Læsetid: 4 min.

Jurister: UVVU er gået for vidt

To internationale tidsskrifter nægter at trække to af den uredelighedsdømte Bente Klarlunds artikler tilbage. Det er en ydmygelse af uredelighedsudvalget, UVVU, og et tegn på, at UVVU i Klarlund-sagen er gået for vidt, mener juridiske eksperter
’Set fra et samfundssynspunkt er det fuldstændig urimeligt, at man skal ulejlige sig med det vrøvl, som UVVU bruger juraen til,’ siger Peter Pagh, juraprofessor på Københavns Universitet, om Udvalgene for Videnskabelig Uredeligheds arbejde. På billedet ses forskere på det biovidenskabelige fakultet.
3. marts 2014

Hverken en tilbagetrækning eller en korrektion blev det til i de to internationale tidsskrifter, som Udvalgene for Videnskabelig Uredelighed (UVVU) henvendte sig til i december, efter de havde stemplet professor og sundhedsforsker Bente Klarlund uredelig.

Derfor genoptager UVVU nu Bente Klarlunds sag, som har ført til, at yderligere 44 forskere er indklaget til UVVU for at have begået samme fejl som Klarlund. Juridiske eksperter mener, at UVVU i Klarlund-sagen er gået for vidt.

Juraprofessor på Aarhus Universitet Ellen Margrethe Basse, der er medforfatter til en bog om UVVU, er ikke enig i den afgørelse, UVVU har truffet.

»Man bør være meget forsigtig med at fastslå, at en forsker har handlet uredeligt, da en sådan etikette har vidtgående konsekvenser for den pågældende,« siger Ellen Margrethe Basse.

Uddannelsesministeriet fastslog i forbindelse med Lomborg-sagen, at UVVU ikke har kompetence til at vurdere, hvad der er god videnskabelig skik.

Den afgørelse, som UVVU traf, blev derfor kritiseret af ministeriet, og reglerne blev præciseret, så den enkelte forskers retssikkerhed kom i højsædet.

»Men det bærer den afgørelse, der er truffet i Klarlund-sagen, ikke præg af,« siger Ellen Margrethe Basse.

Sagsanlæg mod UVVU

Jens Ravnkilde, der er pensioneret advokat og står bag klagen over de 44 forskere til UVVU, mener, at de to internationale tidskrifters afvisning er en ydmygelse uden fortilfælde.

»Det er våd karklud i hovedet på UVVU, at udenlandske eksperter uafhængigt af hinanden har undersøgt, hvorvidt der er tale om uredelighed og kommet frem til, at UVVU har begået en gigantisk fejl,« siger Jens Ravnkilde.

Også Bente Klarlund ser de to tidsskrifters afvisning af UVVU som et klart eksempel på, at der er begået alvorlige fejl i sagen mod hende, men det giver også dansk forskning et problem.

»Det ser meget mærkeligt ud i internationale forskningsmiljøer, når en offentlig instans som UVVU begår fejl af en sådan karakter. Men det handler ikke kun om de to tidsskrifter og nogle enkelte artikler. Det er hele sagen, der skaber undren, for hvordan kan man blive dømt uredelig på et så spinkelt grundlag og uden at have snydt selv? Det spørgsmål er jeg blevet mødt af hos mange internationale forskere, der slet ikke kan forstå, hvad der foregår i Danmark.«

Derfor har Bente Klarlund og hendes advokat, der efter afgørelsen har lagt sag an mod UVVU og Uddannelsesministeriet, nu udvidet sagen til at omfatte, hvorvidt afgørelsen var forkert.

Justitsmord

Tidligere advokat Jens Ravnkilde skriver i en artikel, der bliver offentliggjort i denne uge i Ugeskrift for Retsvæsen, at Klarlund-sagen er »et videnskabsetisk justitsmord«.

Først og fremmest har UVVU efter Ravnkildes vurdering bedømt størstedelen af Klarlunds artikler efter et forkert regelsæt.

»Det er en fejl, der er chokerende for en jurist. Man kan ikke anvende regler, der først trådte i kraft flere år efter. Det er utænkeligt,« siger Jens Ravnkilde.

En anden alvorlig fejl fra UVVU’s side er deres tese om, at den ledende forfatter har et særligt ansvar for at kontrollere indholdet. Ravnskilde er med sit indgående kendskab til uredelighedsafgørelser i hele verden aldrig stødt på en sag, hvor hovedforfatteren er blevet dømt uredelig for noget, en medforfatter har gjort.

Den tredje alvorlige anke mod UVVU er, at udvalgene ikke selv kan bestemme, hvad der er uredeligt. Alligevel har de dømt Klarlund efter regler, som de efter Ravnkildes mening har opfundet til lejligheden.

Derfor har Ravnkilde indklaget 44 forskere for det samme brud på videnskabelig skik, som Klarlund efter UVVU’s vurdering har begået. Blandt de 44 er blandt andet et af medlemmerne af det udvalg, der har bedømt Klarlund samt en af de forskere, der har klaget over hende.

»Der må være lighed for loven, så hvis det, Klarlund har gjort, er uredeligt, så må UVVU også vurdere, om andre forskere også er urede- lige,« siger Jens Ravnkilde. Peter Pagh, der er juraprofessor på Københavns Universitet og tidligere har kritiseret UVVU’s afgørelse i Lomborg- sagen, kan nikke genkendende til, at UVVU’s afgørelser er fyldt med fejl.

»Det er makværk. Set fra et samfundssynspunkt er det fuldstændig urimeligt, at man skal ulejlige sig med det vrøvl, som UVVU bruger juraen til,« siger Peter Pagh, der mener, at det er selve UVVU som konstruktion, der er forkert.

