Læsetid: 3 min.

Den kolde krig om historien

Efterspillet om Bent Jensens koldkrigsværk har vist, at kampen om Den Kolde Krig langtfra er slut. Både hos medier, politikere og blandt historikere udspilles der kampe, om hvordan vi skal definere historien
Det er omkring 25 år siden, at tusindvis af mennesker kravlede op på Berlinmuren ved Brandenburger Tor i Vestberlin 10. november 1989 — dagen efter den østtyske regering åbnede grænsen mellem øst- og vesttyskland — men fronterne er stadig trukket op, når der bliver diskuteret kold krig.

Det er omkring 25 år siden, at tusindvis af mennesker kravlede op på Berlinmuren ved Brandenburger Tor i Vestberlin 10. november 1989 — dagen efter den østtyske regering åbnede grænsen mellem øst- og vesttyskland — men fronterne er stadig trukket op, når der bliver diskuteret kold krig.

Scanpix

8. marts 2014

Selvom vi nærmer os 25-årsjubilæet for Berlinmurens fald, så er fronterne stadig trukket skarpt op, når vi i Danmark diskuterer koldkrigspolitik. Uenighederne fra 1980’ernes diskussion om fodnotepolitikken er endnu en gang kommet til live efter Bent Jensen i sidste uge udgav et koldkrigsværk, der er kritisk over for fodnotepolitikken.

»Det er en uforløst konflikt, der er blevet spundet ind i den aktuelle partipolitiske konkurrence og kulturkamp, og derfor er det en historie, der lever videre,« fortæller Rosanna Farbøl, der er ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet og forsker i Den Kolde Krig og historiebrug.

Når medierne på deres holdningssider dækker Bent Jensens bog forskelligt, så skyldes det, ifølge hende, at de har et langvarigt engagement i konflikten og for længst har valgt, hvilke tolkninger de tror på.

Kampene om fortolkningen af fodnotepolitikken udspilles hovedsageligt på to fronter: En historiefaglig og en politisk, der er mere normativ:

»Den historiefaglige handler om, hvordan man kan tolke Den Kolde Krig, og den politiske handler om, hvordan man bør tolke Den Kolde Krig,« siger Rosanna Farbøl

Fronterne smeltes sammen

Den politiske og historiske front smelter dog ofte sammen, fordi politikere og debattører bruger de faglige fortolkninger til at blåstemple deres version af historien.

Historikerne er uenige om, hvordan historien forløb. Problemet er, at når historien politiseres i medierne, så forsvinder nuancerne fra den historiefaglige debat, hvor der er plads til diskussion af forskellige tolkninger.

»Det bliver sort/hvidt. Enten er du med os eller imod os. Det er selvfølgelig en konflikt, der er nemmere at fremstille, men det gør os ikke klogere på Den Kolde Krig,« siger Rosanna Farbøl.

Når debatten i medierne derfor handler om, hvorvidt man er for eller imod Bent Jensen, bliver mange historikere skræmt væk.

Information har den seneste uge kørt en interviewserie om fodnotepolitikken. Ud af de 16 historikere, vi har kontaktet, har kun 4 ønsket at medvirke.

Ifølge Rosanna Farbøl kan det skyldes, at historikere gerne vil læse det fulde værk først, men hun vurderer også, at nogle kan være bange for at blive skrevet ind i den politiske historie:

»Meningsdannere vil gerne sætte røde eller blå mærkater på historikerne, men en god historiker er kendetegnet ved ikke at lade sine tolkninger styre af politiske synspunkter,« siger hun.

Den Kolde Krigs historie politiseres, fordi det er en magtressource for nutidens politikere. Historien kan bruges til at legitimere nutidig politik eller til at angribe en modstander, og i debatten om Den Kolde Krig, er der meget på spil:

»De borgerlige er interesserede i at fremstille venstrefløjen, Socialdemokraterne og Radikale Venstre som nogle, der ydmygt bøjer nakken eller lader sig forføre af det nærmeste diktatur, hvad enten lederen er Hitler, Stalin eller Saddam Hussein, og som man derfor ikke kan tiltro magt i dag. På den anden side vil venstrefløjen rense sig selv,« siger Rosanna Farbøl. Tidligere har det været besættelsestiden, der var det store emne for den politiske debat, men i de senere år er Den Kolde Krig begyndt at blive brugt lige så meget, når politikere skal retfærdiggøre deres politik.

