Læsetid: 4 min.

Tidl. overvismand: Vi må ikke glemme hensynet til lærkesangen

Når politikerne for alvor tager diskussionen om Produktivitetskommissionens forslag til at gøre Danmark mere effektivt, er der fare for, at de stirrer sig blinde på de målelige gevinster og glemmer hensynet til for eksempel miljøet. Det mener tidligere overvismand
’Der er noget, der tyder på, at jo rigere vi bliver, jo mere råd har vi til nogle af de ting, der ikke er mad og bolig, men fritid og lærkesang og alle mulige andre ting,’ siger Niels Kærgård, der er professor og tidligere økonomisk overvismand.

Stig Nørhald

15. februar 2014

Når Produktivitetskommissionen på mandag kommer med sin sjette og sidste delrapport om offentligt-privat samarbejde rykker den politiske armlægning om kommissionens mange forslag tæt på.

Til marts kommer Produktivitetskommissionens slutrapport, og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har allerede bebudet, at regeringen derefter vil følge op på kommissionens arbejde og fremlægge en vækstplan.

Men i både kommissionen og politikernes stræben efter øget produktivitet ligger en fare for, at de målelige produktivitetsgevinster kommer til at overskygge lige så vigtige, men ikke målelige hensyn til for eksempel miljø og arbejdsglæde, advarer Niels Kærgård, der er professor ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi og tidligere økonomisk overvismand.

»Jeg har en frygt for, at når debatten begynder at buldre løs, så tænker man for isoleret på det målelige,« siger Niels Kærgård.

»Så risikerer man at gøre mere skade end gavn.«

Produktivitetskommissionen har til opdrag at komme med forslag, der alene vægter hensynet til produktiviteten – og dermed muligheden for at øge Danmarks velstand og BNP, men der kan være andre hensyn, der ikke lader sig sætte på formel – det Niels Kærgård betegner som »lærkesangen«, som bør veje mindst lige så tungt som produktivitetshensynet.

Hensynet til de ikkemålbare ting – lærkesangen – er en klassisk problemstilling inden for Niels Kærgårds fag, jordbrugs-, miljø- og ressourceøkonomi, forklarer den tidligere økonomiske overvismand.

»Vi kan som økonomer prøve at hjælpe med at måle mere og mere og sætte nogle tal på, velvidende at det med at sætte værdi på lærkesang ikke er så let en sag.«

Går ud over bymiljøet

Når man ikke kan måle gevinsten ved at øge produktiviteten op imod de potentielle omkostninger, risikerer man i jagten på øget velstand at skabe nye problemer.

»Jeg har den bekymring, at vi laver produktivitetsfremmende initiativer, der går ud over naturen, bymiljøet og lysten til at være på arbejdsmarkedet. Hvis folk bliver stressede og får flere sygedage på grund af produktivitetsfremmende foranstaltninger, så kan det gå ud over både den målelige effektivitet og folks ikkemålelige velfærd,« siger Niels Kærgård.

Og det kan være helt ned i de hverdagsagtige nuancer, at problematikken kan findes.

Produktivitetskommissionen har for eksempel identificeret, at detailsektoren, blandt andet supermarkederne, har en lav produktivitet. Og en vej til at øge produktiviteten i detailsektoren er at åbne op for store supermarkeder, så konkurrencen skærpes.

Det forslag blev kritiseret, da kommissionen fremsatte det, for at kunne lægge handelsstrøg i mindre byer øde, fordi folk fremover i stedet vil køre til billigere kæmpesupermarkeder uden for byen.

Og en lignende bekymring har Niels Kærgård.

»Det kan være, at der er noget ikkemålt velfærd for folk ved, at de nu kommer ind og snakker med købmanden og hører dagens nyheder. Det er normalt ikke med i beregningerne. Og i hvilken forstand er det så en forøgelse af produktiviteten?« spørger Niels Kærgård.

»Kun med meget perfekte markeder og en meget lige indkomstfordeling, kan konkurrencen alene afgøre, hvad der er bedst for samfundet.«

Ikkemålelige gevinster er store

Selv om det er svært at sætte sikre tal på, hæfter Niels Kærgård sig ved, at når man har forsøgt at anslå værdien af for eksempel miljø- og naturforringelser, så ser de ud til at være meget store.

