Forskere: Universitetsloven giver plads til enevældige ledere

Gennem flere år har en række forskere på RUC oplevet skiftende personangreb fra deres institutleder, som de mener har forsøgt at presse forskere ud, der ikke passede ind i hans plan. Sagen er et udtryk for, at styreformen på universiteterne giver for stor magt til enkeltpersoner, mener en tidligere studieleder
Mogens Buch-Hansen følte sig presset ud af sin stilling på RUC, da institutlederen gav ham produktionskrav, Buch-Hansen mener, var strengere end de andres. Flere forskere samtykker, men universitetsloven gør det svært at komme af med en dårlig leder.

Mogens Buch-Hansen følte sig presset ud af sin stilling på RUC, da institutlederen gav ham produktionskrav, Buch-Hansen mener, var strengere end de andres. Flere forskere samtykker, men universitetsloven gør det svært at komme af med en dårlig leder.

Jakob Dall
1. april 2014

Lektor Mogens Buch-Hansen fik et halvt år til at skrive og få udgivet tre forskningsartikler, hvis ikke han ville fyres. Efter instituttets egne regler har forskere normalt tre år til at publicere tre artikler, men Mogens Buch-Hansen var kommet bagud, og nu ville hans leder på Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet se resultater.

Da det rent faktisk lykkedes at få udgivet de tre artikler, fik Mogens Buch-Hansen et nyt krav om at producere en fjerde artikel – stik imod instituttets regler. Den lykkedes det også at skrive, ligesom han fik en femte artikel foreløbig godkendt til udgivelse.

»Derfor troede jeg, at den hellige grav var velforvaret. Men på et møde siger institutlederen, at da tre af artiklerne er baseret på det samme feltarbejde i Vietnam, regner han dem kun for at tælle for én. Så jeg var stadig bagud,« siger Mogens Buch-Hansen.

Derefter kastede han håndklædet i ringen. Institutlederens pres på hans forskningsproduktion var blot det seneste punkt i en konflikt, der havde strakt sig over flere år.

»Jeg magtede ikke mere. Jeg blev tvunget til at indgå en frivillig fratrædelse‚« siger Mogens Buch-Hansen i dag.

Både Dansk Magisterforening og instituttets tillidsrepræsentant mener, at sagen er udtryk for selektiv forfølgelse af en forsker. Det samme vurderer forskningsdebattør Claus Emmeche, lektor på Københavns Universitet. Ud fra Informations fremstilling af sagen mener han, at kravene lyder absurde.

»Det lyder som om, institutlederen løbende omdefinerer spillereglerne for, hvornår man lever op til de formelle krav om forskningsartikler,« siger Claus Emmeche.

Han kender ikke indholdet i den konkrete forskning, men det er normal praksis, at man kan uddybe det samme datamateriale eller det samme feltarbejde i flere forskellige forskningsartikler, siger han.

Dukker hovedet

Information har været i kontakt med en række forskere på Institut for Samfund og Globalisering, der alle fortæller den samme historie om instituttets temperamentsfulde leder, der bruger trusler, verbale overfald og selektive krav til forskningsproduktionen for at presse de ansatte, som han gerne vil af med, ud. Men det handler ikke kun om deres institut, insisterer de. Det handler om de hierarkiske styreformer på universiteterne, der gør det muligt for sådan en mand at fortsætte sin ledelsesstil i årevis, uden at nogen griber ind.

»Den universitetslov gør det enormt svært at komme af med en dårlig leder, hvis ikke nogen ovenfra holder dem i ørerne,« siger lektor Birger Linde, der er en af få forskere fra Institut for Samfund og Globalisering, der har indvilget i at stå frem med navn.

Flere utilfredse forskere på instituttet ønsker ikke at blive citeret, heller ikke anonymt. En siger dog: »På RUC er hver institutleder enevældig konge over sit institut. Der er kun rådgivende kollegiale organer, ingen reel medbestemmelse. Når man har en kolerisk institutleder, kan han se sig sur på enkeltpersoner – som oftest uden nogen grund, som er synlig for andre – og derpå på ganske monoman vis forfølge den pågældende. Kollegerne dukker hovedet og passer deres eget for ikke at risikere selv at komme i søgelyset.«

Det er også motivationen for, at Mogens Buch-Hansen alligevel står frem med sin historie, selv om han egentlig havde givet op og taget imod en frivillig fratrædelsesordning.