På den måde definerede Anders Fogh Rasmussen fodnotepolitikken som det mest markante eksempel på en passiv udenrigspolitisk linje, man ikke skulle gentage, idet den var både farlig og moralsk forkert. Dermed retfærdiggjorde han sin egen aktivistiske linje.

Koldkrigshistoriens placering i nutidig politik er blevet gjort tydelig af skiftende danske regeringer, der siden årtusindskiftet har bestilt fire forskellige koldkrigsudredninger. Bent Jensens værk er det seneste.

En kamp om vores identitet

I sidste ende kan fortællingen om Den Kolde Krig være med til at forme vores identitet, fordi historie handler om, hvem vi er, og hvordan vi kan forstå os selv.

Kampen om Den Kolde Krig er dog ikke færdig endnu, da der ikke er skabt konsensus om, hvordan vi skal tolke historien. Især ikke fodnotepolitikken, hvor der kæmpes om at definere, hvem der er de gode, og hvem der er de onde.

»Aktørerne blander sig og er stadig uenige, og netop derfor bliver det bittert og personligt. Forskellige tolkninger kæmper mod hinanden om at blive den dominerende fortælling og blive dagsordenssættende,« siger Rosanna Farbøl.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lars R. Hansen
  • Bjarne Riisgaard
  • Espen Bøgh
Lars R. Hansen, Bjarne Riisgaard og Espen Bøgh anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Ole Kvint

Havde USSR menings-agenter, ud over Kommunistpartierne?

Ja eller nej. Hvis nej så falder Bent Jensen's værk til jorden med et brag.

Henrik Darlie

Fjenden, kommunisterne, er væk, men alligevel fortsætter 'krigen'. Det er da mærkeligt.
Så hvem er egentlig fjenden ?

"hvordan vi kan forstå os selv"

suk, jeg forstår det ikke. Måske er jeg bare en tumbe, og de krigsgale er de normale.
Hvis det er tilfældet, så ønsker jeg jer en god krig. Held og lykke med det hele.
Jeg håber I vinder.

Lars R. Hansen

Well, noget er fakta, noget er rimelige tolkninger af historien andet urimelige, noget afhænger af politisk opfattelse.

Det et faktum, at venstrefløjen søgte at svække dansk forsvar og isolere os fra vores allierede i NATO.

Peter, Selvfølgelig havde sovjet agenter uden for DKP og andre danske kommunistpartier, herunder påvirknings eller meningsagenter. Og Bents bog omhandler rigtig, rigtig meget andet end påvirkningsagenter og Sovjets påvirkningsoperationer.

Lars R. Hansen

Udover det, kan man sagtens være imod nutidens såkaldte aktiviske udenrigspolitik (med dens væbnede demokratiudbredelsesforsøg i de varme lande) og så erkende venstrefløjens svigt under den kolde krig og den leflen for totalitære kvasisocialiske regimer rundt omkring i verden.

De fleste højreorienterede er lodret imod Danmark deltager militært i Kosovo, Afghanistan, Irak, Libyen, Libanon, Mali og så videre...

"Koldkrigshistoriens placering i nutidig politik er blevet gjort tydelig af skiftende danske regeringer, der siden årtusindskiftet har bestilt fire forskellige koldkrigsudredninger. Bent Jensens værk er det seneste."

I filosofisk forstand er det under alle omstændigheder forrykt at forestille sig, at man kan nedsætte virkeligheden som kommission...

Med venlig hilsen

Rune Petersen

@Lasse på hvad måde svigtede venstrefløjen under den kolde krig ? De kæmpede for deres overbevisning, ligesom de højre orienterede kæmper for deres.
Personligt bakker jeg ikke op om eu, nato og usa, så svigtet syntes jeg bestemt ikke folk på venstrefløjen har gjort.

"Bents bog omhandler rigtig, rigtig meget andet end påvirkningsagenter og Sovjets påvirkningsoperationer."

Bluff

Gorm Petersen

Prøv at læse Jakobsbrevet i Ny Testamente - hvad vi bør gøre ved de rige (føre dem til slagtebænken). Jesus var den første kommunist.

Lars R. Hansen

Rune, den svigtede ved dens leflen for kvasisocalistiske regimer rundt omkring i verden samt dens vellykkede forsøg på at svække dansk forsvar og forsvarsvilje samt isolere Danmark fra sine allierede i NATO.