»Hvis man kigger på, hvad et hus er værd, er det meget, meget mere værd, hvis der er havudsigt, hvis der er skov i nærheden, eller hvis det ligger i et attraktivt bycentrum, end hvis det ligger i et goldt forstadskvarter,« siger han. Og hvis man bruger det som et pejlemærke, er der noget, »der tyder på, at vi værdisætter de ikkematerielle ting som f.eks. natur og bymiljø højt«.

»Der er også noget, der tyder på, at jo rigere vi bliver, og vi bliver hele tiden rigere, jo mere råd har vi til nogle af de ting, der ikke er mad og bolig, men fritid og lærkesang og alle mulige andre ting,« siger Niels Kærgård.

»Jeg siger ikke, at man ikke skal tænke grundigt over produktivitet, og det er vigtigt, at vi er så effektive som mulig. Man skal bare hele tiden holde sig for øje, at der er noget af det, der bliver produceret, der er målt, og der er noget andet, der ikke er. Og hvis man alene kigger på det målte, så kan man komme galt af sted.«

Diskussionen om produktiviteten spejler en større samfundsdebat, hvor økonomerne ofte har en fordel, mener Niels Kærgård.

Økonomernes muskelkraft

»Der er en magi i tallene. Hvis man holder en lang verbal beskrivelse til et pressemøde, og så nævner to tal, så er det tallene, der kommer på forsiden,« siger han.

Så økonomerne har noget muskelkraft, der gør, at når man skal holde produktivitetsgevinsten op mod lærkesang, så er der en tendens til, at beregningen med to streger under ...

»… den tæller hårdere. Det er der tit en tendens til. Så skal man huske, at der er en masse ting, det er vanskeligt at måle. Man må enten prøve på mere eller mindre fantasifulde måder alligevel at måle eller også hele tiden sige meget højt og tit, at man også skal huske de ikkemålte effekter.«

– Ligger der en skjult kritik i det du siger af den måde, Produktivitetskommissionen har valgt at gøre det på?

»Det ved jeg ikke rigtig. Der ligger en kritik af nogle af de indlæg i debatten, der siger, at af hensyn til produktivitet og konkurrence, skal vi lempe nogle af reguleringerne uden at tænke meget på, at der også er andre hensyn. Det er et indspil i den debat, der er omkring Produktivitetskommissionen,« siger Niels Kærgård.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kalle Nielsen
  • Anne Eriksen
  • Marianne Christensen
  • randi christiansen
  • Jørn Andersen
  • Tom Paamand
  • Mihail Larsen
  • Henrik Christensen
  • Pia Qu
  • Lene Christensen
  • Poul Simonsen
  • Henrik Danstrup
  • Alan Strandbygaard
  • Carsten Søndergaard
  • Bill Atkins
  • John Hansen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Erik Jensen
Kalle Nielsen, Anne Eriksen, Marianne Christensen, randi christiansen, Jørn Andersen, Tom Paamand, Mihail Larsen, Henrik Christensen, Pia Qu, Lene Christensen, Poul Simonsen, Henrik Danstrup, Alan Strandbygaard, Carsten Søndergaard, Bill Atkins, John Hansen, Lise Lotte Rahbek og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Allan Christensen

Problemet er jo netop at kravene om mere velfærd og velstand forudsætter øget produktion og bedre udnyttelse af arbejdskraften. Det har som forventet konsekvens at naturgrundlaget udpines. Hvad i alverden skulle vi dog med traditionel teknologiudvikling hvis ikke netop det var for at forsøge at bevare lærkesangen.

Lise Lotte Rahbek

Hvis produktivitetskommissionens anbefalinger sættes lig med det gode liv,
så hopper jeg i havnen.
Hvis der er plads.

Janus Agerbo, Anne Eriksen, Jørn Andersen, Lene Christensen, Thorbjørn Thiesen, Bjarne Nielsen, lars abildgaard, Carsten Søndergaard, Søs Jensen og Enriquo Longo anbefalede denne kommentar

Jeg mener præmissen er forkert.

Lærken kan sgu ikke gøres ansvarlig -

Men det er måske trenden;

At offeret gøres ansvarlig for sin egen udryddelse

Bjarne Nielsen

Det er et godt, men også tyndt indlæg.

