Nyhed
Læsetid: 2 min.

Landsret åbner dørene i stor hackersag

Offentligheden får adgang, når en 29-årig svensker i morgen fremstilles i endnu et grundlovsforhør i en hackersag om indbrud i CSC. Information har fået medhold af Østre Landsret i, at der ikke er belæg for at lukke dørene i sagen
Offentligheden har indtil nu kun fået en side af sagen i den hackersag, der drejer sig om den svenske grundlægger af Pirate Bay, Gottfrid Svartholm Warg. Det billede er der nu mulighed for at nuancere, når retssagen bliver åbnet for offentligheden

Offentligheden har indtil nu kun fået en side af sagen i den hackersag, der drejer sig om den svenske grundlægger af Pirate Bay, Gottfrid Svartholm Warg. Det billede er der nu mulighed for at nuancere, når retssagen bliver åbnet for offentligheden

Jan Düsing

Indland
4. marts 2014

Det er slut med lukkede døre i sagen mod den 29-årige svensker Gottfrid Svartholm Warg, der er sigtet i Danmarkshistoriens største hackersag. Det er hidtil lykkedes anklageren at få dørene lukket ved hvert eneste grundlovsforhør siden november sidste år med argumenter om, at det vil skade sagens opklaring, hvis journalister og tilhørere får indblik i sagen. Men journalist Rune Pedersen kærede i januar på Dagbladet Informations vegne Frederiksberg Rets beslutning om lukkede døre af hensyn til offentlighedens interesse i sagen og fik i går medhold af Østre Landsret.

»Der er ikke oplysninger om formodede medgerningsmænd eller anført andre oplysninger, som gør det antageligt, at sagens behandling i et offentligt retsmøde på nuværende tidspunkt på afgørende måde vil hindre sagens oplysning. Begæringen om dørlukning burde ikke have været taget til følge,« skriver Østre Landsret i sin kendelse.

Forsvarer Luise Høj er »positivt overrasket«:

»Jeg havde ikke regnet med, at I fik medhold, og det betyder, at offentligheden nu har en mulighed for at sætte sig ind i sagen og kan vurdere rimeligheden i de meget lange varetægtsfængslinger, der har været i den her sag. Nu kan vi endelig tale åbent om sagens kerne«.

Ifølge forsvareren havde anklageren i sagen ellers meddelt, at hun ville kræve dørene lukket helt frem til hovedforhandlingerne, der muligvis først går i gang til efteråret. Der er grundlovsforhør i sagen igen i morgen, hvor anklagemyndigheden skal overbevise dommeren om, at varetægtsfængslingen fortsat skal opretholdes.

Luise Høj vurderer, at de åbne døre vil give mulighed for et bedre forsvar for Gottfrid Svartholm Warg.

»Når politiet via deres eksterne rådgiver f.eks. har været ude at udtale sig om, hvilke motiver de mener, min klient har, har jeg ikke haft mulighed for at forsvare ham ordentligt, fordi dørene er lukkede, og jeg ingenting måtte sige,« siger hun.

Skub i efterforskningen

Gottfrid Svartholm Warg er sigtet for at have brudt ind i centrale computersystemer hos CSC i Valby, hvor han ifølge anklageren har skaffet sig adgang til bl.a.et danske kørekortregister. Han blev oprindeligt anholdt i Cambodia i august 2012 for at have hacket sig ind i en virksomhed i Sverige, der håndterer personfølsomme data for det offentlige, og efterfølgende blev han overført til et svensk fængsel. I september 2013 blev han idømt et års fængsel i den svenske sag og i november udvist til Danmark, hvor han er sigtet for forbrydelser med en strafferamme på op til seks års fængsel.

Luise Høj håber nu, at de åbne døre vil få politiet til at sætte fart på efterforskningen.

»Nu får offentligheden mulighed for at følge det tempo, eller nærmere ikke-tempo, der har været i sagen,« siger hun.

Information har over for Østre Landsret gjort gældende, at der er stor offentlig interesse for sagen, som bl.a. handler om, hvorvidt offentlige myndigheder opbevarer borgernes personfølsomme oplysninger på tilstrækkeligt sikker vis; at justitsministeren, rigspolitichefen og chefen for PET allerede har udtalt sig om sagens detaljer over for offentligheden, og at sagen bygger på svensk politis efterforskning, hvor omtrent 2.200 siders detaljeret efterforskningsmateriale er offentliggjort og tilgængeligt for enhver.

Udover Gottfrid Svartholm Warg er også en 20-årig dansker varetægtsfængslet i sagen og har været det siden juni sidste år. Information har været i kontakt med anklager Maria Cingari, men hun har ikke ønsket at kommentere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Helene Nørgaard Knudsen

Dem der skulle i retten og forklare sig er dem der ventede så længe med at reagere. Dem der valgte ikke at have styr på hvad der egentlig sker med statens systemer udenfor staten. Når man tænker på det kontrolsamfund vi efterhånden har fået så er det skræmmende at der ikke er kontrol med "guldet".

Anders Reinholdt, Rune Petersen, Henrik Darlie og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Henrik Darlie

"expect us"