Men du har givet ret i, langt de fleste gjorde set af ægte politisk overbevisning og i den bedste hensigt.

Claus, nej, det et faktum.

Rune Petersen

@Lasse nu opfatter jeg det ikke som et svigt, at vi kommer væk fra nato, og hellere et kvasisocialistiks regime, end hvad vesten repræsenterer, både dengang og nu.

Lars R. Hansen

Ja, det jo netop artiklens pointe!

Men det et objektivt faktum, at en svækkelse af dansk forsvar og forsvarsvilje samt isolering fra vores allierede var til Danmarks modstander i Øst fordel.

Rune Petersen

@Lasse, Desvære var den svækkelse og isolering langt fra stor nok.
Vesten er at betragte som en halt hest, og den går jeg ud fra du ved havd man gør ved :)

randi christiansen

Vestens hykleri er storslemt - vore store ledere underlægger os finanssektorens totalitære rædselsregimente og anvender økonomiske masseødelæggelsesvåben mod egne borgere, mens de holder skåltaler om deres kamp for fred og frihed

Jens Falkesgaard, Niels Duus Nielsen, Thomas Borghus og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

Det er en meget venlig udlægning af de "tavse forskere" i samfundet, som jo trods alt også har en mulighed for at skabe et mere nuanceret oplysningsgrundlag, - men i stedet blot er passive til eftertiden!

Påvirkningsagenter var der vel fra begge sider, øst som vest, og som vi også ser det i dag fra Mellemøstens primære konfliktområde, der forsat ingen løsning er på.

Højrefløjens politiske retorik omkring emnet har hovedsageligt handlet om, at udstille andre meninger politisk, som enten landsfjendtlige eller en "forelskelse" i kommunismen, -" og man jo bare kunne rejse derover hvis man elskede et så højt"!

Venstrefløjen har omvendt været for retorisk for passiv ved ikke at vende billedet om, og erklære at højrefløjen virkelig må elske Amerikas støtte til tyranniske regimer, siden de altid kommer til magten med Amerikansk militærhjælp og politisk undergravende virksomhed.

Dertil kommer hjælpen efterfølgende til disse tyranniske regimers hemmelige politik med instruktører, som "hjælper med at få sandheden ud af de tilfangetagne" - anderledes tænkende, som ikke retlinet tænker på friheden under en tyrannisk herskers magtpsykose.
- Historien har alt for mange eksempler på dette ikke mindst i Sydamerika, men Asien og andre områder er heller ikke gået fri nyere tid!

Hvis højrefløjen virkelig mener at den tyranniske hersker mentalitet er lig med friheden vi skal elske, og vi skal elske vore tyraner fordi de fremstiller sig som liberale og menneskelige, - er der virkelige noget rivende galt, når de oveni købet il ekspandere denne politiske virkelighed til resten af verden som var det et sandhedsevangelium, hvilket jo burde være ganske unødvendigt!

Niels Duus Nielsen, Jens Falkesgaard, Niels Mosbak og Rune Petersen anbefalede denne kommentar

Historien defineres oftest ud fra hvad, der p t er i overensstemmelse med gængs opfattelse.

Det vil i dagens situation i Danmark (heldigvis) sige, at hvis et land elle en gruppe af lande
-har ytringsfrihed
-har trykkefrihed
-har foreningsfrihed
-har fri partidannelse
-har frie hemmelige valg (ingenovervågning i stemmeboksen)
-har parlamentarisk demokrati o s v
så er det dem vi skal holde med og støtte.

Og lande/alliancer/ideologier/religioner m v, der undertrykker disse forhold, bør vi afvise eller prøve at ændre på.

Tilhængerne af det gamle sovjetimperium og af de facisiske stater fra gamle dage er klart uacceptable i det gode selskab.
Folk, der støtter enevældige monarkier ( f eks i olielande i mellemøsten) , ideologisk eller religiøst baserede diktaturer, korrupte regimer o l er også Danmarks og andre frie landes naturlige modstandere.

Sværere er det ikke.

Peter Ole Kvint

Dette handler om livsindhold, om et fællesskab, som har opdaget verden på en bestemt måde.

Det var en katastrofe da fjenden faldt sammen som et korthus.
At den fjende man havde belæst op til en drage, lå tilbage som en sprængt rød ballon.