»Oprindeligt følte jeg mig uretfærdigt behandlet og vred over at blive skubbet ud. Nu, hvor konflikten er kommet på afstand, er vreden dæmpet, men erstattet af en mere generel bekymring for universitetet som vidensinstitution, hvor det her bare er et eksempel,« siger Mogens Buch-Hansen.

Dansk Magisterforening vil ikke udtale sig om de konkrete sager på RUC, hvor der er indgået aftaler mellem medarbejderne og instituttet. Generelt deler formand Ingrid Stage dog bekymringen for den enstrengede lederstruktur og den manglende medbestemmelse, som hun også hører fra medlemmer på andre universiteter.

»Det burde ikke være sådan, at man som leder kan lade hånt om uro blandt medarbejderne, fordi man kun skal finde sin legitimitet opefter. Det er et problem,« siger Ingrid Stage.

Universitetets nye normer

66-årige Morgens Buch-Hansen var med til at grundlægge Internationale Udviklingsstudier på RUC i begyndelsen af 1980’erne og har i en årrække været studieleder på samme. Af kolleger beskrives han som en dygtig og central ressource for faget og for debatten om dansk udviklingsbistand. I 2007 kom han tilbage til RUC fra en udstationering for Danida i Tanzania og blev koordinator for udbygningen af en ny international uddannelseslinje. Samtidig blev han skilt fra sin kone. De personlige problemer og et voldsomt undervisningspres i arbejdet med den nye uddannelse betød, at han kom bagud med sit videnskabelige arbejde og ikke fik skrevet de forskningsartikler, han skulle.

Den nye institutleder, Gorm Rye Olsen, der var kommet til, mens Mogens Buch-Hansen var væk, gjorde ham ved en MUS-samtale opmærksom på, at han var bagud. Da Mogens Buch-Hansen stadig ikke havde fået rettet op på produktionen i foråret 2012, kom så den tjenstlige advarsel med kravet om at aflevere tre forskningsartikler for de tre forudgående år.

Mogens Buch-Hansen havde forsket og gennem tre år rejst på feltarbejde i Vietnam. Det havde bare knebet med at få gjort arbejdet helt færdigt. Med sine egne ord havde han været for langsom til at erkende de nye normer, der var indtrådt på universiteterne, mens han havde været væk.

»Jeg har altid fået publiceret forskningsartikler, men netop fordi jeg har arbejdet så meget praktisk ude i felten og skrevet meget til den offentlige debat i Danmark, har jeg har aldrig haft den tanke, at man hele tiden skal producere peer-reviewed artikler. Men det er det eneste, der tæller nu,« siger Mogens Buch-Hansen.

Da advarslen kom, skyndte han sig at få sit arbejde færdiggjort, og det lykkedes rent faktisk at skrive og få accepteret de krævede tre forskningsartikler. Men så kom kravet fra Gorm Rye Olsen om, at der skulle ligge en fjerde artikel for det nye forskningsår, og senere meldingen om, at feltarbejdet i Vietnam kun ville tælle for én artikel.

Uens spilleregler

Både instituttets tillidsrepræsentant og en repræsentant fra Dansk Magisterforening har været involveret i sagen, men ønsker ikke at udtale sig om forløbet, da der senere er indgået en frivillig fratrædelsesordning.

Af den skriftlige korrespondance i sagen fremgår det dog, at Dansk Magisterforening mener, at kravene til Mogens Buch-Hansen er urimelige og udtryk for selektiv håndtering af retningslinjerne til forskeres publikationsrate på RUC.

»Såfremt sådanne retningslinjer skal danne baggrund for en sanktion, må denne være fulgt fast og efter sædvanlig praksis. Dette er ikke sket i det foreliggende tilfælde,« skriver Dansk Magisterforenings repræsentant i en mail til HR-chefen på RUC.