Der er nogle kolossalt vigtige værdier, som ikke tæller med i opgørelser af produktivitet, men det er småt med eksempler i artiklen.

Han argumenterer for at naturen har stor værdi for os. Det må også gælde den fælles natur. Hvis produktivitetstiltag skaber merværdi i et firma, men nedbryder naturværdier, er der da overhovedet vundet noget?

Hvis produktivitet forøges på bekostning af helbred og velvære, er der kigeledes nogle omkostninger, som udelades i regnskabet.

Og hvordan vægter man værdien af de produktivitetsstigninger, som typisk kun gavner den del af befolkningen, som i forvejen er velhavende?
Tilsidesætter vi ikke hele befolkningens livskvalitet på projekter, som skaber øget materiel velstand hos dem, der allerede ikke mangler noget?

Philip B. Johnsen, Janus Agerbo, Thorbjørn Thiesen, Pia Qu og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Thorbjørn Thiesen

Ligger fejlen ikke i at vi bruger BNP som målestok for samfundets ve og vel?
Kan vi ikke få sat priser på ren luft og rent vand? Hvad gavner frivilligt arbejde samfundet?
En katastrofe, med et stort olie udslip vil koste samfundet en stor sum penge til oprensning, det forbedre BNP, da alle tjenesteydelser og vare omsætning lægges til BNP, det er det eneste regnskabs metode der kun findes indtægtsside, ingen udgifter.

Poul Borup-Andersen

Hold da op hvor der snakkes 'uden om'!
Velfærd er noget, man skal have råd til. Har man høj velfærd er det ønskværdigt. Også at den vedblivende stiger, som vi altid kræver det. Mere vil have mere!
Skrider grundlaget for velfærd, får det konsekvenser, som det gør hundeondt at se i øjnene! Så derfor bliver det et tabu ( ligesom verdens katastrofale befolkningstilvækst.
Efter at have tænkt...( på min jordbundne måde), oplyser jeg:
Jeg kender en del yngre familier. Der kører det bare, men to familier -lad mig blive ved den ene - er akademikere.
Den ene er nu rigtig alvorlig arbejdsløs, og deres hårdt spændte budget er faldet sammen. Også selvom deres traditionelle sommerferie, og vinterferie med vennerne, er aflyst.
Hver måned mangler de ca. 25.000.
Deres nye hus blev lykkeligvis solgt med kun en lille restgæld, og den nyeste bil ud af to er afhændet.
Får den arbejdsløse ikke job inden seks måneder ( udsigtsløs) skal de i lejlighed.
De kan ikke få 'nødhjælp' nogen steder. De hårde realiteter er en kendsgerning!
Jeg hørte en sur Mette Gjerskov i DR forleden, hvor hun udtrykte harme over at man ville reducere Danmarks U-landsbudget på ca. 16.000 millioner med ca. 2000-3000 millioner. Og .....
I Danmarks seneste regnskabsår var der underbudgetteret med kr. 365.000 millioner.
Det er immervæk en gældsætning på kr. 100 millioner i døgnet.
Er det ikke mærkeligt, at vi - nu da vi ikke mere har penge til det- vil låne hver en krone, som vi forærer væk?
Løsningen for Danmark må være at genskabe store beløb til statskassen fra lønmodtagerne.
Store beløb mangler fra den kilde! Statskassen runger hult.
Vi kan ..holde fast i vores ’rigmands-velfærdsniveau , såfremt vi genskaber mindst 150.000 job, som i øvrigt ville redde arbejdsvillige lønmodtageres selvværd. Kan vi det? (Genskabe så mange job?).
To spørgsmål fra mig:
Er jeg forkert på den, når jeg laver en familiesammenligning med 'total-Danmark', idet begge har sammenbrudte økonomier, der kræver voldsomme besparelser, for at rette op?
Familien er der ingen der tager sig af, og Danmarks velfærdsniveau, under nødvendig forringelse, vil ingen høre tale om.
Hvor skal pengene komme fra?
Vi har mistet ca. 180.000 industriarbejdspladser i de seneste fem år`, og i mellemtiden har robotteringen taget fart. Outsourcingen er steget, og konkurrencedygtighed kan vel kun skabes, hvis vi slipper tilknytningen til Euroen, og nedskriver kronen?

Vi må ikke glemme hensynet til lærke"sangen"

Nu er det jo saadan, at den reelle magt, et rigtigt demokrati ioevrigt, ligger hos forbrugerne, hos dig og mig og de andre ... taenk paa det naar du naeste gang, i morgen maadke, staar foran de bugnende hylder i dit supermarked: Fravaelg alle lorteprodukterne !

Om det vil oege produktiviteten ved jeg ikke, men det vil sikkert tilgodese "laerkesangen".

Ja, ja jeg kan godt hoere det: Jamen for helvede da, skal jeg da opgive at fodre min boern med det de godt kan li' ? Og skal jeg da lade vaere med at koebe de gode og billige tilbud paa snart sagt alting, selvom jeg godt ved, at jeg skal paa den om godt et aarstid ?

Ja maaske.

randi christiansen

At disse 'immaterielle' værdier ikke som en selvfølge indkorporeres i ethvert overordnet samfundsbudget viser kun, hvor fremmedgjort og depraveret forvaltningen af fællesskabets værdier, naturgrundlaget, er blevet. Stærke privatkapitalistiske magtinteresserer fastholder ressourceallokeringen i en fordelingsnøgle, som tilgodeser den 1% på bekostning af de 99%.

Nu må folket træde i karakter og formulere en hensigtserklæring ifht ressourceadministration - en forudsætning for at kunne demontere den 1%' s asociale regime og selv påtage sig ledelsesansvaret - alternativt se en fremtid som magtesløse, totalovervågede slaver i et privatkapitalistisk, selvundergravende
konkurrencehelvede i møde. God fornøjelse, mens vi åndeløse sparer på co2 kvoten og snapper efter kostbar, privatkapitaliseret ilt

Thorbjørn Thiesen, Janus Agerbo, Carsten Søndergaard, Anne Eriksen og Poul Borup-Andersen anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Der findes bomlærker, sanglærker og hedelærker, ikke kun lærker, men de skal alle have lov til at være her. Og tiden lige nu er ikke til at høre dem.

Karsten Olesen

"Hvorfor er det ikke Robert Corydons spøgelse, der er finansminister?

- undervurderet, dansk digter (1924-1984), forfatter til bl.a. flere bind Calligrapoetica (jf. den smukke udstilling på afsnitp.dk her, der stadig er åben)

så ville skattereformen have set anderledes lovende ud:"

( Lars K. Bukhdal )

"Hvornaar naar vi frem
gennem Granernes Slugt
under Stormvejrets Kupler
gennem Gadernes Øde

Hvornaar kaster vi
Forsigtighedens
graa Skagle fra os
i Græsset

Hvornaar naar vi frem
til det støvede Billede
i det tætte Krat
Billedet vi forlod for
mange Dage siden
Billedet der er grønt
under støvet"

(Hænderne, 1950)

"Corydon var den visuelle sansnings digter. Overalt i forfatterskabet, der strækker sig fra debutsamlingen Hænderne (1950) til den posthumt udgivne Til smerten (1984),
myldrer det med syner; med ting, der enten er set eller skal ses. Det er ting fra dagligdagen, detaljer og detaljers detaljer."

http://www.afsnitp.dk/galleri/corydon/katalog/katalog1.html

"Naturen, fortrinsvis de nordsjællandske landskaber har i disse lyriksamlinger været den store inspirationskilde. Han søger ind i den, smelter sammen med den, undertiden i en længsel tilbage til barndommens land. Som modpol til naturen sættes den moderne civilisation."

http://www.denstoredanske.dk/Dansk_Biografisk_Leksikon/Kunst_og_kultur/L...

randi christiansen

Spørgsmålet er, hvormegen magt corydon og co i realiteten har d.d. ? Måske handler det lige så meget om, hvad en politiker i dag vil deltage i med sin samvittighed i behold. Der synes at være tale om stærke bagvedliggende finansaktører, som det er lykkedes at tilegne sig stadig flere og større magtbeføjelser. Folket er blevet narret til at afgive kontrollen med egne resortområder, nationalstaten.