Lars R. Hansen

Der vil selvfølgelig, især under en kold krig mellem parter, som kan udslette verden, være nogle realpolitiske forhold, der skal tages hensyn til.

Det vil sige, at det i forsvaret af den frie verden og dens alliance af demokratier undertiden kan være nødvendigt, at tage grove midler i brug. Herunder støtte til det mindst ringe diktaturregime for at hindre vores fjende styrkes eller venner svækkes.

Og så har USA ikke væltet demokratiske regeringer, de to mest udbredte venstrefløjsmyter, Allenderegimet ( der fx groft brødforfatningen og satte både højesteret og parlamentets flertal til side retstridigt, under regimets forsøg på at indføre et fuldblods kvasisocialisk diktatur) og Mossadeqregimet ( der fx i en afstemning havde fået et 99,9% flertal for at opløse parlamentet og give Mossadeq lovgivende magt) er begge regeringer, der i et vist omfang blev demokratisk valgt, men så efterfølgende ophørte med at være demokratiske regeringer. Det er faktiske forhold, uafhængigt af politisk standpunkt. Hvis man nisin kritik af USA har væltet demokratisk valgte regeringer, som Allenderegimet og Mossadegregimet, så bør man også medtage Hitlerregimet, der ligeledes kom til magten gennem demokratiske valg...men man hører ikke ofte kritik af USA for dets omstyrtning af det nationalsocialistiske tyske arbejderparti sært nok.

Det var Stalin, der væltede Hitler-regimet, men men man hører ikke ofte ros af CCCP for dets omstyrtning af det nationalsocialistiske tyske arbejderparti sært nok.

Niels Duus Nielsen, Niels Mosbak, Rune Petersen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Det rigtig, Claus, der er ikke mange, der roser Stalin for (efter molotov-Ribbentrop-pagten, hvori Stalin og Hitler aftalte fordelingen af central- og Østeuropa mellem dem gik i vasken, blev tvunget i krig med Tyskland) hans part i krigsindsatsen mod Tyskland, hvor han efter sejren indførte et diktatur, hvis brutalitet kunne måle sig med det nazistiske.

Lige som der ikke er mange, der roser Hitler for at (for en kort periode) befrie en række central og østeuropæiske lande for det sovjetrussiske diktatur og besættelse.

Kære Rune Petersen (kl 16 15)
Næ – vesten opfylder ikke kravene, men det gør ikke kravene urimelige ?

Kære Claus Jensen ( kl 14 22)
Saudi Arabien har vist ingen rigtige venner – men det har en række lande, som er stærkt afhængige af deres olie. Og en række lande med arbejdspladser og virksomheder , der er afhængige af eksport til saudierne.

Rune Petersen

@Robert
Nej det kan vi være enige om, vi er så nok uenige om hvem der kommer bedste fra det vesten eller "de andre"

P.S. jeg ville normalt opfatte "kære x" så derfor undlader jeg at tiltale dig med samme.

Ulrik V. Moser

@ Lasse Johansen

"Det et faktum, at venstrefløjen søgte at svække dansk forsvar og isolere os fra vores allierede i NATO. "

Det er det samme som at sige at højrefløjen var nazistisk, i 1930erne. (du kender referencen antager jeg)

Jeg er med på din pointe, men din bombastiske udmeldning (citat) svækker mildest talt alt hvad de efterfølgende har skrevet i denne tråd (om man så er enig eller ej).

Lars R. Hansen

Nej, Ulrik, de to udsagn er ikke ens, ikke to lige rimelige tolkninger af historien, ikke to faktuelle udsagn. Det ene er et objektivt, deskriptivt udsagn, mens det andet savner al belæg.

(Og jeg er ikke klar over hvad du henviser til, det plejer at være et beklædningsstykke hos KU eller sådant noget)

Rune Petersen

@Lasse kl 22:58
Hvis den var til mig, så ja jeg opfatter det som nedladende. er klar over andre har anden opfattelse, også derfor jeg pænt skrev hvorfor jeg ikke gengældte hvad der måske var en venlig hilsen.

"Saudi Arabien har vist ingen rigtige venner – men det har en række lande, som er stærkt afhængige af deres olie. Og en række lande med arbejdspladser og virksomheder , der er afhængige af eksport til saudierne."

Nå, Kroll, og "rigtige venner" defineres hvordan i international politik? Ovenfor hed det blot "støtte":

"Folk, der støtter enevældige monarkier ( f eks i olielande i mellemøsten)" (Robert Kroll).