Det samme skriver tillidsrepræsentant Kenneth Reinicke i en mail til rektor og HR-chefen: »Det er vigtigt, at RUC i denne sag holder fokus på sagen og ikke går specifikt efter manden, altså Mogens. Det, der har været sagens kerne, var at Mogens havde været bagud med sin produktion, hvilket han nu har indhentet med produktionen af de tre peer review artikler, og jeg synes, at han nu har gjort rent bord. Det er vigtigt, at der er ens spilleregler for alle forskere, og mig bekendt bliver vi andre forskere jo ikke ved hvert årsskifte bedt om at demonstrere, at vi på rigid vis har levet op til diverse produktionsnormer.«

Sideløbende med sagen om forskningskrav blev Mogens Buch-Hansen også beskyldt for at have overtrådt reglerne for en forskningsansøgning til et forskningsråd. En anklage som HR-afdelingen senere trak tilbage uden grund.

Desuden kom han under pres for at være bagud i undervisningstimer, da institutlederen ifølge Mogens Buch-Hansen ikke ville medregne 324 timer, som han havde lagt i et kursus-samarbejde med Københavns Universitet.

På det tidspunkt var Mogens Buch-Hansen begyndt at undgå institutlederen. Al kommunikation blev ført gennem tillidsmanden.

»Det lyder overdrevet, men man kan godt blive bange for ham,« siger Mogens Buch-Hansen.

Det samme siger flere andre medarbejdere på instituttet. Blandt andre lektor Birger Linde, der har undgået at møde institutlederen personligt de seneste fem år.

Konflikten kulminerede i et skriftlig ultimatum fra Gorm Rye Olsen i august 2013, hvor han lagde en detaljeret tidsplan for den krævede fjerde forskningspublikation. Mogens Buch-Hansen fik to uger til at aflevere et udkast, som Gorm Rye Olsen personligt ville give feedback på. Derefter fik han to gange to uger til at aflevere reviderede udkast, igen med feedback fra institutlederen, inden den endelige forskningsartikel skulle ligge klar i alt to måneder senere.

»Derefter tager institutlederen stilling til, hvorvidt publikationen kan anses for at være nået op på et niveau, der gør det rimeligt at fremsende den til et internationalt peer reviewed tidsskrift,« skriver Gorm Rye Olsen til sidst.

Til slut gav han Mogens Buch-Hansen yderligere to uger til at aflevere en skitse eller et udkast til den næste forskningsartikel.

»Efter jeg havde fået den der klamamse, sagde jeg: nu holder jeg ikke til mere,« fortæller Mogens Buch-Hansen i dag. Derefter tog han imod et tilbud om frivillig fratrædelse med 13 måneders løn.

Bundscore i trivsel

I den seneste trivselsundersøgelse på RUC scorede Institut for Samfund og Globalisering den laveste score på universitetet både målt på forholdet mellem kolleger og på forholdet mellem leder og medarbejder. Nu er der nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med forslag til at styrke arbejdsmiljøet på instituttet. I gruppen sidder blandt andre tillidsrepræsentant Kenneth Reinicke, der af denne årsag ikke ønsker at udtale sig.

»Mens dette arbejde står på, er der først og fremmest brug for at styrke den indre dialog på instituttet,« skriver Kenneth Reinicke i en mail til Information.

Institutleder Gorm Rye Olsen kan ikke udtale sig om konkrete personalesager, oplyser han. Men han forsikrer, at samtlige videnskabelige medarbejdere bliver udsat for de samme krav til deres forskningspublikation.

– Hvor stor en del af skylden mener du selv, du har for det dårlige arbejdsmiljø på instituttet?

»Ikke nogen. Den store frustration går på samarbejdet mellem fællesadministrationen og instituttet. Det har ikke noget med tingene internt på instituttet at gøre,« svarer Gorm Rye Olsen. Han afviser nogensinde at have hørt, at nogle medarbejdere føler sig utrygge ved ham.

– Nogle af de andre sager, jeg har hørt om, startede i forbindelse med en fyringsrunde i 2007. At nogle føler sig ramt og forfulgt siden da?

