Justitsminister Karen Hækkerup (S) sagde i går til Information og flere andre medier, at »inddragelse af hensynet til barnets tarv« hele tiden har været »en integreret del af sagsbehandlingen i forbindelse med sager om humanitært ophold«.
Den udtalelse kom på baggrund af DR-dokumentaren ’De udviste børn’, som i går afslørede, at Justitsministeriet i november 2013 i hemmelighed har ændret praksis i sager om afslag på forlængelse af humanitært ophold til børnefamilier.
Men i et svar, som Justitsministeriet i går sendte til radioprogrammet P1 Orientering, slår ministeriet fast, at det tidligere alene har inddraget hensynet til barnets tarv i sagsbehandlingen, hvis barnet eksempelvis har haft helbredsmæssige problemer.
Ifølge de oplysninger, som P1 Orientering har fået bekræftet, har ministeriet altså kun i visse sager taget barnets tilknytning til Danmark i betragtning.
Ministeriets afgørelser har derfor ikke i alle tilfælde taget hensyn til, om barnet eksempelvis gik i dansk skole, eller hvornår det kom til landet.
Det følger ellers af Danmarks folkeretslige forpligtelser, blandt andet Børnekonventionen, at myndighederne skal foretage en sådan vurdering. Ministeriet har i stedet nøjedes med at vejlede om den mulighed.
Justitsministeriet oplyser desuden, at det ikke har gennemgået sagerne for at finde eventuelle sager, hvor børn er blevet udvist uden at have fået prøvet, om deres tilknytning til Danmark kunne begrunde, at hensynet til barnets tav gav dem ret til ikke at blive udvist alligevel.
Fornyet vurdering
Ministeriets praksisændring fra november sidste år betyder, at Justitsministeriet fremover skal sende afslag på forlængelse af humanitært ophold til børnefamilier til fornyet vurdering efter barnets tarv hos Udlændingestyrelsen.
Jonas Christoffersen, der er direktør for Institut for Menneskerettigheder, undrede sig derfor i går i Information over, om barnets tarv tidligere har spillet en så fremtrædende rolle, som Karen Hækkerup nu giver udtryk for.
»Jeg vil tillade mig at tvivle på, om det kan være rigtigt, at hensynet til barnets tarv hele tiden har været en fast og integreret del af ministeriets sagsbehandling. Der ville ikke være nogen grund til at dele sagsbehandlingen op i to dele, hvis det havde været tilfældet,« sagde Jonas Christoffersen til Information.
Adjunkt Jesper Lindholm fra Aalborg Universitet sagde i går til Information, at sagen indtil videre er »mystisk«.
»Hvis man forbedrer en praksis, må den tidligere praksis have været delvist forkert, så min bekymring går på, om vurderingen af hensynet til barnets tarv slet ikke har været foretaget tidligere,« sagde Jesper Lindholm.
Udlændingestyrelsen oplyste mandag til Information, at der siden praksisændringen er givet opholdstilladelser til 18 personer ud af de 36, som Justitsministeriet siden praksisændringen har meddelt afslag.
Justitsministeriets afslag på humanitær opholdstilladelse er altså blevet underkendt i disse sager, fordi styrelsen har inddraget hensynet til barnets tarv. Disse sager er fordelt på familier, og der er indtil videre givet nul afslag.
Man må håbe, at der bliver taget mere hensyn til barnets tarv i fremtiden. Det er simpelthen en falliterklæring for Justitsministeriet!
Danmark kan ikke være en sådan praksis bekendt!
Hvem er ansvarlig for denne måde at se bort fra gældende ret? Nu er det på tide at ansvar følger handling. Embedsmændene kan ikke være i tvivl. Lad os få de interne anvisninger på bordet nu.
Har justitsministeriet undladt at bedømme sagerne efter FNs børnekonvention, og er der sket udvisninger på et forkert grundlag, som det blev sandsynliggjort i udsendelsen på DR2 den 24. marts, må det kunne sidestilles med justitsmord. Der er tale om ødelagte børneliv, og det bør få konsekvenser for de ansvarlige for de forkerte beslutninger. Lever vi i et retssamfund eller ej?
Regeringens generelle politik taget i betragtning, hvor udsatte mennesker, siden regeringen tiltrådte, har fået dårligere behandling tilsiger, at det er tilrådelig, at gå grundigt tilvækst.
Man må gennemgå udvisningsager flere år tilbage, hvor børn er udvist med deres forældre, men hvor børnene har haft tilknytning til Danmark, fra de var små.
Nå ja, hva faen. Kvæget tygger lidt drov på historien.......om ti dage er misseren glemt og ansvarlige politikkere hæver deres ministerpension...
Ud over det tragiske i alle disse børneskæbner, må man jo stille sig det spørgsmål:
- Hvad det egentlig er, at sjuskede, overfladiske og ligegyldige personer som bl.a. justitsminister Karen Hækkerup (S) egentlig syntes, deres nærværelse som ansvarlige ministre beriger de danske samfund med. For det må jo være det helt grundlæggende, og hverken deres karriere som levebrødspolitikere, eller om de kommer tidlig hjem for at lufte hunden.
I øvrigt håber jeg da, at det danske samfund er så sundt, at man får fundet frem til disse børn, hvor de end er, og får prøvet deres sager mod FN´s Børnekonventien. For det er dog det mindste, man kan gøre.
Olav B.
Lever vi i et retssamfund? Vi har efterhånden vel tilstrækkelig med beviser på at dette ikke er tilfælde.
Vi lever i et samfund hvor teoretisk set alle har lige rettigheder og hvor disse rettigheder er sikret ved lov, men i praksis er retssikkerheden noget man skal have potentiale til at slås om.
Retssikkerhed er noget man skal tage, ikke noget man får serveret. Det er desværre den triste sandhed.
Hvem er ansvarlig for denne måde at se bort fra gældende ret? Nu er det på tide at ansvar følger handling. Embedsmændene kan ikke være i tvivl. Lad os få de interne anvisninger på bordet nu.
Undskyld jeg havde ikke set den var kommet. Jeg fik fejlmeddelelse.
Selvfølgelig har Justitsministeriet IKKE indraget hensynet til barnets tarv. Denne årligt tilbagevendende stammedans om hvem der nu skal ha' aben er dybt trættende.
Det har jo siden 2002 været 'fast og fair' praksis i Justitsministeriet at rutinemæssigt udvise DANSKE BØRN med DANSK STATSBORGERSKAB hvis disse børn ønsker at vokse op med både deres danske og udenlandske forælder, selvom det er højst diskutabelt, om det er i disse DANSKE børns bedste interessere aldrig at gå i en dansk skole, komme på et dansk sygehus hvis de bliver alvorligt syge, eller at have regelmæssig kontakt med deres danske bedsteforældre og øvrige familie.
At samme Justitsministerium således skulle fare med større lempe overfor albanske flygtningebørn, som på sagsbehandlingstidspunket ikke lige tilfældigvis havde fundet vejen til mediernes flygtige interesse, er vel næppe dybt overraskende for nogen mere, er det vel?