Så hvis man blot ser ud til at støtte Saudiarabien, men krydser ifngrene bag ryggen, så er det ok?

Kære Claus Jensen ( 23 38)

Det var altså dig, der "introducerede" ordet "venner" .

Sommetider laver du lidt "tankesnyd" i din debatteknik ?

"Det rigtig, Claus, der er ikke mange, der roser Stalin for (efter molotov-Ribbentrop-pagten, hvori Stalin og Hitler aftalte fordelingen af central- og Østeuropa mellem dem gik i vasken, blev tvunget i krig med Tyskland) hans part i krigsindsatsen mod Tyskland, hvor han efter sejren indførte et diktatur, hvis brutalitet kunne måle sig med det nazistiske."

Tjah og England håbede på at redde/genoprette resterne af et brutalt, verdensomspændende koloniherredømme, USA blev bygget på folkemord, slaveri og reel apartheid. Man gik senre videre til at bruge er årti på at bombe bønder i Sydøstasien bland mange, mange andre heltegerninger.

Men hvad har det med din koldkrigsinspirerede historieforfalskning omkring, hvem der "omstyrtede"det nationalsocialistiske tyske arbejderparti at gøre?

Jamen Robert Kroll dog, jeg havde jo allerede taget din rettelse til mig og citerede dig ordret i stedet for.

Har du tænkt dig at svare på det?

Ulrik V. Moser

@ Lasse Johansen

Det mener jeg nu det er.

Fred være med det, ville bare give et illustrativt hint.

Det forhold at du mener du kan udtale dig "faktuelt" om Historiefortolkningen i denne sag er ganske sigende.

(note to self: indlad dig ikke på internet diskussioner)

Ulrik Out.

Lars R. Hansen

Claus, hverken USA eller UK indførte totalitært diktaturstyre i de lande de befriede fra nazitysk besættelse, hverken USA eller UK annekterede landområder, modsat Stalin, der ikke befriede lande, men simpelthen udskiftede det ene totalitære diktatur med et andet samt røvede land, hvorfra der blev lavet grundige etniske udrensninger. Det er bare nogle rent faktuelle forhold, som du bliver nødt til at forlige dig med og erkende, hvis du ikke vil regnes blandt de rent gale historieforfalskere.

Og UK's koloniimperium blev afviklet frivilligt efter anden verdenskrig, Attleeregeringen var udtalt antikolonialistisk, men man havde naturligvis ikke i sinde, at overdrage kolonier til kvasisocialistiske oprørsgrupper eller kaos, hvis det kunne undgås, så man påbegyndte en tilstræbt ordet afkoloniseringsprosses, der i visse tilfælde ikke kunne afværge de tidligere kolonier nedsænkede sig i blodbad (værst i det indiske tilfælde), borgerkrige, diktaturregimer og fejlslagne stater, da man var under et vist folkeligt og internationalt pres for at få afviklet kolonierne samt ikke havde uanede resurser.

Og USA vandt rigtig nok krigene med indianerne samt havde en periode med slaveri og segregation i sydstaterne, altsammen ikke noget der gør Stalins forbrydelser mindre. Og det er også rigtig, at USA forsøgte at hjælpe Sydvietnam mod det kommunistiske nordvietmans angreb, dog forgæves.

Hvad, som du rigtig nok selv nævner, ikke har så meget at gøre med det faktum, at USA og UK medvirkede til at vælte den nationalsocialistiske regime sammen med Sovjet efter Tysklands angreb på Sovjetrusland i juni '41.

Ulrik, noget er faktiske forhold, noget er fortolkning, herunder rimelige som urimelige, og det er et faktisk forhold, at venstrefløjen arbejdede for at svække dansk forsvar (helt konkret) og isolere Danmark fra sine NATO-partnere ved at indføre en national sikkerhedspolitik, der var i strid med den i NATO vedtaget forsvarspolitik (dertil kommer at dele af venstrefløjen helt konkret ville have Danmark ud af NATO) det er nogle rent faktuelle forhold, som det ikke kan nytte noget at benægte.

"Hvad, som du rigtig nok selv nævner, ikke har så meget at gøre med det faktum, at USA og UK medvirkede til at vælte den nationalsocialistiske regime sammen med Sovjet efter Tysklands angreb på Sovjetrusland i juni '41."

