Læsetid: 2 min.

Professor: Finland og Danmark kan blive hørt i EU

Fordi Danmark og Finland har den samme velfærdsmodel, kan det være, at regeringens nye samarbejde med den finske regering om at fastholde de to landes dagpengesystemer vil blive mødt med lydhørhed i Bruxelles, vurderer professor
Det er ikke rimeligt, hvis man som EU-borger kan modtage dagpenge fra første arbejdsdag i Danmark. Derfor vil Danmark støtte Finland i en kommende sag ved EU-Domstolen. Det var budskabet fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i går.

Claus Bech

12. marts 2014

Ved at støtte Finland i uenigheden mellem det nordiske land og EU, styrker statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) nu muligheden for, at Finland og Danmark – eventuelt sammen med andre lande – kan få ændret EU-lovgivningen, så det danske optjeningsprincip for dagpenge kan blive bevaret. Det vurderer Dorte Sindbjerg Martinsen, professor ved Københavns Universitet, hvor hun blandt andet har forsket i integration af velfærd i EU samt EU’s betydning for national politik.

»Når man er to stater, der har den samme velfærdsmodel, kan det godt være, at Kommissionen vil være lydhør. Og så kan næste skridt jo være at tage debatten i Rådet for at få lavet reglerne om,« vurderer Dorte Sindbjerg Martinsen.

Danmark mener ligesom Finland, at det ikke er rimeligt, at man som EU-borger kan modtage dagpenge fra første arbejdsdag i Danmark. Derfor vil Danmark støtte Finland i en kommende sag ved EU-Domstolen.

EU-Kommissionen har efter et halvt års forhandlinger slæbt Finland for EU-retten. I Finland kræves det, at man har arbejdet fire uger som lønmodtager eller fire måneder som selvstændig for at få ret til dagpenge. I Danmark skal EU-borgere arbejde mindst 296 timer for at kunne få ret til dagpenge.

»Når den finske sag er kommet til EU-domstolen, vil man relativ hurtigt få en afgørelse, og så er det domstolens ord, der vejer endeligt. Efterfølgende vil man så kunne arbejde for at ændre reglerne gennem Ministerrådet og Europa-Parlamentet, men det vil kunne tage meget lang tid,« siger Dorte Sindbjerg Martinsen.

På Christiansborg er der bred opbakning til regeringens ønske om at støtte Finland i ønsket om at bevare optjeningsprincippet for dagpenge. Lige fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti var der begejstring for regeringens linje.

Derimod er regeringen fortsat i mindretal, når det handler om, hvordan ordningen med børnepenge administreres.

Her ønsker regeringen at bringe den danske lovgivning i overensstemmelse med EU-lovgivningen, men den tolkning af lovgivningen er et flertal i Folketinget imod.

Ifølge Dorte Sindbjerg Martinsen er det dog svært at sammenligne dagpenge og børnepenge, selv om de umiddelbart kunne virke som to ens velfærdsydelser.

»I forbindelse med dagpengene handler det om sammenlægningsprincippet. Hvis man har optjent forsikringsperioder i andre lande – og dermed optjent en ret til dagpenge – så skal de tælles med. Og her er Kommissionens position så, at man ikke kan stille nationale betingelser for, at man skal have været i beskæftigelse eller indmeldt i en a-kasse i tre måneder. Derfor er det forskellige principper, som er i spil, når det handler om forskellen mellem dagpenge og børnepenge,« siger Dorte Sindbjerg Martinsen.

Ifølge Dorte Sindbjerg Martinsen er der ofte konflikter mellem medlemslandene og EU-Kommissionen ved EU-retten om netop dette hjørne af EU-lovgivningen.

»Sidst, jeg kiggede, var der over 450 domme, som regulerer dette felt af EU-lovningen. Det er faktisk et af de områder i EU, hvor der er mest domspraksis. Landbrugsområdet er fortsat tungere, men forordningen, som regulerer koordinationen af social sikring af vandrende arbejdstagere, som det hedder, er virkelig tung. Der er virkelig mange sammenstød mellem de nationale regler og EU-reglerne, og det har givet mange sager ved EU-domstolen,« siger Dorte Sindbjerg Martinsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu