Læsetid: 2 min.

EL erkender: Intet ’konkret bevis’ for, at børnecheck bruges til lønpres

Enhedslisten siger nu, at de alligevel ikke har dokumentation for, at den danske børnecheck bliver brugt til social dumping af firmaer, der lokker østeuropæere med den danske velfærdsydelse
22. marts 2014

Enhedslisten erkender nu, at det er sparsomt med konkrete beviser for, at den danske børnecheck bliver brugt af arbejdsgivere til at presse østeuropæeres løn.

»Jeg har ikke et konkret eksempel, hvor man kan bevise, at den (børnechecken, red.) er blevet brugt til det,« siger Finn Sørensen, der er partiets ordfører for indsats mod social dumping.

I gårsdagens avis var ordføreren over for Information anderledes sikker i sin sag:

»Vi har dokumentation for, at det faktum, at børnechecken udbetales, selv om børnene ikke opholder sig i Danmark, bliver udnyttet af kyniske virksomheder, der importerer arbejdskraft hertil fra lavtlønslande, især østeuropæiske lande. De bruger det som argument og lokkemad i forhold til, at så kan de gå for en væsentligt lavere løn end danske medarbejdere. Det er et spørgsmål om social dumping,« sagde ordføreren.

Men nu siger Finn Sørensen, at »hvis man med dokumentation forstår, at der skal være et helt konkret bevis, så er det for stærkt et ord.«

Lytter til fagforeningen

– Er det ikke farligt at basere sin politik på noget, som man ikke har dokumentation for?

»Nej, for der må man lytte til de fagforeninger, som står med problemerne.«

Ordføreren henviste i går til fagforeningen 3F, som skulle være i besiddelse af dokumentation for, at børnechecken bliver udnyttet til social dumping. Hos 3F henviste man til en sag, som er blevet beskrevet af Ugebrevet A4, der er delvist ejet af den danske fagbevægelse.

I artiklen med overskriften ’Børnecheck kan give løntryk’ fra begyndelsen af marts er en konkret sag beskrevet, hvor firmaet KH Construction er involveret. Men det fremgår ikke af artiklen, at firmaet har lokket østeuropæere med den danske børnecheck.

Det er alene beskrevet, at én polsk ansat lægger stor vægt på at få sin børnecheck, og at entreprenøren rådgiver den ansatte om, hvad han skal gøre i forhold til kommunen.

En vurdering

Finn Sørensen har også henvist til BAT-kartellet, der er samarbejdsorganisation for syv LO-forbund, heriblandt 3F.

Men hos BAT-kartellet henviser man til samme sag, hvor firmaet KH Construction er involveret, men hvor det altså ikke er bevist, at børnechecken er blevet brugt til at presse lønnen.

BAT-kartellet peger desuden på firmaet BlueCollar, som Finn Sørensen også henviste til i går. Ekstra Bladet har tidligere vist en annonce fra BlueCollar, hvor firmaet har annonceret med, at det yder hjælp til at få børnecheck i Danmark.

– Er det kun den her sag, I baserer jeres politik på?

»Nej, vi baserer vores politik på, at det er en vurdering, som en række fagforeninger kommer med i forhold til, hvordan virksomheder bruger de her velfærdsydelser,« siger Finn Sørensen.

Han påpeger desuden, at det er svært at bevise, at børnechecken bruges til lønpres, fordi det kræver, at den udenlandske arbejder står frem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mandatar Torben Wilken
  • Lars Dahl
  • Jørn Vilvig
Mandatar Torben Wilken, Lars Dahl og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det gælder for Enhedslisten som for andre populister: Han man ingen facts, så har man det ulmende danske fremmedhad, som vigtig drivkraft for sin politik. Væk med al socialistisk internationale og væk med al solidaritet og væk med al medmenneskelighed: FREM MED DANSKHEDEN Så får man masser af plads i medierne med magnaprint på forsiderne.

Mandatar Torben Wilken

Finn Sørensen (MF)(EL) har i denne sag været en rendyrket bevidst "Folkeforfører". At skabe en helt udokumenteret og urimelig hetz mod især arbejdere fra Polen er et groft misbrug af sin plads i Folketinget. At vække "Svinehunden" i den danske befolkning er en meget alvorlig sag som bestemt ikke fremmer respekten for Enhedslisten ellers sobre linie. Hvorfor er han ikke blevet stoppet i tide?