Nå, jamen så er vi jo enige alligevel, USA og UK hjalp lidt til. Resten af dit indlæg fortjener at stå som sin egen satire.

Rune Petersen

@Lasse du glemmer vi er nogen, for hvem nato eu og usa, er de slemme drenge i klassen.
Så derfor gør man da alt for at undgå dem.

Lars R. Hansen

Claus, all right, så bliver du altså tegnet blandt dem. Og USA medvirkende også kun til at vælte Allenderegimet og Allenderegimet, de tunge løft blev taget af hhv. de chilenske og iranske partnere.

Rune, du kan mene dem og dem er de slemme, men det ændrer selvsagt ikke på de rent faktiske historiske forhold.

Johan Nielsen

Det bliver desværre let en smule fordummende at placere debatten om den kolde krig, specielt fodnotepolitikken, som enten politisk eller historiefaglig.
Enten placeres man på det politiske diskussionsniveau, hvor holdningerne er rød-blå, og hvor man stort set kan hævde hvad som helst, bare man generaliserer og holder sig fra konkrete detaljer.
Eller på det historiefaglige niveau, hvor der kræves belæg i kilder, brug af kildekritik og overholdelse af minimale spilleregler m.h.t. ikke at manipulere selektivt med kilderne, citere og undlade at udgive noget for andet end det, det rent faktisk er.
Man vil bemærke, at Bent Jensens 1500 sider ikke er modtaget ret - om overhovedet - begejstret af faghistorikere. Derimod er der en række politiserende meningsdannere (in spe), der i f. eks. Jyllands Posten og Berlingske Tidende har været begejstrede. Man spørger sig, hvorfor?
Truslen fra den sovjetiske militærmagt tager Bent Jensen blot for givet, faghistorikere vurderer den som kvantitativt reel men kvalitativt af begrænset karakter, under alle omstændigheder de sidste par tiår, før det sovjetiske imperium faldt fra hinanden.
Den særdeles kompetente historiker, nu chefredaktør på Politiken, Bo Lidegaard nævnte som eksempel på dårligt historisk håndværk en af Bent Jensens beskrivelser af venstrefløjens, Politikens behandling af den sovjetiske dissident A. Sinjavskij i 1975.
I Bent Jensens beskrivelse heraf lades der som om, det er Politikens behandling af sagen, der analyseres. Niels Barfod deltog som journalist på Politiken i et møde, som Politikens daværende chefredaktør H. Pundik havde arrangeret med Sinjavskij.
Barfoed beskrev sine oplevelser i en kronik 22 år senere. Den bruger Bent Jensen i sin bog uden at angive kilden og lader som om, han har fulgt Politikens beskrivelse i 1975 (alt iflg. Barfoed).
Bent Jensens formål er at placere Politiken på den venstrefløj, som han beskriver med både sande, usande og selektive udsagn, grebet helt ud af deres sammenhæng.
Læser man alle Bent Jensens 1500 sider, kan man finde adskillige eksempler, der helt eller delvis ligner dette, som Niels Barfoed har beskrevet i Politiken , søndag 09. marts 2014, i artiklen ”Æres den, der æres bør”.
Hvis man i den politiske debat kan sige hvad som helst uden at iagttage det, som er historieskrivningens adelsmærke, åbenhed for diskussion af indgroede standpunkter, respekt for kilderne, kildekritisk behandling og bestræbelse på ikke at bruge kilderne selektivt, så kan man ikke fortænke ordentlige mennesker uden hang til ren polemik i at melde mig ud af den politiske debat.
Selv om debat, også den politiske, er helt nødvendig i et demokratisk samfund.
Det er lidt af et træls paradoks.
Men Bent Jensen falder såmænd ikke ind under paradokset, blot man læser ham som det, han er, en relativt velskrivende polemiker, man ikke behøver inddrage i en seriøs historiefaglig debat.

Niels Duus Nielsen, Karsten Aaen og Jens Falkesgaard anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Barfoeds anke om manglende kildehenvisning og kildebrug om Sinjavskijs besøg ved Politiken, hvor Barfoed medgiver at have været "skeptisk" over for Sinjavskis udlægning af Sovjets undertrykkelse af dets borgere, kan ikke bære en afvisning af hele Bent Jensens værk.