»UVVU er sjældent uegnet som retslig instans. Man bruger retsinstanser til at finde fredelige og fornuftige løsninger på tvister, men UVVU gør det modsatte. Det er et organ, der skaber tvister i stedet for at lade folk føre den videnskabelige diskussion, som skal føres. Hvis der foregår svindel, så har vi de almindelige regler i lovgivningen, derfor er UVVU som konstruktion noget af det mest tåbelige,« siger Peter Pagh.

Manglende oplysninger

Formanden for UVVU, Henrik Gunst Andersen, der er dommer ved Østre Landsret, mener ikke, at UVVU har bedømt Klarlund-sagen efter forkerte regler, som Jens Ravnkilde påpeger.

»Vi har både vurderet sagen udfra de nye så vel som de gamle regler og mener ikke, at der er de store ændringer over tid på de regelsæt, UVVU har haft,« siger Gunst Andersen.

Han forklarer, at det er de fagkyndige medlemmer af UVVU, der definerer, hvad der er god videnskabelig praksis. At UVVU selv skulle have konstrueret et særligt ansvar for den ledende forfatter, mener han ikke er rigtigt:

»Det er god sædvane, så man kan ikke finde en paragraf, hvor det står. Vi baserer det heller ikke på en identisk afgørelse, men på forskellige internationale tidsskrifters regelsæt.«

– Men når I henviser til videnskabelige tidsskrifters regelsæt, hvordan kan det så være, at tidsskrifterne har afvist at trække de artikler tilbage, som I har bedømt uredelige?

»Det har noget at gøre med, at vi måske ikke har tolket de faktiske oplysninger rigtigt eller har manglet de korrekte oplysninger,« siger Henrik Gunst Andersen.

De foreløbige undersøgelser tyder på, at der ikke har været indsendt det fulde materiale til udvalget, tilføjer formanden for UVVU.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Jensen
Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Kjeldgaard

Juristerne forsøger at gøre videnskab til jura. Det er det ikke Videnskab kan ikke sammenlignes med straffeloven, ifølge hvilken man er uskyldig til det modsatte er bevist. I videnskab er det forskeren, der bærer den positive bevisbyrde.

At den forkastelige -- og uredelige -- praksis i det medicinske forskningsmiljø, hvor man tilsyneladende bevidst forsømmer at referere tilbage til tidligere arbejder som benytter de samme rådata, er udbredt, gør den ikke mere acceptabel. Det er naturligvis bekvemt at få et givet arbejde til at fremtræde, som om der nu benyttes helt nye data, som udførligt beskrives i metode-afsnittet. Det får arbejdet til at fremtræde væsentligt mere betydningsfuldt, end hvis det blev gjort tydeligt, at der her blot er tale om en ny analyse af samme, gamle data. Denne praksis gør det endvidere fristende at dele et projekt op i flere del-projekter, som hver især kan publiceres uafhængigt, og endnu en flok citationer kan hæftes på CV'et.

Forhåbentlig tager UVVU Ravnkildes handske op og dømmer de 44 i den udstrækning de har gjort sig skyldige i det, han påstår.

Toke Andersen

Der er ingen tvivl om at UVVU er gået alt, alt for langt i denne sag.
Det er totalt utilstedeligt at en institution opfører sig på denne måde og må nødvendigvis føre til afskedigelser og en revision af de gældende retningslinierne.

Dette sagt må det dog også lige nævnes at Bente Klarlund ved adskillige lejligheder har gjort sig skyldig i grov videnskabelig uredelighed.
Bare ikke lige i Penkowa-sagen, som er årsag til den nuværende polemik.

Bente Klarlund har bl.a, leveret en central del af den pseudo-videnskabelige begrundelse for den nuværende rygelov - Et stykke lovgivning så useriøs og formynderisk at den må kaldes religiøs og fascistisk i sin grundvold.
I sit personlige korstog mod rygere har Klarlund glemt samtlige skrevne som uskrevne regler for videnskabelig redelighed samt formidling.
Hun er ikke forsker-predikatet værdig og næppe nogensinde været det.

Det er søgeligt hvis hun blive fældet på en falsk anklage, men det er alligevel at foretrække frem for en fortsættelse af en så skadelig og useriøs forskerkarriere.

Morten Kjeldgaard

Både Toke og Espen fremlægger deres uforbeholdne følelser i forhold til dommen, hvilket de naturligvis har ret til, men det var måske relevant også at præsentere nogle argumenter.

I sagens interesse: der var anlagt to sager mod Klarlund. I sag nr. 2 blev hun frikendt på samtlige klagepunkter. I sag 1 derimod, fandt UVVU at der i flere tilfælde i artikler, hvor Klarlund var corresponding author var manipuleret med billedmaterialet. Det drejer sig om nogle mikroskopier af vævssnit, som er blevet brugt som dokumentation for to vidt forskellige ting. I den sidste af artiklerne er billederne manipuleret ved at ændre på farvetonerne og bytte om på billedernes rækkefølge.

Det er slet og ret svindel, men UVVU fandt det ikke bevist at forfalskningen var udført af Klarlund. Hvem der rent faktisk har photoshoppet billedmateriet er ikke blevet klarlagt. Men UVVU skal naturligvis påtale den slags fiduseri, ellers ville de forbryde sig mod det regelgrundlag, der bestemmer dets virksomhed.

Klarlund er som forsker naturligvis ansvarlig for alt hvad der publiceres med hendes navn på. Man kan ikke på den ene side pynte sit CV med forfatterskaber til artikler, og så, når det viser sig at være fup, lige pludselig ikke at have noget ansvar. Sådan spiller klaveret ikke, og sådan skal og bør det heller ikke spille.