»Ja, selvfølgelig føler de sig ramt. Men de er ikke blevet forfulgt. I alle fyringssager i offentlige institutioner må du gå efter princippet: hvem kan bedst undværes. Det var den vurdering, jeg anlagde. Hvis det var mig, der blev peget på, ville jeg da også føle mig uretfærdigt behandlet og eventuelt forfulgt. Men det har ikke noget på sig i juridisk henseende. En del af de pågældende er da også ansat endnu.«

I en intern lederevaluering fra sidste år gav rektor Ib Poulsen en negativ vurdering af Gorm Rye Olsen. Ib Poulsen mener dog, det er svært at gøre op, hvor stor en del af skylden institutlederen har for trivselsproblemerne.

»I princippet har han ansvaret for, at instituttet fungerer. Jeg er også overbevist om, at han har gjort alt i sin magt for at løfte den opgave,« siger Ib Poulsen, hvis kontrakt som rektor netop er udløbet.

Undervejs i de seneste års problemsager har både tillidsmand, Dansk Magisterforening og medarbejderne skrevet til rektor for at få ham til at gribe ind over for institutlederen. Men i stedet valgte han i 2011 at forlænge Gorm Rye Olsens ansættelse med tre år.

»Som institutleder har han i høj grad bidraget til udviklingen af instituttet. Der var en god saglig begrundelse for at forlænge ham dengang.«

– Kunne du selv have gjort mere for at rette op på trivselsproblemerne på et tidligere tidspunkt?

»Generelt set er problemer på universitetet også mit ansvar. Jeg kunne måske have gjort mere, men jeg har svært ved at se, hvad jeg kunne gøre,« siger Ib Poulsen.

Mogens Buch-Hansen har fået lov at fortsætte sit forskningsprojekt i Vietnam. Han får løn indtil sommer, men han kommer ikke mere på Institut for Samfund og Globalisering.

»Det er ikke nogen rar eller værdig måde at slutte på. Jeg var med til at starte Internationale Udviklingsstudier. Så kommer der en enerådig leder og ødelægger det, man har været med til at bygge op, og smider én ud. Det glemmer man ikke. Det giver nogle ridser. Hele mit liv har været i universitetsverdenen, afbrudt af et par perioder i den praktiske verden. Så gør det da ondt at se, at man i den grad er ved at ødelægge universitetet,« siger Mogens Buch-Hansen.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Selch

Problemet er overalt - ikke kun universiteter. Derfor er det så nemt at fornemme når den "bevægelse" observeres. Det skyldes den politiske ovenstyret kontrol - en agenda som jeg ikke tror politikerne i den nuværende regering selv er helt klar over.
Det sker i folkeskolerne nu - med den nye skolereform der kommer.
Kort sagt omdannes mennesker - ikke til kreativitet og livsglæde - men til kontrollerede væsener - forbrugere og arbejdere.
Munden er godt og grundigt lukket - og Formanden for danske universiteter har lagt sig fladt ned. Jobnet systemet har lagt sig fladt ned. Folkeskolen er banket på plads.

Hvornår rejser den danske befolkning sig op - også overfor urimeligheder - der ikke lige rammer dem selv.

Danmark vil aldrig kunne hævde sig overfor en million udlærte kinesiske ingeniører, der vælter ud hvert år - Vi skal noget andet.. og det er tilbage af.

Brugerbillede for Karen von Sydow

Hm, jeg er delt.

Et eller anden sted synes jeg det er i orden, at man forlanger noget forskning fra universitets medarbejdere, der så at sige kommer ud over rampen - bliver videreformidlet og delagtigører andre interesserede. Eller bliver det en lukket lille incestuøs klub.

Sagen, som den er formidlet her, lugter dog a chikane.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Kjærgård

Så vidt rygterne forlyder, så er det vist heller ikke først gang! Har hørt en historie om en mand på det pågældende sted, som på mystisk vis mistede sit kontor! Sådan rigtig a la japansk lederstil! Hmm, det er jo vigtigere synes jeg, at der bliver lavet noget forskning, der fører nogen steder, fremfor at forskeren bruger alt deres energi på nytteløse produktioner, som kun en fåtal læser. Er det ikke vigtigere at marken bliver pløjet fremfor at man hele tider blot skriver rapporter om, hvordan man har tænkt sig at gøre det?