Selv mener jeg Weekendavisens Jesper Vind rammer det meget godt, lige det med Sinjavskij, i "Jensen vs. Lidegaard" i sidste udgave.

http://www.weekendavisen.dk/smarticle/view/3

Mere generelt mener jeg, Palle Weis, cand.mag. i historie og Østeuropastudier, endvidere tidligere chefredaktør på Information, beskriver Bent Jensen fint; som hævet over enhver tvivl værende blandt de mest kompetente koldkrigsforskere i landet, men også med et historiesyn på Den Kolde Krig og Danmark under den, der harmonerer med de og det borgerlige.

At afvise Bent Jensens arbejder som useriøs polemik rent faghistorisk, er ikke seriøst, hverken i den politiske eller faghistoriske debat.

Thomas Rasmussen

Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvor mange af debattørerne og meningsdannerne egentlig har læst hele værket. Det tager trods alt nogle dage at gennemlæse de to bind + noteapparat. Det forekommer mig en anelse urealistisk, at der pludselig er så mange, der tilsyneladende har haft tid til det. Bent Jensen var egentlig for flink i Deadline, da det var tydeligt, at studieværten ikke selv havde læst bogen. Det er simpelthen for useriøst og derfor vi ikke bliver klogere.

Lars R. Hansen

Jeg har ikke læst hele værket, endnu, endsige efterprøvet samtlige kilder. Og det er der næppe mange, om nogen udover Bent Jensen og forskerne på CFKF, der har.

Willy Johannsen

Kære Lasse Johansen og Thomas Rasmussen
Nu vil jeg ikke til at blande mig i debatten, men ud fra min erfaring som hurtiglæser vil jeg sige, at dommen over Bent Jensens værk helt tydeligt var afsagt på forhånd. Ingen havde jo nået at læse det.
Problemet er jo det enkle, at masser på venstrefløjen godt ved med sig selv, at de mere eller mindre aktivt gik Sovjetunionens ærinde, fordi de mente som en debattør tidligere i tråden:

@Lasse, du glemmer vi er nogen, for hvem nato eu og usa, er de slemme drenge i klassen.

Det er jo ærlig snak. Men ikke alle kan lide at blive erindret om det, især fordi vi jo efter murens fald fik adgang til alle Warzawapagtens angrebsplaner, som NATO reelt kun havde kunnet modstå ved brug af atomvåben. Warzawapagten var indstillet på angreb. Nato på at svare igen. Og kunne man svække NATO, ja så var angrebschancerne selvfølgelig tilsvarende større.
Om de pågældende så ærgrer sig over, at russerne ikke fik chancen dengang, kunne være interessant at vide. Men det svar får vi nok aldrig.

Hans Aagaard, Thomas Rasmussen og Lars R. Hansen anbefalede denne kommentar
Johan Nielsen

Jeg har læst ret meget af det, Bent Jensen i tidernes løb har skrevet.
Selvfølgelig også Ulve, får og vogtere, som er ret let læst.
Ikke med gennemgribende kildekontrol, det er faktisk et stort arbejde. Men dog nok til at kunne bekræfte Niels Barfoeds kritik i Politiken, der er ret katastrofal for Bent Jensen som historiker - uhæderlig omgang med dele af kildematerialet, selektiv kildebrug og manglende vilje til at inddrage alternative aspekter i den givne problemstilling, det helt klart er muligt at belyse diskursivt.
Bent Jensen har en ret imponerende skribentvirksomhed bag sig. Gennemgående har den været styret af, at venstrefløjens marxister-leninister og andet ideologisk troende er kilde til en gennemført hoben usandheder i historieskrivningen. Og det er Bent Jensen kaldet til at gøre noget ved.
Noget af det første af Bent Jensen, som jeg stiftede bekendtskab med var hans Påskekrise og Ruslandspolitik. En mytes tilblivelse, vækst og forfald (The Easter crisis and Russian politics. The birth of a myth, its growth and decay. HT 78, Copenhagen 1978, pp. 53-86). Det er en til det yderste forbilledlig afdækning af studentikose myter om kapitalistisk sammensværgelse o. Landmandsbankens krak i 1922, fremført af den gamle adelsmand Kai Moltke, der også er kendt som revolutionær VS’er.
Denne kildekritisk næsten perfekte afhandling var så også en integreret del af BJ’s disputats fra 1979, Danmark og det russiske spørgsmål 1917-1924.
Jeg har ikke orket at beskæftige mig med BJ’s mere populære publikationer: Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle; 1984, Tryk og tilpasning, 1987, Bjørnen og haren. Sovjetunionen og Danmark 1945-1965, 1999 m. fl.
Derimod har jeg nøje fulgt hele Dragsdal-sagen, hvor PET’s jurister og andre ikke-historikere overbevisende dokumenterer BJ’s lemfældige omgang med kilderne (i PET rapporten).
Der er godt historisk håndværk ind imellem i BJ’s forfatterskab. Men det polemiske korstog er regulært trættende.
Og - desværre - BJ er så optaget af korstoget, at han i stadig stigende grad glemmer den kildekritik, der er historiefagets adelsmærke. Og som han faktisk behersker, når det passer ind i hans korstog.