En hr. Støvring redegjorde i går aftes hos adam holm, 2 sektion, så klart for konsekvenserne af eu's centralistiske projekt - ikke som fredsskabende, hvad ellers påstås, men som i stedet - pga undergravningen af de enkelte nationalstaters suverænitet - tværtimod skaber konflikter - som det ses.

Folket har brug for den tryghed, som er forbundet med at relatere til et overskueligt og passende homogent område, og - som han sagde - disse områder har i efterkrigstiden udviklet sig som fredelige og fremgangsrige nationalstater i funktionel overensstemmelse med omgivelserne. En langt bedre konstruktion ifht mellemstatsligt samarbejde end det fortænkte, udelukkende teoretisk funderede, planøkonomiske eu diktatur.

Eu projektet er ikke lykkedes med en eneste ting, som ikke kunne være opnået bedre i et rationelt samarbejde mellem suveræne stater. Vi bliver kneblet, bagbundet og frarøvet vore værdier af hjerne-og hjerteløse navnløse - det er fanme uhyggeligt og på høje tid at gå til modværge.

Philip B. Johnsen

Produktivitetskommissionen har ikke den økonomernes muskelkraft der tales om og der er selvfølgelig ingen magi i tallene som påstået.

Produktivitetsforøgelse der løser Danmarks udfordringer, er et blændværk, hvilket frifinder regeringen for, at løse de virkelige vigtig problemer og i stedet kun forgylde de rigeste i samfundet.

Der skal tages fat på de uløste problemer, der var den udløsende faktor for finansboblen der brast 2007, før reel fremgang for Danmark kan frembringes.

Det er en form for virkelighedesflugt, der præger det meste af folketinget og Produktivitetskommissionen for, hvor det er tydeligt vis er gået op for store dele af befolkningen, at EU og Danmark må indstille sig på en ny samfundsøkonomisk virkelighed, så er det for politikerne stadigvæk målet, at komme i fuldstændigt urealistiske vækstrater.

EU og Vesten, de gamle økonomier er i dag, helt overflødige væksten er flytte, til BRIK landene, hvor man selvstændigt kan trække store befolkningsgrupper ud af fattigdom, til lavtlønsjob uden nogen faglige rettigheder eller velfærdsgoder, men regeringen og folketinget, har ikke til dato reageret på denne ufravigelige kendsgerning.

Dertil kommer, at de nye fremstormende økonomier overtager flere og flere, af både højtuddannedes og ufaglærtes danskeres job, på grund af globalisering, hvor det for eksempel ikke længere er nødvendigt, at være i samme land for, at udføre en lang række arbejdeopgaver, produktionen flytter til vækstlandene, med billig arbejdskraft og med ringere lovgivningskrav.

Investeringer foretages, hvor der er afsætningsmulighedder for, at sikre kort leveringstid og hurtig omstillingsmulighed af produktionen, det vil sige der, hvor væksten er, der vil kapitalen flytter med.

Gældsætningsproblematikker skabt for ti år siden, er ikke adresseret, folketinget har ikke løst, en lang række af udløsende faktorer, som manglende lovgivning til opsplitning af kritiske systemiske banker mf.

For finanssektorens vedkommende mangler indgriben og regulering, ikke mindst af den manglende professionalisme og bonus fest struktur, hvor regningen sendes til de gældsatte, der i stigende tal vil blive, teknisk insolvente.

folketinget vil ikke adresserer de vigtige strukturelle problemer, som alle er udløsende faktorer bag finans kollapset i 2007 og står står uløste hen, som tiggende bomber under samfundsøkonomien, Produktivitetskommissionen har ikke løsningerne.

Er der nogen der gider vække folketinget tak.

Jasper Jacobsen

Er ikke videre imponeret over udtalelserne fra denne tidligere økonomi-biskop (undskyld: overvismand...). Strækker sig mest til et par åbenlyse eksempler på hvad der er kommoditeter og hvad der ikke er, men systemkritikken udebliver og vi står tilbage med en meget tynd artikel. Når vi nu lever efter økonomiske rammer der først prissætter primær skov når det bliver til tømmer og går mere op i at sælge patenteret medicin til syge mennesker end at holde dem raske, hvordan kan det så undre nogen at verden ser ud som den gør?