnepligtige.
- Alle ældreydelser er lån, der modregnes i boet ved dødsfald.
Hvis vi havde åbne grænser, kunne de dygtigste udlændinge måske respektere Danmark lidt mere.
Hvis alle ydelser var lån, kunne udenlandsdanskere helt selv betale vores ydelser, og folkeracisterne kunne holde op med at se os som snyltere. Personligt har jeg sgu betalt meget mere end min andel. Og det samme har langt de fleste udlændinge, uanset hvad racisterne forsøger at regne ud.
Naturligvis er alle radikale love nødt til at have en blød overgangsordning, men jo hurtigere vi kommer fri af grænsebomme og asyl-løgnehistorier og udlændingechikane, jo bedre for alle parter.
Naturligvis skal vi stadig betale kontanthjælp til folkeracisterne og venstrebønderne i al fremtid, men med åbne grænser kan vi sammenligne dem med krigs-traumatiserede flygtninge på lige vilkår.