Rune Petersen

@Willy
Du er velkommen til at bruge mit navn når du citerer mig, dette burde en gammel journalist da kunne finde ud af.

Hvad angår angrebs tanker og planer fra WAPA, så er du håbløst uvidende.

Om jeg ærgrer mig over russerne ikkke fik chancen, nej jeg ærgrer mig ikke over at en masse menneske liv er sparet, gør du ?
Jeg havde gerne set et andet udfald på den kolde krig, og ja jeg står ved mine holdninger også idag og jeg ser gerne eu, nato og vesten få et los i røven, så de lærer at verden ikke drejer sig alene om hvad de vil.

Willy Johannsen

Kære Rune Petersen

Da Tyskland blev genforenet og NVA´s arsenaler blev gjort op, viste det sig, at DDR rådede ovre større panserstyrker end det samlede NATO - godt 8000 så vidt jeg husker. Det viste sig, at man aldrig udfasede gamle modeller, når man indførte nye. Og selv en t-54 er en formidabel tank i dag. Det samme var tilfældet med artilleri mm. Hvad russerne rådede over, får vi aldrig at vide, men det har været mange gange mere end DDR.
NATO har aldrig i sin levetid haft konventionelle styrker, der overhovedet matchede Warzawa-pagtens konventionelle styrker, og en almindelig kendt militærdoktrin siger, at en angrebsstyrke skal være tre gange større end en forsvarende, for at vinde. Jeg aner ikke, hvad NATO har haft for planer, men de har med garanti ikke været så dumme, at de overhovedet drømte om at invadere Østeuropa.
Derimod er det et ubestrideligt faktum, at Warzawa-pagten havde helt konkrete angrebsplaner mod os. Det er faktisk ikke mere end et par uger siden, at polske officerer var på besøg på artilleri-kasernen i Varde, hvor jeg bor, og hvor de - sådan lidt i sjov - havde en gave med, som bestod af gamle kort med angrebsplanerne. Jeg er lykkelig for, at de aldrig kom i brug.

Jeg har aldrig været vild med NATO, men siden jeg som stor dreng oplevede russernes brutale nedkæmpelse af den folkelige opstand i Ungarn i 1956, har jeg forstået, at uden NATO kunne det have set meget anderledes ud i et lille land, der hedder Danmark, og som desværre ligger et meget strategisk sted på landkortet.
Og du må undskylde, at din bemærkning "jeg havde gerne set et andet udfald af den kolde krig", kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på mig. Du ville altså have ønsket, at den anden side havde "sejret". Jeg håber, du mener med andre midler end en direkte krig, hvilket jo så må betyde, at de på en eller anden måde fik en magtposition i forhold til os. Det man engang kaldte "Finlandisering", må det vel være blevet. Jeg er lykkelig for, at du og dine fæller ikke fik magt, som du og dine fæller havde agt.
Med venlig hilsen
Willy Johannsen

Rune Petersen

@willy jeg er ikke din kære.
Jeg kan konstatere du ikke aner meget om WAPA, og det vil næppe hjælpe at smide fakta op, da du jo er forstokket i din tro på hvad sandheden er. Det har du tydeligt vist i andre indlæg.
Hvad angår krig så er jeg helst fri, men lige netop i vest orienterede hylder jo krig som middel, bare det passer i jeres kram.
Skulle du være i tvivl om hvilke krige jeg tænker på, ja så syntes jeg du kan kigge på danmarks engagement i de sidste årtier.
Var det kommet til en krig, ja så ved jeg godt hvem jeg helst så som vinder, hvis man da kan tale om en vinder i krig, de døde er jo lige døde uanset hvad.