Brugerbillede for John Christensen

Mogens Buch-Hansen fortjener stor anerkendelse for at stå frem.

Mange især yngre kræfter er for skræmte til at turde stå frem og kræve ordentlige arbejdsvilkår.

Det er vel også en af grundene til at der i Danmark - hver dag - i gennemsnit sygemeldes 35.000 ansatte medarbejdere på grund af stress.

Sig fra - du får ikke tak for at lade være!

Husk at et stærkt fagligt fællesskab er dit bedste værn imod overgreb.
Forandringen du ønsker, starter med dig selv - gør noget ved det.

Hvis alle vælger at flygte, vil vilkårene jo aldrig blive bedre. Derfor - BLIV OG KÆMP

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Marianne Christensen

Danstrup.

Det er meget dårlig ledelse at bruge så mange år på at forsøge at mobbe en medarbejder ud.

Fyringshåndbogen side 1 siger, at en nødvendig fyring skal ske så hurtigt såm muligt. Både af hensyn til medarbejderen og af hensyn til arbejdspladsen

Det lugter langt væk af, at der ikke har været grundlag for en egentlig fyring

Hvorefter lederen er begyndt at lave fejlsøgning på medarbejderen.

Så enten burde lederen have taget sig sammen til at fyre manden for længst.

Eller også skulle han have stoppet med sine forsøg på at banke medarbejderen i facon, for nu at citere fra en samtale mellem en flok ledere jeg tilfældigt overhørte, hvor de gav hinanden gode råd om, hvordan man slipper af med medarbejdere man ikke bryder sig om.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mads Kjærgård

Vel ingen der siger, at man ikke skal lave noget. Men alt bureaukratiet har taget overhånd, har selv arbejdet på EU projekter og du skal skrive ned, når du går på lokum eller hvis du afbryder for at hjælpe en kollega. Jeg tænker bare, var det ikke bedre at få lavet l.... fremfor at sidde og bruge tid på at dokumentere at du laver det? Nogen der ved, hvor lang tid, det tager at lave en kvartalsrapport om progressionen i et projekt! Det tager fandme lang tid! Tid man kunne have brugt på at færdiggøre projektet. Men fred med det, regler er regler, og det er der nogen der godt kan lide! Men i det pågældende tilfælde lyder det nu meget som om, at man gerne ville af med medarbejderen, så da han opfyldte nogle krav, som man tænkte han ikke kunne nå, så gjorde man det bare endnu mere besværligt. Og hvis manden arbejder med Vietnam, så er det vel naturligt at han laver peer review artikler om det! Hvad ellers? Om svenskekrigene?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henrik Danstrup

@Marianne
Med al respekt, har du nagelfaste beviser på, at det her primært er et spørgsmål om at mobbe nogle ud, eller løb følelserne og de politiske præferencer lidt af med dig (igen) ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Marianne Christensen

danstrup.

Det nagelfaste findes kun, hvis der er en mail eller et notat, hvor der står, hvad chefen har gjort og hvad hans motiver er. Det gør der ganske givet ikke.

Hvad skulle medarbejderens motiver være til at få en aftrædelsesordning, hænge en dygtig og afholdt chef ud, og gå til pressen.

Hvad angår indlevelsesevne synes jeg ikke det er en skam. Jeg synes det er en personlighedsbrist at mangle empati:-)

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Marianne Christensen

Ammestuehistorier?

Det her er et debatforum.
Det kræver vel ikke andet end at befolkningen udveksler meninger.

Jeg kan ikke bevise, at medarbejderen er uretfærdigt behandlet.
Og du kan jo heller ikke bevise at den pågældende chef er et lysende geni., der har mere værdi for virksomheden end de medarbejdere, der ikke trives under hans ledelse.

I et hvert sagsforløb bør man tænke på: hvem har tabt og hvem har vundet.

Lige som i en god krimi.

Og vinderen er vel i denne sag chefen, der ikke kan inkludere medarbejdere, der tænker anderledes end ham selv.

Send ham på kursus et halvt år i folkeskolen som lærer og se om han kan rumme andre end sig selv:-)

anbefalede denne kommentar