Nyhed
Læsetid: 3 min.

Fri konkurrence om lodsning møder kritik

Lodsning i Danmark skal udsættes for fri konkurrence, men ifølge Natur-fredningsforeningen kan det bringe miljøet i fare. Området er seneste frontlinje i kampen for liberalisering af statslige monopoler, siger ekspert
Indland
17. marts 2014

Hensigten er at effektivisere markedet, sikre billigere priser og dermed højne sikkerheden til søs. Men regeringens nyligt lancerede lovforslag om at skabe fri konkurrence på lodsområdet risikerer at give bagslag og få alvorlige konsekvenser for miljøet, lyder kritikken, mens forsker påpeger, at området blot er den seneste frontlinje i skiftende regeringers kamp for at bryde statslige monopoler og skabe fri konkurrence.

»Jeg har ikke hørt nogen klage over det nuværende system. Det eneste begrundelse, vi hører, er, at ting skal konkurrenceudsættes. Det er en dårlig begrundelse, når vi har at gøre med noget så vitalt som sejladssikkerhed og betydningen for natur og miljø,« siger biolog Henning Mørk Jørgensen fra Danmarks Naturfredningsforening. Han henviser til, at lodserne sikrer de sårbare danske farvande mod forurening fra skibe, der blandt andet fragter olie og kemikalier. Således bliver der eksempelvis sejlet omkring 700.000 ton olie gennem de danske farvande hver eneste dag.

LÆS: Lodser frygter for miljøkatastrofer

Lovforslaget, som indebærer en fuld liberalisering i 2020, er fremsat af Erhvervs- og Vækstministeriet. Forslaget kommer som følge af regeringsudspillet ’Styrket Konkurrence til gavn for Danmark’ fra 2012, hvor lodsområdet udpeges som et erhverv, der bør udsættes for konkurrence. Det er det statsligt ejede selskab DanPilots monopol på såkaldte gennemsejlingslodsninger, som den nye lov skal gøre op med, hvilket ifølge ministeriet forventes at føre til, at priserne falder, og at det derfor bliver mere attraktivt at tage lods med om bord.

’New Public Management’

Ifølge Ole Helby Petersen, der er lektor ved Institut for Samfund og Globalisering på Roskilde Universitet, ligger ønsket om konkurrenceudsætning i forlængelse af en udvikling, man også har set på velfærdsområdet.

»Det bygger på et velkendt argument, der kommer fra neoliberal økonomisk teori, om at konkurrence på et marked vil være mere effektivt end monopoler,« siger han. Argumentet er som sådan godt nok, vurderer han, men påpeger samtidig, at resultaterne af konkurrenceudsættelse i praksis vil afhænge af mange forhold. Ifølge lektoren hænger ambitionen om at liberalisere lodsningen sammen med New Public Management-tankegangen, som har udviklet sig over flere årtier og er inspireret af privatisering i USA og Storbritannien. Tankegangen er blevet dominerende i reformer inden for den offentlige sektor, men forskerne er dog for længst rykket videre.

»Det er 10 år siden, at man erklærede New Public Management for dødt rent konceptuelt og teoretisk og begyndte at snakke om nye offentlige styringsformer, men faktum er nok, at det i den offentlige sektor i høj grad stadig er sprællevende,« siger Ole Helby Petersen.

Bør foregå under kongekronen

Ole Helby Petersen har ikke konkret viden om forholdene på lodsmarkedet. Han siger dog, at det generelt gælder, at hvis både indgangsbarrierer og den påkrævede specialistviden er stor, kan det være en fordel at samle kompetencerne nogle få steder i stedet for at have fri konkurrence og til gengæld holde priserne nede via offentlig regulering. Henrik Sornn-Friese, professor ved CBS Maritime, hæfter sig ved, at der på lodsmarkedet er en forholdsvis lille omsætning på små 400 millioner kr., og at der er høje indgangsbarrierer i form af materiel samt omfattende krav til erfaring og uddannelse.

»Markedet er jo ikke særlig stort, og samtidig er det ikke nemt at få de dygtige lodser, så spørgsmålet er, om markedet er så attraktivt at byde ind på,« siger Henrik Sornn-Friese.

Danmarks Rederiforening, der repræsenterer nogle af de kunder, som den nye lov skal tilgodese, byder udfordringen af DanPilots monopol velkommen. Foreningen mener, at en øget liberalisering kan modvirke en prisudvikling, der ellers vil få nogle skibe til at stoppe med at tage lods.

Vicedirektør Jan Fritz Hansen er dog skeptisk over for et helt frit marked i 2020, der åbner for udenlandske udbydere: »Det er vigtigt, at vi holder lodsningerne under kongekronen og sørger for, at sikkerheden kommer først,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Nogle ting skal ikke markeds-udsættes udelukkende for at få varen til den halve pris.
Hvis prisen halveres, er det ikke længere den samme vare, man får.

Lodsning er et af de områder.